MIGRANTERNE // ARTIKELSERIE – Det er svært for børn at blive integreret i et land, de ikke finder sig velkomne i. Sådan et barn var Alona Tabacaru, hvilket slyngede hende ud i årtiers identitetskrise. Men det startede med noget, vi alle kender. Mobning.
Med tårer væltende ned ad kinderne, vælter en forslået pige op ad trapperne i sit lejlighedskompleks. For få øjeblikke siden har hun fået en omgang prygl af to ældre piger, som er hendes naboer.
Mens pigens bedstemor råber ud ad vinduet efter de to bøller, trækker bedstefaren i tøjet for at tage ned på den israelske politistation. Da han når derned, plaskvåd efter de to bøller har hældt vand ud over ham fra et vindue, fortæller han politiet, hvad der er sket.
De forstår ikke et ord, for bedstefaren taler kun russisk. Senere er det hans tur til ikke at forstå dem, da to politimænd tropper op i lejlighedskomplekset. Nabopigernes forældre har politianmeldt bedstemoren for at true dem på russisk og vifte med en kagerulle.
Imellem politiet og familien står den forslåede pige, Alona Tabacaru, kun 11 år gammel.
Hun er den eneste, der taler nok hebraisk til at kunne oversætte politiets anmeldelse til russisk og hendes families gråd og råb til hebraisk.
I dørkarmens skel er hun den eneste, der forstår begge verdener – hverken helt ude eller helt inde.
Inde i kulden – ude i varmen
Den lille familie bestående af Alona Tabacaru, hendes mor, bedstemor og bedstefar lider i ørkenvarmen, som er på det højeste, da de i 1992 ankommer til Ma’ale Adumim, en israelsk bosættelse på den palæstinensiske Vestbredden.
Den lille pige savner de russiske grønne skove og sine skolekammerater, men hun glæder sig også:
- Jeg var meget spændt på det nye. Israel lød magisk. Men da jeg kom, eksploderede virkeligheden i mit ansigt.
Familien kæmper ikke kun med heden, men også med det hebraiske sprog og med at få de økonomiske ender til at nå sammen.
For i modsætning til i Sovjetunionen må moren ikke arbejde som læge, fordi det kræver en fornyelse af hendes lægelicens. Det er umuligt tidsmæssigt som alenemor og enlig forsørger, og derfor bliver hun nødt til at arbejde som rengøringsdame.
Det hebraiske driller også Alona Tabacaru på hendes religiøse skole, og derfor flyttes hun over på en normal skole. Her går det galt med øgenavne, mobberi og vold.
Det er en oplevelse, som kommer til at påvirke hende langt op i voksenalderen. Følelsen af ikke at høre til. Ikke at føle sig velkommen. At være alene.
En del af vores trivsel kommer af at have en stærk og sund følelse af, hvem vi er. Evnen til at skabe en ny identitet i et nyt land afhænger af en række ting. Blandt andet om du har lyst til at knytte dig til det nye land; altså lære dets sprog, kulturelle normer, værdier, osv. Og i hvor høj grad, hvor meget det tillader dig at gøre det. I en ideel situation vil du gerne lære den nye kultur, og samfundet lader dig gøre det.- Sophie Walsh, professor i psykologi ved Bar-Ilan University i Israel
For konsekvenserne af mobning i skolegården rækker langt ind i voksenlivet generelt. Konsekvenser som lavt selvværd, en følelse af at være anderledes, manglende sociale kompetencer, ensomhed.
Børn af migranter er langt mere udsat for mobning, viser mere forskning. Årsagen er, at de ofte er mere stressede over at skulle tilpasse sig en ny kultur, at være splittet mellem to verdener. Og det kan resultere i konflikter.
Den værste episode, Alona Tabacaru kan huske, er, da de to ældre nabopiger angriber hende og politianmelder hendes bedstemor. Hun husker det tydeligt,til trods for at de to israelske politimænd i sidste ende tager familien Tabacarus side, og de to mobbere derefter flytter fra lejlighedskomplekset.
I dag får det den 35-årige kvinde til at smågrine. Dog med en vis ironisk distance:
– I Rusland var vi beskidte jøder, men i Israel var vi beskidte russere. Der er en god joke, som beskriver det: “Hvad skal en jøde i Rusland gøre for at blive rigtig russer? Hun skal rejse til Israel.”
Gå fra hus og hjem
Alona Tabacaru er en ud af hundredetusinde jødiske migranter, der ankommer til Israel i 1990’erne. Indtil da er de fleste søgt mod vestlige lande, men i 1989 lukker USA for flygtninge fra Sovjetunionen. Dermed bliver Israel en af deres eneste mulige destinationer.
