MENNESKERETTIGHEDER // KRONIK – Debatbogen om menneskerettigheder af socialdemokraten Rasmus Stoklund er blevet anmeldt mange steder med både enighed og kritik, men hverken forfatteren eller de fleste anmeldere lader ifølge Peter Schjødt til at vide, hvad konditionerne for menneskerettigheder er. Hvad er det for et demokrati, som Stoklund ønsker at forsvare?
Menneskerettighederne bliver i stigende grad set som et politisk problem og ikke nødvendigvis som udtryk for værdier, der skal forsvares. Både de forskellige konventioner og de internationale institutioner, som ellers er sat i verden for at håndhæve menneskerettighederne, mødes med udtalt skepsis overalt i verden – også i Danmark – fordi de angiveligt har taget magten fra nationale politikere gennem et finmasket net af menneskerettigheder, som står i vejen for en realistisk og nødvendig politik, ikke mindst i forhold til at kunne udvise kriminelle udlændinge.
”Grundlæggende er menneskerettigheder et politisk projekt,” som den daværende direktør for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, sagde i 2014. I bogen Menneskerettigheder – En demokratisk udfordring skrev han, at menneskerettighederne derfor også kan miste både ”folkelig opbakning og demokratisk legitimitet.”
Det kan bl.a. ske, fordi væsentlige beslutninger bliver flyttet fra politikerne til juristerne i de internationale menneskerettighedsorganisationer: ”Magtbalancen mellem jurister og politikere er skiftet, og det har givet juristerne for stort ansvar og magt,” lød det i 2014 fra direktøren for Institut for Menneskerettigheder.
Ud af de 30 udvisningssager, som Menneskerettighedsdomstolen har behandlet i løbet af de seneste 10 år, er kun 4 gået Danmark imod
I sidste uge, altså 10 år efter denne advarsel om truslen mod menneskerettighedernes legitimitet, fik vi en ny opfordring til at diskutere menneskerettighederne i en politisk kontekst. Det skete i forbindelse med udgivelsen af det socialdemokratiske folketingsmedlem Rasmus Stoklunds bog Ingen over domstolen.
I et interview op til udgivelsen sagde Stoklund, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har taget ”magten fra de europæiske demokratier”, og at menneskerettighederne derfor er under pres. Ikke fordi de krænkes, men fordi de efter hans vurdering overforbruges af domstolen.
Mister menneskerettighederne troværdighed?
Grundlæggende handler Stoklunds bog om udlændingepolitik. Den er et angreb på domstolen for at blande menneskerettighederne ind i Danmarks nationale muligheder for at håndtere udlændinge, som har begået kriminalitet. Menneskerettighedsdomstolen mister således troværdighed og legitimitet, skriver Stoklund i bogen, fordi den ofte fælder domme, som bl.a. i Danmark ikke nyder ”folkelig opbakning”.
Af hensyn til perspektivet skal det lige nævnes, at så sent som i februar 2024 gav Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Danmark medhold i udvisningen af seks kriminelle og fandt altså ikke grund til at gå imod den oprindelige danske afgørelse.
Som den nuværende direktør for Institut for Menneskerettigheder, Louise Holck, sagde, da domstolen gav Danmark medhold i udvisningen: ”Dagens afgørelser bekræfter den linje, som Menneskerettighedsdomstolen i al væsentlighed har haft siden 2017 – domstolen underkender ikke nationale domstoles domme, hvis de har været grundige i deres vurdering af de menneskeretlige perspektiver i de afsagte domme.” Efter disse afgørelser, som altså har givet Danmark medhold, skriver Institut for Menneskerettigheder, at ud af de 30 udvisningssager, som Menneskerettighedsdomstolen har behandlet i løbet af de seneste 10 år, er kun 4 gået Danmark imod.
Om man på den baggrund er enig eller uenig i Rasmus Stoklunds hypotese om, at Menneskerettighedsdomstolen svækker Danmarks muligheder for selvbestemmelse, så rammer og repræsenterer han dog et indlysende problem, som må tages alvorligt: Menneskerettighederne er sårbare, netop fordi de er et politisk projekt og hele tiden skal forsvares som ethvert andet betydningsfuldt politisk projekt, fx demokratiet, som Hal Koch i sin tid sagde, skal vedtages hver dag.
Menneskerettighederne er et spørgsmål om holdning, ikke om sandhed
Vi må forestille os 8 milliarder mennesker fra 195 forskellige lande i verden, opdelt i regioner, områder og enklaver, fra vidt forskellige kulturer, politiske systemer og generelle livsbetingelser, funderet i forskellige religioner og trosforestillinger osv., osv.
Dette hav af forskelligheder illustrerer, hvor vanskeligt farvand menneskerettighederne konstant bevæger sig i, ikke mindst hvis vi også lige memorerer nogle af de centrale udsagn fra fx FN’s Verdenserklæring, hvor der i Artikel 1 står: ”Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder.”
I Artikel 10 hedder det, at ”Enhver har under fuld ligeberettigelse krav på en retfærdig og offentlig behandling ved en uafhængig og upartisk domstol, når der skal træffes en afgørelse med hensyn til hans rettigheder og forpligtelser.” Men der balanceres dog også mellem individets rettigheder og pligter over for samfundet, som fx i Artikel 29: ”Enhver har pligter over for samfundet, der alene muliggør personlighedens frie og fulde udvikling.”
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention adskiller sig på dette område gennem en stærkere betoning af balancen mellem de individuelle rettigheder og de kollektive samfundshensyn.
