HØJREEKSTREMISME I BØGER // ANALYSE – Romanen er stadig en slags krønike for samfundet, selvom den for tiden har tabt lidt af sit kritisk gennemlysende potentiale til identitets- og relationsfortællingen. POV Internationals litteraturredaktør, Jakob Brønnum, fortæller om tre romaner, der indkredser højreekstremismen og hvid magt-ideologiens handlingsmønstre.
Ofte står det i romaner, inden det sker i virkeligheden. Eller rettere virkeligheden er måske ind i mellem lidt typisk, lidt forudsigelig. Kort efter den afgående amerikanske præsident Donald Trump kom til magten, blev der opmærksomhed omkring en roman af den første amerikanske nobelpristager Sinclair Lewis, der fik prisen i 1930.
Romanen hedder It Can’t Happen Here, den er fra 1935 og udkom allerede året efter i dansk oversættelse under titlen Det sker ikke herhjemme. En revideret oversættelse fra 2018 hedder Det kan ikke ske her.
Var det amerikanske demokrati i fare under Trump? Noget tyder på det, men det var det ikke
Sinclair Lewis havde fået nobelprisen for sine humoristiske og satiriske middelklassekritikker i romaner som Babbit. It Can’t Happen Here går ikke for at være blandt hans bedste romaner, og jeg finder den lidt vel snakkende og ufokuseret, men den er en stærk kommentar til Hitlers magtovertagelse i Tyskland, men endnu mere til de folkelige effekter af den redningspakke, der kaldes The New Deal, som gav anledning til en populistisk rejsning.
Dette skabte grobund for højreekstremismen, for Charles Coughlin, Huey Long, William Randolph Hearst og andre fanatikere, skriver The Guardian i en artikel fra 2016. På tærsklen til anden verdenskrig fyldte Det tysk-amerikanske forbund til en demonstration til fordel for Hitler. Der var efter sigende 20.000 militante populister i Madison Square Garden i New York.
Det populistiske program
Romanen beskriver tiden op til og lige omkring præsidentvalget, hvor Buzz Windrip bliver valgt på et program på femten punkter, hvor han blandt andet vil fratage de sorte stemmeretten, investere i militær teknologi og anklage kommunister for højforræderi. Han mener, at jøderne er skyld i den økonomiske depression, der fulgte børskrakket i 1929, men fremfor alt vil han give den fattige del af befolkningen flere penge.
Selvfølgelig er den ingen forudsigelse af populisten Trump, men den er en strålende kortlægning af de elementer i et usammenhængende budskab, der nogle gange kan skabe en fantast, der kommer til magten.
Var det amerikanske demokrati i fare under Trump? Noget tyder egentlig på det, men det var det ikke. Det var åbenlyst, at republikanernes senatsleder Mitch McConnell når som helst kunne trække i nødbremsen, når Trump ikke længere fremmede den republikanske, politisk-økonomiske dagsorden på sin bulldozer-maner. Hvad han også til sidst gjorde ved at anerkende valgresultatet.
Men hvad så med overgrebet på det amerikanske regeringssæde? Var det noget, der skete af sig selv eller var det noget, nogen havde planlagt. Var det også resultatet af tilfældige elementer i en usammenhængende politik?
Vi er langt fra færdige med at tænke over det og mærker stadig efterdønningerne efter det, der altid (i hvert fald for undertegnede) er blevet regnet for det uindtagelige og uangribelige centrum for den demokratiske tanke i moderne tid.
Og politiet er ikke færdig med at afklare, hvor meget der var tilfældigt, hvor meget der var planlagt og hvor meget der var resultatet af hysteriske tilhængeres opfattelse af Trumps tale og grundløse angreb på valgresultatet som en slags kodesprog, der kaldte tilhængerne til angreb.
The Turner diaries
Men der findes en roman, som beskriver hele scenariet. Det er The Turner Diaries (1978) af en af kultfigurerne i højreekstremismen i USA, nazisten William Luther Pierce under navnet Andrew MacDonald. Pierce døde i 2002.
I The Turner Diaries angriber en gruppe White Supremacists the Capitol i et forsøg på at vælte den amerikanske regering. Dusinvis dræbes i angrebet, herunder medlemmer af kongressen og deres medarbejdere. Men efter oprørernes opfattelse er der en større, symbolsk sejr:
“Den virkelige værdi af alle vores angreb i dag ligger i den psykologiske effekt, ikke i de øjeblikkelige tab,” skriver romanens fortæller, Earl Turner, i sin dagbog. “De lærte i eftermiddags, at ikke en af dem er uden for vores rækkevidde.”
