Den britiske rodebutik

i Europa/Politik & Samfund af

BREXIT // ANALYSE – En rodebutik er den bedste beskrivelse af den aktuelle politiske situation i Storbritannien. Premierminister Theresa May kom hjem med et forhandlingsresultat i EU, som hun ikke kunne få flertal for i Underhuset – to år efter Brexit-afstemningen. Hun trak afstemningen tilbage, men bebudede mandag, at der ikke desto mindre bliver stemt om Brexit i parlamentet igen, nemlig 14. januar. På trods af afstemninger og en på overfladen resolut politisk leder, er hovedindtrykket noget rod, fastslår Poul Arnedal.

Egentlig skulle afgørelsen være faldet mandag 10. december. Men Theresa May aflyste afstemningen om EU-resultatet i Underhuset i sidste øjeblik for at købe sig mere tid i  egne, uenige konservative rækker. Det blev så  til en aftale om, at afstemningen nu vil ske 14. januar 2019.

Da hun for nogle dage siden kom hjem fra EU – “kontinentet”, som briterne ynder at kalde resten af Europa – var resultatet i parlamentet, at den tredjedel af hendes egne konservative parlamentsmedlemmer, som var tilhængere af en hård Brexit, stemte for at få hende afsat.

Det lykkedes ikke, men i sidste ende risikerer de at få deres ønske om en “no-deal” opfyldt.

Jeremy Corbyn lurepasser

De eneste, som kan forhindre en katastrofelanding med en hård Brexit, er tilsyneladende det britiske arbejderparti, Labour, med den venstreorienterede Jeremy Corbyn i spidsen.

Men det er der ikke nogen lyst til, eftersom denne fraktion af Labour endelig, for første gang i adskillige år, øjner en chance for langt om længe (måske) at kunne komme i regering.

Derfor vil de blæse borgernes ve og vel en hatfuld og har i stedet valgt at lurepasse i håbet om, at Theresa May efter endnu et nederlag måske bliver nødt til at udskrive et parlamentsvalg.

Og ingen ved rigtigt, hvad oppositionsleder Corbyn mener om EU.

Han var i sine yngre dage selv modstander af EU-samarbejdet, som han – i lighed med det meste af den daværende venstrefløj, også den danske – anså som et sammenrend af kapitalinteresser. Hans kampagne under afstemningen om EU-medlemskabet var så stilfærdig, nogle ville kalde den decideret valen, at flere i hans eget parti mistænkte ham for slet ikke at være interesseret i et fortsat britisk medlemskab af Unionen, heller ikke selvom det på papiret var Labours position.

Dertil kommer, at han på bagsmækken i partiet fortsat har både benhårde brexiteers (ud af EU), remainers (bliv i EU) og opportunister som ham selv i sine rækker. Alt sammen rigeligt med grunde til at lurepasse.

Theresa May stikker hovedet i busken

Men hvad han egentlig vil, hvis han skulle gå hen og få et flertal i parlamentet ved et eventuelt hurtigt nyvalg, er der ingen, der aner.

Han har hævdet, at han vil være i stand til at forhandle en bedre aftale hjem med EU, men det er der ikke mange andre end ham selv og hans mest fanatiske tilhængere, der tror på. Og i EU tror man slet ikke på det. I Bruxelles mener man, at man allerede med møje og besvær og god vilje, har givet briterne den bedst mulige aftale, som de 27 tilbageværende lande alle har tilsluttet sig.

Og uret tikker. Den 29. marts 2019 er deadline for Storbritanniens medlemskab af EU. En dato som briterne i øvrigt selv har valgt, da de bad om en udtrædelse.

Og hvad gør Theresa May? Hun stikker hovedet i busken, lader parlamentet tage på juleferie og sagde mandag eftermiddag, at der vil komme en endelig afstemning i parlamentet 14. januar næste år.

Kommer der en ny folkeafstemning?

I realiteten har briterne tre muligheder:

  1. At sige ja tak til aftalen med EU
  2. Afvise aftalen og få en hård Brexit
  3. Få en ny folkeafstemning.

Selv folk, der sidder i toppen af Theresa Mays konservative regering, begynder nu at tale om en ny folkeafstemning som en mulighed, bl.a. arbejdsminister Amber Rudd og industriminister Greg Clarck.

