Lena Cronqvist: Kunstneren alene med sin krop

i Kunst/LIGESTILLING af
KUNST// ANMELDELSE – Udstillingen med Lena Cronqvist på det smukt beliggende kunstmuseum Prins Eugens Waldemarsudde på Djurgården i Stockholm er et tankevækkende møde med en kunstner, hvis kvindelighed og individualitet er forankret i en dyb relation til hele kunsthistorien. Jakob Brønnum har set den.

Man mødes af et orkestreret selvportræt, bogstavelig talt, eftersom kunstneren står med sine pensler, en i hver hånd, som en dirigent, eller som en slagter, der skal i gang med sit arbejde. Eller som en, der skal til at strikke. Foran hende på et bord ligger et dødt dyr, der går næsten i et med den mønstrede dug.

Da jeg så udstillingen, havde jeg netop to dage inden tilfældigvis stiftet bekendtskab med den new zealandske mesterforfatter Janet Frame (1924-2004), som jeg var begyndt at læse efter at have set Jane Campions gribende film over hendes selvbiografi. Der var derfor en slags deja vu-effekt ved et af omdrejningspunkterne for udstillingen, en serie billeder af Lena Cronqvists indlæggelse på et psykiatrisk hospital i 1970’erne efter en graviditetspsykose.

Det er magtspillet, der findes overalt i vores hverdag, som her får sin særligt tydelige form, med den umyndiggjorte kvinde

Hun udstiller den objektgørelse, mennesket bliver udsat for i en situation, hvor det helt er underlagt andres viljer. Det bliver meget ladet og meget lærerigt for beskueren. Det er magtspillet, der findes overalt i vores hverdag, som her får sin særligt tydelige form, med den umyndiggjorte kvinde.

Cronqvist: Tvättning
Cronqvist: Tvättning (1971). Foto: Jakob Brønnum

Bare billedets opstilling af det nøgne menneske overfor det uniformerede menneske siger det.
Serien som helhed tilføjer flere momenter: Følelsen af at være i sig selv og udenfor sig selv, som det bliver, når man er tvunget til at være et sted, fordi man er som man er, eller har det som man har det.

Janet Frame blev decideret fejlbehandlet af sundhedsmyndighederne og hun oplevede en situation, helt parallel med Dostojevskijs, hvor litteraturhistorien bliver ændret ved at han bliver benådet, bogstavelig talt på skafottet efter en dødsdom for højforræderi. Janet Frame er efter 200 elektrochok på vej ind til lobotomien, der vil reducere hende til en grøntsag, da der kommer meddelelse om, at hun har vundet en højt anset novellekonkurrence, hendes første egentlige publikation.

Lena Cronqvists malerier skildrer hendes oplevelse af den psykiatriske sygehussektor som undertrykkende. Den fratager hende, som der står ved udstillingens introduktion til serien, ”retten til at opleve, føle, leve. Det var et overgreb mod min identitet. For at blive sluppet ud blev man nødt til at tilpasse sig en passiv baby-kvinderolle.”

Kasser, normer, former, roller

Samtidig bliver det en skildring af både det kvindelige som sådan og det menneskelige, der skal passe ind i kasser, normer, former og roller, det måske ikke ønsker eller kan genkende sig selv i. På det tidspunkt, i 1970’erne, kunne kunsten udtrykke den form for samspil mellem individ og magt, som samtidig var et bidrag i samfundsdebatten. Billedet af kvinden i græskarbedet (se ovenfor), er malet efter Cronqvist blev “sluppet ud” og viser en overvældende sanselig og samtidig åndelig bestræbelse på at finde tilbage i sin sammenhæng, med græskaret som livmoder, med navlestrengen udenpå, helt omgivet af naturens egen naturlige naturlighed, flankeret af to generationer kvinder, som en form for indre helgeninder, øverst i billedet.

Cronqvist og Giotto
Lena Cronqvist: Vid graven (Giottos änglar), 1999. Foto: Jakob Brønnum

Udstillingen rummer flere andre serier og store kompositioner. Det er en kæmpemæssig udstilling, måske en af de største separatudstillinger af en nulevende kunstner, jeg har set, og en af de mest overbevisende. Udstillingen trækker dybe linjer ned gennem et århundrede, det tyvende, som vi har forladt, samtidig med at vi afslørede magtens uskyld og forspildte tilværelsens musikalitet. Cronqvists kunst er en fortællende naivisme, som går gennem marv og ben med sin enkle, klare tematik og sin dybe rodfæstethed i traditionen.

