Det borgerligt-liberale argument for solidaritet med palæstinenserne

i Mellemøsten af

LONGREAD DEBAT – Vi borgerligt-liberale identificerer os kulturelt med Israel. Den konflikt, vi bør tage stilling til, står imidlertid ikke mellem den palæstinensiske og den israelske sag men mellem en kollektiv og en individuel rettighedsforståelse. Den enkelte palæstinenser fortjener bedre end at blive omklamret af marxister og islamister og israeleren fortjener bedre end at blive omklamret af ultranationalister, skriver Rasmus Sønderriis. Mennesker på begge sider af konflikten fortjener, at alle os tilhængere af liberalt demokrati ser realiteterne i øjnene: Israel er en beundringsværdig nation med historiske rødder i jøders behov for at tage deres sikkerhed i egne hænder. Men det, Israel bedriver i dag i de besatte områder, er ikke liberalt demokrati. Det er et territorialt erobringsprojekt, der udføres med en stadig mere brutal etnisk diskrimination og ulighed for loven. Det stopper desværre ikke, blot fordi den frie verden ønsker det. Men det kan sandsynligvis bringes til ophør med fredelige midler, hvis den frie verden tør leve op til egne idealer.

Kommunister og andre afarter af marxister fik på puklen af historiens dom efter Berlinmurens fald. De kan trøste sig med en mere flatterende plads i historiebøgerne, hvad angår kampen mod etnisk had, hvor menneskeheden har store rædsler på samvittigheden, men i dag kan bryste sig af fremskridt, som afspejlet i den næsten universelle diskurs om, at racisme er forkert og skamfuldt. Ikke fordi venstrefløjen fortjener al æren for det. Masser af liberale og konservative har i århundreder trukket i samme retning.

Dog var der visse borgerlige, der godt nok kæmpede på den frie verdens side i Den Kolde Krig, men alligevel også rammes af historiens fordømmelse, fordi de så sent som i 1980erne retfærdiggjorde sydafrikansk apartheid. Det skal ses fra deres samtidsperspektiv, hvor Den Kolde Krig var altdominerende. Nelson Mandela var ikke selv kommunist, men han var i ledtog med kommunister. Den frie verden havde gode grunde til at frygte et sovjetisk-domineret Sydafrika.

I dag er historiens dom dels, at disse borgerlige politikere missede en række andre moralske aspekter, der var på spil, end Den Kolde Krig, dels at Apartheid-regimet ikke var nogen god medspiller på den frie verdens hold, men snarere en ihærdig selvmålsskytte, der tiltrak millioner af antiracistiske unge fra hele verden til marxismen.

Ak, nøjagtigt på samme måde er Israels behandling af palæstinenserne under militær besættelse i dag et vedvarende propagandakup for islamister, antikapitalister og andre Vesten-hadere, der kan affeje vores idealer om individuelle frihedsrettigheder som vestligt hykleri.

Under Den Kolde Krig lod nogle borgerlige politikere i Danmark sig så forblinde af kampen mod kommunismen, at de tog parti for sydafrikansk apartheid. Det fortryder de fleste af dem nok i dag. Men suk, andre begår i dag samme fejltagelse. Denne gang lader de sig så forblinde af kampen mod islamismen, at de tager parti for israelsk apartheid.

Er ”apartheid” det rigtige ord?

Hvis det støder nogen, at jeg kalder Israels besættelsesregime på Vestbredden for apartheid, så erstat fremover dette ord med ”formaliseret etnisk diskrimination” eller noget tredje. Der er vigtigere principper på spil end hvorvidt en spade bør kaldes for et graveredskab.

Essensen er denne:

På Vestbredden (minus det annekterede Østjerusalem) lever godt 300.000 israelske bosættere under civil israelsk lov, i statsstøttet byggeri, med stemmeret til Knesset og en stærk stemme i det israelske samfund. Mens deres 2,9 millioner palæstinensiske naboer lever under militær besættelseslov med voldsomme begrænsninger i deres mulighed for at bygge, bevægelsesfrihed, retssikkerhed, ejendomsret, beskyttelse mod hærværk og hadforbrydelser, adgang til vand, ytringsfrihed, pressefrihed, sågar deres børns ret til skolegang og liv.