Jøderne flygter fra et kollapsende Sovjetunionen, hvor hyperinflationen stiger, millioner af lønmodtagere skubbes ud i fattigdom, og russiske nationale grupper spreder jødehadsk propaganda.
Flere millioner sovjetiske jøder flygter fra en voksende frygt for fremtiden, stigende antisemitisme og økonomiske problemer mod nye breddegrader. Især til Israel.
I 1990’erne banker frygten for fremtiden også på familiens dobbeltdør, der med 14 hængelåse skal skærme den lille familie fra farer i Chelyabinsk, en industriby beliggende lige ved Uralbjergene i det vestlige Sovjetunionen, nu Rusland.
I perioden op til den lille familie bestående af Alona Tabacaru, mor, mormor og morfar emigrerer til Israel, florerer der i byen rygter om børn, som bliver kidnappet, og historier om jøder, fortæller hun.
- “Vi vil ikke have, at I tager de ting, som I har fået fra os og vores land,” sagde de.
Alona Tabacuras klassekammerater i skolen ved ikke engang, at hun og hendes familie er jøder. For på daværende tidspunkt er hendes russiske efternavn “Fokeev”, der stammer fra morfaren, som ikke er jøde.
- Det var et bevidst valg, for det at være jøde er ikke noget, man praler med.
Selv ved Alona Tabacaru ikke, hvad jøde egentlig er. Altså udover, at hun er det. De går aldrig i synagoge og holder aldrig helligdage, ligesom de fleste andre jøder i Sovjetunionen.
Som jøde i Sovjetunionen var der intet, du hellere ville end være russisk. Der var ingen fordel i at være jødisk. Men du havde to problemer: Staten definerede dig som jødisk i dit pas, og samfundet stoppede dig i at opgive din jødiskhed. Du kunne skifte dit navn og dit pas, registrere dig som russisk, men din nabo vil stadig kigge på dig og sige: “Hvem prøver du at narre?”- Zvi Gitelman, professor Emeritus i statskundskab og jødiske studier ved University of Michigan i USA
Siden 1920’erne, hvor det kommunistiske land forfulgte alle religioner, har alle jødiske institutioner været lukket, og det er farligt at besøge de få tilbageværende synagoger. Resultatet er, at jøderne enten må lægge deres jødiskhed fra sig – hvilket de fleste forsøger at gøre – eller erklære sig for dissidenter.
Derfor bliver Alona Tabacaru først bekendt med Shalom og Sabbat i en jødisk søndagsskole, lige op til at familien emigrerer. Hendes mor er fast besluttet på at rejse til Israel for at give sin datter et bedre liv.
– Her i Israel har vi et bedre liv, end vi ville have haft i Sovjetunionen – også selvom min mor ikke kunne arbejde som læge. For når jeg gik ud som ung om aftenen med vennerne i Israel, behøvede min familie ikke være bange.
Hjemfølelsesløs i sit eget land
De første fire år, Alona Tabacaru er i Israel, drømmer hun om at rejse tilbage til Sovjetunionen. Det savn, savnet efter hendes fødeby og venner i Chelyabinsk, er mindsket med årene, men Israel forbliver et stop på vejen mod andre steder – som Paris for at studere tekstildesign.
Lige så snart hun er færdig med skolen, skal hun videre.
Livet i Ma’ale Adumim er dog ikke lutter lidelsesfuldt. For i sin ungdom får Alona Tabacaru venner. Hun bliver en del af “Den Russiske Mafia”, som slænget hedder. De er alle fra Sovjetunionen, og sammen hænger de ud i den lille bys park flere aftener hver uge, snakker og spiller musik.
- Vi var ens. Vi forstod hinanden, for vi gik igennem det samme. Det var utrolig rart, fortæller Alona Tabacaru.
Af sociologer kaldes de sovjetiske migranter, der er rejst til Israel i 1990’erne som børn eller unge, for “Generation 1.5”. Familierne er som Alona Tabacarus – med få børn, men flere voksne med integrationsproblemer, der er travlt optaget af at tjene penge for at klare dagen og vejen.
Det at være halvanden – ikke det ene, ikke det andet – får de fleste unge i “Generation 1.5” til at føle sig isoleret. De er ikke en del af den israelske kultur, ikke en del af den russiske. Derfor søger de mod nye fællesskaber med ligesindede jævnaldrende; som gruppen i Ma’ale Adumim.
