LIBANONS KRISE // INTERVIEW – Libanon har langt om længe fået en ny regering under ledelse af Najib Mikati. Flere har beskrevet dette som et nyt håb for landet, der længe har bevæget sig på afgrundens rand, mens andre stærkt tvivler på, at den nye regering vil gøre nogen forskel. Jan Top Christensen har talt med en af skeptikerne, Alain Bifani, der i 2000 blev udnævnt til departementschef for det libanesiske finansministerium, og nåede at tjene under 10 forskellige finansministre, inden han sagde sin stilling op i protest. I dag står Bifani i spidsen for organisationen The Citizen Foundation, der arbejder udenomsparlamentarisk for at give landets borgere en bedre fremtid.
Jan Top Christensen (JTC): I slutningen af juli udpegede præsident Aoun forretningsmanden og milliardæren Najib Mikati til at sammensætte en ny libanesisk regering, efter at Saad Hariri havde smidt håndklædet i ringen. Mikati, som nu sidder som premierminister for tredje gang, antydede lige fra starten, at hvis det ikke lykkedes ham inden for kort tid, ville han også opgive forsøget. Seks uger efter lykkedes det ham.
I en libanesisk sammenhæng er seks uger kort tid. Men hvad er det rent faktisk for en regering? Lever den op til internationale krav fra Frankrig, IMF og andre, om en regering bestående af uafhængige teknokrater? Og lever den op til demonstranternes krav tilbage i oktober 2019, ”Killu yaani killun!” (“Alle betyder alle sammen” (skal gå af))?
Alain Bifani: Disse seks uger kom efter et helt års stilstand, hvor Saad Hariri var blevet betroet hvervet, uden at han gjorde et virkeligt forsøg på at sammensætte en regering. Og under alle omstændigheder er seks uger meget lang tid i Libanons tragiske situation. Det var helt tydeligt, at magteliten lod landet sejle uden nogen kaptajn på broen.
Formålet var at lade Libanon styrte i afgrunden, og så finde en balance efter laveste fællesnævner. Da jeg og mit team, sammen med regeringens finansielle rådgiver, Banque Lazard, tidligere fremlagde en genopbygnings- og reformplan for at komme ud af krisen, var det vores mål at lade de, som havde udnyttet systemet mest, bidrage mest, og at fordele tabene ligeligt, beskytte de mest sårbare, tilvejebringe sikkerhedsnet, implementere struktur- og finansreformer, samt omstrukturere banksektoren, centralbanken og gælden.
Men de herskende klaner besluttede sig for at sabotere dette samt den bagvedliggende plan fra Den Internationale Monetære Fond (IMF). De ville undgå at skulle indrømme bankdirektørens misforvaltning, at få bankens aktionærer til at påtage sig deres del af tabet, samt at gennemføre reformer til begrænsning af deres misbrug af offentlige midler.
Når klanerne har held til at opnå udenlandsk anerkendelse under dække af en humanitær nødsituation er det en genindførelse af det gamle system, som ellers blev rystet af de folkelige bevægelser
Dét fik mig til at træde tilbage fra min post som departementschef for Finansministeriet i protest mod afvisningen af den eneste bæredygtige plan. I mellemtiden begyndte direktøren for Centralbanken at iværksætte sin ”gør intet”-plan til fordel for eliten og på befolkningens bekostning. Den handlede grundlæggende om at lade det libanesiske pund miste værdi (fra 1.500 LP til 20.000 LP for en dollar inden for 18 måneder), og at lade bankerne pålægge indskyderne en massiv barbering af deres indestående. Vi ønskede at beskytte alle små og mellemstore indskydere og samtidig reducere alle store indskud over 500.000 USD med 30 procent.
Men centralbankdirektørens plan har allerede reduceret alle indskud med mere end 90 procent. Og han fastholder flere forskellige vekselrater på markedet for at gøre plads til denne kriminelle barbering af alle konti, så virksomheder er ude af stand til at kickstarte deres aktiviteter igen, mens almindelige mennesker står i timelange køer for at skaffe nogle liter benzin, og eksempelvis er ude af stand til at finde medicinalprodukter på markedet. I sådan en sammenhæng er det nødvendigt at danne en regering inden for nogle få dage og at skride til øjeblikkelig handling.