Hvis vi danskere blev udsat for noget sådant, ville vi nok gøre modstand, måske også voldelig modstand, dog forhåbentlig uden at slå uskyldige ihjel. På Vestbredden er palæstinensernes mest effektive våben at vise verden, hvad der foregår. De filmer overgreb begået af israelske soldater og bosættere – stærke sager med alt fra mishandling af børn til summariske henrettelser af krigsfanger. Israels siddende regering har nu lagt en lov i støbeskeen, der vil frihedsberøve folk i årevis som straf for at forevige israelske besættelsestropper i aktion.

Bemærk venligst at alle disse basale frihedsrettigheder på Vestbredden ikke betinges af, om borgerne som individer går ind for terror eller ikke-vold, demokrati eller diktatur, ateisme eller religion, fjendskab eller forsoning, men udelukkende af, hvorvidt de er jøder eller arabere. Den medfødte kollektive identitet afgør alt!

Dette bortforklares med en fiktion om, at der er tale om en midlertidig besættelse, og at palæstinenserne har ”selvstyre”. Men Israel har nu regeret der i over 51 år, og har ifølge sin leder ingen planer om at trække sig tilbage nogensinde. Det palæstinensiske ”selvstyre” har ikke engang myndighed til at udstede byggetilladelser til latriner i baggården eller vandtanke på taget!

Til forskel fra det ekstreme venstre og højre tager vi borgerligt-liberale fakta til efterretning, også når de modsiger vores forudfattede meninger. Vi ved udmærket, at Amnesty International og Human Rights Watch ikke er ufejlbarlige men dog i store træk seriøse og upartiske i deres rapporter om regimerne i Syrien, Kina, Rusland, Iran, Venezuela, Cuba og Nordkorea. Det er de naturligvis også, når det handler om menneskerettighedskrænkelser begået af Israel.

Kollektivisme versus individualisme

Både socialister og nationalister elsker ordet ”fællesskab”. Vi borgerligt-liberale foretrækker ”frihed”. Det frie personlige valg anses i borgerligt-liberalt tankegods for en kilde til mangfoldighed og styrke og i totalitært tankegods for en kilde til dekadence og svaghed.

Che Guevara ville omdanne borgeren til et Nyt Menneske, der idealistisk og uselvisk ofrer sig for fællesskabet. Mussolini nægtede individets eksistens løsrevet fra den fascistiske stat. Hamas har forsvaret massemord på tilfældelige israelere med, at de bærer kollektivt ansvar for israelsk krigsføring. Tilsvarende udtaler Israels forsvarsminister, Avigdor Lieberman, at hele Gazas befolkning er kollektivt ansvarlig for Hamas’ terror, mens Israels justitsminister Ayelet Shaked filosoferer om, at menneskerettigheder slet ikke bør være universelle, men skal underlægges nationen.

I modsætning hertil har vi borgerligt-liberale den grundholdning, at en stat skal behandle alle, den regerer over, som individer – og ikke som repræsentanter for en bestemt etnisk gruppe. Hvad rigdom og succes i livet angår, er man sin egen lykkes smed, men selve ejendomsretten, retssikkerheden og frihedsrettighederne bør gælde ens for alle inden for samme samfundsorden.

Vi ser mennesket som individ først, mens det etniske og religiøse fællesskab er en valgfri identitet. Det kan være vældig spændende og relevant at studere og generalisere om dette, men når de gælder frihedsrettighederne, ser vi mennesker som unikke individer.

Det står i klar modsætning til ultranationalismen, der uden blusel ser nogle etniske grupper som bedre, stærkere og derfor med større ret end andre etniske grupper. Her anskues mennesket først og fremmest som medlem af et kollektiv. Derfor giver det også fint mening, at racistiske højreekstremister og illiberale demokrater med en antisemitisk tradition i dag står last og brast med Israels høge.

Når borgerligt-liberale gør det samme, forråder de derimod egne idealer. For kollektivistisk tankegods gennemsyrer det synspunkt, at Israel anno 2018 er den frie verdens naturlige allierede. Lad os se nærmere på de mest typiske af disse argumenter.

