CPH:DOX // DAGBOG – DOX har en konkurrence for kunstfilm, som de kalder New:Vision. Det lyder da lovende, gør det ikke? POVs hjemsendte filmanmelder kaster et blik på konkurrencen, men finder det visionære andet steds i programmet.
Jeg har faktisk adgang til 11 film fra New:Vision programmet, men jeg nøjes med at anmelde de to langfilm. De resterende ni er under en time lange, men derfor tager de alligevel tid at skrive om… Jeg håber dog en af kortfilmene vinder, for der er godt nok ikke meget visionært over de to her…
Ocean of Love (Ingo Niermann & Alexa Karolinski)
Der er meget få ord i en programbeskrivelse der så effektivt får mig til at stå af som ‘Under capitalism, …’ men det er sådan teksten til Ocean of Love starter. Filmen er efterfølgeren til Army of Love fra 2016, om en gruppe kunstnere der vil ‘fuldende kapitalismen’ ved at tilføje den en sensuel og følelsesmæssig dimension. Det lykkedes åbenbart ikke helt, det der med at fuldende noget, for fire år efter er de jo så nødt til at gøre det igen.
Denne gang er de rejst til Cuba. Filmen starter med ti mennesker på en strand. Jeg var oprigtigt bange for at vi nu skulle se nogle hippier kramme hinanden og lave runddans i halvanden time. Det ville jeg ikke rigtig kunne holde ud.
Men i stedet, så får vi i de første fyrre minutter noget helt andet, og helt reelt givende. Filmisk kærlighed. De medvirkende cubanere bliver interviewet om kærlighed og sex og samvær, og svarene kommer lige så stille som voiceover mens vi ser billeder af deres liv. Det er virkelig nænsomt og indfølt og rigtig rigtig fint. Vi får mænd og kvinder, hetero- og homoseksuelle, cis- og transkønnede, der snakkes om socialisme, om macho-kultur, om forhold og ensomhed. Vi kommer virkelig lang vej rundt.
Og så klipper vi tilbage til stranden. Og så er resten af filmen folk der krammer og danser runddans. For fucks sake. Men to ting trækker dog en smule op: For det første er lydsiden ret fascinerende, et langt ambient stykke som strækker sig over uendelig lang tid. For det andet, så er nogle af de castede specifikt valgt fordi de er gode til at danse, hvilket gør runddansen lidt mindre ulidelig.
Men stadigvæk. Det er altså et skodprojekt, der minder mig om ting vi lavede i gymnasiet når vi selv mente vi var mest visionære. Og altså, måske skal kunstprojektet forestille at være visionært, men filmen har intet visionært over sig, det er bare en dokumentation af projektet. Jeg forstår ikke hvad det har at gøre i den her konkurrence overhovedet.
Ocean of Love kan streames her: https://cphdox.shift72.com/film/ocean-of-love/
Welcome Palermo (Masbedo)
Welcome Palermo har i virkeligheden det samme problem som Ocean of Love: Det er en fremstilling af et kunstværk, snarere end et kunstværk i sig selv. Men kunstner-duoens ‘Videomobile’ projekt er et bedre projekt, og de får det kombineret med en glimrende, omend meget simpel, film om filmens vilkår i Palermo, så selvom jeg ikke kan se den nye vision her heller, så var jeg glimrende underholdt i den time filmen varer.
Duoen Masbedo (Iacopo Bedogni og Nicolo Masszza) var også på CPH:DOX med The Lack i 2014, en film jeg husker som rigtig glimrende, abstrakt essayistisk, men også en lille smule anonym. Deres Videomobile-projekt er heller ikke den store kunstneriske landvinding, det er en bil som også er en scene, og så kan publikum stille sig op og gøre et eller andet. Læse et filmmanuskript højt, f.eks. Der er en dj på et tidspunkt. Det er såmænd fint nok.
Men filmen som duoen har lavet over projektet leverer så også en filmhistorisk fortælling om Palermo, i samme demokratiske sindelag. Så vi får interviews med filmhistorikere, vi får de vigtige personer der brokker sig over hvordan byens image er blevet ødelagt af alle mafia-filmene (Godmother, Godchildren, all that… som han siger) og en rigtig glimrende analyse af Luchino Viscontis klassiker Leoparden. Men samtidig er der interviews med helt almindelige mennesker om deres yndlingsfilm, fra høj- til lavkultur, og muntre betragtninger om eksplosioner og kys.
