
CORONAVIRUS // REPORTAGE – Libanons revolution er sat på vågeblus, og landets politikere søger at forsikre befolkningen om, at corona er under kontrol. Beirut er lukket ned, og dets indbyggere håndterer situationen stoisk: Man har været gennem så mange kriser og kommer også gennem denne.
BEIRUT – Uden panikstemning har coronavirussen gjort sit indtog i Libanons hovedstad, Beirut. Landet er på forkant med Danmark: Skoler og børnehaver har været lukket siden d. 28. februar, og nu er tiden kommet til restauranter, cafeer og natklubber.
Jeg er gået en tur, og byen er endnu mere lukket, end den i forvejen var. Flere og flere af de få mennesker, jeg ser på gaden, bærer et turkisblåt mundbind og matchende gummihandsker. Mange har en fyldt indkøbspose i hver hånd. Dagligvarebutikker bugner af vanddunke og toiletpapir, og sække med grøntsager fylder fortsat fortovet. I vinduerne på de tomme restauranter og cafeer hænger der sedler med tekst på arabisk og nogle få engelske ord: ”covid19” og ”take away”. Nederst er tilføjet et WhatsApp nummer.
Foran flere restauranter står kasseformede transportrygsække stablet op, scootere er parkeret på linje på fortovet, og ved deres side sidder deres chauffører klar til at bringe mad ud til sultne libanesere. En mand klædt i hvidt og kokkehue går fra dør til dør og tager imod bestillinger fra de få butiksejere, der stadig holder åbnet. Gaderne, der normalt er fulde af kaotisk trafik og tung bilos, er usædvanligt stille. Luften er næsten ren.
”Folk er på gaden, for de er nødt til at arbejde. Allerede før coronavirussen udbrød, manglede vi arbejde. Men, libanesere er vant til kriser, og også den her vil vi komme igennem”
Jeg går mod downtown og Martyr Pladsen, der siden d. 17. oktober 2019 har været centrum for folkelige demonstrationer og Libanons igangværende revolution. I de første måneder var flere tusind på gaden, samlet på tværs af religion og klasse i, hvad der blev beskrevet som én stor folkefest. De sidste par måneder har demonstrationerne været mindre og mere voldelige.
Protesterne, der startede på app’en WhatsApp, som de fleste libanesere bruger dagligt, var en reaktion på forslag om at indføre nye skatter, men udviklede sig hurtigt til en protest imod hele det politiske system og den politiske klasse.
Ny vin på gamle flasker
Med en gæld på 90 milliarder dollars, svarende til 170 % af bruttonationalproduktet, er Libanon i dyb økonomisk krise. Herudover er landet præget af korruption, og lå i 2019 nr. 137 ud af 180 på Transparency International’s liste over korrupte lande, hvor nr. 1 er mindst korrupt vel at mærke.
Efter pres fra demonstranterne gik daværende premierminister Saad Hariri af i oktober. Først d. 21. januar blev en ny regering dannet med Hassan Diab i spidsen, en 60-årig professor fra American University of Beirut. Det nye kabinet består af 20 medlemmer, hvor størstedelen er specialister og teknokrater, der dog er bakket op af politiske partier.
Demonstranterne er ikke tilfredse med den nye regering, som de mener er gammel vin på nye flasker, og demonstrationerne er fortsat.
Med mange konflikter i landets nylige historie siges det, at libanesere er gode til at bruge deres penge. De sparer ikke op, for det er ikke til at vide, hvad pengene er værd dagen efter. Denne lektie gælder stadig. Det libanesiske pund, der er bundet op på den amerikanske dollar, er siden oktober faldet med 40 %, og et parallelt marked er opstået med priser, der svinger fra dag til dag.
Vekselkursen for 100 dollars har sidste måned været helt oppe på 2.600 libanesiske lire imod den officielle kurs på 1.500 LL. Mange libanesere har mistet deres job, andre får ikke udbetalt deres løn, og butikker er lukket ned og forladt. På den måned jeg har været her, har jeg set to cafeer i mit lokalområde dreje nøglen om.
Martyrpladsen, der ligger tæt op ad parlamentet og andre officielle bygninger, er spærret af, og bevæbnede soldater holder vagt ved vejene omkring pladsen. Revolutionens vartegn, en seks meter høj, hvid knytnæve, står midt på pladsen med det libanesiske flag vejende over sig. Uden den massive folkemængde fra hvedebrødsdagene i oktober, ser den lille og antiklimatisk ud. Men man skal ikke tage fejl, trods det lave blus, er revolutionen stadig i gang.
På pladsen er der opsat telte, nogle tomme, men i andre sidder den hårde kerne stadig tilbage. Nogle sælger snacks, vand og kaffe, andre ryger vandpibe og ser ud til at have det ene formål at være dér. To mænd, der sælger kaffe, har sat et skilt op med ordene: ”Vi blev fyret, men vi giver ikke op”. Der er telte med folk fra forskellige større byer, og der er telte, hvor folk samles om deres politiske overbevisning. Mindst én bliver sovende i hvert telt hver nat, for at vise at de stadig er der.
Jeg fortsætter af vejen bag om parlamentet forbi moskeen og kirken, der ligger klos op ad hinanden. Vejene ned mod parlamentet er blokeret med store cementblokke, der er smukt dekoreret med malerier og graffiti, der kræver handling og revolution; andre er allerede opdateret og handler om coronakrisen. Banker og butikker, der var lukkede, før coronavirussen udbrød, er fyldt med graffiti og glasskår fra de smadrede vinduer. Også på denne vej står der telte, og det er tydeligt, at de har været der længe. Plasticstole og vandpiber står udenfor, en tørresnor er sat op, og 10-liters-dunke med vand er tegn på, at ingen er på vej hjem – af dem der er tilbage vel at mærke.