”Arabere er mest til fanatisme og diktatur”

Arabisk politisk kultur får mange fortjente røfler af den Mellemøsten-kyndige borgerlige danske politiker med syriske og palæstinensiske rødder, Naser Khader. Det er uomtvisteligt, at palæstinenserne som kollektiv har begået fatale fejl. Socialdemokraten Lars Aslan havde samme pointe i Berlingske d. 20. maj, hvor især titlen fik opmærksomhed: ”Jeg er venstreorienteret, derfor holder jeg med Israel.”

For i dagens Europa og USA er det ikke den israelske men den palæstinensiske sag, der er forbundet med venstreorientering. Det er dog ingen naturlov. I Chile er en stor befolkningsgruppe af kristne palæstinensere kendte for at tilhøre overklassen og være højreorienterede.

Flere af disse chilenere med arabisk klingende efternavne var således ministre under Pinochets diktatur. De har overbevist partifæller af indiansk og europæisk blod om den palæstinensiske sags retfærdighed, så her hører man ligeså ofte logikken: ”Jeg er højreorienteret, derfor holder jeg med Palæstina.”

Det er selvfølgelig en spejlvendt fejlslutning. Selve paradigmet om at ”holde med” – med associationer til fodboldfans – er udtryk for kollektivistisk tænkning. Vi glemmer, at konflikten handler om individers rettigheder, og gør det i stedet til en slags skønhedskonkurrence mellem etniciteter.

Jødedommen er rigtignok en værdig ”Miss/Mister World History”. Den kombinerer en hårdfør og afsindigt mangfoldig identitet med fabelagtigt succesrig integration. Det er ikke tilfældigt, at denne kulturkreds har produceret så mange af de bedste videnskabsfolk, erhvervsledere, politikere og udøvere af samtlige professioner. Israel har ikke overraskende udviklet sig til et fascinerende og for resten meget multikulturelt land.

Det er ikke altid let for stærkt troende jøder at leve side om side med jødiske ateister. Men det gør de ikke desto mindre, og til det formål har de genoplivet oldtidssproget hebræisk med det smukke alfabet som ramme om et betagende dynamisk samfund. Det fortjener vores beundring. Udenrigsminister Anders Samuelsen skal roses for at sige, at Danmark er en god ven af Israel.

Men dem, vi skal ”holde med” i konflikten, er de fredssøgende, demokratiske, tolerante personer på begge sider. Hvis vi er borgerligt-liberale, holder vi først og fremmest med individuelle frihedsrettigheder. Vi anerkender ikke kollektiv skyld og vi accepterer ikke kollektiv straf.

Vi behøver faktisk slet ikke vælge side mellem kollektive identiteter eller kollektive narrativer. Borgerligt-liberale principper har ikke så meget af sige om, hvorvidt vi bør lade os overbevise mest af israelernes forfulgt-folk-narrativ eller af palæstinensernes fordrevet-folk-narrativ. Men borgerligt-liberale principper dikterer, at vi støtter hvert enkelt persons ret til frihed og lighed for loven.

”Palæstina har aldrig eksisteret som land”

Dette argument er nok det allermindst borgerligt-liberale. Det lægger al vægt på kollektive rettigheder og ingen vægt på individuelle rettigheder. I udsagnet ”Palæstina har aldrig eksisteret som land” fortolkes ”land” ikke som individers hjemstavn, men som det etniske kollektivs selvstændige stat. Nogle henviser endda til den kollektive rettighed, der kommer sig af, at Israel var jødernes land i oldtiden, hvorfor de jødiske israelere (men ikke palæstinenserne) er arvtagere efter israelitterne.

Der findes ingen borgerligt-liberale principper om, hvilke territorier hver stat bør regere over. Landegrænser er i bedste fald et emne for den kollektive folkeret, i værste fald for krig. Til gengæld er det et borgerligt-liberalt grundprincip, at det enkelte menneske har ret til at bo i sin hjemstavn som ligeværdig borger.

På begge sider af denne konflikt fyres meget krudt af på at tilsvine modpartens kollektive identitet. Ligesom nogle argumenterer, at palæstinensisk identitet kun er opfundet af had til jøder, gør andre den jødiske identitet til problemet eller anser den ligefrem for at være opfundet for at erobre Palæstina.

