REJSEBREV – London er et geografisk, kulturelt, historisk og etnisk kludetæppe fyldt af kringelkroge og større eller mindre hemmeligheder, som man finder rundt omkring i de mange landsbyer, som gennem flere hundrede år er vokset sammen til én stor byorganisme. I en række rejsebreve tager journalisten og forfatteren Poul Arnedal os med rundt i nogle af den engelske hovedstads mange farverige og historiske afkroge. Og han starter nede under jorden
Gå under jorden med Rudyard Kipling
Når man sidder og nyder et glas vin nede i kælderen på Gordon’s Wine Bar i Londons Willers Street tæt på Themsen og lige bag Charing Cross Station, skal der ikke ret meget fantasi til at forestille sig, at forfatteren Rudyard Kipling kommer stavrende ned ad den stejle trappe med en blok under armen for at finde sig en rolig krog, hvor han kan sætte sig ned og skrive.
Udover at være Londons ældste vinbar er Gordon’s utvivlsomt også en af verdens mest stemningsfulde. Den åbnede i 1890, og meget synes ikke at have ændret sig siden. Samme år flyttede Kipling ind i en lejlighed på etagerne oven over, efter han var vendt hjem fra Indien, hvor han havde fundet inspiration til bl.a. romanerne Junglebogen og Kim, som han fik en Nobelpris for.
Når der har været begrænsninger på, hvor højt man måtte og kunne bygge, så har man søgt ned under jorden
Gordon’s Wine Bar er blot ét af Londons mange undergrundsetablissementer. På grund af den tætte bebyggelse har undergrunden under London altid haft en særlig betydning.
Og her taler vi ikke om byens undergrundsbane The Tube. Når der har været begrænsninger på, hvor højt man måtte og kunne bygge, så har man søgt ned under jorden.
Vi kender det fra tv-serien Upstairs Downstairs, hvor det tjenende personale var henvist til kælderregionerne, og helt tilbage i 1500-tallet var det almindeligt, at den fattigste del af befolkningen maste sig sammen i billige, mørke kælderlejligheder.
Alle mulige funktioner, der ikke pyntede i bybilledet som f.eks. kulkældre, lagerrum og toiletter blev gemt væk under jorden. I dag har mange af disse lokaliteter fundet nye og tidssvarende anvendelser, selv om mange stadig bor i ofte dyre kælderlejligheder.
Nede i Gordon’s højloftede kælderlokale, hvor de originale træpaneler stadig pryder væggene, de leddeløse stole og borde har fundet deres naturlige plads rundt omkring den gamle trappeskakt, og hvor der serveres vin fra den originale 1800-tals bardisk, har tiden nærmest stået stille.
Og så er det i virkeligheden det tilstødende lokale, som er stedets store tilløbsstykke. Det ligger ude under gaden og er en 25 meter lang og 4 meter bred hvælvet grotte, hvor man selv på det højeste sted ikke kan stå oprejst. Grotten stammer fra 1600-tallet, hvor huset lå direkte ud til Themsen. Dengang fungerede den som pakhuslokale, hvor man kunne losse varerne ind direkte fra skibene på floden. Senere tjente det som kulkælder og er selv i dag kun oplyst af stearinlys. Det forhindrer dog ikke, at der næsten altid er fyldt godt op, og de skyggefulde kroge gør den til et populært sted for romantiske forbindelser, der måske ikke helt tåler dagens lys.
WC’et blev en omgående succes, og i de følgende år blev Jennings hyret til at indrette en stribe af underjordiske toiletter rundt omkring i London
Udover 100 forskellige vine har stedet også en fortrinlig køkkenafdeling, hvor traditionelle engelske frokostretter frister i glasdisken, som er vinbarens eneste moderne udstyr.
Londons bedste lokumsaftale
Det var englænderen George Jennings, der opfandt verdens første vandskyllende toilet – det såkaldte WC, som står for Water Closet. Det allerførste WC udstillede han i 1851 under verdensudstillingen i Hyde Park, hvor det blev installeret i The Retiring Rooms i udstillingsbygningen The Crystal Palace, som i øvrigt dannede forbillede for Palmehuset i Botanisk Have i København, og hvor 827,280 besøgende betalte én penny for at benytte toilettet.
Det blev med andre ord en omgående succes, og i de følgende år blev Jennings hyret til at indrette en stribe af underjordiske toiletter rundt omkring i London.
Mange London-besøgende vil have lagt mærke til de smedejernsomkransede nedgange til disse toiletter, for mange af disse gelændere og afskærmninger står stadig, i modsætning til toiletterne nedenunder som i årene efter den anden verdenskrig gradvist blev lukket ned. Indenfor de senere år har nogle af dem fået en helt ny anvendelse.
