POV SPORT // MINDEORD – Den for mange i sportskredse legendariske stemme og skriverkarl, Kurt Thyboe er ikke længere. Han blev 81 år.
Måtte en tur i kælderen. Og have tilladelse af chefredaktøren på JydskeVestkysten til at bruge siden som illustration.
Jeg kunne huske en indledning på et næsten præcist 25 år gammelt interview, jeg havde gemt, og som jeg dengang var ganske godt tilfreds med. Sådan på helt ungdommelig, begejstret vis på egne vegne. Senere i faget går den slags gerne over i selvfedme og krukkeri:
”Buldrende decemberaftenmørke. Blotlagt i en fotocelles sekund, da en stor mand tvinger hotellets automatiske skydedør op. Kraven på den marineblå sømandsfrakke er trukket godt op om ørerne. Forvokset Bogart… hatten mangler, cigaretterne er lagt på hylden. Fra baren får han en halv liter appelsinjuice i et ølglas. Han er syg som en hund. Influenza, tror han nok. Urlænken rasler mod træbordet.
Først da han åbner låget til klaviaturet og blotter det guldforkromede tandsæt i et han-borede-slet-ikke-grin, er enhver antydning af Al Capone og de dystre drenges tilstedeværelse udvisket.
– Skyd!
Hans efterfølgende op opfordrende bemærkning. Han vil godt lige skubbes i gang. Koldstart. Når først motoren kører, spinder den helt automatisk. Stor amerikanerkæft med automatgear. Selvom han taler dansk som en århusianer. Hans fødeby.”
Den holder vist stadigvæk som indledning, men så var den heller ikke bedre. Jeg interviewede Kurt Thyboe på et hotel i et lille provinshul nogle kilometer fra Washington DC, hvor det daværende boksefolkeeje Brian Nielsen lå i træningslejr forud for et møde med den tidligere amerikanske sværvægtsverdensmester, Larry Holmes, der på det tidspunkt havde rundet de 47 år.
Kurt Thyboe tog godt fra af det. I sit staccatosprog i en blanding af dansk og amerikanerlingo, som han yndede både at skrive og tale i.
Koblingen til min erindring om portrætinterviewet i bunden af en flyttekasse i kælderen var naturligvis onsdagens nyhed om Kurt Thyboes død. 81 år gammel. Slidt helt ned. Og det fik mig til at tænke på, at han var nøjagtig min nuværende alder, da vi lavede det interview for snart 25 år siden.
Når jeg iagttager avissiden og læser historien føles det som i går. Eller i hvert fald i forgårs. Så hurtigt går det. Livet.
Kurt Thyboe tog godt fra af det. I sit staccatosprog i en blanding af dansk og amerikanerlingo, som han yndede både at skrive og tale i. Som journalist og boksekommentator og i det hele taget. Han var en sproglig stilist, noget nær en kunstner, hvis han selv skulle sige det, og det kunne han sagtens finde på.
What’s up champ?
Hårdtslående reporter og chefredaktør på Ugens Rapport, sportsredaktør på Ekstra Bladet en tre års tid. Flere aviser før det, TV-stemme til utallige boksekampe og på fodboldfronten total Barcelona-aficionado. Han sprøjtede bøger ud efter forgodtbefindende. Og havde det med at titulere folk champ. Sågar undertegnede, da han mødte mig næste gang hjemme i Danmark efter interviewet. ”What’s up champ”. Men han mente det mest om de store boksere.
Ellers kendte jeg ham ikke specielt godt. Faktisk havde jeg det aldeles ambivalent med hans sprog, som jeg til tider fandt, undskyld mit franske, pisseirriterende. Opulent. Det kunne være anstrengende at læse, andre gange totalt opløftende og forfriskende.
For mig som fagmenneske var han ikke sådan en kollega, man enten kunne lide eller ej. Det var et både og. Dertil var han i øvrigt virkelig rar. Mild. Selvom der rasede en sand ordstrøm i ham. Anekdoterne har flydt over nekrologbægeret det seneste døgns tid, siden nyheden om Kurt Thyboes død kom frem i løbet af onsdagen.
For han fyldte godt i mediebilledet i sin storhedstid. De sidste mange år har han holdt sig mere tilbagetrukken på grund af sygdom og alderdom i den behagelige varme i Barcelona.
Jeg falder over et par afsnit mere i portrættet:
”Kurt Thyboe opfatter ikke boksere som hjernekirurger, men han nærer en respekt for mennesket uden uddannelse, der lader hjertet bestemme retningen. Han tror på, at de største sandheder findes i naiviteten. Fascinationens sammenfatter han i et erindringscitat: ”Boksning er al sports luderdistrikt.”
Lige den sætning kunne han godt have tænkt sig selv at have fundet på. Helt sikkert.
Kurt Thyboe fik aldrig Cavling-prisen. Ikke at han nogensinde stræbte efter den. Men han kunne godt blive irriteret over kriterierne. Man får bare ikke den fine journalistiske pris for at skrive med prikker. ”Morsekongen”, som han også gik under på Ekstra Bladet.
”Den får man for at afsløre en borgmester på Lolland. Hvis man foreslår en skriver til journalistikkens fornemste pris, får man hugget hovedet af.”
Jeg forsøgte mig med et eksempel i artiklen:
”Den stærke drøm… følg den, og smid alt andet væk… en truckdriver… stærke personligheder… de dropper ud… og rammer måske oliekilden.” Sådan kunne han sagtens have skrevet, men man kunne ikke efterligne ham. Og han var kompromisløs i forhold til sin stil. Naturligvis udtrykt på engelsk: ”Take it or leave it.”
Om Cavling-prisen sagde han i øvrigt selv i interviewet:
”Den får man for at afsløre en borgmester på Lolland. Hvis man foreslår en skriver til journalistikkens fornemste pris, får man hugget hovedet af.”
Nu står han så deroppe foran porten og banker på. Stemmen var ikke så stærk længere. Så måske han bare har skrevet på et stykke papir under rejsen noget a la: ”Luk… mig… ind… for… helvede.”
Alt imens vi andre på sociale medier hvisker: ”Hvil i fred, champ.”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