Welcome Palermo er nok mere herlig hvis man er filmfan, sådan som jeg er det. Men stemningen burde være herligt uhøjtidelig til at alle kan være med. Titlen f.eks, som jo ikke er ‘Welcome to Palermo’, men Welcome Palermo efter noget lidt mislykket grafitti der er malet på en husmur ikke så langt fra lufthavnen. Det er den her lidt subjektive og herligt uprætentiøse tilgang, der får Welcome Palermo til at fungere, også selvom det virkelig ikke er så ‘visionært’ som det præsenteres som.
Welcome Palermo kan streames her: https://cphdox.shift72.com/film/welcome-palermo/
The Republics (Huw Wahl)
The Republics er i NEXT:WAVE konkurrencen, som er for up-and-coming instruktører, men som sædvanlig er det mere visionært end det jeg fandt i New:Vision. Og det til trods for at det også er en film om en kunstner. Men den er i sort-hvid! Alle film i sort-hvid må da være kunst, ikke? Tjo, sådan hen ad vejen.
Selvom det også er et portræt af en kunstner og hans kunstværk – den britiske digter Stephen Watts og hans digtsamling ‘Republic of Dogs / Republic of Birds’ så formår The Republics at skabe sin egen æstetiske verden, der både illuminerer digt-værket, men samtidig også for mig kastede et forklarende lys over en god del nylige britiske film.
For der er virkelig meget sort-hvid i britisk film de her år. Ben Rivers, som jeg skrev om i går, lavede en sort-hvid film Two Years at Sea om en eneboer der vandrer rundt. Der er Ben Wheatleys A Field in England, der fortæller en mystisk historie fra 1600-tallet. Og Mark Jenkins’ Bait, som jeg ikke fik set, men som gjorde så meget opmærksomhed af sig at den blev nomineret til en Bafta for bedste debut. Og en amerikansk film som nyligt premiere-aktuelle The Lighthouse af Robert Eggers har måske noget af det samme?
Det som alle de her film har til fælles er, at de handler om vindblæste og øde områder, klippeøer, marker, fiskere. Og The Republics er virkelig fantastisk til at binde de her landskaber sammen med et kunstnerisk projekt. Isle of Dogs er en ø i London, der i lang tid var ret øde og forarmet, men som i dag er blevet udstykket med hele Canary Wharf komplekset. Watts vandrer rundt her og i tilsvarende øde områder i Skotland og Italien og fortæller om fortiden, og om de omstændigheder der binder de her områder sammen.
Der er en pudsig anti-modernistisk bølge i britisk kunst, som løber parallelt med den reaktionære politiske bølge der har været
Fortiden og nutiden. En nødvendig fornemmelse af fællesskab, uden hvilken lokalbefolkningen aldrig havde kunnet håndtere de hårde livsvilkår. Det slag som den hyperkapitalistiske modernisering har giver især Isle of Dogs, i mindre grad de andre stadigvæk relativt øde områder. Fornemmelsen af tab, længslen efter at finde noget tilsvarende til det man har tabt.
Det er vel her kunsten træder ind. De her vindblæste sort-hvid fantasier genskaber en mytisk fortid, hvor vi stadig levede på naturens vilkår, og selvom de som regel ender med død og ødelæggelse, så føles det stadigvæk dragende på os der lever i modernistiske glasbure?
Jeg kommer også til at tænke på britiske musikere som Richard Dawson, hvis album Peasant fra 2017 foregik i det præ-anglo-saksiske Bryneich. Der er en pudsig anti-modernistisk bølge i britisk kunst, som løber parallelt med den reaktionære politiske bølge der har været – omend kunstnerne omvendt insisterer på nærvær og en præ-Thatcher politisk situation. Jeg har studset over det i mange år. Jeg føler jeg kommer et skridt nærmere at forstå det på grund af The Republics. Det er en ret fremragende film.
The Republics kan streames her: https://cphdox.shift72.com/film/the-republics/
I Walk on Water (Khalik Allah)
Og så skal jeg da ellers love for at det visionære værk kom til sidst. I Walk on Water er et nærmest vanvittigt storværk, tre timer og tyve minutters fragmenteret rapport både fra et Harlem raseret af stoffer og fattigdom, samt et kunstnersind raseret af storhedsvanvid og, jep, stoffer. Jeg har virkelig været usikker på om jeg skulle give det seks stjerner, for der er så mange mærkelige ting ved den her film. I sidste ende giver jeg alligevel fuld plade. Det er en uomgængelig film, alle ting til trods. Den. Skal. Ses.
