UDDANNELSE // KRONIK – “Jeg har været skriftlig censor i dansk i omkring 20 år, og jeg er slet ikke i tvivl om, at mange af årets studenter har brugt AI i deres daglige arbejde,” skriver gymnasielærer Tony S. Andersen. “De seneste år har der været et mærkbart niveaufald. Det er, som om man konstant glemmer, hvordan læring og undervisning foregår; det er som om man tror, at teknologien pr. definition er en hjælp. Det er den ikke.”
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Nu er sommeren næsten forbi, og vi kan afrunde diskussionen om den såkaldte Generation AI og deres eksamensresultater og kigge fremad. Allerede før de skriftlige studentereksaminer var der mange forudsigelser om, hvor dårligt det ville gå; flere frygtede ligefrem et blodbad og krævede på forhånd nye eksamensformer.
Jeg har været skriftlig censor i dansk i omkring 20 år, og jeg er slet ikke i tvivl om, at mange af årets studenter har brugt AI i deres daglige arbejde.
De seneste år har der været et mærkbart niveaufald i klassiske vurderingskriterier som skriftlig korrekthed, almindelig tekstforståelse og genrekendskab. Der er flere elever, som går til den skriftlige eksamen i dansk uden at have trænet og øvet sig ret meget, og de leverer pauvre opgaver, ja, de skriver faktisk beskæmmende dårligt.
Nogle elever tager det åbenbart som en kalkuleret risiko at udlicitere det hårde slid med stilene til ChatGPT og så acceptere et 00 eller 02 som en del af aftalen med djævelen
Jeg har givet mange flere karakterer i den lavere ende end nogensinde før, og jeg har dumpet mange flere elever end tidligere, men det er overraskende få, der klager over disse karakterer.
Nogle elever tager det åbenbart som en kalkuleret risiko at udlicitere det hårde slid med stilene til ChatGPT og så acceptere et 00 eller 02 som en del af aftalen med djævelen. I det lys fungerer eksaminerne jo ganske fint; de elever, der har arbejdet selvstændigt, belønnes, og de elever, der ikke har skrevet nogen opgaver i løbet af de tre år, dumper eller får en lav karakter.
Der er altså ingen grund til at ændre på de skriftlige eksamensformer, for systemet virker i det store hele.
AI er en fare for den offentlige debat
Der er imidlertid noget, der tyder på, at brugen af ChatGPT afhænger af to ting. For det første er det måske ikke så overraskende, at nogle af de skarpere knive i skuffen allerede har regnet ud, at det skader dem selv til eksamen, hvis de udliciterer deres uddannelse og dannelse til en chatbot; jeg er med på, at det er såre menneskeligt, at den fagligt svage elev forsøger at få en bedre årskarakter ved at udlicitere sine opgaver.
Men det er i sidste ende en fare for den offentlige debat og for demokratiet, hvis brugen af kunstig intelligens blandt elever bliver en hovedvej mod et endnu mere klassedelt samfund, hvor en mindre gruppe bliver klogere, mens resten synker ned i en sump af manglende evner til at læse og forstå længere tekster, og til at udtrykke sig skriftligt og nuanceret.
Som samfund er vi på vej til at umyndiggøre os selv ved at udlicitere vores sprog, beslutninger og arbejdsprocesser til kunstig intelligens og dermed miste evnen til at lade os betjene af vores forstand uden en andens ledelse
Og undersøgelser fra bl.a. MIT viser desuden, at sprogmodellerne direkte skader indlæring hos især yngre brugere. Noget må vi altså gøre, hvis vi ikke vil stå med funktionelle analfabeter om få år.
Forskelligt fra skole til skole
Samtidig virker det, som om brugen af kunstig intelligens skifter fra skole til skole. Nogle klasser er helt forbløffende dårligt forberedte, mens andre præsterer på niveau med, hvad jeg tidligere har set. Måske er det sådan, at det på nogle skoler allerede er blevet en kultur, at man bruger kunstig intelligens til sine opgaver, mens andre skoler i mindre grad opfordrer til det?
Måske er det sådan, at man som elev i en klasse, hvor alle de andre ”snyder”, nærmest føler sig tvunget til at anvende det selv, blot for at få en ”retfærdig” årskarakter? Dette er imidlertid ikke en grund til at ændre i eksamensformerne, men til at se nærmere på, hvordan vi giver årskarakterer.
