Rejsebrev: Dengang jeg deltog i en begravelse på Sulawesi

Tyrehorn ved traditionelt hus Tana Toraja-regionen, Sulawesi, Indonesien. Foto: Javarman

Karen Hammer Anmelder og eventyrerske 14.04.2017

I starten af det nye årtusinde rejste Karen Hammer rundt på den indonesiske ø Sulawesi. Her fik hun mulighed for at deltage i en begravelse. Det blev en blodig oplevelse.

I slutningen af juni rejste jeg rundt på den indonesiske ø Sulawesi. Jeg tog en bus fra Makassars voldsomme hede til Rantepao i Tana Toraja-regionens kølige bjerge. Flere rejsende, jeg havde talt med, havde frarådet turen, fordi der var borgerkrig i området, og de kristne og muslimerne brændte hinandens landsbyer af. Det kom jeg nu ikke til at mærke noget til.

Jeg slog jeg mig sammen med seks andre rygsækrejsende, så vi som en gruppe kunne deltage i de overdådigt blodige begravelsesceremonier oppe i omegnens bjerglandsbyer.

Toradia-folket er animister og tror fuldt og fast på, at ånderne kan bringe ulykke over familien, hvis den ikke sørger for at lave den flottest mulige begravelse. Tidligere var det ikke ualmindeligt, at familier kom i dyb gæld på grund af overdådige ceremonier med over 100 vandbøffelofringer. De mange dyrs sjæle skal hjælpe den afdødes sjæl videre til den næste verden.

I de senere år har den indonesiske regering imidlertid sat en stopper for det, ved at indføre en skat på hvert eneste ofret dyr.

Mine medrejsende og jeg medbragte cigaretter og en lagkage som gaver, og blev straks tilbudt at hilse på den døde, der lettere balsameret med formalin havde ventet fem måneder i sin kiste oppe på husets øverste etage.

På Sulawesi kan der let gå flere år, før alle de pårørende fra det store ørige kan finde en dato, hvor alle kan komme og alle har haft tid til at skaffe kapital til de mange svin og vandbøfler, der slagtes til den afdødes og familiens ære.

Mine medrejsende og jeg medbragte cigaretter og en lagkage som gaver, og blev straks tilbudt at hilse på den døde, der lettere balsameret med formalin havde ventet fem måneder i sin kiste oppe på husets øverste etage

Efter høfligt at have takket nej til at hilse på den afdøde, blev vi vist hen til vores pladser i en lille bambuspavillon, hvorfra vi havde et glimrende udsyn til den lille lukkede gårdsplads, hvor ofringerne skulle til at begynde. Dagen før havde man ofret 100 sorthårede grise, og nu kom turen til vandbøflerne.

Ceremonien

En for en blev de smukke og forbløffende rolige dyr trukket ind i gården. Med den venstre hånd trak slagteren i det reb, der var bundet til tyrens næsering. Tyren strakte hovedet frem, og lynhurtigt huggede slagteren med højre hånd halspulsåren over med en stor kniv, så blodstrålen stod flere meter ud, og dyret sank sammen. Ved den niende tyr vadede slagteren og hans medhjælpere i store blodpytter. Imens sad de mange tilskuere – også jeg – uanfægtet og drak kaffe og spiste stegt svinekød.

Tyrenes pandeparti med de smukke horn saves af og sættes på række over hinanden på en høj pæl som en slags galionsfigur foran huset, så forbipasserende i al fremtid kan danne sig et indtryk af familiens økonomiske situation. Efter ceremonierne anbringes kisten med liget på en klippehylde i en familiehule, og på balkoner foran anbringes næsten legemsstore træfigurer Tau-Tauer som vogtere over de døde.

Da mange af disse figurer i nyere tid er blevet stjålet med henblik på salg til turister, opbevares nu de fleste originaler hjemme privat; i mit guesthouse opbevarede f.eks. ejeren sin bedstefars Tau-Tau i dagligstuen.

Babygrave

På vejen hjem var det vanskeligt at finde plads i de små lokale busser, idet de mange tilrejsende gæster hjembragte store mængder af vandbøffelkød; i disse sommermåneder smovser alle i det ellers så dyre kød.

Overalt i hele regionen afholdtes der begravelser den sommer; jeg så dem på afstand, når jeg drog rundt med de små busser for at beundre de flotte traditionelle huse med de store bådformede tage, eller tog op i bjergene for at studere begravelsespladser med Tau-Tauer.

En dag kom jeg til den lille landsby Pana; man havde fortalt mig, at der der var babygrave. Hvis små børn, der endnu ikke har fået tænder, dør, begraver man dem inde i store træer.

I udkanten af landsbyen stod et kæmpemæssigt træ med nogle kvadratiske tegninger i barken. Inde i stammen havde man gennem årene begravet ti små børn. Man havde skåret en firkant ud af stammens barklag, hulet ud til babyen og lukket tæt til bagefter. Træet havde så selv sørget for at barkstykket atter groede sammen med resten af stammen.

Jeg opholdt mig en times tid på stedet grebet af stemningen; det var næsten som om, jeg selv havde været til stede under de smås begravelser.

Topillustration: Javarman.

Karen Hammer

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.