NEKROLOG – Lars Vilks døde søndag i en tragisk bilulykke som en kontroversiel person, der tilbragte de sidste mange år af sit liv under massiv politibeskyttelse. Selv betragtede han sig som anarkistisk performance-kunstner, der ikke interesserede sig specielt for islam og som aldrig stemte ved valgene.
Det mest oplagte er selvfølgelig at starte en nekrolog om Lars Vilks med dødstruslerne mod ham, fatwaen og de 100.000 dollars, som Al Qaeda havde udlovet i dusør til den, der slog ham ihjel.
Men det giver på mange måder et mere retvisende billede af ham i stedet at begynde med det kunstværk, han 30. juli 1980 begyndte at opføre af drivtømmer på en øde stenstrand på Kullen. Gennem mange års vedholdende arbejde, godt hjulpet af frivillige, udviklede projektet sig til et 150 meter langt og op til 15 meter højt værk, der var ideelt at klatre og lege i for børn og barnlige sjæle.
For Vilks, der var ateist, handlede det om den kunstneriske ytringsfrihed og værket var en kommentar til hele debatten i kølvandet på de danske Muhammedtegninger frem for en kritik af islam
Værket var opført i strid med diverse regler og love, og gennem alle årene forsøgte myndighederne at tvinge Vilks til at rive det hele ned. Det lykkedes aldrig, og Lars Vilks udnyttede nogle bureaukratiske spidsfindigheder, som gjorde, at myndighederne ikke bare selv kunne gå i gang med at gøre det.
Vilks betragtede de mange års armlægning med myndighederne som en del af kunstværket, en on-going og levende performance, som han i 1996 udvidede ved at udråbe området til den selvstændige stat Ladonia, der har søgt om optagelse i FN, og som over 25.000 mennesker fra hele verden er blevet virtuelle statsborgere i. Som det hedder på Ladonias hjemmeside, er staten ”bygget på ytringsfrihed, og vi værdsætter kunst og kreativitet som nødvendige elementer i et samfund”.
Hunden var ikke islam-kritik
Grundholdningen med at betragte reaktionerne på den kunst, han skabte, som en del af kunstværket, tog han med sig, da han i 2007 tegnede en ”rundkørselshund”, hvor hovedet forestillede Muhammed. På det tidspunkt var det en form for folkelig kunstbevægelse at lave rundkørselshunde i alle mulige formater og af alle mulige materialer og stille dem op i de mange rundkørsler, der bliver flere og flere af i det store land.
For Vilks, der var ateist, handlede det om den kunstneriske ytringsfrihed og værket var en kommentar til hele debatten i kølvandet på de danske Muhammedtegninger frem for en kritik af islam. Som han for et par år siden sagde i et interview i Weekendavisen:
det er godt at vide, hvad man er værd
Lars Vilks om al Qaedas dusør
”Jeg havde ingen særlige holdninger, hvad angår islam, da alt det her startede, og var kun interesseret i den danske karikaturkrise, hvor jeg holdt på retten til religionssatire uden forbehold. Men jeg blev tvunget ind i en intens debat og fandt hurtigt ud af, hvordan folk havde delt sig i to lejre. Jeg lærte de forskellige måder, man kan svare på, når man får bestemte spørgsmål, og hvordan man kan improvisere, ligesom når man spiller klaver. Det kan blive ensformigt, så man må være opfindsom for at komplicere tingene.”
Rundkørselshunden blev hans skæbne
Da dødstruslerne begyndte at strømme ind og Al Qaeda udlovede den store dusør, blev det alt sammen en del af kunstværket ”rundkørselshund”, og som han sagde om dusøren: ”det er godt at vide, hvad man er værd”. Og da ukendte gerningsmænd på et tidspunkt satte ild til dele af Nimis, reagerede han på tilsvarende vis ved at kalde branden for ”en lidt brutal form for kunstkritik”. Og som han sagde første gang, jeg mødte ham: ”Nu er du en del af kunstværket”.