Ak, skal vi ikke lade folk om at definere deres egen identitet? Identitet er irrelevant for individuelle rettigheder, ikke for venstrefløjens identitetspolitikere, ikke for ultranationalister, men for os borgerligt-liberale. Igen: Ingen kollektiv identitet eller mangel på samme kan for os trumfe de individuelle frihedsrettigheder.

”Palæstinenserne vil udslette Israel”

På begge sider af konflikten fremmanes fjendebilleder ved at citere modpartens hedeste sejrsdrømme, hvorefter det konkluderes, at alle midler er legitime, fordi det er en overlevelseskamp. Det er et kendt mønster fra hele verden. ”Det er enten os eller dem”, lyder det, når det er den eneste plausible retfærdiggørelse af terror, etnisk udrensning, og så videre.

Men freden kan lade sig gøre, hvis vi sætter vores lid til realisterne i begge lejre, plus skaber det pres fra verdenssamfundet, der skal til. Få husker i dag, at indgåelsen af Oslo-aftalen i 1993 udløste en bølge af glæde og optimisme i det palæstinensiske samfund, der bakkede den op med overvældende flertal. Troede de virkelig, Oslo-aftalen ville medføre Israels udslettelse?

Naturligvis ikke! Deres forståelse var den samme som resten af verdens, nemlig at folkeretten ville blive fulgt, sådan nogenlunde da. For der var trods alt ingen palæstinensere, der forventede Israels accept af, at flygtningene (mere præcist deres børn, børnebørn og oldebørn) skulle kunne bo i Israel og gøre jøderne til mindretal der, som de har ret til ifølge FN- resolution 194.

Men alle forventede, at Israel ville trække sig tilbage til sine internationalt anerkendte 1967-grænser og tillade en demilitariseret stat på de 22% af det FN-mandaterede Palæstina, der har status som besat område. Danmarks borgerlige udenrigsminister Per Stig Møller var af samme opfattelse. Jovist ønskede palæstinenserne i deres hjerte en meget bedre aftale for dem end hvad der lå i kortene ved Oslo-aftalen, men deres trang til fred og frihed var så kolossal, at de var parate til at give disse historiske og meget smertefulde indrømmelser!

Yitzhak Rabin, Bill Clinton og Yaser Arafat, 1993. Foto: Wikimedia Commons.

Tostatsløsningen er også essensen i Det Arabiske Fredsinitiativ, der siden sin lancering i 2002 er blevet rost af USA og fuldt godkendt af EU og samtlige muslimske lande undtagen Iran. Planen er længe blevet støttet af et stort flertal af palæstinensere og også af et stort mindretal af israelere.

Vi borgerligt-liberale er ikke fatalister men optimister. Etnisk had er ikke unikt for Det Hellige Land. En israeler med danske rødder fortalte mig: ”Jeg fortæller altid folk her i Israel, at for os danskere var svenskerne en gang arvefjenden, og nu er det broderfolket. Vi israelere og palæstinensere kan opnå det samme.”

Halleluja til det!

Desværre ser Benjamin Netanyahu den slags tale om fredelig sameksistens som sødsuppesentimentalitet: ”De svage bukker under, slagtes og udslettes af historien, mens de stærke overlever på godt og ondt,” konstaterer han. Nej, Netanyahu er ikke en partner for fred, men han kan trods alt skiftes ud ved et israelsk valg.

De jøder, jeg kender personligt, elsker Israel, men hader, at Israel skal repræsenteres af Netanyahu. For dem vil en tilbagetrækning til 1967-grænserne ikke så meget være en smertefuld indrømmelse som en velsignet udgang på den modbydelige besættelse, der korrumperer deres kære Israel.

For at skåne Israel fra at skulle evakuere et meget stort antal jødiske bosættere – eller efterlade dem på en ny palæstinensisk stats territorium – opstod imidlertid ideen om at justere 1967-grænserne med ”mutually agreed swaps”, gensidigt aftalte territoriebytninger.

På den måde er det endt med at handle om en grænsedragning, parterne kan forhandle om i al evighed, alt imens de israelske bosættelser udvides og freden bliver stadig vanskeligere Det er en uacceptabel blindgyde. Kan parterne ikke blive ”gensidigt enige”, jamen så er der ingen ”mutually agreed swaps”, og så er default-løsningen at fastholde de folkeretslige grænser fra 1967.