Under alle omstændigheder er dette en regering, som er ude af stand til at gennemføre længe ventede og tilbundsgående reformer, for slet ikke at tale om en ordentlig fordeling af tabene. Den bakkes op af de samme klaner, som bragte Libanon ud i frit fald og foretrak at udsulte befolkningen frem for at tage noget tab på sig. Når klanerne har held til at opnå udenlandsk anerkendelse under dække af en humanitær nødsituation er det en genindførelse af det gamle system, som ellers blev rystet af de folkelige bevægelser (i 2019, red.). Efter min mening er vi tilbage ved udgangspunktet.
Banksektoren har spillet fallit
Den kendsgerning, at visse ministre (i den nye regering, red.) er teknokrater, udgør på ingen måde nogen ændring. Regeringen er reelt i hænderne på de klaner, som kontrollerer parlamentet og som helt åbenlyst arbejder imod libanesernes interesser.
Hvis IMF bliver ved med at søge en bæredygtig plan for Libanon uden at gå på kompromis med sine principper, vil dette team være helt ude af stand til at levere varen, for det ønsker end ikke at vedgå tab i systemet. Regeringen har allerede erklæret, at der (alene, red.) er behov for en ”bankreform”, hvilket er helt utilstrækkeligt for den nødvendige rekonstruktion.
Banksektoren har spillet fallit, og så længe de ikke indrømmer det, er de ude af stand til at håndtere situationen, og de vil blive ved med at berøve indskyderne for at undgå at placere tabene hos aktionærerne, der ofte er en del af det korrupte system. Hvis verdenssamfundet reelt var blevet mobiliseret for Libanon, havde det aldrig accepteret et skin-kabinet, der bakkes op af anløbne lokale politikere. Men der hersker en træthed mht. Libanon i verdens regeringskontorer.
Hvad angår demonstrationerne i oktober 2019 og senere, så må den nye regering ses som en spand koldt vand i hovedet. Udviklingen går i modsat retning af, hvad folket ønsker, herunder reformer, ansvarlighed, kontrol, og modernisering. I stedet for “alle (gamle politikere, red.) må væk”, så er “alle” her fortsat. Faktisk var der ingen, som ønskede denne regering, ikke engang dem, som dannede den.
Men eftersom der skal afholdes valg om mindre end et år, og eftersom adgangen til valutareserver under administration af IMF skaffede den nye regering 1,3 mia. dollar, som kunne bruges på valg-motiverede sager, hvilket satte dem i stand til at overleve indtil videre, mens befolkningen lider ubodelig skade, så det gjorde de. Med kendskab til den valgproces, som de gennemfører, kan de med god grund tro på, at de vil genvinde legitimiteten efter sådant et valg, og at de vil fortsætte med at lede et land, der vil ligne de mest underudviklede lande og se sine bedste talenter og sin ungdom emigrere. De vil stadig være her, men det vil ikke længere være Libanon.
Ponzi-plan
JTC: Jeg har bemærket, at Youssef el Khalil er den nye finansminister. Han havde en magtfuld position i Den Libanesiske Centralbank og siges at være arkitekten bag Libanons ”financial engineering”, som visse kalder en Ponzi-plan. Du spillede selv en central rolle i forhandlingerne med IMF, indtil du trak dig tilbage i foråret 2020. Hvor sandsynligt er det, at den nye finansminister og den nye regering vil være i stand til at sammensætte en reformpakke, som vil tilfredsstille IMF og verdenssamfundet?
Det eneste, vi indtil videre ved om den berygtede såkaldte ”finansielle kreativitet”, er, at direktøren for Centralbanken valgte modtagerne af beløbene, helt alene og uden at rådføre sig med nogen, og uden at søge nogen form for godkendelse. Der var tale om meget store statslige pengebeløb, som tilfaldt visse banker, men også finansielle virksomheder og enkeltpersoner, som direktøren valgte at berige, angiveligt fordi de var i stand til at føre friske dollarbeløb ind i systemet.
Han iværksatte disse manøvrer, har vi senere erfaret, da tilgangen af kapital ind i Libanon begyndte at aftage, og der ikke længere var tilstrækkelige midler til at dække over hans Ponzi-plan. Naturligvis var det medarbejdere i Centralbanken, som satte den i værk, men direktøren er ”hjernen” bag det hele, og senere også bag sabotagen af IMF-planen sammen med talrige bankfolk og de ledende klanrepræsentanter i parlamentet.
