Hver torsdag sætter vi tidens emner på spidsen med skarpe, velskrevne og tankevækkende indlæg i dette faste klummeformat.
Bag POV på spidsen står en stærk håndfuld analytiske og polemiske, rationelle og impulsive skribenter – altid med noget på hjerte.
KLASSEKAMP // DEBAT – Reservatet handler ikke om ”eliten”, men derimod om dansk films – og altså den øvre middelklasses – forestilling om, hvad overklassen er, og hvordan den agerer. Og derfor bliver portrættet også kun egentlig interessant som spejl på samme øvre middelklasses egen mangel på moral.
Smut så med dig, sagde ingen nogensinde til sin åbenlyst plagede 12-13-årige søn efter en alvorlig forældre-søn-samtale. Undtagen i Reservatet, hvor dansk films nutidige udgave af Peter Steen brillerer med en uantageligt dårligt skrevet replik.
Ud over denne replikmæssige atombombe fungerer dialogen ellers tåleligt i serien – og det skriver jeg egentlig kun, fordi troværdigt talesprog notorisk er tæt på ikke-eksisterende i danske film og tv-produktioner. Virker det som indforstået snak? Det er det i høj grad også. Helt ligesom præmissen om, at serien skulle handle om eliten.
Som i alle verdens små vandpytter har vi danskere det med at forveksle verdenshavet med Frederiksholms Kanal. Således også med Per Flys og Ingrid Topsøes nye Netflix-serie, Reservatet. En stort set enig presse har skamrost serien langt op i den syvende mediehimmel. Endelig bliver ”eliten” klædt af til skindet uden nåde, mener man, og velfortjent. Endelig bliver virkelighedens skurke ikke idealiseret, men skildret som de afstumpede stakler, de er.
Seks nuller giver ikke automatisk adgang til hverken Danmarks eller verdens sande elite. Man er heller ikke nødvendigvis elite, fordi man har arvet et sportstøjfirma, fabrikerer møtrikker eller sælger stangtøj i Asien. Det er det rene Køge Kalle på Strandvejen
Så langt, så ondt. Men hvorfor så endnu en klumme om et hurtigt set og endnu hurtigere glemt stykke streaming-tv? Well, af flere grunde.
Dels fordi man skulle tro, Danica Curcic var født til rollen som sociopatisk strandvejsfrue. Hun er morderligt god som mørkhåret rigmandstrofæ over for den desværre alt for hyppigt brugte Lars Ranthe, som for tiden optræder så hyppigt i danske produktioner, at man skal knibe øjnene sammen for ikke at forveksle ham med Anders W. Berthelsen – som nu helt er forsvundet fra dansk films A-liste (en god grund til at lægge mønt til side, Ranthe).
En anden, og spøjs, grund til at give Reservatet mere spalteplads er, at Simon Sears – som spiller rollen som Mike Jensen (tidligere bad boy og voldtægtsforbryder, nu advokat) – nærmest fremstår som en tro kopi af Peter Steen. En af fænotypologiens små sjove ansigtshængere: Når man først har set det, kan man ikke u-se det.
Reservatet er den øvre middelklasses forestilling om overklassen
Men altså, og nu til sagens kedelige kerne: Den overvejende årsag til at skrive et par linjer mere om serien er, at den foregiver at handle om eliten. Underforstået: de familier, som bor langs kysten nord for København.
Problemet er bare, at det ikke er eliten, vi ser i serien, men middelstore tudser i vor hjemlige vandpyts plumrede spejl. Og hvad så, hvis der bor en håndfuld milliardærer? Enhver dansk provinsby har i dag mindst én af slagsen, og det er halvtreds år siden, at ”en million” var en uopnåelig drøm. Seks nuller giver ikke automatisk adgang til hverken Danmarks eller verdens sande elite. Man er heller ikke nødvendigvis elite, fordi man har arvet et sportstøjfirma, fabrikerer møtrikker eller sælger stangtøj i Asien. Det er det rene Køge Kalle på Strandvejen.
Så nej, Reservatet handler ikke om eliten. Serien handler derimod om dansk films – og altså den øvre middelklasses – forestilling om, hvad overklassen er, og hvordan den agerer. Og derfor bliver portrættet også kun egentlig interessant som spejl på samme øvre middelklasses egen mangel på moral.
Klodens sande elite er nemlig hverken møtriksfabrikanter eller fodboldstøvle-industrialister, men en hermetisk lukket skare af planetforvaltere, for hvem der gælder særlige regler, og hvor kontakten med den omkringliggende verden og dens indbyggere er særdeles sparsom
Tag nu bare seriens evindelige løbeture og vinpøleri. Det er, som om man – i bedste politikerstil – ikke har haft fantasi til at forestille sig andet. Come on. Der er sgu da ingen elite i 2025, som pøler vin fra morgen til aften. Det gør tærskelvogterne i den øverste del af middelklassen derimod. Skål, filmhoveder!
Seriens gennemgående tema er privilegieblind grænseløshed. På den ene side den globale slavehærs grænseløse villighed til at bo og tåle næsten hvad som helst for at kunne sende en klatskilling hjem til familien. På den anden side de grænseløse mænd – de to forretningsfolk og strandvejsnaboer, hvoraf den ene er ’gamle penge’ og den anden er selfmade fra vanskelige kår – deres koner, en lys- og en mørkhåret narcissist, og deres omsorgssvigtede drengebørn.
Nå ja, i tilfælde af at De ikke har set skidtet: Serien handler om skæbnestunden for to nabofamilier på Strandvejen og deres filippinske au pairs, som egentlig er almindeligt tyende. Den ene au pair forsvinder, og så går den vilde skattejagt. Hvad skete der, og hvem gjorde det? Selvfølgelig skal jeg ikke spolere fornøjelsen, men selve krimigåden er skruet okay sammen, og seeren bliver ledt i snart den ene, snart den anden retning, før det hele kulminerer i en form for status quo – som nok i virkeligheden er dér, serien rammer realiteten bedst.
Klodens sande elite er nemlig hverken møtriksfabrikanter eller fodboldstøvle-industrialister, men en hermetisk lukket skare af planetforvaltere, for hvem der gælder særlige regler, og hvor kontakten med den omkringliggende verden og dens indbyggere er særdeles sparsom. Når det er sagt, er serien både seværdig og underholdende – selv om der er langt til tinderne. Hvilket gang på gang får mig til at undres: Når man nu har chancen, hvorfor laver man så ikke noget rigtig originalt?
Måske laver Fly og Topsøe revanche i en toer – og her er et tip til en sådan: Eliten er dem, som I for det første ikke ved så meget om, og som for det andet ikke har noget magtpolitisk motiv til at fortælle deres historie. Det kræver en tur ud af reservatet. Men eliten findes – også i den hjemlige pyt. Kom nu afsted ud over næsetippen. Jeg ved, I kan.
Læs mere af Claus Ankersen i POV lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og