Det Arabiske Fredsinitiativ taler endvidere om en ”retfærdig og aftalt løsning på det palæstinensiske flygtningeproblem”. For israelske høge, der vil fremstille forslaget som uacceptabelt, fortolkes det sådan, at samtlige de fem millioner efterkommere af palæstinensere, som flygtede ved Israels skabelse i 1948, skal kunne bo i Israel. Jovist, det er deres FN-erklærede ret. Det er forståeligt, at flygtningene og deres efterkommere nægter at opgive retten. Men selv radikale venner af Palæstina indser, at denne ret reelt kun opfyldes, hvis atomvåbenmagten Israel besejres militært.

Folkeret eller ej, ingen hær af diplomater, FN-funktionærer, BDS-aktivister og Facebook-krigere vil kunne overkomme de israelske jøders historisk velbegrundede angst for at blive til et mindretal. Denne konflikt må ikke få lov til at ende i atomragnarok!

Derimod vil et fredeligt men gedigent internationalt pres med stor sandsynlighed kunne overtale et flertal af israelere til at vælge en ny regering, der afslutter besættelsen af Vestbredden og belejringen af Gaza til gengæld for en god fredsaftale. Det realistiske er derfor, at Israel presses til at acceptere Det Arabiske Fredsinitiativ, men mere eller mindre selv definerer en “retfærdig og aftalt løsning” på flygtningeproblemet, evt. med noget økonomisk og symbolsk erstatning til flygtningenes efterkommere.

Jeg bliver ikke populær på at sige denne ilde hørte sandhed i palæstinensiske kredse, men det store flertal af palæstinenserne ved det udmærket godt. Israel kan ikke besejres militært. En tostatsløsning kan ikke omstøde den kollektive fordrivelse og store historiske uretfærdighed, som det palæstinensiske folk led i 1948. Men en tostatsløsning vil fremover give hvert individ uanset etnicitet sine individuelle menneskerettigheder.

Det gælder ikke mindst ens ret til at leve som ligeværdig medborger i den stat, der regerer over én. Samtidig vil Israel få sikret sin eksistens som en jødisk og demokratisk stat. Dette eminent borgerligt-liberale mål er inden for rækkevidde uden krig.

USA holder med Israel, og gode borgerlige, liberale holder med USA

Gode borgerligt-liberale holder med frihedsrettigheder og liberalt demokrati. I langt de fleste konflikter bringer det os på samme side som verdenshistoriens store bannerfører for frihedsrettigheder og liberalt demokrati, nemlig USA, der udover at redde Danmark og det meste af verden fra nazisme og kommunisme har været toneangivende i modernitetens store videnskabelige, sociale og kulturelle fremskridt.

Man kan således kritisere udførelsen og resultaterne af de USA-ledede militære interventioner i lande som Afghanistan, Irak og Libyen, men i alle disse tilfælde satte vores soldater livet på spil med det formål at nedkæmpe terror og tyranni. Det kan på ingen måde sammenlignes med Israels foreløbig 51 år lange militære besættelse, hvis formål er at udvide territorium for én etnisk gruppe på bekostning af en anden, det samme NATO bombede serberne for at forsøge at gøre i 1990’erne i Bosnien og Kosovo.

Det er israelere som hende her, vi skal holde med:

Vi ved og vi accepterer, at liberalt demokrati ikke er nogen garanti for liberal eller demokratisk-sindet politik. Amerikansk indenrigspolitik og ikke borgerligt-liberale principper står bag USA’s stærke alliance med Israel, der i øvrigt bliver stadig mere kontroversiel både blandt amerikanske jøder og i Det Demokratiske Parti. Gode borgerligt-liberale amerikanere bestrider ikke Israels ret til at eksistere, men noterer sig, at USA’s idealer og interesser lider skade ved at blive sovset ind i den endeløse besættelse. Faktisk kan den afgørende kampplads for konflikten på længere sigt meget vel blive den offentlige debat i USA.

”Har du noget imod jøder?”

