KONCERT // ANMELDELSE – ”Szeps-Znaider står for mig personligt som den eneste af nutidens stjerneviolinister, der kommer op på siden af Anne-Sophie Mutter, hvad angår både toneklarhed og krystalklar renhed i dynamik og teknik,” skriver Knud Arne Jürgensen om en ellers bundsolid romantikerkoncert med Tivoli CPH Phil og dets nye chefdirigent, Christoph Gedschold.
Når en kommende chefdirigent træder op foran sit nye orkester – om end det ikke er for første gang – så er både orkesteret og publikum naturligt særligt på mærkerne. Tyske Christoph Gedschold, der for øjeblikket varetager posten som operadirigent i Leipzig, leverede da også en bundsolid romantikeraften: Han stod alene foran orkesteret som dets anfører i de to første værker, Mendelssohns ouverture Hebriderne, og Schuberts Ufuldendte Symfoni, mens han efter pausen ledsagede vores egen internationale topviolinist, Nikolaj Szeps-Znaider, i Brahms suveræne violinkoncert.
Solidt var indtrykket af Hebriderne, selv om grebet her var lidt for bastant og udifferentieret. Værkets mange anelser af orkestertrylleriet i Mendelssohns magiske ouverture til skuespillet En Skæsommernatsdrøm nåede her kun lige op til overfladen og blev derfor lidt fantasiløst og håndfast ekspederet i både klang og dynamik, og uden at bringe noget videre af kompositionens iboende dybere poesi.
Schubert står tydeligvis dirigenten nær, idet han nu lod sin pind ligge og langt friere formede de dramatiske forløb gennem de talende hænder
Orkesteret fulgte dets kommende chefdirigent i alle hans mindste vink, men var ligesom holdt i en art spændetrøje, der ikke tillod megen af den Sturm und Drang, som dette højdramatiske orkesterværk, der er groet ud af det barske skotske landskab, ellers rummer en hel del af.
Flere og meget stærkere brudflader kom os for øre i Schuberts to-satsede Ufuldendte Symfoni, hvor de lyriske tyste passager konstant kontrasteres med skæbnetunge og voluminøse udbrud i gentagne mønstre gennem begge satser.
Her var der unægtelig flere klangfarver på paletten, og musikken står tydeligvis dirigenten nær, idet han nu lod sin pind ligge og langt friere formede de dramatiske forløb gennem de talende hænder og et roligt kropssprog, der ikke underspillede, men snarere tydeliggjorde musikkens dynamikker.
Brahms ”violin-symfoni”
Stærkest – måske ikke uventet – stod dog efter pausen Brahms’ Violinkoncert, hvor solisten, Nikolaj Szeps-Znaider, lige fra første toner gled med ind og ud af orkesterets indledning for derfra at indlede sin egen soloåbningsfrase. Samspillet var her ikke blot solidt, men mejslet i marmor og stod tilbage som et klingende monument i rummet gennem alle koncertens satser.
Szeps-Znaider står for mig personligt som den eneste af nutidens stjerneviolinister, der kommer op på siden af Anne-Sophie Mutter, hvad angår både toneklarhed og krystalklar renhed i dynamik og teknik.
Szeps-Znaider kan stå op mod disse udfordringer og ligesom komponisten fylde rummet med sin og sit instruments ypperste formåen
Begge kan de fuldføre et musikalsk forløb så et nodeblad bogstavelig talt vendes for hver eneste frase, og begge kan de teknisk fuldføre deres forsiringer og de mest krævende soloindsatser til deres allersidste udfordringer, så man ikke blot erkender musikkens styrke, men samtidig bæres videre til det, der dernæst følger.
Dette viser sig især i violinistens udsøgte fraseringer, og de kolossalt krævende valgte kadencer i første og sidste sats, der i sig selv nærmest står som selvstændige kompositioner.
Med sin violinkoncert ville Brahms egentlig skabe en ”violin-symfoni”, hvor instrumentet ikke blot skal forblive i dialog, men også modsvare og overgå det store orkesters magt og vælde.
Det lykkedes for komponisten, og at Szeps-Znaider kan stå op mod disse udfordringer og ligesom komponisten fylde rummet med sin og sit instruments ypperste formåen er intet mindre end suverænt musikerskab.
Med sit indfølte ekstranummer – der var i den tyste afdeling og bestod af et arrangement for orkester og soloviolin af den inderlige Bach-koral ”Ich ruf zu dir, Herr Jesu Christ” – leverede solisten igen en afsluttende krystalklar fortolkning, hvor teknikken og hans fuldkommen vibratofri tonedannelse stod dirrende og gennemsigtig tilbage, som var stroferne skåret i glas.
Solidt ud over alle grænser var den første og sidste tanke, der ramte mig under og efter den velbesøgte koncert.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