Den selvindlysende pointe er selvfølgelig, at kunstig intelligens bør anvendes meget varsomt i uddannelsesverdenen, og man kan spørge sig selv, hvad formålet er med at skrive opgaver. Det er ikke i sig selv at producere tre siders analyse af en novelle, men derimod at øve sig i at behandle information og videreformidle den information i et nuanceret og præcist sprog.
Dannelsen forsvinder
Formålet er også at opbygge en basisviden om kultur, historie, natur. Det er at blive dannet. Og hvis flere og flere elever bruger ChatGPT til at læse teksterne og skrive opgaverne, og hvis vi ligefrem begynder at opfordre dem til det, ja, så opnår vi ikke dette formål.
Så bliver eleverne (og i sidste ende samfundet) dårligere til at læse og skrive; de bliver dummere og mere uvidende; de bliver misdannede.
Oplysningsfilosoffen Immanuel Kant skriver i 1783 følgende i Hvad er Oplysning?: ”Umyndighed er manglen på evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at betjene sig af den uden en andens ledelse”, og han fortsætter: ”Dovenskab og fejhed er årsagerne til, at så stor en del af menneskene alligevel gerne forbliver umyndige livet igennem.”
Det er dér, hvor vi står i dag. Som samfund er vi på vej til at umyndiggøre os selv ved at udlicitere vores sprog, beslutninger og arbejdsprocesser til kunstig intelligens og dermed miste evnen til at lade os betjene af vores forstand uden en andens ledelse.
Om vi gør det af dovenskab eller fejhed, er sagen uvedkommende. Det er formørkelse, ikke oplysning.
Så hvad er løsningen? Først og fremmest skal vi undgå at lave samme fejl, som vi gjorde i 00’erne med computernes og mobilernes indtog i klasseværelserne; meningsdannere, politikere og interessenter belærte os højlydt om, hvordan vi vil falde i afgrunden, hvis vi ikke omfavnede teknologien betingelsesløst.
Man indførte iPads i skolen, man krævede, at eleverne skulle medbringe en bærbar pc i gymnasierne, man stoppede med at købe bøger og lukkede skolebiblioteker – og nu undrer man sig over, at eleverne blev dårligere til at læse, skrive og regne og fik det dårligere.
I bagklogskabens ulideligt klare lys kan de fleste nok godt se, at de, der advarede mod farerne, havde ret, og derfor forsøger man nu at begrænse brugen af skærme i undervisningen. Men samtidigt kræver fx DA og DI, at vi skal have mere kunstig intelligens i skolerne. Det er så tragisk selvmodsigende, at det faktisk er morsomt.
Brugen af kunstig intelligens skal reguleres meget strammere, end vi gjorde med sociale medier
Det er, som om man konstant glemmer, hvordan læring og undervisning foregår; det er som om man tror, at teknologien pr. definition er en hjælp. Det er den ikke.
Vi skal ikke invitere den kunstige intelligens ind i skolerne, men tværtimod bede den pænt vente udenfor, indtil vi er helt sikre på, hvad den evt. kan bruges til. Et forsigtighedsprincip med andre ord.
Vi kunne fx vente med at inddrage kunstig intelligens, indtil sprogmodellerne er blevet programmerede, så de kommer med en indbygget vandmærkning, så man uden de store problemer kan bruge en detektor til at afgøre, om en tekst er AI-genereret eller ej.
I EU er man godt på vej med regler, der bl.a. betyder, at virksomheder skal sikre, at det er tydeligt, når man ser et manipuleret billede eller en tekst, der er genereret af kunstig intelligens, og undervisningsminister Magnus Heunickes seneste udmeldinger er også skridt i den rigtige retning. Brugen af kunstig intelligens skal reguleres meget strammere, end vi gjorde med sociale medier.
Den kunstige intelligens’ rasen igennem uddannelsesverden er ikke uundgåelig, og vi behøver ikke selv tage lænkerne på og overgive os.
Tværtimod skal vi minimere brugen af kunstig intelligens og insistere på en skole, der er bygget på den menneskelighed, som gør det analoge liv værdifuldt, og som den kunstige intelligens ikke kan værdsætte: Rumlighed. Tidslighed. Kropslighed. Samvær. Stemthed. Dødelighed. Det er vores opgave som voksne og som samfund at skabe rum, hvor børn og unge kan blive (og være) sociale og dannede mennesker. Vi skal vise dem, at det er alternativer, at der er glæde, frihed, dannelse, og vigtigst af alt myndiggørelse i at kunne selv.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og