Okay, der er i hvert fald én ting som er galt med den. Der er ikke undertekster, og så er det meget svært at forstå hvad filmens ene subjekt, den haitianske hjemløse Frenchie, snakker om. Han taler et ret tykt patios, som trækker tænder ud. På et tidspunkt opsummerer Khalik Allahs kæreste Camilla hele historien, men hun taler italiensk, så det hjælper ikke rigtig noget som helst. Jep, det er den slags film.
Der er andre ting der gik mig på undervejs. Khalik Allah snakker godt nok med rigtig mange gamle hiphoppere, især Wu Tang Clan relaterede kunstnere som Killah Priest og 4th Disciple. De er lidt tilbageskuende, og deres betragtninger om ‘5 percenter’ Islam og grundene til at det afrikansk-amerikanske samfund er gået i stå er også lidt gammeldags. Khalik Allah begynder også selv at udbrede sig om rigtig mange ting som han ikke rigtig lyder til at have så meget forstand på, og efter lidt tid var jeg ved at være en smule bekymret for at det hele skulle kæntre.
Men så er der en helt uomgængelig scene. Khalik tager Frenchie med hjem til sin mor Reason. Det skræmmer hende. Det skræmmer hende endnu mere, da Khalik begynder at tale om at han er Jesus, og da han indrømmer det bare er noget han siger fordi han har taget svampe, så bliver hun ikke mindre bekymret. Herfra begynder filmens reeller form at vise sig, hvordan skizofrene Frenchie og psykotropiske Khalik spejler sig i hinanden, og hvordan begge søger strategier for at kunne leve i det moderne USA.
På en meget abstrakt måde, så går de alle sammen på vandet. Inklusive Khalik selv, går det pludselig op for ham.
Khalik Allah har en ret speciel måde at navngive sine film. Hans første to hed Field Niggas og Black Mother, også selvom de begge to mest var portrætter af fattige på gaden i henholdsvis Harlem og Jamaica. Han mytologiserer de her mennesker, så de fattige i Harlem er lige som de slaver som havde det værst i marken under slaveriet, og kvinderne på Jamaica er den evige sorte mor, hvorfra efterkommerne både biologisk og kulturelt suger næring. I Walk on Water lyder som en anderledes titel, men husk nu på, hvem er det som går på vandet?
Så ja, manden der mente hans subjekter var slaver eller evige mødre mener også at han selv er en mytologisk figur. Han er den evige Jesus, alle er Jesus, alle er frelst og frelser hinanden, ved at vise omsorg. Og alle sorte i USA er nødt til at gå på vandet. En af de vidunderlige bemærkninger er, at det at være sort i det racistiske USA er nærmest som at kæmpe mod tyngdekraften selv. Man bemærker ikke racismen til hverdag, ligesom man først opdager tyngdekraften når man falder. På en meget abstrakt måde, så går de alle sammen på vandet. Inklusive Khalik selv, går det pludselig op for ham.
Det er altså et uforglemmeligt værk. Jeg kan virkelig ikke se hvordan man kommer udenom Khalik Allah længere.
Khalik Allah var oprindeligt fotograf, og visuelt er hans film stadigvæk meget præget af portrætfotografiet. Billederne af folk på gaden i Harlem om natten bærer igen filmen, ligesom den gjorde det i Field Niggas. Denne gang blandes det op med naturbilleder, billeder fra en tur til det hollandske Haarlem, billeder fra et museum, hjemmevideo klip fra Khaliks barndom, og en lang passage med billeder af kæresten Camilla. Det er stort og lidt svært at håndtere.
I Walk on Water kunne have været lavet på så mange andre måder, det er sløset, fyldt med løse ender, ekstra personer, mærkelige samtaler. Men der er altid en kerne i den her kamp for at kunne gå på vandet. Jeg synes i sidste ende at det hænger sammen og giver mening. Og så er det altså et uforglemmeligt værk. Jeg kan virkelig ikke se hvordan man kommer udenom Khalik Allah længere. Han er, sammen med folk som Sean Baker (The Florida Project) og Josephine Decker (Madeline’s Madeline) en af de aller største yngre amerikanske instruktører lige nu.
Jeg har set tweets om at I Walk on Water bliver tilgængelig… Den er der ikke endnu… Skal nok holde jer opdateret…
Ocean of Love
93 min
Fruit Bat LLC
Welcome Palermo
63 min
Masbedo
The Republics
84 min
Huw Wahl
I Walk on Water
200 min
Khalik Allah
Fotocredit: CPH:DOX
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
