BØGER // ANMELDELSE – Det moderne er fortid er en tankevækkende og anbefalelsesværdig bog om kunst og kunsthistorie, men det er mest af alt en bog om, hvad forskellig kunst symboliserer, og hvad den kunst og æstetik, vi omgiver os med og dyrker, fortæller om det samfund og den kultur, vi lever i, skriver Jonas M. Hoeck.
Mange blev forskrækkede, da de tirsdag morgen den 16. april vågnede op til nyheden om, at den 400 år gamle bygning Børsen brændte.
Selvom man kunne argumentere for, at Børsen blot er en bygning som mange andre, og at det er noget københavneri at fylde hele sendefladen, fordi en bygning brænder i den danske hovedstad, så viser den store opmærksomhed og de mange følelser, som er blevet udtrykt af både københavnere og danskere generelt, at Christian d. 4.s gamle handelsbygning også er mere og andet end blot en bygning. Eller i hvert fald har en større betydning.
Denne betydning er grundlæggende, hvad Thomas Kluge og Kasper Støvrings nye bog, Det moderne er fortid, forsøger at sætte ord på og klargøre. Det er en bog om kunst og kunsthistorie, men det er mest af alt en bog om, hvad forskellig kunst symboliserer, og hvad den kunst og æstetik, vi omgiver os med og dyrker, fortæller om det samfund og den kultur, vi lever i.
Og så er det en bog, som er revolutionær på en måde, som man ikke ser så ofte. En bog til kamp for det gode, det skønne og det sande.
Det moderne er fortid viser, at vi er i en ny tid
Bogen Det moderne er fortid handler naturligvis ikke om branden på Børsen, som ikke havde fundet sted, da værket blev udgivet den 9. april. Men branden i Notre Dame i Paris den 15. april 2019 nævnes i bogen som et af mange tegn på, at vi har bevæget os ind i en ny tid.
Hvor 80’erne og 90’erne var kendetegnet af optimisme, letsindighed og overmod, og hvor man tidligere rev gamle huse og bygninger ned uden tøven for at give plads til nyt betonbyggeri med glasflader og glatte overflader, beskrives det i bogen, hvordan gamle huse i dag igen elskes og beskyttes, og hvordan brande på historiske bygninger i dag let kommer til at symbolisere en tid, hvor den vestlige kultur og de vestlige traditioner er under pres eller i krise.
Modernismen hørte det 20. århundrede til. Men i det nye årtusinde har denne type kunst og æstetik, ifølge forfatterne, for længst udspillet sit potentiale og mistet sin appel
Forfatternes pointe er, at mennesket har brug for at spejle sig selv og sin samtid i de billeder og begivenheder, som det møder. En ny tid med kriser skaber derfor også nye (eller genkomne) læsninger af verden. Det kræver, mener forfatterne, også en anden type kunst og æstetik, som kan imødekomme mennesket og måske ligefrem give svar på den følelse af krise, som tiden indbyder til.
Modernismen hørte det 20. århundrede til. Men i det nye årtusinde har denne type kunst og æstetik, ifølge forfatterne, for længst udspillet sit potentiale og mistet sin appel. Eksperimentet er ovre, og som det hedder i bogen, virker den modernistiske kunst i dag meningsforladt og ligegyldig og ude af stand til at resonere med det moderne menneske og dets mange indre og ydre udfordringer.
Håbet findes, ifølge forfatterne, derimod i den klassiske æstetik og dens bagvedliggende ideer. Det er ægte kunst til tiden, og det er den kunst og de ideer, som nationen, folket og det enkle menneske har brug for og higer efter.
Lort på dåse og ligegyldighed
Det er godt nok primært forfatteren Kasper Støvring, der har skrevet teksten til Det moderne er fortid, mens kunstmaleren Thomas Kluges omkring 50 malerier pryder de knap 160 sider som et stærkt, men også provokerende eksempel på, hvad den ”nye” klassiske kunst skal være og kunne. Alligevel er det mere korrekt at sige, at begge har forfattet bogen. For som det hedder i indledningen, er bogen og teksten opstået ud af deres fælles samtaler og refleksioner over kunst og kultur.
