REALITYDEMOKRATI // POV PÅ SPIDSEN – ”Hold mig udenfor!” skriver Lone Kühlmann, der vil tage et opgør med sætningen “vi danskere”. Hun nægter at lade sig reducere til en del af flertallets smag, moral og hang til realityprogrammer.
I POV på spidsen sætter en håndfuld analytiske og polemiske, rationelle og impulsive skribenter tidens emner til debat.
”Vi handler så billigt som muligt i supermarkedet, og så går vi over og køber en ny bil”. Sådan stod der på forsiden af Politiken forleden. Og jeg blev stiktosset. Det hører selvfølgelig til i småtingsafdelingen, men jeg vil ikke tages til indtægt for, hvad et statistisk flertal gør. Hverken når det drejer sig om deres livsstil eller deres holdninger.
Min Volvo 70 er 20 år gammel, og jeg har aldrig haft en bedre bil. Mit otteårige barnebarn prædiker ganske vist for mig, at jeg skal købe en elbil. Og det gør jeg også. Men først når denne her ikke kan længere. Hvis samme mærke vaskepulver eller olivenolie er billigere i Netto end i Brugsen, køber jeg det i Netto, men jeg er så heldig at bo et sted med mange specialbutikker, så jeg køber kød hos slagteren, fisk hos fiskehandleren, brød hos bageren og ost hos ostehandleren. Til gengæld laver jeg maden selv. Det er jeg heldigvis ikke alene om. For hvis ingen påskønner kvalitet, uddør den af sig selv.
Det gælder i alle livets forhold.
Lone Kühlmann: Hold mig udenfor
Forleden hørte jeg i det udmærkede program (undskyld, jeg mener naturligvis podcast) Popsmart, at realityprogrammer har rystet støvet af sig og er blevet stuerene. Nu er den ellers meget velorienterede vært så ung, at han næppe kan huske den store dokumentarist Poul Martinsen, der var den første, som med stor psykologisk indsigt lavede programmer med helt almindelige mennesker.
I Broen fra 1969 satte han rockere og hippier sammen om at bygge en bro, og i Dagbog fra en fristad (1976) fik han en landbofamilie til at flytte ind i Christiania i en uge. De ændrede fuldkomment syn på beboerne, og udsendelsen var med til at sikre stadens overlevelse.
Politikere vil hellere profilere sig på TikTok end at tale med irriterende journalister, der kan huske, hvad de sagde sidst. Og uhyggeligt meget tyder på, at det virker. Et realitydemokrati, jeg heller ikke har lyst til at være en del af
Jeg skal gerne indrømme, at det ikke mindede ret meget om de programmer, som går under betegnelsen reality i dag. En ung ekspert fortalte muntert i Popsmart, at ”det vi vil have” i reality er, at mennesker afslører deres mest nedrige sider, drikker sig i hegnet og opfører sig idiotisk. ”Vi vil ind under huden på dem og vide alt”, sagde hun.
Igen må jeg sige: ”hold mig udenfor!” Jeg er aldrig kommet ”Gift ved første blik” eller ”Bachelorette” nærmere end de reklamespots, vi får serveret op til nyhederne. Efter måbende at have set flere trailere, end jeg bryder mig om, har jeg nu altid en sofapude klar til at holde for øjnene, mens fremmede mennesker ydmyger sig selv. Jeg kan se, at der også findes en serie, der hedder ”Secret Lives of Mormon Wives”, og den skal hellere ikke regne med min søgning.
I øjeblikket promoverer DR og alle andre medier programmet Hotel Romantik, som burde henvende sig til mig, fordi de medvirkende er overmåde voksne mennesker. Men jeg kan kun konstatere, at heller ikke alder nødvendigvis udgør et samlende fællesskab.
Jeg kender ingen jævnaldrende, der ville finde på at stille sig op som på et børnehavegruppebillede og danne hjerter med hænderne. Det afholder ikke helt almindelige aviser fra at skrive sidelange opdateringer i flere tilfælde med to anmeldere om hver udsendelse, og hvis man får abstinenser, kan man finde endeløse podcasts, der fortæller, hvad der foregår bag udsendelserne.
Nu er jeg, udover måske Hotel Romantik, ikke målgruppen, så branchen kan tage den med ro, og det gør den sikkert også. Jeg har læst mig til, at det mest er unge, flere kvinder end mænd, der dyrker reality. Og jeg undrer mig.
Jeg kan hele tiden læse, høre og se i medierne, at de unge er så overbebyrdede og stressede af alle de krav, der stilles til dem i skoler, på læreanstalter og på job.
Hvordan i alverden kan de så afse tid til at se på andre menneskers dødsdømte forsøg på at skabe sig et livsindhold? Og hvad får de ud af det? Måske at der er nogle, der har det endnu dårligere, end de selv har det? Som eksperten i Popsmart sagde det: ”Selv om man var fuld og dum i går, så var man i hvert fald ikke så fuld og dum. Og der var ikke tv på.”
Verden er et stort realityprogram
På et eller andet tidspunkt får landet vel en ny regering, og jeg er spændt på, om vi så mellem al den anden oprustning også igen skal høre om den åndelige oprustning og de danske værdier, der var så nødvendige inden valget.
Det er påfaldende, at det, der serveres som reality, og for den sags skyld alt der præsenteres som underholdning, med meget få undtagelser, er internationale koncepter.
Det kan man konstatere ved at tænde for tv i et hvilket som helst hotelværelse i hele verden. Det er det samme opskruede tempo, den samme hysteriske latter og de samme mærkelige grænseoverskridende udfordringer. Men folk kan leve af det.
Man kan også blive valgt på det. Trump blev berømt i et realityprogram, og blev valgt på at opføre sig, som om det var et realityprogram, han var med i. Det er også kommet til Danmark. Politikere vil hellere profilere sig på TikTok end at tale med irriterende journalister, der kan huske, hvad de sagde sidst. Og uhyggeligt meget tyder på, at det virker. Et realitydemokrati, jeg heller ikke har lyst til at være en del af.
Hvilket bringer mig til et andet ”vi”, som jeg ikke vil tages til indtægt for. ”Vi danskere”. Indtil for omkring 10 år siden var der forbud mod at bruge ”vi danskere” i radioavisen. Nu kan man ikke åbne for den uden at høre det. ”Vi danskere” er ikke inkluderende. Det er ekskluderende. Og det er ikke en dansk værdi.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og