To fjendtligtsindede lejre kan slippe for hinandens ilde hørte sandheder med en hysterisk modbeskyldning. Kulturradikale hører f.eks. ”jeres indvandringspolitik skaber problemer”, og afviser det forarget: ”Fremmedhad!” Nationalkonservative hører ”Israel overtræder menneskerettighederne” og svarer forurettet: ”Jødehad!”

Den engelske forfatter Dr. Samuel Johnson sagde i 1700-tallet: ”Slynglens sidste udvej er at spille fædrelandskortet.” I dag er det ligeså ofte racismekortet, der desperat smides på bordet af slynglerne, lige fra Robert Mugabe, der anklagede kritikere af sine slyngelmetoder for at hade sorte, via USA’s såkaldte ”Social Justice Warriors”, der anklager hvide for racisme nærmest uanset hvad de gør, til lovgivere i USA, der uden smålig skelen til ytringsfriheden kriminaliserer fordømmelser af Israels overtrædelser af folkeretten og af menneskerettighederne med en absurd udvidelse af begrebet antisemitisme.

Det kan dårligt blive frækkere. Den stadig mere brutale etniske diskrimination på Vestbredden og indespærringen af Gaza forsvares med en modbeskyldning om, at kritikerne er drevet af etnisk had! Og det tæller ikke at sige: ”jamen, nogle af mine bedste venner er jøder.”

Uha nej, ifølge venstreorienterede identitetspolitikere, fritager det heller ikke en hvid for anklager om racisme mod sorte at sige ”nogle af mine bedste venner er sorte”, mens det omvendt er i orden, når de selv bruger racistiske skældsord mod konservative afroamerikanere. Endnu mere uforsonlige er de højreorienterede identitetspolitikere, for hvem selveste Nelson Mandela opildnede til mord på jøder (selv om han kæmpede mod apartheid side om side med masser af sydafrikanske jøder), mens alle mulige andre jøder, ja, selv Holocaust-overlevere, stolte zionister og tapre israelske landsoldater anses for at være rabiate antisemitter.

Det saboterer bekæmpelse af det virkelige jødehad, når der råbes ”ulven kommer”, hver gang nogen kritiserer Israel. Men dette hylekor er endda værre til det, de anklager andre for. De angriber den friheds- og menneskerettighedselskende jøde, George Soros, med antisemitiske stereotyper.

Ja, Netanyahu slap endda afsted med at sige, at Holocaust ikke var Hitlers men en palæstinensers idé! Den slags er oplagt materiale for satire. Men enhver karikaturtegning af Benjamin Netanyahu udløser beskyldninger om antisemitisme med samme forudsigelighed, som Mohammedtegninger udløser anklager om islamofobi.

Det er en uskik at smide nazi-kortet i alle mulige offentlige debatter, og af historiske og psykologiske grunde bør man især undgå at gøre det over for Israel. Så det vil ikke blive gjort herfra nogensinde. Men hvorfor er det ligefrem medtaget i IHRA’s ”definition” på antisemitisme, når selv den næstkommanderende i Israels hær ser samme tendenser i Israel, som i Europa i 1930’erne?

Ifølge IHRA’s definition er det desuden antisemitisme at ”forvente eller forlange mere af Israel end af enhver anden demokratisk nation.” Og det er rimeligt nok. Det første, vi forventer og forlanger af enhver demokratisk nation er bare, at den giver borgerrettigheder – herunder ikke mindst stemmeret – til alle, den regerer over.

Samme konklusion drages af en tænksom tidligere formand for Knesset, Avraham Burg. Han har sammenlignet jødisk historie, den zionistiske bevægelse og Israel med et barn, der mishandles, og derefter selv vokser op som mishandler. Det forklarer belejringsmentaliteten, den instinktive mistanke om, der ligger jødehad bag enhver kritik, den manisk overdrevne magtanvendelse, hvor avancererede kampfly sættes ind mod hjemmelavede drager. Nogle lærer af historien, andre bliver traumatiseret af den. Det er en kamp med sig selv som alle forfulgte og undertrykte folkeslag skal igennem.

Hvad er den bedste terapi mod israelernes traumer? Vi må lade dem forstå, at deres land er hjerteligt velkomment i det gode selskab af liberale demokratier – når det altså en dag bliver et liberalt demokrati. Og vore jødiske medborgere skal naturligvis beskyttes med alle midler mod den ægte antisemitisme, både den gamle højreekstremistiske med den hæslige historie og den nye islamistiske variant, der i dag er den mest udbredte.

