CORONAKRISE // KOMMENTAR – Liv og økonomi bør altid skilles ad i tider som denne, skriver Thomas Milsted. Koste hvad det koste må. Sammen kan vi efterfølgende rejse det, der faldt.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Lad mig gøre det helt klart som noget af det første: Jeg er hverken ekspert i corona eller økonomi. Jeg er vel knap nok vidende i en grad, som berettiger mig til at skrive om disse tunge og komplicerede emner.
Dog har den sidste tid lært mig, at der til hver en beslutning om den strategi, der er blevet truffet, om det så handler om, hvordan vi får smidt vores ubudne gæst på porten, eller til omfanget og hastigheden af nedlukning og genåbning, altid har kunnet findes en ekspert, der syntes, at beslutningen var forkert eller bekymrende.
Det kan jo betyde at der bag enhver kritik eller bekymring ligger et motiv, som igen hviler på grundlæggende ideer om, hvordan man ser på mennesket? Og menneskesyn kan vi alle være leveringsdygtige i.
Det er jo netop det, som kendetegner et civiliseret samfund, evnen til og muligheden for at hjælpe den, som har brug for hjælp
Jeg er nok ikke den eneste dansker, der i disse tider har overordentligt svært ved at gennemskue, hvad der er op og ned i sager om corona, nedlukning og genåbning? Sådan er det vel for alle os, der ikke er eksperter i epidemiologi, virologi og eksponentiel udvikling?
Mit ringe bidrag til løsningen af coronakrisen har været at udvise tillid til, at dem som bestemmer, og efter bedste evne efterleve myndighedernes anvisninger. Det har jeg gjort, fordi det primært har handlet om at undgå de høje dødstal, vi har set andre steder, og fordi det at redde liv fremstod som den væsentligste prioritering.
Jeg fornemmer, at det netop er tilliden, som langt de fleste danskere valgte at udvise, og jeg vælger også at tro, at vi er enige om, at liv, sundhed og samfundsfælleskab hænger uløseligt sammen. Det er jo netop det, som kendetegner et civiliseret samfund, evnen til og muligheden for at hjælpe den, som har brug for hjælp, og ikke efterlade nogen til deres egen skæbne.
Stod valget mellem at redde en 80-årig kvindes liv eller lukke en fabrik, ville det civiliserede valg være at vælge kvinden. For så længe der er liv, er der også leverancer i ”gå-på-mod”, kreativitet og opfindsomhed, og nye fabrikker vil rejse sig fra asken.
Livet og helbredet må altid komme først, og aldrig ofres for materiel
Men som kriser trækker ud, øges også antallet af mennesker, som ikke længere kan rumme konsekvenserne af de afsavn, de nødvendigvis måtte lide. Vi glemmer ganske enkelt, at vi overlevede, vi glemmer, at der blev gjort en kæmpe indsats, for at vi skulle overleve, og måske glemmer vi også, at ikke alle er helt overlevet endnu?
Når chokket fortager sig, og katastrofen begribes og opleves håndterbar kommer økonomien, naturligt nok, også til at være en del af ligningen; liv, sundhed og samfundsfælleskab. Nu er det ikke kun lungesmerter, vi frygter, men i højere grad lommesmerter.
Her er det imidlertid vigtigt at huske på, at liv altid har evnet at rejse sig fra selv helvede på jord. At alt, hvad der har være brudt ned i vores materielle verden, har kunnet genopbygges og skabes på ny. Det gælder den enkeltes økonomiske tragedie eller de sønderbombede lande, som de store krige var en konsekvens af.
Liv og økonomi skal skilles ad i tider som denne
Kuren må ikke blive værre end problemet, får vi nu at vide. Men hvis kuren er at redde liv, og problemet at nogle virksomheder nødvendigvis må dreje nøglen om i den forbindelse, er eksistentielle begreber blandet sammen med økonomiske. Det bør man ikke. Det er imidlertid en holdning, jeg anerkender, men jeg understreger, at det netop er en holdning, som hviler på et menneskesyn eller livssyn, jeg ganske enkelt ikke deler.
Livet og helbredet må altid komme først, og aldrig ofres for materiel. Jeg er med på, at vi lever i en virkelighed, hvor netop liv, sundhed, samfundsfælleskab og økonomi hænger uløseligt sammen, men det er stadig en ide og måske en ide, vi skal have kigget lidt efter i sømmene, når nu det hele forhåbentlig er vel overstået?
Ingen tvivl om, at det kan være og er en stor tragedie, belastning og ikke mindst sorg at skulle dreje nøglen om til sit livsværk. Ingen tvivl om, at det at skulle gå fra hus og hjem kan være endda overordentlig traumatisk. Spørg bare kontanthjælpsmodtagerne.
Ingen tvivl om, at nedgang i ens velstand kan opleves som skamfuldt og pinligt. Men jeg vil dog stædigt holde fast i, at livet og helbredet må være den grundlæggende præmis, vi altid må prioritere først, koste hvad det koste må. Sammen kan vi efterfølgende rejse det, der faldt.
Foto: Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her