Hvis du tager tuben med Northern Line sydpå og står af på Clapham Common ,vil du opdage, at der lige ved siden af opgangen fra undergrundsstationen ligger en lille hvid bygning og ved siden af et skilt med ’WC’ fører en trappe ned under jorden.
Nu betyder skiltet Wine & Charcuteri, og nede i det oprindelige toilet finder man stadig det oprindelige mosaikgulv og vægge med glaserede kakler. Ned fra loftet hænger der tørrede skinker og pølser. Bordpladerne er lavet af de oprindelige massive toiletdøre, og i en del af loftet lader de oprindelige glasbyggesten lyset oppefra fortovet strømme ned i lokalet på lyse sommeraftner. Og man skal gerne komme i god tid eller bestille bord forvejen, for bordene er ofte fuldt besatte af lokale gæster fra det hippe lokalområde. Til gengæld kan man opleve en helt særlig stemning, der sammen med både vin- og charcuterikortet er hele den 17 minutter lange togrejse inde fra centrum værd. Og bestiller du et bord på forhånd, så er du sikker på at få en af Londons bedste lokumsaftaler.
Som noget af det første fjernede de alle de falske teaktræspaneler, og der åbenbarede sig nærmest en Aladdins hule med det oprindelige interiør intakt
Har man lyst til flere besøg på de tidligere undergrundstoiletters udskænkningssteder, så findes der indtil videre fem andre af slagsen i London.
Fransk middag i en marmorbalsal
Under den anden verdenskrig, hvor London var udsat for heftige tyske bombardementer, var enhver undergrundsfacilitet værdsat som et sted, hvor man kunne søge dækning for Hitlers bomber. Men nogle steder var mere komfortable end andre. Som f.eks. under Regent Palace Hotel ved Piccadilly Circus.
Da hotellet åbnede i 1915, var det med sine 1028 værelser Europas største hotel. Bygget i tidens Jugend-stil og med sin placering ud mod Piccadilly Circus var det et af Londons fornemmeste hotellet med flere restauranter.
I kælderetagendybt nede under hotellet var der indrettet et stort Grand Ball Room med tykke marmorsøjler og marmorpaneler, masser af dekorationer og over fem meter fra gulv til loft. I 1930’erne blev indretningen yderligere forfinet i tidens Art Deco-stil. Under anden verdenskrig blev den rammen om et af de bedrestillede londoners populære dansesteder. Her kunne man trodse varslingssirenernes uheldssvangre hyletoner og fortsætte festlighederne natten igennem på trods af den tyske bomberegn over London, fordi den underjordiske balsal samtidig fungerede som et beskyttelsesrum.
Få år senere var The Atlantic Bar and Grill Room det hotteste aften og natte hang out-sted i London
Efter krigen mistede hotellet det meste af sin storhed og endte som et billigt turisthotel, hvor tusindvis af danskere har boet (uden toilet og bad på værelset), når de er rejst med Spies eller Tjæreborg til London.
I kælderen blev vægge, lofter og marmorsøjler pakket ind i teaktræsfinér for at danne rammen om prunkløse mødelokaler, og efterhånden gik stedets fortidige glans i glemmebogen, indtil den danske bankmand Søren Jessen og hans kompagnon Oliver Payton gik på jagt efter et egnet lokale til en ny natrestaurant.
Den A.P. Møller-uddannede Jessen havde tjent millioner af engelske pund og havde en drøm om at blive restauratør, og Payton havde erfaringerne fra tidligere restauranter. En dag i slutningen af 1980’erne nåede de på deres jagt efter lokaler ned i kælderen under Regent Palace.
Umiddelbart så stedet ikke særligt indbydende ud, men makkerparret tog chancen, og da de som noget af det første fjernede alle de falske teaktræspaneler, åbenbarede der sig nærmest en Aladdins hule med det oprindelige interiør intakt.
Få år senere var The Atlantic Bar and Grill Room det hotteste aften og natte hang out-sted i London, hvor man både kunne spise og hænge ud i baren, og hvor køen for at komme ind var timelang.
Omkring årtusindskiftet skiltes de to makkeres veje. Atlantic lukkede, og det samme gjorde hotellet ovenover. Her blev al indmaden revet ned og erstattet af moderne kontorer. Men kælderen blev heldigvis bevaret.
I dag rummer det imponerende Art Deco-lokale det fransk-inspirerede Brasserie Zédel, som udover en restaurant med plads til 300 gæster ad gangen også rummer en variéte, en jazzklub og en bar og tilsammen kan betjene 1800 gæster på en aften – heraf de 900 i selve restauranten.
Udover at maden er fremragende og omgivelserne som af en anden verden, så er priserne særdeles rimelige, hvorfor det også er blevet en særdeles populær restaurant, hvor familier, turister og tilrejsende fra de britiske provinser har mulighed for at nyde både maden og føle sig hensat til La Belle Epoque.
Fotos: Søren Rud.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