Kan du lide kommunismen?
Jeg kommer forbi en lejr, der er slået op på en lille grøn plet forenden af den afspærrede vej. Gavlen i det militærgrønne telt, på størrelse med et festtelt, er åben og udsmykket med libanesiske flag. Over indgangen hænger et skilt med arabisk skrift, jeg senere lærer betyder ”Revolutionen fra 17. oktober”. I det store mørke rum sidder en gammel mand iført sixpence alene og kigger ud på gaden.
Jeg går over til ham og spørger, om jeg må tage et billede. Han siger ja, og inviterer mig indenfor i teltet, der er plastret til med fotokopier af Karl Marx og Che Guevara. Den gamle mand vil meget gerne snakke, og tilbyder mig en stol, en cigaret, en vandpibe, en kop kaffe og en kop the. Jeg takker ja til teen og stolen og sætter mig i god afstand og spritter mine hænder af. Bagerst i teltet sidder en ung kvinde og mand og spiller på hver deres mobil, de hilser med et nik, men tager ellers ikke notits af, at jeg er der.
Lidt prøvende kigger han på mig og spørger, om jeg godt kan lide kommunismen. Da jeg svarer ja, smiler han og siger ”kammerat”
På et fransk jeg har svært ved at forstå, fortæller manden mig, at de er kommunister og har været i teltet, siden revolutionen startede i oktober. Lidt prøvende kigger han på mig og spørger, om jeg godt kan lide kommunismen. Da jeg svarer ja, smiler han og siger ”kammerat”. Da jeg spørger, hvorfor han er kommunist, svarer han, at kommunisme kan skabe et mere lige samfund og samler sine fingerspidser foran sig. Han peger op mod parlamentsbygningen og siger, at de alle sammen er slanger, der gemmer sig bag de høje mure.
Da jeg har drukket min the, bliver jeg vist rundt i lejren. For enden af teltet er der en lille gang og på den anden side, er tre andre telte indrettet som værelser og med et spisebord, hvor fem unge sidder og ryger. En mand viser mig sit værelse med en madras på gulvet og mønstrede tørklæder og billeder på væggen. Portrættet af Karl er populært.
En kvinde fortæller mig, at ingen af dem har arbejde eller skole at se til. De bruger tiden på at snakke og høre musik, tegne og spille spil på deres telefoner. De er tre, der bor i lejren fast, men herudover er der ca. 200 kammerater af huset.
Også den her vil vi komme igennem
Libaneserne er et stærkt og optimistisk folk, der efter sigende demonstrerer om dagen og fester om natten. Nu ser det ud til, at corona meget snart vil tvinge de sidste demonstranter til at blive hjemme. D. 15. marts var det 150 dage siden revolutionens start. Skuffet og frustreret trækker en af mændene på skuldrene og siger, at de intet kan gøre for at markere dagen. Folk skal blive hjemme.
I skrivende stund er coronaudbruddet efter sigende under kontrol i Libanon, hvor 267 personer er testet positiv, og fire dødsfald er registeret. Ifølge nyhedsmediet Le Commerce er der 15.000 hospitalssenge i hele Libanon, hvoraf 500 af dem kan udstyres med respiratorer. Men flere rapporter peger på, at 3/4 af udstyret faktisk ikke er til rådighed, eller også trænger det til reparation. Lige nu er der kun 12 sengepladser med respirator til rådighed. Hertil er der en frygt for at løbe tør for værneudstyr, der ikke produceres i landet og derfor skal importeres.
Lige nu er der kun 12 sengepladser med respirator til rådighed. Hertil er der en frygt for at løbe tør for værneudstyr, der ikke produceres i landet og derfor skal importeres
Normalt bruger Libanon 15 millioner dollars hvert halve år på hospitalsudstyr, men på grund af krisen er der kun brugt fire millioner dollars siden oktober. Desuden har premierminister Hassan Diabs beslutning om at udskyde en afbetaling af lån ført til, at udenlandske importører kræver forudbetaling for hospitalsudstyr. Et krav, der er så godt som umuligt at imødekomme.
Den 16. marts, cirka to uger efter at byen begyndte at lukke ned, blev det annonceret, at land-, luft- og havgrænser ville blive lukket efter fire dage. Der er indført bøder til butiksejere, der ikke beskytter sig med maske og gummihandsker, og en stor flok mennesker, der nød solen langs strandpromenaden, er over højttalere beordret hjem. For at holde folk hjemme sammen med Netflix, er internethastigheden på en af de største udbydere sat op.
Den sidste dag, inden jeg sendes hjem til Danmark, tager jeg en taxa gennem byen. Chaufføren er tidligere restaurantchef, men da restauranten for en måned siden lukkede på grund af den økonomiske krise, lejede han en bil og blev taxachauffør.
På gaden udenfor er der stadig mennesker, og livet ser ud til at fortsætte. I en lille have poserer et brudepar for deres fotograf, der tager et billede af et helt normalt liv. Taxachaufføren kommenterer det: ”Folk er på gaden, for de er nødt til at arbejde. Allerede før coronavirussen udbrød, manglede vi arbejde. Men, libanesere er vant til kriser, og også den her vil vi komme igennem”.
Fotos: Skribenten.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her