De vil formentlig fortsætte forhandlingerne med IMF, og de vil foregive, at de ønsker at nå frem til en aftale, men det vil være spil for galleriet
Hvad angår Youssef el Khalil, så er han en kompetent mand, men jeg forstår godt, hvorfor libaneserne er så utroligt vrede over hans udnævnelse, i betragtning af hans tætte forbindelse til en direktør som iværksatte en Ponzi. Som sagt, handler det ikke om individer.
Denne regering vil end ikke forsøge at gennemføre de nødvendige reformer og vil benytte sig af krisen til at lade dette rædselsfulde system fortsætte. Tværtimod vil den søge at berolige libaneserne og lade dem tro, at det, som hændte, var det eneste mulige resultat. Som sædvanlig vil de lade som om, at i Libanon kan intet ændre sig til det bedre.
Den eneste reformpakke, som giver mening, indbefatter en grundig rekonstruktion af Centralbanken og de kommercielle banker, og det vil de ikke tage initiativ til. Det vil indbefatte en standsning af beslaglæggelse af offentlige midler til fordel for klanerne, og det vil sandsynligvis gå stik modsat. De vil formentlig fortsætte forhandlingerne med IMF, og de vil foregive, at de ønsker at nå frem til en aftale, men det vil være spil for galleriet. Samtlige klaner (de kalder sig selv politiske partier) er enige om én ting: Ingen aftale med IMF her og nu. Og problemet er, at de har efterladt Libanon uden nogen anden udvej!
Frankrig og Iran
JTC: Libanon har været udsat for udenlandsk indblanding siden Frankrig og Storbritannien efter Første Verdenskrig skar landet ud af Mellemøsten som en selvstændig (kristen domineret) stat. Vi ved at ”Papa” Macron, den franske præsident, har været meget aktivt involveret i at få en aftale for Libanon på plads. I hvilket omfang er skabelsen af den nye Mikati-regering et resultat af pres fra internationale spillere, eksempelvis Frankrig, USA …?
AB: Reelt set er Iran og Frankrig de eneste udenlandske spillere, som spiller en aktiv rolle i dagens libanesiske politik.
Efter eksplosionen på havnen i Beirut den 4. august 2020, besøgte præsident Macron Libanon med et interessant initiativ. Han stillede den nøjagtige diagnose på, hvordan eliten plyndrer sit eget land, mens centralbankdirektøren kører en Ponzi-plan. Macron efterspurgte en grundlæggende revision af Centralbanken og eliten, og han bad om at bane vej for skabelsen af en regering bestående af velansete teknokrater, fordi verdenssamfundet ikke havde vilje til at fortsætte en ny omgang med de sædvanlige slyngler.
Vanskelighederne er enorme, men det bør ikke være grund til at belønne de ansvarlige
Guleroden bestod i, at han kunne genetablere det internationale engagement og støtten, og kæppen bestod i de sanktioner, han foreslog iværksat imod de korrupte ballademagere. Men under sit andet besøg fraveg han de to våben, han havde til disposition: Han sagde, at sanktioner ikke var på dagsordenen, og han afviste – efter min mening for tidligt – folkestemningens mulighed for at skabe et reelt alternativ.
På det tidspunkt frafaldt de libanesiske klaner deres forpligtelser, og Frankrig havde som eneste mulighed at søge efter bare en eller anden form for forbedring, mens befolkningens situation forværredes for hver dag, der gik. Plan B var at yde humanitær bistand ”a minima”.
Så Frankrig begyndte at opfordre til dannelsen af en hvilken som helst mulig regering. Jeg tror, det vil vise sig at have været en alvorlig fejltagelse, idet det vil holde liv i dette rådne system med udsigt til anretning af endnu større skader på libaneserne.
Vanskelighederne er enorme, men det bør ikke være grund til at belønne de ansvarlige. Så i den forstand følger den nye regering den franske tilgang, men jeg tvivler på, at den vil skabe resultater på afgørende områder. USA har ikke udvist aktivt engagement i processen, og det virker som om udenlandske aktørers hensigt med denne regering er at stabilisere systemet, mens nogle afventer gunstigere betingelser for forandring, og andre ønsker at standse det frie fald.
På kanten af afgrunden
JTC: I dag beskriver mange, heriblandt BBC World, Libanon som værende på kanten af afgrunden. I løbet af de sidste to år har det libanesiske pund mistet 90 pct. af sin værdi, Verdensbanken vurderer at 70-80 pct. af befolkningen lever i fattigdom, folk har kun elektricitet nogle få timer om dagen, hvis overhovedet, der er mangel på basal medicin, knaphed på fødevarer, og gældsraten har nået et niveau uden fortilfælde… Covid-krisen og den enorme eksplosion på havnen den 4. august sidste år udgør en delvis forklaring på, hvad man kalder ”Libanons værste økonomiske og finansielle krise”.
