Har De bemærket det, kære læser? For tiden skræpper alle og enhver op om, at vi må vende enhver mavefornemmelse ryggen. At vi må favne det rationelle. Fornuften. Det, som kan ses, måles og vejes. De nøgne fakta. Den skinbarlige sandhed. Vi må og skal retur til oplysningstidens dyder, manes der i artikel efter artikel.
Selvudnævnte eliter og intellektuelle alverden over er forståeligt forfærdede og desperate over valget af den aztekiske trickstergud Huehuecoyotl – den sygt gamle hyæne – til amerikansk præsident. Men så tillokkende det end kan synes at søge trøst og sikker erkendelsesmæssig havn i fortidens afstumpede og reduktionistiske rationalisme, ligeså farlig og regressiv trend er der her tale om.
Kære læser. I fald De føler Dem fristet til at springe på dette ‘den rene fornufts’ gamle damptog, må jeg anbefale Dem at hoppe af med det samme. For, som Cecilie Marie Meyer, så korrekt anfører i sin glimrende POV-artikel om magikeren Aleister Crowley og hans forudanelser, så befinder vi os i en brydningstid mellem væsensforskellige tidsaldre – æoner. Det er lidt ligesom at stå i vandet ved Skagen, hvor Skagerrak og Kattegat mødes. Ved Kap Horn. Eller ved Kap Det Gode Håb. Store kræfter brydes og trækker i forskellige retninger. Strømmen er livsfarlig. Desperationen fuldt forståelig. Særligt, hvis man ikke har lært at svømme.
Vi befinder os ved indgangen til kvantebevidsthedens tidsalder, og kan endelig se en ende på de frygtelige aristoteliske dogmer, som vi har ligget under for i de sidste 300 år. Endelig kan vi favne en højere grad af kompleksitet.
Og nu prædiker man så iført badering og koldsved over brydningstidens uoverskuelige kompleksitet, nødvendigheden af en renæssance af oplysningstidens gamle dyder som eneste farbare vej frem. Problemet er, kære læser, at der er tale om regression snarere end progression.
Vi befinder os ved indgangen til kvantebevidsthedens tidsalder, og kan endelig se en ende på de frygtelige aristoteliske dogmer, som vi har ligget under for i de sidste 300 år. Endelig kan vi favne en højere grad af kompleksitet. Endelig har vi muligheden for at levendegøre den magiske realisme, som har levet godt skjult under rationalismens og den rene fornufts stupide og fantasiløse tyranni alt, alt for længe.
Omsider kan vi hvile trygt i forvisningen om, at Max Planck havde ret, da han sagde, hvad vismænd og esoterikere har sagt siden tidernes morgen; at bevidstheden former verden. At Heisenberg havde en pointe, da han demonstrerede, at det er selve observationen af virkeligheden, som former dets egenart. Vi kan favne det transpolære både-og og hverken-eller. Begribe os selv og verden som både vibration, bølge og flow og som partikel, masse og position. Som resonans og reaktion på samme tid. Som stabilt og dynamisk system på en gang. Som tobenet tidskrystal, om læserens forestillingsevne vil.
Eller vi kan stikke fingrene i ører, øjne og mund som de tre aber, og stoltsere videre mod transhumanismens åndløse upload, sikre i troen på forskellige memer og fortællinger, vi enes om at kalde fakta, for det meste fordi herremanden i det høje kalder det fakta. Salige kan vi være i denne gudløse og golde rationalisme. Men det er og bliver et pauvert tilbageskridt. Og det nye politiske parti, som promoverer oplysningstidens dyder, burde rettelig hedde ‘De regressive’.
Brug din forestillingsevne og din fantasi. Og tænk dig så rigtig godt om bagefter. Du kan også komme forbi med din yogamåtte. Jeg skal nok lære dig det.
Tænk over det, kære læser. Hvorledes et forfinet sanseapparat, velstimuleret gennem dannelse og praksis, vil kunne supplere og højne din verdensopfattelse. Ikke længere vil du være henvist til udelukkende at læse på linjen, men du vil også kunne læse mellem linjerne. Omfavner du kvantebevidsthedens magiske renæssance, transcenderes øjeblikkelig al dualitet. Det binæres polære tyranni opløses.
Det betyder ikke, at du ikke længere kan tænke dig om. Det betyder først og fremmest, at du ikke så let bliver fanget i reaktive mønstre, fordi du partout hele tiden skal sætte det ene op mod det andet. Der er intet i vejen med suspension of disbelief. Det er kun godt at bruge sin forestillingsevne, at se nye sammenhænge og mønstre udfolde sig.
Der er ikke nogen universel lov, som påtvinger os, at blot fordi vi finder det ene rigtigt, må det andet nødvendigvis være forkert. Begge dele kan meget vel være sandt. Det kommer an på hvordan man anskuer det. Og at insistere på blot en enkelt tilgang, eller ideologis forrang, er i bedste fald naivt.
Fakta har aldrig været stort andet end konsensus-betinget. Og med millioner af førerløse twitterbots må man med rette spørge sig selv, om konsensus overhovedet kan sige at findes som meningsfuld størrelse. Den findes, og den findes ikke.
Det er en krævende eksercits i begyndelsen, kære læser. Men tro mig. Det er det hele værd.
Selve det oppositionelle er noget, vi selv skaber og som automatisk transcenderes i bølgebevidstheden. Tilstanden som selv den kritiske rationalist Karl Popper anerkendte som ‘Context of Discovery‘. Dyrk vekselvirkningen mellem bølgebevidsthed og krystallinsk essens. Brug din forestillingsevne og din fantasi. Og tænk dig så rigtig godt om bagefter. Du kan også komme forbi med din yogamåtte. Jeg skal nok lære dig det.
Som digter, yogi og intergalaktisk opdagelsesrejsende er Claus Ankersen på samme tid rig og meget fattig. Rig på oplevelser, nysgerrighed og formidlingsglæde. Fattig på kroner og øre. Kan du lide Ankersens POV’s og får du noget ud af at læse dem, kan du hjælpe fattiglusen med et beløb på: MobilePay +4571844591
Illustration: Michaël Dorbec (MobilePay: 3131 8234)
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