”Hvorfor denne tvangsbesættelse af lige netop Israel?”

Den allermest irrelevante og alligevel allermest anvendte argumenttype er rendyrket whataboutery og lyder omtrent således: ”Hvad med Syrien, Den Centralafrikanske Republik, Sydsudan og Tibet? Her er lidelserne meget større! Hvorfor bekymrer I jer ikke om det i stedet for?”

Jovist, bevægelsen for solidaritet med Palæstina tiltrækker ekstremister, ligesom bevægelsen for solidaritet med de sorte sydafrikanere gjorde det. De kæmper ikke af kærlighed til menneskerettigheder og etnisk lighed, men af had til det liberale demokrati.

De ignorerer eller retfærdiggør, når menneskerettigheder overtrædes af Vestens fjender. Deres dagsorden er ikke at få afsluttet konflikten, men at score politiske og ideologiske points. Både jødehadende islamister og frihedshadende venstreorienterede har således i årtier slået plat på den palæstinensiske sag. Det gør bare ikke den menige palæstinenser mindre fortjent til sine individuelle rettigheder.

For gode demokrater i et land som Danmark kan den særlige opmærksomhed på Israel bl.a. bunde i, at jødisk kultur også er en del af dansk og vestlig kultur. Men udover den kulturelle og emotionelle identificering med Det Hellige Land findes to store, ofte oversete rationelle begrundelser for den såkaldte tvangsbesættelse med Israel.

Den første er, at Israel svækker de liberale demokratiers gode ry overalt i verden ved at foregive at være et liberalt demokrati, selv om det i hvert fald på Vestbredden er det stik modsatte. Israel-Palæstina-konflikten er som nævnt en gave til de liberale demokratiers fjender.

Den anden er en enkel effektivitetsbetragtning. For os borgerligt-liberale er menneskerettighederne rigtignok lige vigtige overalt. Nogle af os havde gerne set en NATO- invasion af Syrien for at stoppe de ubeskrivelige myrderier i dette forpinte land.

Det ville dog have kostet mange af vores soldaters liv. I Palæstina-Israel konflikten har vi derimod en enestående mulighed for at gøre en forskel uden at skulle føre krig. Det er svært af forestille sig, der vil blive fred i Syrien, Sydsudan og Den Centralafrikanske Republik, endsige at Kina vil forlade Tibet eller at Rusland vil demokratisere pga. diplomatisk pres, handelssanktioner og kulturel boykot. Men Israels åbne økonomi, beskedne størrelse, frie offentlige debat, højtuddannede befolkning, politiske pluralisme, hyppige regeringsskifter, samt en selvopfattelse som medlem af den vestlige klub, gør landet unikt påvirkeligt over for resolut men fredeligt pres fra liberale demokratier, der tør leve op til egne idealer.

Det kan ske ved at stille Israel over for et simpelt valg: 1) Annektér hele Vestbredden og Gaza, og giv alle indbyggere samme borgerrettigheder (etstatsløsningen). 2) Træk jer tilbage til jeres internationalt anerkendte grænser til gengæld for varig fred og integration i Mellemøsten (totstatsløsningen). 3) Bliv udsat for handelssanktioner, kulturel boykot og diplomatisk isolation (Sydafrika-vejen).

Virkeligheden og idealerne

Liberale demokrater tager udgangspunkt i virkeligheden for at udtænke deres idealer. Folk på det højre- såvel som det det venstreorienterede overdrev tager derimod udgangspunkt i deres idealer for at udtænke virkeligheden. Det illustreres i debatten om ”Den Store March for Tilbagevenden” arrangeret på Gazastriben fra marts til maj.

Ifølge det israelske narrativ var der tale om et stormløb mod grænsen. Demonstranterne portrætteredes som vilde med krumsabler og tørst efter jødisk blod. Selv om dette billede ikke blev fanget af noget kamera, eksisterede det skam – oppe i hovedet på en masse israelere. I Danmark udspilledes scenen oppe i hovedet på Rasmus Jarlov. Han fremmanede et billede af aggressive horder, der overdyngede ”grænsevagter” med sten.