Men hertil sagde May i Underhuset mandag ifølge den britiske presse: ”Endnu en folkeafstemning ville gøre uoprettelig skade på vores (britiske) politiks integritet. Det ville sige til de millioner, der tror på vores demokrati, at vores demokrati ikke er i stand til at aflevere [et resultat].”

Fraktioner slås og vil selv til fadet

Men det var May selv, der oprindelig var tilhænger af EU, som ønskede at være premierminister og forhandle en Brexit-løsning på plads. Og hun kom hjem med et resultat. Der var blot andre, som var utilfredse med det resultat, hun leverede. Og blandt vælgerne var der en hel del, som følte sig taget ved næsen i første omgang, fordi de lyserøde løfter, Brexit-tilhængerne stillede i udsigt ved den første folkeafstemning, viste sig at være verdensfjerne ønskedrømme, som intet havde med de politiske realiteter at gøre.

Briterne har ikke nogen forfatning eller grundlov. Det hele beror på “sædvane”, og magten er til enhver tid overladt til det aktuelle flertal i parlamentet

Derfor er Storbritannien lige nu havnet i en situation, hvor fraktionerne slås og lurepasser i håbet om ikke selv at miste ansigt og måske selv komme til fadet og vise sig som dem eller den, der kan redde kongeriget ud af den kaotiske suppedas, de selv har været med til at skabe.

Et land uden grundlov

Men hvordan i alverden er det overhovedet kommet til dette uoverskuelige kaos i britisk politik?

Svaret ligger noget længere væk end den aktuelle politiske situation. Det, som sker netop nu, bunder bl.a. i Det Forenede Kongeriges konstitutionelle problemer, og begivenhederne sætter de problemer til skue ikke blot for briterne selv, men for hele verden.

Briterne har nemlig ikke nogen forfatning eller grundlov. Det hele beror på ’sædvane’, og magten er til enhver tid overladt til det aktuelle flertal i parlamentet (læs: Underhuset).

I realiteten er briterne vant til et et-parti-system, hvor det regerende parti blot skifter med jævne mellemrum. Hvilket igen betyder, at selv om regeringspartiet har et overvældende flertal af mandater i Underhuset, behøver dette parti langt fra at have et flertal af befolkningen bag sig.

Vinderen tager det hele

Det skyldes det britiske valgsystem, som er baseret på flertalsvalg i enkeltmandskredse. I Storbritannien har man ikke noget med tillægsmandater, som f.eks. i Danmark. I Storbritannien tager vinderen i den enkelte valgkreds således “det hele”, hvilket igen vil sige, at alle de andre stemmer er spildte stemmer.

Labour samler alt, hvad der svarer fra Enhedslisten til Socialdemokratiets højrefløj. De Konservative samler hele den borgerlige fløj inklusive, hvad der svarer til vores Dansk Folkeparti og dele af Nye Borgelige.

Udover de to store partier, De Konservative og Labour, stiller også De Liberale Demokrater, De Grønne, UKIP og en række lokale partier, mindre organisationer og enkeltpersoner op.

Inden for de sidste hundrede år har det regerende parti kun opnået et flertal af stemmerne ved to valg. Det var i 1931 og 1935.

Brede opsamlingspartier

For at komme til fadet og få indflydelse må man derfor være med i enten Labour eller De Konservative (til nød De Liberale Demokrater, som er det tredjestørste parti og som var i koalition med De Konservative under premierminister David Cameron 2010 – 2015).

Derfor favner begge de to store partier meget bredt. Labour samler alt, hvad der svarer fra Enhedslisten til Socialdemokratiets højrefløj. De Konservative samler hele den borgerlige fløj inklusive, hvad der svarer til vores Dansk Folkeparti og dele af Nye Borgelige.

Så der er i og for sig ikke noget at sige til, at de kan have svært ved at enes indbyrdes.

Ikke ét land – men tre og en halv nationer

Hertil kommer, at Storbritannien ikke er et samlet land, men i virkeligheden fire – eller rettere tre og en halv nationer, nemlig England, Skotland, Wales og Nordirland. Skotland og Nordirland har deres egne nationale partier, hvoraf nogle, som f.eks. Skotlands Nationale Parti (der ønsker skotsk selvstændighed) og de nordirske protestanter i DUP (som lige nu udgør en del af Theresa Mays parlamentariske grundlag) også er indvalgt i det britiske Underhus.