Men vi ved, at krisen startede tidligere og førte til de enorme demonstrationer sidst i 2019. Den libanesiske journalist og analytiker, Rami Khouri, har sagt, at Libanon har mistet sin hidtidige fremtrædende plads i forhold til andre arabiske lande. I dag betragter han landet som ”blot endnu et forarmet og i stigende grad militariseret arabisk land, hvis borgere gør oprør mod de statslige myndigheder” Så hvad er de grundlæggende strukturelle problemer i Libanons økonomi og politiske system?
AB: Jeg deler Rami Khouris opfattelse. At lægge skylden på covid og havneeksplosionen i Beirut ville være totalt misvisende. Libanon har været i frit fald i meget lang tid. Lige siden begyndelsen på Den Anden Republik (1990, som ved afslutningen på borgerkrigen markerer starten på genopbygningen af landet, red.). Det nye system dengang bestod i at få placeret krigsherrerne og klanlederne omkring bordet og tilfredsstille dem med misbrug af offentlige midler. Krigen blev bragt fra gaden ind i institutionerne, herunder regeringen, som aldrig har været i stand til at håndtere nogen seriøs sag ordentligt. Alt var i opløsning og uden noget gulv under, og korruptionen blev ved med at brede sig lige til enden.
Det er et system uden noget overhoved, hvor præsidenter og ministre står hævet over loven, og hvor ministerrådet er i stand til at træffe ulovlige beslutninger. Der føres intet ordentligt tilsyn, hverken fra parlamentet, som er blevet erobret af klanerne, eller fra retsvæsenet, som er blevet decimeret. Beslutninger bliver kun truffet, hvis de tilfredsstiller alle grupper materielt, hvilket betyder, at beslutninger aldrig er optimale og altid ekstremt kostbare.
Nu til dags er det eneste, folk har i hovedet, at forlade landet så snart som muligt, eftersom de ikke ser noget positivt perspektiv i horisonten
Som følge af dette system, er infrastrukturen forfaldet og offentlige virksomheder udplyndret, mens det sociale sikkerhedsnet er blevet afviklet som følge af snævre partiinteresser og uansvarlig opførsel. Gældsætningen blev ved med at vokse, selv om det ikke var nødvendigt, og udstedelse af gæld øgede bankernes profitter sammen med deres politiske partneres velstand. Kriminelle blev aldrig straffet, bortset fra de små fisk.
Frygt bliver brugt i dette system til at forhindre enhver reform. De kristne får at vide, at de ikke skal tillade reformer, fordi de vil tabe endnu mere terræn, og sunnimuslimer får at vide, at de vil miste, hvad de opnåede ved Taëf-aftalen (magtdelingen efter borgerkrigen, red.), mens shia muslimer får at vide, at hele verden er efter dem.
Nu til dags er det eneste, folk har i hovedet, at forlade landet så snart som muligt, eftersom de ikke ser noget positivt perspektiv i horisonten.
Parlamentsvalg i 2022
JTC:Optimister ser en mulighed for fornyelse i det libanesiske parlament i forbindelse med valget næste år. Men er det realistisk? Vi så, at demonstrationerne, som startede i oktober 2019 (udløst af en ny skat på ellers gratis internetbaseret kommunikation) lidt efter lidt mistede pusten. Eksplosionen på havnen den 4. august sidste år gav demonstrationerne nyt liv i nogen tid, men den alvorlige situation tvang folk til at fokusere på den daglige overlevelse, og på trods af mange initiativer synes troværdige politiske alternativer ikke at være opstået.
Og det sekteriske politiske system er der stadig – nogen argumenterer med at det kan være blevet styrket af den dybe krise, fordi folk ikke har noget sted at henvende sig, ud over at søge hjælp fra sekternes ledere. Hvordan ser du udviklingen frem til valget? Er det realistisk at tro, at de mange forskellige borgerinitiativer kan forenes i et enkelt, stærkt politisk alternativ med en overbevisende dagsorden?