Gaza er lukket inde bag en militariseret grænse med hegn, vagttårne og bufferzone, og der var ingen grænsevagter at kaste sten efter. De israelske snigskytter lå langt uden for rækkevidde af kasteskyts. Rasmus Jarlov erklærede selv, han ikke havde gjort sig umage med at tjekke facts, inden han skrev: ”Jeg kan ikke se, hvad israelerne ellers kunne have gjort”.

Nå ja, hvis israelerne ikke vil rive hegnet ned og lade flygtningene komme hjem (som er det, de demonstrerer for, og som de egentlig har ret til ifølge FN Resolution 194), og hvis israelerne heller ikke vil gå med til den aftale om jord for fred, hvis grundrids stort set hele verden undtagen Israel har været enige om de sidste godt 25 år, så kunne de i det mindste have ventet med at plaffe de ubevæbnede demonstranter ned, indtil efter de havde forceret grænsen!

Det er et sundt princip at lade tvivlen komme både venner og fjender til gode, og under de talrige luftbombardementer af Gaza har Israel i hvert fald kunnet overbevise mange af sine venner om, at de døde børn under murbrokkerne var en beklagelig konsekvens af, at terrorister gemte sig blandt civile. Men ved nedskydningerne langs grænsen til Gaza indrømmede Israels hær, at ofrene blev udvalgt omhyggeligt én efter én.

Så hvorfor skulle klart markerede læger ind i sigtekornet, før der blev trykket på aftrækkeren? Hvorfor skulle pressefolk skydes ned og ovenikøbet efterfølgende udsættes for grove injurier? Hvorfor skulle en ung sygeplejerske ? En gruppe bedende, mens de lå på knæ? Hvorfor skulle så mange gøres til invalide?

Det var ikke første gang, den israelske hær begik krigsforbrydelser, men sjældent har det været så umuligt at bortforklare. Denne gang fik endog særdeles gode venner af Israel nok, ja selv tidligere israelske snigskytter sagde fra. Men ikke så meget som en uafhængig undersøgelse vil Israels og USA’s regeringer tillade. Hvis krigsforbryderdomstolen i Haag får lov at arbejde uden politisk indblanding, skal Netanyahu og flere af hans ministre og generaler dog ikke regne med at kunne rejse frit omkring i verden mange år endnu.

Jarlovs retfærdiggørelse af Israels meningsløse myrderier er ligeså chokerende, som når folk fra Enhedslisten støtter terror. Derimod er borgerligt-liberale på den rigtige side af historien og egne idealer, når de som Venstres Jakob Engel-Schmidt tager afstand fra israelsk apartheid. Det giver os den moralske autoritet, der skal til for at fordømme bl.a. Enhedslistens falden på halen for det undertrykkende regime i Cuba. Derimod har vores fløj ikke brug for politikere, der føler, at når bare landet er helligt, behøver de borgerligt-liberale principper ikke at være det.

Topillustration: Flickr

Rasmus Sønderriis, f. 1967.
Velintegreret indvandrer i Chile siden den tidlige ungdom, dog afbrudt af studier i samfundsvidenskab i England og for nyligt fem-seks års ophold i Etiopien, hvor integrationen var en noget større udfordring.
For at tjene penge udlejer jeg hytter i Andesbjergene (www.trescontinentes.cl), oversætter og redigerer (www.zaptc.com). Og for at have det sjovt laver jeg journalistik!
I 90erne skrev jeg om Chile og Pinochet-sagen til Dagbladet Information og i 00erne om Latinamerika til Weekendavisen. Jeg har desuden bidraget om alverdens emner til det mest læste chilenske ugeblad ”The Clinic”: http://www.theclinic.cl/
Et lille udvalg af det, jeg har skrevet for mine chilenske landsmænd, kan læses på spansk her: http://www.theclinic.cl/author/rasmus/
Jeg er både dansk og chilensk statsborger, men hvis det kommer til den ultimative loyalitetskonflikt i form af en fodboldlandskamp mellem mine to lande, hepper jeg af hele mit hjerte på CHILE. Som dansker er jeg nemlig globalist, men som chilener er jeg nationalist.
Jeg er også medlem af det danske parti Liberal Alliance (LA).

Seneste artikler om Mellemøsten