De mange dødstrusler gjorde, at Vilks de sidste år af sit liv levede under massiv politibeskyttelse og konstant måtte flytte fra det ene safe house til det næste. Det sled på ham, og værst var det, da det svenske politi ikke mente sig i stand til også at beskytte den kvinde, han gennem de sidste 30 år havde et forhold til, og som han gerne ville flytte sammen med, da kvinden vendte tilbage til Sverige efter at have boet i udlandet i mange år. Årsagen var angiveligt ressourcemangel, men de to fik støtte fra ”en række notabiliteter i svensk kulturliv, herunder forfatter Jan Gillou”, som forfatteren Helle Merete Brix skriver på Facebook.
En venlig og blid anarkist
Helle Merete Brix er den dansker, der har arbejdet tættest sammen med Vilks, og jeg har som forlægger haft fornøjelsen at samarbejde med dem begge, idet jeg har udgivet bogen “30 fortællinger om frihed, fatwaer og kærlighed” med tekster af Helle Merete Brix og tegninger af Lars Vilks. Senere samarbejdede jeg med ham om at lave en anonym hjemmeside, hvorfra han kunne sælge sine tegninger.
Jeg lærte ham at kende som en blid og venlig mand, der var umulig at sætte i bås politisk. Han var både en politisk og kunstnerisk anarkist, og stemte f.eks. aldrig ved valgene. ”Det bliver alligevel altid Stefan Löfven igen”, som Helle Merete Brix citerer ham for at have sagt.
Det var skræmmende at opleve det omfattende sikkerhedsopbud, der skulle til, hver gang vi mødtes, om det så kun var i 10 minutter. Da trusselsniveauet var på sit højeste, var det både svenske livvagter fra politiet og danske PET-folk til stede
Det var skræmmende at opleve det omfattende sikkerhedsopbud, der skulle til, hver gang vi mødtes, om det så kun var i 10 minutter. Da trusselsniveauet var på sit højeste, var det både svenske livvagter fra politiet og danske PET-folk til stede i kontorlokalerne og i biler udenfor. Og skulle han optræde ved et offentligt arrangement, var det maskinpistolbevæbnede betjente i baggården og foran den cafe, hvor arrangementerne som regel blev holdt.
Med god grund. For Lars Vilks var målet for Omar El-Hussein, den danske terrorist, der i 2015 angreb kulturhuset Krudttønden og dræbte filminstruktøren Finn Nørgaard.
Doktorgrad i kunsthistorie
Lars Vilks blev født i Helsingborg i 1946. Faren var fra Letland, og moren svensk. Han studerede kunsthistorie ved Lunds Universitet, hvorfra han har en doktorgrad, og har undervist studerende i kunstteori på blandt andet kunstakademiet i Bergen, Norge.
Som Politiken skriver, var han som kunstner autodidakt: ”Han malede i begyndelsen. Så skabte han sine udendørs skulpturer som en art outsiderkunst, men heftigt informeret af samtidens, de sene 1970’eres og 1980’ernes, franske postmoderne teorier. Han indleverede for eksempel sig selv som et kunstværk til en censureret udstilling. Og de allerede omtalte guerillaværker på stranden blev solgt til henholdsvis Joseph Beuys og Christo – to giganter i kunsthistorien – for at prøve at omgås den svenske lov om ejendomsret.”
Kontroversiel til det sidste
Lars Vilks blev 75 år. Søndag aften døde han i en tragisk bilulykke uden for den svenske by Markaryd, på vej hjem fra en tv-optræden i Stockholm. Den civile politibil, han blev transporteret i, kom over i den anden vejbane og stødte sammen med en lastbil. Vilks og to betjente døde, mens begge chauffører blev hårdt kvæstet.
Selv om der på nettet selvfølgelig straks florerede en række konspirationsteorier om, at diverse islamistiske organisationer stod bag, er der ifølge svensk politi intet, der tyder i den retning.
Selv i forbindelse med sin død holdt kritikerne sig ikke tilbage. I tråden under det opslag, jeg selv har lavet på Facebook for at mindes ham, kom der f.eks. en kommentar om, at han var et ”fascistsvin som brugte racismen mod folkeslag!”.
Intet var ham fjernere.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