AB: Systemet giver ikke plads til nogen overbevisende dagsorden. Oppositionen er ikke fremkommet med nogen egentlig plan, og de regerende partier er endnu mindre overbevisende. Det er et klan/stamme-system, som ikke levner plads til troværdige programmer. Og det er netop hele dette system, der skal væltes.
Det sekteriske system, du refererer til, gør det meget vanskeligt for folk at vælge ud fra klare valgmuligheder, og de er blevet overbevist af eliterne om, at Libanon aldrig bliver nogen moderne stat. Som følge heraf er det en udbredt holdning, at forandring ikke kan have andet end en kort levetid. Derfor vover folk ikke at slutte sig massivt til oppositionsgrupper, for de frygter, at de før eller siden vil være tvunget til at vende tilbage til klanlederne, når de har brug for arbejde eller støtte. Ideelt set er du ikke i stand til at ændre et så perverteret system gennem valg, som det selv samme system har arrangeret, eftersom du har meget ringe udsigter til at vinde.
Det kommende valg vil være en mulighed for den eksisterende elite til at genvinde noget legitimitet efter al den tabte troværdighed, eftersom de er bedre organiseret, de kan bruge offentlige midler til at købe stemmer og støtte – herunder valutareserverne som administreres af IMF – og de bygger på hele vælgersegmenter, som i visse tilfælde hverken har evnen eller viljen til at foretage en vurdering.
Så målet for oppositionsgrupperne er at få en relativt stærk repræsentation, og dette er langt fra nok til at give Libanon det, der er behov for. Ikke desto mindre er det bedre end ingenting, og vi har endnu ikke set, hvordan alternativet vil organisere sig.
Den libanesiske diaspora
JTC: Det er en kendsgerning, at der er flere mennesker uden for Libanon med libanesiske rødder, end der er i selve Libanon. Hvor vigtig er denne diaspora for folks overlevelse i den aktuelle krise, og hvilken rolle ser du denne diaspora spille i forbindelse med valget og længere ud i fremtiden?
Hjælpen er ekstremt vigtig i disse vanskelige tider, men nogle argumenterer med, at den er så effektiv, at folk ikke gør oprør i tilstrækkelig grad
AB: Den libanesiske diaspora har altid været afgørende for velstanden for libanesere “inden for murene”, og den er i besiddelse af enorme midler. Ofte er den også yderst villig til at hjælpe, eftersom de fleste af dens medlemmer – eller disses forfædre – har forladt Libanon af nød. Der er dog en vigtig kulturkløft, som er opstået mellem libanesere i Libanon og deres diaspora, nærmere bestemt efter 1990’erne og den produktive sektors undergang i Libanon, da mange lokale blev besat af hurtige profitter og nemme penge.
I dag kommer der dog fortsat masser af hjælp fra diasporaen, og der bliver gjort en bemærkelsesværdig indsats i nydannede grupper for at hjælpe på forskellige niveauer, herunder i forbindelse med valg. Hjælpen er ekstremt vigtig i disse vanskelige tider, men nogle argumenterer med, at den er så effektiv, at folk ikke gør oprør i tilstrækkelig grad! For resten er valgloven tænkt til at lade diasporaen deltage, men den er blevet fordrejet tilstrækkeligt til at minimere diasporaens indflydelse.
Saudi-Arabien og Iran
JTC: Gennem mange år har Libanon stået klemt i magtkampen mellem Saudi-Arabien og Iran. Saad Hariri, som også er saudiarabisk statsborger, var tidligere i stand til at sikre støtte fra det sunnimuslimske kongedømme, Saudi-Arabien, men hvad med Makati, som ikke har de samme tætte bånd til Saudi-Arabien? Hvordan er hans udsigter til at sikre sig støtte fra arabiske stater?
AB. Jeg tror slet ikke, Saad Hariri længere er i stand til at hente nogen støtte i Saudi-Arabien. Han har helt tydeligt mistet kongerigets tillid for allerede et godt stykke tid siden. Og det forholder sig naturligvis på samme måde med Najib Mikati.
Saudi-Arabien har for en tid trukket sig ud af daglig libanesisk politik af skuffelse over sine tidligere allierede, som man har investeret meget i uden nævneværdigt udbytte, og som følge af hvad de beskriver som Hizbollahs og Irans kontrol over libanesisk politik.
Sagt med andre ord vil der ikke være nogen betragtelig støtte fra Golfstaterne til rådighed, og vi er alle klar over, hvad det betyder. Det betyder, at det sædvanlige spil med at tigge om penge, som disse eliter har mestret, ikke fungerer længere. Alternativet er helt klart at tage vores skæbne i egne hænder og hurtigt og effektivt give os i kast med alle de reformer, der skal til for at opbygge en moderne stat. Men det er med sikkerhed ikke dette hold, som vil gøre det.