- Jeg byggede et nyt liv med nye venner, men jeg har aldrig følt, at jeg tilhører Israel fuldstændig.
Trods Alona Tabacaru ikke føler et tilhørsforhold til Israel, beslutter hun sig som 18-årig, at hun vil i hæren som sine jævnaldrende. Før hun rejser, vil hun give noget tilbage til det land, der har givet hende tag over hovedet.
Hendes værnepligt bliver i politiet i Jerusalem, hvor de ældre kollegaer tager imod hende med åbne arme. Det samme gør resten af samfundet.
- Det, jeg elsker ved Israel, er, at alle vil gøre alt for soldaterne i hæren. Det er alles børn.
Endelig har Alona Tabacaru fundet sin plads i Israel via sin værnepligt. Endelig er hun en del af samfundet. Endelig begynder hun at føle sig hjemme. En følelse, der kun styrkes, da hun møder Alex til en fest. Snart bliver han hendes første kæreste.
- Lige pludselig havde jeg nogen, så hvordan skulle jeg kunne rejse til Paris? Hvordan skulle jeg kunne forlade det, jeg har bygget op?
Men en måned efter hun er begyndt i værnepligt, rammer et jordskælv det fundament, hun har bygget sin nye tilværelse op på.
En selvmordsbombe er eksploderet på en bus i Jerusalem. En bus, som hendes nye kæreste sidder i.
En sommermorgen i 2002 sidder Alona Tabacaru i en bil med sine kollegaer, da hun hører om et terrorangreb. Det er efterhånden hverdag, siden Hamas og Islamisk Jihad begyndte at tage del i det palæstinensiske oprør, “den anden intifada”.
– Der var bomber hele tiden. Vi var ret vant til det i Jerusalem, fortæller Alona Tabacaru.
Da hun hører, at det er bus 32A fra Gilo-nabolaget, bliver hun skræmt. Det er den bus Alex plejer at tage til arbejde og på lige netop det tidspunkt. Hun ringer til ham; han svarer ikke.
Alona Tabacaru har ingen numre på hans pårørende, da de næsten lige har mødt hinanden. Men ad omveje får hun fat i sin kærestes bofælles chefs telefonnummer.
- Du kender mig ikke, men jeg er kæreste med en af dine ansattes bofælle, ser du, jeg hørte om en eksplosion, og jeg kan ikke få fat i ham, og …
- Er du alene lige nu? afbryder han hende.
– Du skal trække vejret.
Alex er død. Han må været død. Det er ikke godt, når nogen siger, at man skal huske at trække vejret, siger Alona Tabacaru til sig selv.
- Alex var på bussen, hvisker han.
Hendes hjerte stopper et øjeblik.
- Men han er i live. Han er på hospitalet. Det er kritisk, men han er i live.
Straks skynder Alona Tabacaru sig til hospitalet.
- Jeg var 18 år. Han var min første kæreste og pludselig … det var sindssygt.
Bomben i bussen har været fyldt med granatsplinter, som har ramt Alex’ bryst og hoved. Han er bevidstløs, og måske vågner han op som en grøntsag, får hun at vide af en læge.
Kun fem ud af de 24, der var på bussen, overlever. En af dem er Alex. Granatsplinten har intet ramt og den anden kun punkteret en lunge. Et levende mirakel, kalder Alona Tabacaru ham for.
Men selvom granatsplinterne har undgået de vitale fysiske dele, har de splintret ham mentalt.
Minder der spøger
Efter terrorangrebet kæmper Alex med at leve sit liv normalt. Han vågner om natten for at tjekke, om døren er låst. Når de tager bussen, må de aldrig, aldrig, aldrig sidde i forreste eller bagerste del, for her er der størst sandsynlighed for, at en bil eksploderer. Alex har fået posttraumatisk stresssyndrom, også kendt som PTSD, som er en stressreaktion, der kan opstå efter en voldsom oplevelse.
Hvis man med PTSD befinder sig i situationer, der minder om traumet, kan det give gentagne oplevelser af flashbacks eller stærkt ubehag. Det påvirker ikke kun Alex, men også Alona Tabacaru.
- De første år var de værste. Du lever bare. Det var værre for ham, men det påvirkede selvfølgelig også mig, siger Alona Tabacaru.
Det er anden gang, at drømmen om et godt liv i Israel brister for hende. Første gang, da hendes jævnaldrende israelere mobber hende som barn, og nu igen.
- Jeg begyndte at frygte for mine kære. Jeg tænkte: Jeg kan ikke leve sådan. Jeg kan ikke tænke på det hele tiden.