Datterens forhold til modersobjektet og dets magt og begær, skygge og død, er en rig, men risikabel kilde til den kunstneriske skabelse

Mange af billederne forholder sig til store motiver og temaer i den kirkelige tradition og middelalderkunsten. Et billede fra et moderne dødsleje kaldes ”Dommedag”. En serie improviserer over Giottos billede af Kristi gravlæggelse, hvor et lille dusin engle er blandt kunsthistoriens mest forbløffende udsagn om transcendens og emotionalitet.

Giottos scenen fra kristi gravlæggelse
Giotto (1306). Wikimedia Commons

En anden serie af store arbejder tager livtag med Madonna-skildringerne, hvor den midaldrende kvinde afbildes med en gammel kone i skødet, i modsætning til de kirkelige Madonna-billeder, hvor den unge Jomfru Maria har Jesusbarnet i skødet. Det er en skildring af den modernitetsgenererede oplevelse af at blive mor til sin egen mor, som kvinder har, når forældrene bliver gamle.

En kunstvidenskabelig afhandling om Cronqvist formulerer det klart: “Kunstnerens/datterens forhold til modersobjektet og dets magt og begær, skygge og død, er en rig, men risikabel kilde til den kunstneriske skabelse. Når maleren/datteren spejler sig i moderbilledet trues den grænse, der ligger til grund for hendes erfaring af at være et autonomt og skabende jeg af opløsning.”

Favntagene er sluppet

Cronqvist udforsker den grænse, også i én anden, meget sigende sammenhæng, nemlig omkring seksualakten, hvor hun indfanger det psykiske, eksistentielle og kropslige rum, hvor kvinden atter er alene med sin krop, når favntagene er sluppet og manden faldet i søvn.

Cronqvist: Den røde valmue
Den røde valmue (1984). Foto: Jakob Brønnum

Værket Den røde valmue (1984) er en stærk, eksistentiel tydning, hvor de to nøgne menneskers korsform og valmuen, der dublerer det kvindelige skød, og det i og for sig forløste, men også skyggefulde og tvetydige ansigtsudtryk, alle er i centrum for kompositionen.

Det er måske her, man klarest ser de to, moderne inspirationskilder, som Cronqvist nævner, nemlig Francis Bacon og Munch. Hendes rædsel er bedre indkapslet end Bacons og værket dermed ikke så bundløst mørkt som hans, og mere lavmælt og dermed mere nuanceret som kommunikationshandling end Munchs afskallede symbolisme.

Det billede, man mødte indledningsvis, og som man passerer igen, når man forlader den smukke bygning, maleren som udfører en vivisektion på livet, maleren som dirigent eller som en, der strikker sammenhængende stof af tråde, der er lagt ud, bliver et selvportræt, båret af et større og dybere funderet selvværd, end man skulle forvente, efter at have været udstillingen igennem.

Jeg håber at komme der igen. Det er helt utænkeligt, at man skulle kunne opsuge dette omfattende, jeg havde nær sagt altomfattende, livsværk i et besøg.


LÆS ALLE JAKOB BRØNNUMS TEKSTER PÅ POV HER.


Prins Eugens Waldemarsudde: Lena Cronqvist
Til 25. oktober.

Nina Weibull: Spegling och skapande – En studie i Lena Cronqvists ‘Målaren och hennes modell’
Eidos nr. 17 – Skrifter från Konstvetenskapliga Institutionen vid Stockholms Universitet, 2006


Hovedfoto: Jakob Brønnum.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jakob Brønnum er forfatter til 36 bøger. Senest er kommet "Gensyn med den store fortælling" (Eksistensen, 2019), digtbogen "Virkeligheden 2.0" (Det poetiske bureaus forlag 2019, 276 sider), "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider)

De senere bøger:
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Mail: bronnum1@gmail.com
Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

Seneste artikler om Kunst