Hizbollah og Iran
JTC: Og hvordan ser du Irans rolle? Vi ved at Hizbollah har meget tætte forbindelser til det største shiamuslimske land. Hizbollah er repræsenteret ved to ministre i Mikatis regering på 24 ministre, men vil muligvis have større indflydelse, end det markeres ved den beskedne andel af ministerposterne. Vil IMF (og USA) være rede til at arbejde med en regering med Hizbollah-ministre, al den stund at Hizbollah står på den amerikanske liste over terrorgrupper?
Og i hvilken udstrækning afhænger en bæredygtig løsning for Libanon af en ny ”atomaftale” mellem Iran og USA samt andre parter i den tidligere aftale om at forhindre Iran i at udvikle nuklear militær kapabilitet?
Hvis denne dialog falder sammen, vil det øjeblikkelig føre til øgede spændinger i Libanon
AB: Libanesiske regeringer har gennem mange år indbefattet ministre fra Hizbollah, og det gælder både Saad Hariris og Najib Mikatis regeringer, og i Hassan Diabs regering (fra januar 2020 til september 2021, red.) var to ministre udpeget af Hizbollah. IMF har aldrig rejst sagen og var mere end klar til at samarbejde med regeringen, og ville have hilst den genopretningsplan velkommen, som jeg og mit team udarbejdede sammen med Banque Lazard-rådgivningsholdet, og som blev enstemmigt godkendt af den libanesiske regering.
Og for kort tid siden gentog talsmanden for IMF institutionens villighed til at forhandle med de libanesiske myndigheder. Uden forbindelse til USA og andre lande som har Hizbollah på sin liste over terrorgrupper, har de samarbejdet med ministerier som ikke er ledet af en Hizbollah-minister, og jeg tror, dette vil fortsætte indtil videre.
På det regionale plan er Libanon helt klart et stærkt og vigtigt kort for Iran som følge af Hizbollah. På det seneste har vi set økonomiske vanskeligheder i Iran, men også politisk modstandsdygtighed, og dialogen med USA synes ikke at gøre fremskridt, i det mindste ikke i noget hurtigt tempo. Hvis denne dialog falder sammen, vil det øjeblikkelig føre til øgede spændinger i Libanon. Hvis det kommer til en aftale, vil det stå åbent, om Libanon er en del af den. Men det står fast, at Libanons traditionelle partier og klaners manglende evne til at bringe orden i eget hus, gør det attraktivt for fremmede magter at pleje omgang med den mest strukturerede og velorganiserede part i spillet.
Eksterne spillere
JTC: Og i hvilket omfang kan andre eksterne spillere øve indflydelse på udviklingen i Libanon? Har EU en rolle at spille? Og hvad med Kina? Lederen af Hizbollah, Hassan Nasrallah, har foreslået, at Libanon vender “blikket mod øst” for at finde redning.
AB: EU kunne have fået en større rolle, hvis EU var i stand til at formulere sin egen sammenhængende politik. Som den største partner hvad angår samhandel og økonomi, ville det have været et ideelt anker. Desværre opfører EU sig endnu ikke som en politisk medspiller.
For nogen tid siden kom der en resolution fra Europa-Parlamentet, som opfordrede til sanktioner mod korruption i Libanon og understregede vigtigheden af at implementere vores genopretningsplan, og den kritiserede dem, som saboterer den. Det er naturligvis en god begyndelse, men vi må vente og se, om den libanesiske regering vil tage konkrete skridt i den retning.
”Blikket mod øst” skal ses i sammenhæng med Vestens sanktioner og uviljen mod at have med Hizbollah at gøre
Hvad angår kineserne, går de meget forsigtigt frem i regionen, og Libanon er formentlig for lille et marked i forhold til risikoen. Naturligvis følger Kina og Rusland udviklingen, men de er ikke direkte involverede i den politiske proces. ”Blikket mod øst” skal ses i sammenhæng med Vestens sanktioner og uviljen mod at have med Hizbollah at gøre, og det nødvendiggør en vilje fra østlige partnere, som ved, at det ville udløse en gengældelse fra Vesten.
