FILM // ANMELDELSE – Mindy Kaling (The Office, The Mindy Project) har skrevet og spiller hovedrollen i Late Night – en film der laver satire på alle sider af kønskvote-kampen, og beskriver sliddet for at blive kompetent middelmådig. Hvilket er svært nok endda.
Mindy Kaling er på en lavmælt måde en af de mest revolutionerende kunstnere i Hollywood lige for tiden. Boots Riley arbejdede i Sorry to Bother You med radikal fagforeningspolitik, folk som Nate Parker (Birth of a Nation), Spike Lee (BlacKkKlansman) og Steve McQueen (12 Years a Slave) holder et spejl op mod fortidens forbrydelser.
Men Mindy Kaling insisterer på den ene ting, som minoriteter i USA aldrig nogensinde har lov til at have bare et enkelt øjeblik, det ene som, hvis man som minoritet bare inkarnerer det så meget som et sekund, gør, at man med det samme er dømt ude af det fine selskab: Middelmådighed.
Ansat på kvote
Ok, det er ikke helt korrekt, Late Night er en god film. Men det late night show som Mindy Kalings karakter Molly Patel forguder og arbejder på, det starter under middel, og arbejder sig med en gigantisk arbejdsindsats op til at svinge mellem middelmådig og over middel, med enkelte glimt af det rigtig gode. Sådan som late night shows for det meste er. Og det er ikke noget nederlag for Molly Patel, det er tværtom en triumf.
Værten på showet hedder Katherine Newbury (Emma Thompson), og hun har i årevis ladet showet forsumpe. Da en forfatter på showet beder om lønforhøjelse for at kunne forsørge sin nye familie, kalder Newbury det for typisk mandlig forskelsbehandling – hvilket det også er, Oprah Winfrey har f.eks. fortalt om, hvordan hun til at starte med fik langt mindre i løn end hendes ældre mandlige kollega, fordi han jo havde en familie at forsørge – og fyrer ham på stedet.
Da hendes assistent påpeger, at Newbury kun er feminist, når det passer hende og aldrig gider at hyre kvindelige forfattere, så beslutter Newbury sig til, at den næste ansatte skal være en kvinde, og da Molly er eneste kvindelige ansøger, bliver hun, trods nærmest total mangel på erfaring, ansat på stedet.
Dejlig kompleksitet
Allerede her er der en dejlig kompleksitet. Molly Patel er, som hun også gang på gang får påpeget, helt reelt en ‘diversity hire’, udelukkende hyret på grund af hendes køn. Men hendes eneste konkurrent til jobbet var hovedforfatterens bror, så hvad er værst, at blive hyret på grund af diversitet eller nepotisme?
Ligeledes er det dejligt nuanceret, at Mollys bidrag til programmet i første omgang ikke afhænger af hendes køn eller etnicitet, men tværtom hendes analytiske tilgang til programmet, som hun har lært fra sit forrige job som kvalitetsansvarlig på en kemisk fabrik. Late Night satiriserer stort set alt i en pærevælling, der føles ægte snarere end som korrekte skabeloner.
Den postulerer heller ikke, at der lægger nogen større genialitet gemt hos hverken Patel eller den ældre Newbury. Den komiske kvalitet i Late Night kommer fra hårdt arbejde, punch-line-kvaliteten er simpelthen dejligt høj. Det lader ikke til at være så improvisationsbaseret som hos f.eks. Adam McKey (Anchorman, Step Brothers), hvis komik er løsere, men også ofte mere surrealistisk. Mindy Kaling er ikke nogen stor fysisk komiker, men hun skriver bedre end de fleste og baserer sin komik på tredimensionelle karakterer. Og så har hun Emma Thompson som modspil, som er en stor komiker på alle måder.
Det er befriende komisk at kunne grine af ‘diversity hires’ og endda også lidt #MeToo-agtig sexchikane.
Katherine Newbury er vrissen, deprimeret, i sidste ende bare træt, og faldet i en rutine, hvor hun fortæller dårlige vittigheder, og derefter gør det godt igen ved at interviewe intellektuelle, som så ingen gider at se. Hun får ild i øjnene, når hun begynder at skulle kæmpe for sit program, og højdepunkterne, som en viral serie kaldet White Saviour, hvor Newbury passioneret render rundt og ‘hjælper’ sorte new yorkere med ting som at skaffe en taxi – desuagtet at de ikke pt. har brug for at skulle nogen steder hen – har den helt rigtige energi.
Late Night skulle være instrueret af Paul Feig (Bridesmaids, Spy, Ghostbusters) men han måtte desværre droppe ud og blev erstatttet med Nisha Ganatra. Den er ikke instrueret så godt, som den er skrevet – her kan man desværre nok godt tale om kompetent middelmådighed, men med streg under kompetent. Der er intet som helst i vejen, jeg gad bare godt mere visuel opfindsomhed.
Befriende ønsketænkning
Men det passer ikke helt at kalde Late Night for realistisk, for den har trods alt en melodramatisk og romantisk side, man kunne kalde for Bollywood’sk. Mindy Kalings karakterer er sjældent specielt glamourøse – hun spillede en papirsælger på The Office og en gynækolog i sin egen sitcom The Mindy Project – men der er en strøm af kærlighed til romcom-genren, med al dens uvirkelighed, lykkelige slutninger og præg af ‘wish fulfillment’.
Det går også igen i Late Night, dels fordi der ikke er noget problem, ikke nogen skandale, der ikke kan løses med komisk finesse, men også fordi det er så vidunderligt euforisk ønskeopfyldende at sidde og grine af de her karakterer og situationer, som trods alt aldrig er set skildret på den her måde før. Det er befriende komisk at kunne grine af ‘diversity hires’ og endda også lidt #MeToo-agtig sexchikane.
Hårdt vundet middelmådighed
Man skal vitterlig ikke kimse af middelmådigheden. Der er en scene i Gus van Sants Don’t worry, he won’t get far on foot, hvor en tidligere misbruger jubler over endelig at have opnået et middelmådigt liv. Middelmådighed er trygt, rart, det er per definition det, vi som oftest får serveret. Og det er en af de mest ødelæggende konsekvenser af strukturelle uligheder, at en gruppes middelmådighed bliver accepteret, mens en andens bliver dømt ude.
Emma Thompson er en stor komiker, på alle måder.
Det lyder måske lidt nedladende, men jeg mener det! En anden kompetent komediefilmskaber har netop vundet Guldløven i Venedig for at genindspille Taxi Driver med en Batman-skurk i stedet for Travis Bickle. Og det er da fint nok! På de betingelser er Late Night mindst lige så meget Guldløve værdig, forskellen er nok bare, at Joker har lidt større armbevægelser.
Når jeg sætter mig og ser et late night comedy show, så forventer jeg, at det lever op til den meget høje standard, som hedder at lave halvanden times middelmådighed fire dage om ugen. Når jeg ser en komediefilm, der ikke bare er sjov og har et plot, der giver mening fra start til slut, med karakterer der føles ægte, men som også fortæller jokes, jeg aldrig har hørt før, og som ikke kunne fortælles af folk med en anden baggrund end Mindy Kaling, så er jeg mere end tilfreds.
Det er ikke bare godt nok, hvilket i sig selv havde været godt nok. Det er godt.
Foto: PR.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