Men det gør hun, og det gør Alex. Derfor begynder de at diskutere, om de skal flytte fra Israel for at undslippe fortidens mørke passager.
Først flytter de sammen i Israel, så til Irland, USA og tilbage igen. Hele 12 steder kan Alona Tabacaru pludselig tælle, hun har boet i sit liv.
– Det har helt klart påvirket min hjemfølelse. Jeg har aldrig følt, at jeg hører til. Så da Alex begynder at tale om at flytte, tænker jeg, okay. Det er mit liv.
Men mens de flytter fra sted til sted, bliver gift og bliver forældre, går noget op for hende. Hun kan ikke flytte igen. For da de flytter tilbage til Israel efter at have boet i USA i et par måneder, savner hendes lille søn sine venner. Fuldstændig som hende selv, da hun flyttede fra Chelyabinsk til Ma’ale Adumim.
– Jeg har altid følt mig ligesom et træ, der fik revet rødderne op fra mit hjem. Da de plantede mig i Israel, voksede mine rødder aldrig dybt ned. Jeg kan ikke flytte igen.
Hendes søn skal ikke udsættes for det samme, som hun gik igennem.
I dag arbejder Alona Tabacaru for Okaïdi, et fransk tøjmærke til børn, og bor til leje med sin lille familie i Yavne. Der har de har frit udsyn til deres kommende bolig.
– Det at købe en lejlighed er meget symbolsk for mig. Jeg planter mine rødder nu. Jeg kan kalde noget for mit hjem.
Det at finde en mand, hun elsker, og føde to børn i Israel, er hun sikker på, har knyttet hende mere til Israel, end hun nogensinde har turdet håbe på.
Alligevel er der en del af hende, der sidder fast i det tidligere Sovjetunionen.
– Jeg er mere israelsk end russisk. Jeg har boet i Israel i 26 år og kun ni år i det tidligere Sovjetunionen. Men jeg er ikke som israelerne, der er født her. Det har jeg accepteret, og det føles faktisk, som om jeg har noget ekstra.
I dag lever Alona Tabacarua ikke med 14 låse på sin dør, som hun gjorde i Chelyabinsk i Rusland. Men farerne venter stadig lige rundt om hjørnet.
Yavne ligger kun 50 kilometer fra Gaza-striben, som i flere årtier har været omdrejningspunkt for konflikten mellem Israel og Palæstina. I marts blev der skudt to raketter mod hovedstaden Tel Aviv, som Yavne er en forstad til. I november 2018 skød Hamas, der styrer Gaza-striben, 370 raketter ind i Israel.
– Jeg bliver boende, så længe alle er sikre … og de ikke fyrer raketter efter os. Disse gange nåede de os ikke, men for et par år siden, da min søn blev født, gjorde de. Vi var ret bange, og vi skulle ned i et beskyttelsesrum. Men det er livet. Du ved aldrig rigtig, hvad der sker.
Artikelserie: Migranterne der har skabt jødernes hjemland
Når du tænker på Israel, hvad tænker du så? På konflikten med Palæstina? Jødernes ret til at bo i Israel eller palæstinensernes ret til det samme? Antisemitisme eller antiislamisme? Eller på området som religiøst knudepunkt?
Uanset hvad er konflikten bundet sammen med området som en gordisk knude. Selvom Israel i areal er mindre end Jylland, fylder landet mediespalterne med tryksværte og sociale medier med emojis. Det gælder både splid med naboerne; Libanon, Syrien, Jordan eller Egypten – og en eskalering med dem, der kræver samme lille stykke land – palæstinenserne i Gaza, på Vestbredden eller i det, der nu hedder Israel.
Men har du nogensinde tænkt på, hvem disse jøder egentlig er? Svaret er lige så broget som landet og har ført til lige så meget indre splid mellem de israelske jøder, som mellem dem og omverdenen.
De flere millioner jøder, som har lavet Aliyah, hvilket betyder at migrere til Israel, kommer fra alle verdens hjørner. Ligesom migranter i Danmark har de også mange integrations-udfordringer og kulturkampe. Nogle af dem oplever racisme. Andre ulighed. Og det selvom staten Israel i modsætning til Danmark modtager de migrerende jøder, deres trosfæller, med kyshånd.
I denne artikelserie kan du møde fem vidt forskellige israelske jøder, der er emigreret af vidt forskellige årsager på vidt forskellige tidspunkter – hver og en med deres egen emigrationshistorie.
Hovedfoto: Mia Dernoff.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