Stillet over for de forskellige Menneskerettighedserklæringers store og ikoniske sætninger om det enkelte menneskes værdighed og rettigheder sagde den tysk-amerikanske politiske filosof Hannah Arendt, at menneskerettighederne er blevet erklæret umistelige, men at de jo alligevel dagligt mistes. Hannah Arendt gjorde derfor opmærksom på, at menneskerettigheder er ”et spørgsmål om holdning, ikke om sandhed. Rettighedernes gyldighed beror på en fri overenskomst og enighed.” Med andre ord: Menneskerettighederne er resultatet af politiske forhandlinger og vedtagelser.
Skal menneskerettighederne være andet end gode viljer, skal de virkeliggøres og opretholdes som et politisk projekt
Menneskerettighederne er frie og menneskeskabte overenskomster og kan derfor hele tiden gentænkes, genfortolkes og genforhandles, og så er det jo ikke sikkert, at den nye overenskomst repræsenterer den samme holdning til menneskerettigheder, som hidtil har været gældende, og da rettighederne er udtryk for frie overenskomster, kan de i princippet også ændres til ukendelighed eller helt slettes. Derfor er menneskerettighederne helt afhængige af regeringerne rundtomkring i verden, som rettighederne på den anden side imidlertid også er sat i verden for at beskytte mennesker imod.
Det helt afgørende er Hannah Arendts konstatering af, at mennesket kun kan have menneskerettigheder i en politisk sammenhæng. Uden for det politiske fællesskab er mennesket retsløst, som vi jo også ser mange steder. Derfor: Hvad vil det komme til at betyde, hvis vi melder os ud af konventionerne? Menneskerettighederne kræver både vedtagne konventioner og politiske fællesskaber for at eksistere som andet end luftige idéer. Skal menneskerettighederne være andet end gode viljer, skal de virkeliggøres og opretholdes som et politisk projekt. Mennesker får nemlig udelukkende deres rettigheder fra dette politiske fællesskab.
Menneskerettighederne og demokratiet
Kritikken af menneskerettighederne er ikke af ny dato. I mere end 25 år har diskussionen primært handlet om, at Menneskerettighedsdomstolen bruger en såkaldt ”dynamisk fortolkning” af Menneskerettighedskonventionen for at gøre konventionens ord og ånd tidssvarende i forhold til nye og tidsbestemte problemer på Menneskerettighedsområdet. Rasmus Stoklunds debatbog ligger i forlængelse af denne kritik af domstolen, for at den tager magten fra politikerne.
Her støttes han af juraprofessoren (i formueret) Mads Bryde Andersen, som i en kronik i Berlingske d. 21. august foreslår, at Danmark opsiger Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og efterfølgende kun træder ind igen med forbehold for konventionens Artikel 8, som handler om, at enhver har ret til respekt for sit privatliv, familieliv og hjem, og desuden siger, at ”Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund.” At dette ikke bør gælde i sager om udvisning af kriminelle udlændinge, skulle altså være Danmarks nye betingelse for at deltage i konventionen.
Hvad vil det betyde, hvis et land blot kan springe til og fra Menneskerettighedskonventionerne efter smag, fordi en række domstolsafgørelser går imod en bestemt politisk holdning?
Advokatrådet var hurtigt ude med et svar i forbindelse med Rasmus Stoklunds bog: ”Vi kan ikke bare hoppe ind og ud af retsstaten, som det passer os. Det gælder domme fra danske domstole, men det gælder også domme fra internationale domstole. De internationale menneskerettigheder har været en skelsættende succes siden FN-pagten fra 1945, og FN’s verdenserklæring om Menneskerettigheder fra 1948.”
Men måske er det netop et illiberalt demokrati og ikke et liberalt demokrati, som Rasmus Stoklund ser som det fremtidige socialdemokratiske politiske projekt i Danmark?
Uden menneskerettighederne og de tilknyttede domstole ville spørgsmål omkring fx familie og ligestilling have stået meget svagt i dag, og den danske grundlov siger desuden kun meget lidt om ytringsfrihed og slet intet om regler for tortur. Menneskerettighedsdomstolen har derimod tilpasset sig verdens gang og de nye problemstillinger med menneskeretslig relevans. Stoklund og andre mener, at dette har udviklet sig til et problem for demokratiet, fordi mange politikere og grupper i befolkningen ønsker noget andet – det vil sige en anden ”dynamisk fortolkning”, som passer bedre til det forsvar af demokratiet, som Stoklund skriver om.
Men hvad er det for et demokrati, som Stoklund ønsker at forsvare? Er det et demokrati, som bevæger sig i en retning, hvor der er politisk kontrol med domstolene, både de nationale og de internationale? I så fald er det en form for demokrati, som vi i andre sammenhænge kalder for et illiberalt demokrati, som det fx ses i Ungarn, hvor centrale demokratiske institutioner, bl.a. uafhængige domstole, medier o.l. i stigende grad er blevet underlagt politisk kontrol og styring.
Hvis Danmark melder sig ud af konventionerne og ignorerer domstolens afgørelser, så er det nye danske projekt af den type, som menneskerettighederne, ved deres vedtagelse, blev indstiftet for at kunne forsvare mennesker imod. Men måske er det netop et illiberalt demokrati og ikke et liberalt demokrati, som Rasmus Stoklund ser som det fremtidige socialdemokratiske politiske projekt i Danmark?
Læs også Peter Schjødts kronik “Historiens største valgår: demokratiets stresstest”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
