
DOKUMENTARFILM // ANMELDELSE – Nej, de blev aldrig stjerner som Rolling Stones. På den anden side er kvinderne bag ”Danmarks bedste pigeband”, Miss B Haven, nu blevet skildret i en velfortalt, endda rørende dokumentarfilm. Præcis ligesom Stones. Og således kan de nu ride ind i den Endeløse nat, som i øvrigt 30 efter gruppens opløsning også er en ny single fra gruppen.
Danmarks bedste pigeband? På vej mod universet? Eller forstadiet til en melodigrandprix-sejr? Alle tre historier er sande om Miss B Haven. Ingen af dem dækker hele sandheden. Helt sikkert er det imidlertid, at Lise Cabbles karakteristiske stemme og mindst lige karakteristiske tekster er en signifikant del af 1980’ernes danske musikarv.
Selvfølgelig er der en del nostalgi ved en dokumentarfilm som Endeløse nat. For de af os, der husker dem og de fire album, der blev udgivet mellem 1987 og 1997. Kernepublikummet har givetvis gråt hår, men så meget desto mere er der da grund til at introducere rockhistorien for en ny generation.
Der er fermt klippet mellem de forskellige udsagn – inklusive over 30 år gamle interviewklip – så det hele bliver en fremadskridende fortælling. Og bestemt ikke uden humor
Filmen dykker ned i forhistorien – om nogle piger, der drømte om at blive som ja, Stones, og om punkrock-tiden som Clinic Q – om gennembruddet, om chancen på verdensscenen og om, hvad der siden skete.
Instruktøren Torben Skjødt Jensen må siges at være selvskreven til at fortælle den historie. Det bliver ikke nævnt i filmen, men det var ham, der stod for iscenesættelsen af ”auktionen” over bandet Clinic Q – præpakket med musikvideo og det hele – til den danske musikbranche. Altså det band, som forvandlede sig til Miss B Haven. Siden blev det til flere musikvideoer og coveret til det første album. Så han har gjort hele rejsen med.
Talende hoveder og musikvideoer
Som det hører sig til i en musikdokumentar, får vi masser af ‘talende hoveder’ i Endeløse nat. Dels bandet selv, dels danske og udenlandske producers og andre vidner. Der er fermt klippet mellem de forskellige udsagn – inklusive over 30 år gamle interviewklip – så det hele bliver en fremadskridende fortælling. Og bestemt ikke uden humor.

Men naturligvis er der også masser af musik, musikvideoer og koncertoptagelser. Det er her generationen, der fulgte med på den danske musikscene i 80’erne og 90’erne, får prikket til den musikalske hukommelse. Åh ja, det var dengang (og det var ret fedt).
Al begyndelse er svær. Således også for Miss B Haven, fordi den første single, der blev sendt ud, ikke rigtig blev spillet nogen steder. Det vil sige lige indtil en studievært på DR pludselig begyndte at råspille den. Det var ingen anden end POV’s egen Monica Krog-Meyer. Den historie må med i en anmeldelse i dette medie.
Masser af succes
Det endte som bekendt med en pæn succes på den boblende og kommercielt fremgangsrige danske musikscene. Selv om netop betegnelsen ”Danmarks bedste pigeband” irriterede medlemmerne grænseløst. Køn spillede en stor rolle i alle interviews. Det tog dem til gengæld et stykke tid at afkode, hvilket tilråb et fransk publikum mødte dem med: ”Supersex”. Det var andre tider, som vi siger nu om dage.
Det var det også rent økonomisk. Endeløse nat fortæller om den nærmest ufatteligt kostbare satsning på et internationalt gennembrud, som strandede på – ja, det er en lang og farverig historie.
Her, måske mere end noget andet sted i Endeløse nat, handler det pludselig om en gruppe meget tætte venner, som tilfældigvis også delte et arbejdsfællesskab som Miss B Haven
Endeløse nat følger hvert enkelt bandmedlems historie til dørs – Lise Cabble og Mette Mathisen naturligvis ikke mindst for deres succes som sangskrivere til Melodigrandprix. Med adskillige danske sejre og så selvfølgelig Emmelie de Forests internationale sejr.
Venner i den Endeløse nat
Som alle de bedste bands kunne pigerne i Miss B Haven godt skændes. Det er måske det kreative brændstof, der får alle til at yde deres bedste. Forudsat naturligvis at bandets medlemmer ikke river hovederne af hinanden. I den situation er der vel altid en, der får rollen som diplomaten.

Hun træder først frem i lyset i sidste akt af Endeløse nat, nemlig Anne Vig Skoven, som ikke kan optræde i nye optagelser i filmen, fordi hun gik bort i 2013. Det er fortælleteknisk smukt disponeret, at diplomaten – og guitaristen – Anne først for alvor dukker i de andre medlemmers samtale her. Med stor kærlighed.
Her, måske mere end noget andet sted i Endeløse nat, handler det pludselig om en gruppe meget tætte venner, som tilfældigvis også delte et arbejdsfællesskab som Miss B Haven.
Nå ja, drømmen om at blive de nye Rolling Stones gik ikke i opfyldelse. Det blev til flere gode forsøg i både Frankrig, England (kontrakten med Warner lød faktisk på ”universet”) og USA. Men det var sjovt, mens det varede. Det er den tur, Endeløse nat inviterer med på – levende fortalt af dem, der var med. Og spækket med Miss B Haven-hits, som filmens kernepublikum antagelig godt kan huske. Og et nyt kan stifte bekendtskab med.

Endeløse nat er i øvrigt også titlen på et nyt Miss B Haven-nummer, som er med i dokumentarfilmen. Det første i små 30 år.
Læs mere om musik, film, bøger og teater under POV kultur.
(PS. Vi ved godt, at bandets navn staves med et punktum efter B’et, Miss B[punktum] Haven, men det forvirrer tilsyneladende søgemaskinerne, så vi har valgt at skrive det ‘forkert’, red.)
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.