For et par uger siden modtog Hizbollah dog olie fra Iran via syriske havne til distribution i Libanon, uden at det udløste nogen bemærkelsesværdig opposition fra vestlige stater, og det viser, at hovedaktørerne som sædvanlig vil behandle denne sag stykvis.
Grund til optimisme?
JTC: Kan man øjne et håb? Lige nu må man nok knytte håbet til Mikatis nye regering og chancerne for at nå frem til en aftale med IMF. Men hvis vi prøver at skue ud over Mikati, ser du så lys for enden af den meget mørke tunnel? Er der nogle kim af håb, som libaneserne han stole på? Hvad med det økonomiske potentiale i olie- og gasforekomsterne i libanesisk farvand? Hvad med den seneste succes for kandidaterne fra de uafhængige borgerinitiativer ved valgene til fagforeninger. Er der en chance for, at Libanons berømte dynamiske virksomhedskultur kan få en genstart?
AB: Jeg knytter ikke meget håb til den nye regering, men jeg har tiltro til mit land. Vores ungdom er bemærkelsesværdig, talentfuld og modig. De ønsker sig en anden model, og de er ikke fanget i fortidens splittelse. De repræsenterer Libanons virkelige velstand, og ikke de potentielt eksisterende olie- og gas rigdomme. Hvis vi finder olie og gas her og nu, vil den også blive beslaglagt af den rådne elite, og det vil give dem mere tid at løbe på. Hvis de fik lov til at administrere den, ville det føre til øget ulighed samt koncentration af rigdom og magt på de forkerte hænder.
De uafhængige kandidaters succes ved valget til fagforeningerne er bevis på, at når spillet ikke er manipuleret, så træffer libaneserne de rette valg. Hvis dette forældede og kriminelle system bliver væltet, system-kaprerne kørt ud på en sidelinje, og frøene til en moderne stat bliver plantet, har vi alle forudsætninger for, at det lykkes. Når man betragter de libanesiske succeshistorier rundt om i verden, ser det yderst lovende ud.
Vejen mod en moderne stat
JTC: Og hvordan ser du dit eget initiativ, The Citizen Foundation, indpasse sig i Libanons politiske og økonomiske udvikling i de kommende måneder og år?
AB: Da jeg opsagde min stilling, og da jeg fortalte libaneserne, hvad der efter min opfattelse var ved at blive lagt i ovnen for dem, troede jeg ikke på, at der kunne udrettes ret meget indefra på kort sigt, så jeg besluttede at lægge min energi og mine erfaringer i det netværk, jeg har opbygget, for at tjene Libanon på mellemlangt sigt. Jeg samlede et team af højt kvalificerede økonomer verden over og vi startede The Citizen Foundation, til gode for Libanon og den arabiske verden.
Vi ønsker naturligvis, at enhver person med politisk ansvar for staten vil fremsætte sine forslag (for eller imod vores) og iværksætte dem, i stedet for at have uduelige og inkompetente ministre til at forklare, hvorfor de ikke kan stille noget op
Organisationens mål er at fremme borgerskab, et vigtigt element på vejen mod en moderne stat, og at bibringe Libanon og andre stater nogle valgmuligheder, hvad angår offentlig politik. Det sidste er ekstremt vigtigt, for vores politiske partier, eller måske burde jeg sige vores klaner, og vores regeringer har ikke fremsat noget forslag på noget væsentligt niveau siden 1970’erne i det 20. århundrede, og man kan nemt forestille sig, hvad der sker, når et land i så lang tid ikke tager initiativ på socialområdet, infrastruktur, vigtige politikområder og mht. større udfordringer.
Vi arbejder allerede på migration og arbejdsmarkedspørgsmål, skatteforhold, uligheder, køn, en analytisk tilgang til gasforekomsterne i Middelhavet, potentiel merværdi, og meget mere. Jeg er af den faste overbevisning, at skabelse af en en debat, som ikke eksisterer i dag, specielt med ungdommen, på disse vigtige områder, er værdifuldt, og at enhver fremtidig regering, som tager tingene alvorligt, kan gøre brug af vores arbejde.
Vi ønsker ikke at tvinge nogen til at bruge vores forslag, men vi ønsker naturligvis, at enhver person med politisk ansvar for staten vil fremsætte sine forslag (for eller imod vores) og iværksætte dem, i stedet for at have uduelige og inkompetente ministre til at forklare, hvorfor de ikke kan stille noget op. Libanon har haft alt for mange af den slags, og man kan se resultatet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