Bogen er udkommet i flere oplag, men nu henvist til kultlæsning, idet f. eks. Amazon ikke længere forhandler den.
Siden udgivelsen er The Turner Diaries blevet en af de mest indflydelsesrige tekster blandt hvide nationalister og højreorienterede ekstremister, skriver The New York Times i en artikel for en uge siden. Den har inspireret snesevis af voldshandlinger og er blevet holdt op som en plan for, hvordan man vedtager et voldeligt oprør. Bogen siges at være drejebog for den berygtede Oklahoma-bomber.
Verden skælver
Den romanforfatter, der dybest har influeret det nutidige anslag mod den demokratiske tanke, er imidlertid Ayn Rand. Eller som Jyllandsposten skrev i 2003: ”Statsminister Anders Fogh Rasmussen, chefen for USA’s nationalbank Alan Greenspan og præsident Vladimir Putins økonomiske toprådgiver Andrej Illarionov har én ting til fælles. De er alle inspireret af den russiskfødte filosof og romanforfatter Ayn Rands forsvar for kapitalismen.”
Et sted i romanen Atlas Shrugged (Og verden skælvede) står der: ”Min filosofi er i sin essens konceptet af mennesket som heroisk skabning med egen lykke som moralsk formål med livet, med produktiv skabelse som sin mest noble aktivitet, og fornuft som det eneste absolutte.”
Det lyder meget godt og det lyder som Nietzsche, men indholdet af udsagnet er ikke mindst, hvad der ikke står, nemlig at de svagere må klare sig selv eller gå under.
Den borgerlige pædagog Thomas Aastrup Rømer skriver i en blog, ”I Rands filosofi er egoisme en dyd, mens altruisme opfattes som en farlig last. Enhver må tackle virkeligheden efter sine egne rationelle formål, og det eneste moralske er at gå direkte på virkelighedens elementer uden moralske hensyn, hvilket selvfølgelig er totalt paradoksalt set fra – ja, netop et moralsk synspunkt. Filosofien bliver dermed i ekstrem grad en filosofi om den stærkeste ret. Taberne er selv ude om deres elendighed.”
I tiden efter 1980 er socialliberalismen som samfundsideologi i den vestlige verden blevet afløst af neoliberalismen, der har betydet en mere forretningsmæssig og markedslogisk styring af det offentlige, privatiseringsbølger, hvor det eneste sted, der kan spares på udgifterne er arbejdsløn til fagmedarbejdere og et målstyringsræs, der driver arbejdsglæden ud af generationer af fagfolk.
Ayn Rand har haft en mere end almindelig påvirkning på danske politikere og erhvervsliv i denne proces. Vi ved, at Liberal Alliances stifter Lars Seier Christensen (der har uddelt 20.000 eksemplarer af Rand gratis i Danmark) har været formand for en forening for forfatteren.
Når en tidligere sportsstjerne, der agerede som folketingsmedlem for LA en tid, kaldte kontanthjælpsmodtagere for dovne, er det ikke en tilfældig dumhed eller mangel på forståelse for, at når folk kommer så langt ud, er de i almindelighed syge og nedbrudte af arbejdslivets maskinelle krav. Det er en spejling af Ayn Rands menneskesyn. Og vi forstår nu, at Anders Fogh Rasmussens minimalstatsideologi har sit (u)moralske fundament i dette menneskesyn.
Den dybe sammenhæng
Det fører os til den dybe sammenhæng i den moderne udvikling, til forståelsen af den næsten mystiske alliance mellem neoliberalismen og den etnocentriske populisme. Når neoliberalismens minimalstatstanke gradvis gennemføres og de sociale forhold forværres, må man finde en syndebuk.
Når flere og flere arbejdspladser pga. den neoliberale globalisering flyttes til udlandet og by efter by mister arbejdspladser og folk ryger ud af velfærdssystemet, er den lige vej til hadet mod indvandrere brolagt med banal snusfornuft og bodegalogik. Populismens nationalromantik bliver den synlige løsning.
De amerikanske oprørere, der angreb Capitol ved et scenarie, vi ikke ved, hvorvidt var delvis styret af militsgrupper eller blot resultatet af tilfældige massepsykologiske reaktionsmønstre, tilhører alt overvejende grupper af mennesker, der har set samfundsudviklingen gå sig forbi i det markedsstyrede samfund.
Det spændende er, at vi kan følge og blive klogere på disse strømninger, også i litteraturen.
LÆS ALLE JAKOB BRØNNUMS ARTIKLER HER
Foto: By Tyler Merbler (Wikimedia commons)
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
