OPERA // ANMELDELSE – Stærke sangstemmer og humoristiske opdateringer bar minimalistisk, dansk førsteopførsel af den næsten 300 år gamle balletopera Les Indes Galantes igennem i Helsingør Teaters intime rammer.
Den 23. august 1735 fik Jean-Philippe Rameaus sidenhen succesrige balletopera Les Indes Galantes premiere på Théâtre du Palais-Royal i Paris i en opsætning med Académie Royale de Musique.
Forholdene var mere ydmyge, da operaen godt 290 år efter fik dansk premiere på det genopbyggede Helsingør Teater i Den Gamle By i Aarhus i en betydeligt afkortet kammeropsætning med kun seks sangere og syv musikere, og hvor ekstravagante kostumer og opulente optrin var afløst af en minimalistisk scenografi, hvor tre wienerstiger og tre trækasser var de gennemgående scenografiske virkemidler.
Men lidt har også ret, og holdet bag den danske førsteopførsel fik inden for de begrænsede rammer givet Rameaus elegante musik en god introduktion til et lille, men dedikeret publikum i salen.
Les Indes Galantes: En hyldest til det eksotiske
Efter opdagelsesrejserne og koloniseringen i 1500- og 1600-tallet fik Europa et indblik i andre kulturer og levemåder, som både frastødte og fascinerede, men også satte sig i en kulturel besættelse af det eksotiske. Og det er den, man ser gå igen i Rameaus operaballet om de ”galante indere”. Godt nok optræder der ikke en eneste inder i operaen, men ”inder” blev på dette tidspunkt brugt som en betegnelse for ”eksotiske” folkefærd.
I 1725 havde en række indianske høvdinge fra de franske kolonier i Amerika besøgt Paris for at aflægge en ed til den daværende franske konge, og havde ved den lejlighed opført nogle danse, som inspirerede Rameau til komponere en såkaldt rondeau – Les Sauvages (De vilde) – der findes i flere forskellige versioner, og som også kom til at danne grundlag for afslutningen på Les Indes Galantes.
Som med så mange andre operaer kan det være svært kort at genfortælle handlingen i Les Indes Galantes, men der er måske mere tale om en indledende rammesætning og så en række efterfølgende tableauer eller minihistorier, der knytter sig til det tema, der præsenteres i operaens indledende prolog.
Og netop den aktualiserende vinkel havde man med en god portion humor valgt at anlægge i opsætningen på Helsingør Teater
I prologen inviterer Hebe, ungdommens gud og de græske guders mundskænk til fest for alle europæere for at fejre livet og kærligheden. Festen afbrydes dog af krigens gudinde Bellone, der indkalder de festende til krig. Hebe påkalder Amor, der lover at tage kampen op mod krigsguden og menneskenes stridigheder. Men først vil Amor dog drage ud i verden, hvor kærligheden har bedre kår.
Herefter følger en række tableauer eller små historier, hvor vi blandt andet møder den generøse tyrk (1. akt), Perus inkaer (2. akt), en kønsforvekslingshistorie fra et mellemøstligt hof (3. akt) og til sidst de vilde fra Amerika (4. akt). I den stærkt forkortede version, vi blev præsenteret for i Aarhus, var 2. akt dog sorteret fra.
Der er ingen tvivl om, at operaens handling er allegorisk og at operaen er skrevet som en opfordring til at lade generøsitet og kærlighed overvinde strid og krig. Dette budskab er jo langt fra tidsbundet og kan jo faktisk virke ekstremt aktuelt. Og netop den aktualiserende vinkel havde man – med en god portion humor – valgt at anlægge i opsætningen på Helsingør Teater. En opsætning, som man i øvrigt også kan opleve ved Stenbroens Barokdage i København den 14. og 15. juni.
Historien om den generøse tyrk bliver således til historien om en generøs grænsevagt og bådflygtninge, kønsforvekslingen i 2. akt bliver til en fin lille historie om crossdressing og flydende kønsroller, og 3. akt – om de ”vilde” – bliver til en historie om grønlandsk selvstændighed og et par åndsvage trumpister med røde kasketter og det hele.
Fine opdateringer, der giver operaen og operaens temaer en aktuel drejning og giver den relevans for et nutidigt publikum, men ikke nødvendigvis noget for operapuritanere.
Stærke sangerpræstationer
Som allerede nævnt var det hverken en fuldstændig eller stor opsætning af Rameau, som vi blev budt på i Helsingør Teaters ydmyge rammer. Men det blev til gengæld en intim oplevelse, og som sagt også en både relevant og sjov oplevelse.
I sidste ende må jeg dog sige, at det især blev de stærke sangerpræstationer på scenen, der bar forestillingen igennem
Hvad angik det musikalske, så er det selvfølgelig også sårbart at stille med et så lille ensemble af sangere og musikere, som det var tilfældet. Alt bliver tydeligt og intet kan skjules. Personligt ville jeg nok have foretrukket et lidt større orkester, hvor især strygerne havde fået lidt mere pondus, men der havde nok ærlig talt ikke været plads til det i den lille orkestergrav i Helsingør Teater.
Der blev dog kæmpet bravt for orkestergraven og jeg synes ikke mindst at Gilbert Martinez gjorde en god indsats i forhold til at holde samling på tropperne – både i orkestergraven og på scenen – samtidig med at han også spillede på det ene af orkestergravens to cembaloer.
I sidste ende må jeg dog sige, at det især blev de stærke sangerpræstationer på scenen, der bar forestillingen igennem. Både som solister – i de enkelte roller – men også i duetter og som kollektiv viste aftenens ensemble af sangere virkelig styrke. Gennemgående var det tydeligt at mærke, at det var et hold af sangere med speciale i barok vokalmusik, der var på scenen.
Både svenske Martin Vanberg, som jeg for nogle måneder siden havde fornøjelsen at høre som evangalist i Bachs Matthæuspassion, og hans danske kollegaer Mathias Hedegaard og Teit Kanstrup sang med den heroiske elegance, der kendetegner den franske barok, men havde også sans for at levere komiske detaljer på scenen.
Anna Wierød, der er fast samarbejdspartner med Ensemble Zimmermann, og den canadisk-portugisiske sopran Cassandra Lemoine havde de største vokalpartier på kvindesiden og viste begge stort vokalt overskud, men også svenske Fanny Kampe sang med stor klarhed.
Det er muligt det også skyldtes de roller hun var tildelt, men Cassandra Lemoine gjorde i løbet af aftenen med sit nærvær på scenen et særlig stort indtryk på undertegnede. Både som amor i prologen, men særligt også som den strandede (bådflygtning) Emilie i 1. akt.
Men gennemgående så var vokalpræstationerne altså virkelig gode og var med til at sikre en god dansk førsteopførelse af Rameau, som man må håbe, at et københavnsk publikum nu også efterfølgende får fornøjelse af.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og