Havde man haft et mere demokratisk valgsystem, hvor styrkeforholdet i Underhuset afspejlede holdningerne i befolkningen bedre, ville mange flere partier sidde i parlamentet, og man ville være tvunget til at samarbejde

På grund af valgsystemet er briterne ikke vant til koalitionsregeringer bestående af flere partier. Eneste koalitionsregering side 2. verdenskrig er den førnævnte konservative/liberale regering Cameron-Clegg fra 2010 til 2015.

Og derfor prøver den herskende fraktion i det regerende parti – hvad enten det er De Konservative eller Labour – også traditionelt at køre butikken Storbritannien efter eget hoved.

Havde man haft et mere demokratisk valgsystem, hvor styrkeforholdet i Underhuset afspejlede holdningerne i befolkningen bedre, ville mange flere partier sidde i parlamentet, og man ville være tvunget til at samarbejde.

Tony Blair løb fra sit løfte om valgreform

Kun én gang i nyere tid har der været optakt til at indføre et nyt valgsystem, som skulle udtrykkes gennem såkaldt “proportional repræsentation”. Det var i 1997, da både Labour og Liberaldemokraterne var så trætte af De Konservatives John Major-regering, at de indgik en valgalliance.

Den gik ud på, at de to partier for at undgå stemmespild ikke stillede op imod hinanden i de marginale kredse, men at man holdt sig til den kandidat, som havde bedst chancer. Til gengæld lovede Labours nye, håbefulde leder Tony Blair, at man i det nye parlament skulle vedtage en ny valglov, som sikrede større indflydelse til de mindre partier gennem “proportional repræsentation”.

Det er godt nok rodet. Ikke bare for briterne, men for hele Europa

Det, der herefter skete, var, at Tony Blair fik en overvældende valgsejr. Labour vandt 418 ud af Underhusets 659 sæder og fik dermed den største valgsejr i mands minde, på trods af at de kun fik 43,2 procent af stemmerne. Et skoleeksempel på, at “vinderen ta’r det hele”.

Efter den succes havde Tony Blair slet ikke brug for en ny valgreform og glemte derfor belejligt alt om sit løfte til liberaldemokraterne. Løftet blev parkeret i en kommission om problemet. Herefter skete intet.

Og nu slås De Konservative så indbyrdes, som om de var flere forskellige partier, mens Labour måske prøver at vælte Theresa May ved et mistillidsvotum i Underhuset i håbet om selv at komme til fadet ved et hurtigt nyvalg. Imens sidder den britiske befolkning og resten af verden og ser undrende til.

Tilbage står, at der onsdag blot er 100 dage til, Storbritannien skal forlade EU – medmindre en ny folkeafstemning ender med, at man alligevel bliver.

Det er godt nok rodet. Ikke bare for briterne, men for hele Europa.


Foto: Pixabay

Poul Arnedal er født i 1947 og har arbejdet med journalistik stort set hele sit voksne liv.
Som freelancejournalist har han beskæftiget sig med de fleste discipliner og sagsområder inden for journalistikken – både som skrivende journalist, tv-tilrettelægger og forfatter. Han har skrevet til alle de landsdækkende aviser og en lang række fagblade, magasiner og ugeblade. Arbejdet for DRTV, TV2, TV3 og Nordisk Film.
Som 20-årig flyttede han til London, og kærligheden til den engelske hovedstad og interessen for britisk kultur og politik har været dybt forankret i hans DNA lige siden og resulteret i lange og talrige London-ophold.
Han er indtil videre forfatter og medforfatter til ti bøger, som strækker sig fra en bog om Rom sammen med fotografen Søren Rud over klima og natur til krimien, 'Liget i Horsekæret', der foregår i Tisvilde – og London.
Poul Arnedal bor i Tisvilde og slapper allerbedst af, når han kokkererer.
Kan du lide, det han skriver, er du meget velkommen til at indbetale et beløb til ham på Mobile Pay: +45 61416505

Seneste artikler om Europa