Ingen bliver glade eller forløst af at bo i en grå by af beton, og ingen får en stor oplevelse ud af at se malerier, som ikke forestiller noget
Man kunne kritisere Det moderne er fortid for ikke at inddrage andre malere og malerier som eksempel på den nye opbyggelige kunst, men Kluges figurative og meget iscenesatte portrætter, landskabsmalerier og religiøse værker er et godt valg til bogens kulturkritiske projekt og står på pædagogisk vis i skarp kontrast til den minimalistiske og formopløste modernistiske kunst, der også gives eksempler på i bogen, og som forfatterne ønsker at gøre op med.
Kluges malerier er ikke “lort på dåse” eller provo-kunst, som ingen forstår. Det er værker, som fremviser håndværket bag og skønheden i opsætningen, og som indeholder genkendelige motiver.
Og særligt genkendeligheden er vigtig for de tos idé om den nye, sande og nødvendige kunst. For som det beskrives flere steder, så skaber ligegyldighed også mennesker, som er ligeglade med sig selv og deres omverden.
Som forfatterne slår fast i Det moderne er fortid, så bliver kunsten og æstetikken nødt til at tage sig selv, sit håndværk og sit udtryk seriøst, hvis det moderne menneske skal kunne finde mening og glæde i kunsten og verden igen. Ingen bliver glade eller forløst af at bo i en grå by af beton, og ingen får en stor oplevelse ud af at se malerier, som ikke forestiller noget, og som blot har til formål at pege på sin egen opløsning af konventioner.
Den ”nye” klassiske kunst og æstetik skal afspejle både nutid og fortid, og så skal den bygge på tradition og udfordre ved at forny denne tradition.
Den vestlige og danske kunst
Men det gode, sande og skønne er jo slet ikke universelle størrelser, kunne man indvende. Hvor er forståelsen for kulturrelativisme og den multikulturelle samtid? De to bagmænd lægger ikke skjul på, at det er den vestlige tradition og den danske kunst, som de tænker på og ønsker at forbedre og genopfinde.
Det er særligt, når Kluge indrammer og genfortæller de kendte kristne myter og nationale heltekvad, at han udmærker sig fra mængden af samtidskunstnere. Og det er, når han maler genkendelige steder eller mennesker, som eksempelvis kongefamilien i et nyt lys, at han fanger noget, som giver kunsten en positiv og opbyggelig merværdi. Som det lyder i bogen, er skønhed nemlig forbundet med det hjemlige, og det er denne skønne hjemlighed, som kan hele det ellers vildfarne og forvirrede moderne menneske.
Gammelt og nyt
Støvring skriver sig med sin bagvedliggende kulturanalyse ind i den lange række af tidligere bøger med samme emne, som jeg tidligere har anmeldt her i POV International.
Kender man Støvring, er der derfor mange gentagelser og mange referencer til studier, han tidligere har lavet
Kender man Støvring, er der derfor mange gentagelser og mange referencer til studier, han tidligere har lavet. Bogen er dog en af forfatterens mest læsevenlige, og det er ikke svært at følge med eller forstå, hvor han vil hen.
Det bedste ved Det moderne er fortid er dog de længere analyser af Kluges malerier, som virkelig kommer rundt om, hvad der er specielt ved Kluges teknik og valg af motiver. Som det tydeligt beskrives, er Kluges værker ikke bare traditionelle. De er også nytænkende i deres brug af magisk realisme og næsten fotorealistisk stil. Og selvom Kluges projekt ikke er politisk som det modernistiske, så indeholder hans værker også mange små provokationer, som peger i retning af samfundet, tiden og tendenserne.
Overordnet set er Det moderne er fortid ikke oplagt undervisningsmateriale, da den ikke indeholder en reel kunsthistorisk gennemgang eller beskrivelse. Flere steder går bogen på kompromis med sine beskrivelser af, hvad modernistisk kunst og æstetik opstod ud fra, siden hen var og er blevet til i dag. Den er dog meget anbefalelsesværdig som en bog om Kluge og hans kunst og som en tankevækkende debatbog, der kan sætte gang i tankerne hos den enkelte.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og