Hver torsdag sætter vi tidens emner på spidsen med skarpe, velskrevne og tankevækkende indlæg i dette faste klummeformat.
Bag POV på spidsen står en stærk håndfuld analytiske og polemiske, rationelle og impulsive skribenter – altid med noget på hjerte.
MUSICALS // KOMMENTAR – Anmeldelserne har været enslydende, virkelig gode. Enten seks eller fem stjerner overalt. Og to gange forlængede spilleperioder. Østre Gasværk kan notere sig for en succes. Tillykke med det. Men jeg må nok lade være med at opsøge musicals fremover.
Jeg er flasket op med musik: min mors transistor i køkkenet, min fars glæde over grammofonplader, hvor My Fair Lady, West Side Story og The Sound of Music havde hæderspladser i vores hverdag. Hele familien sad foran tv, når Danmarks Radio eller svensk tv viste amerikanske song & dance-film.
Jeg elskede det. Jeg har set The Sound of Music urimeligt mange gange og kan sangene udenad. Elsker Fred Astaire og Gene Kelly. Kort sagt: godt opdraget, sådan rent musikalsk!
Stor var min forundring over, at det dér musical ikke siger mig noget i dag. Jeg har boet i København hele voksenlivet, så der har været masser af muligheder og masser af forskellige tilbud. Store stjerner og de fineste forestillinger.
Hvad er der dog sket?
Kan det være skiftet fra plade, tv og film til teaterscenen, der gør det? Måske, men alligevel! Jeg elsker teater og har ofte set sang og teater. Det kan jo også være mig, der er blevet kedelig? Tonedøv? Gammel?
For nylig ville jeg forsøge endnu en gang. Når nu det er selveste Sting, der har skrevet en musical, The Last Ship – what’s not to like? Og når nu jeg er bosat i Helsingør, der har været igennem netop den udvikling, forestillingen The Last Ship handler om: at værftet nedlægges, og alle de, der i generationer har bygget skibe, pludselig ser deres tilværelse smuldre – for hvem er vi så?
Selvfølgelig skulle vi opleve det. Så jeg investerede i to pænt dyre billetter. Men det skulle jeg ikke have gjort! Jeg blev ikke rykket op på lykkebarometeret. Det ramte mig ikke. Kun en enkelt gang klappede jeg efter en optræden.
Så hvad var der galt?
Melodierne er gode, scenografierne som et visit i resterne af Helsingør Værft. Meget autentisk. Dygtige skuespillere og sangere. Men hvorfor SKRIGER de?
Det er, som om jo højere de skruer op for stemmerne – og helst samtidig – jo bedre tror de, det er.
Det er det ikke! Der er ingen indføling, om end vreden fornemmes kraftigt. Og det er vrede borgere i byen, der protesterer over, at værftet vil sende deres færdigbyggede skib til skrot, fordi der ikke er nogen, der vil købe det. Den vrede forstår man. Men det ramte mig ikke.
Det slog mig, at der scenografisk og instruktionsmæssigt er noget galt: Når alle håndværkere, kromuttere og andre borgere taler sammen med hinanden – altså er et teaterstykke – så virker det.
Man lever sig ind i de enkelte personers glæder og sorger. På scenen retter de replikkerne til hinanden, så jeg forstår, hvad der foregår dem imellem. Men når de så bryder ud i sang, vælter sangene ud i hovedet på publikum!
Publikum var ovenud tilfredse. Begejstrede. De klappede og de klappede! Og de kastede sig ud i stående ovationer, der er blevet så populære
Skuespillerne vender sig fra hinanden og henvender sig til os! Og så giver de den ellers gas.
Tak for tanken – men nej tak! Det er alt for meget. Det sammenhold, der synges om, bliver et postulat. Jeg tror ikke på det. Jeg vil hellere opleve det, de skaber med hinanden. Se – og høre – sangerne føle solidaritet og sammenhold.
Men jeg er åbenbart en enlig svale. Publikum var ovenud tilfredse. Begejstrede. De klappede og de klappede! Og de kastede sig ud i stående ovationer, der er blevet så populære. (Den tager vi en anden gang!)
Anmeldelserne har været enslydende, virkelig gode. Enten seks eller fem stjerner overalt. Og to gange forlængede spilleperioder. Østre Gasværk kan notere sig for en succes. Tillykke med det.
Men jeg må nok lade være med at opsøge musicals fremover!
P.S. Det hjalp unægtelig meget, at vi var så svineheldige at have købt billetter til netop den onsdag, hvor Sting himself var på besøg.
Efter forestillingen blev han præsenteret for publikum. Han roste forestillingen og den udgave, holdet har lavet; han var endda så flink at sætte sig med sin guitar og spille og synge titelmelodien ‘The Last Ship’.
Se, det var godt! Endda stemningsfuldt akkompagneret af teatrets dygtige kor. Helt afdæmpet, afstemt efter solistens performance. Det var alle pengene værd.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og