
SYLVESTER LARSEN // POVCAST – I foråret udsendte Sylvester Larsen sit 8. album Trolddom. Hans bedste efter Jan Eriksens mening – det gælder både melodier og produktion. Det virker som om, Sylvester er ved at finde sin form. I den anledning besøgte Mediano Music, som i dag er en del af POV, ham i lejligheden tæt på Søerne i København, hvor han også boede som dreng. Tæt på Irmahønen, som hans far, Kim, synger så smukt om i “Hjerter dame”, som han skrev i samme rum, som Sylvester i dag bruger som arbejdsværelse. Det handler om Sylvesters karriere, hans mange plader, inspiration, samfundskritik og hans keyboardspil. Om at undre sig og søge svar.
Det blev til en hyggelig samtale over et par økologiske øl i musikrummet, som blev brugt af hans far, mens Sylvester – midt om natten – i værelset siden af hørte faren arbejde med trommemaskinen og sit Korg keyboard, mens han skrev sange som “Susan Himmelblå”, “Jutlandia”, “Flyvere om natten” og ikke mindst “De smukke unge mennesker”, der blev skrevet til Sylvesters nonfirmation.
Senere optræder samme Korg på alle Sylvesters plader.

Sangskrivningens ABC
I podcasten kan du høre hele historien om “De smukke unge mennesker” og Sylvesters svarsang “Daddy-O”, skrevet til Kims 70-års fødselsdag.
Det handler bl.a. om, hvordan det var at blive lært i sangskrivningens ABC af Kim Larsen.
– Om den afgørende køretur i farens 2CV.
– Om det med den gode melodi, der helst skal være der.
– Om hvad Sylvester lærte af sine år i New York som dreng.
– Om alt det, der inspirerer ham som musiker, fra Scott Joplin over Supertramp til Blur og ikke mindst andre pianomen som Elton John og Billy Joel.
– Om de heldigvis korte øjeblikke, hvor han spørger sig selv, om han gider fortsætte.
– Om hans kærlighedsforhold til Rom, der fik ham til at skrive sangen ’Den evige stad’.
– Om at skrive om og holde af hverdagen.
– Om søgen efter svar på de store spørgsmål. Om at efterlade sig en verden. Om karma. Om hvad det var, Sylvester ville med livet.
Lyt til podcasten her:
Topfoto: Sylvester Larsen, pr-foto
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her