HISTORIE // DEMOKRATI – Flertallet af danskerne på landet havde ikke en fri forfatning på ønskelisten i årene frem til den første grundlovsdag. De ville bevare enevælden. I bøndernes øjne sikrede den enevældige konge stabilitet og retfærdighed, imens folkestyre var eksperimentelt og utrygt. Landboerne manglede både oplysning og velstand for at kunne se sig selv i en fri forfatning.
I år er det 170 år siden, at kongen afløste enevælden med et demokrati. I Folketingets studiehæfte om grundloven til 8. og 9. klassetrin kan man læse, at folket ønskede mere indflydelse under en forfatning, der sikrede basale frihedsrettigheder. Stigende utilfredshed gjorde, at kongen til sidst ikke så andre muligheder end at skrive under på sin egen fyreseddel som enevældig regent.
Hvor der i mange europæiske lande blev kæmpet blodige revolutioner, forløb det anderledes fredeligt i Danmark.
Men gik det virkelig så nemt? Var grundloven lige, hvad danskerne stod og manglede?
Ikke hvis vi spørger de næsten otte ud af ti danskere, som boede på landet. De bekymrede sig først og fremmest om at dække simple behov som mad og bolig. Helt indtil 1800-tallets sidste fjerdedel var den jævne bonde gennemsyret af nytte og funktion i, hvad afdøde historiker Niels Kayser har betegnet nødvendighedens rige. Et sådant sted er der nærmest ikke overskud til at engagere sig i andet end sin og familiens basale overlevelse.
For at forstå, hvorfor det alligevel endte med en ny forfatning, må vi sætte os ind i det spil, der gik forud for, at Frederik 7. underskrev Danmark Riges Grundlov den 5. juni 1849.
Nødvendighedens rige
I efteråret 1842 rejste den liberale Orla Lehmann til Paris for at gøre længerevarende politiske studier. Her fandt han elitære ligesindede til at drøfte situationen på historiens moderne udviklingstrin med.
Under opholdet i Paris var den senere krigsminister A.F. Tscherning flink til at holde sin liberale meningsfælde underrettet om situationen i Danmark. Den liberale opposition havde for længst erkendt, at den ravede i en Taagesky af store Indbildninger og Forhaabninger uden talrig opbakning til tankerne bag en fri forfatning.
Det havde dog svære udsigter, da folkesindet i Danmark kun viste ringe tegn på at efterspørge en sådan udvikling:
”Kun ved Mirakler kan døde opvækkes til nyt legemligt Liv, og Død! Død! Ti gange Død! er alt Folkesind i det fordums Danmarks Befolkning,” skrev Tscherning i et brev til Lehmann den 7. marts 1843.
De liberale var smittet med oplysningens ideal om ”folkets frihed”. Historiens udviklingstrin krævede en fri forfatning, mente de. Også den tids politikere havde overskud til at engagere sig i spørgsmål ud over arbejdet for det daglige brød.
For landbefolkningen var udfordringerne mere håndgribelige. Gennem flid og nøjsomhed handlede tilværelsen mange steder om bare at sikre en rimelig levestandard.
”Bønderne ere endnu kun Dyr”
I en tid uden radio og tv, hvor avismediet primært fandtes i de store byer, var det almindeligt ikke at kende til verden uden for det nærmeste lokalsamfund. Den begrænsede infrastruktur betød, at landboerne identificerede sig mere som indbyggere i et lokalområde end et samfund på statsniveau.
Selv om landboreformerne lagde grunden til et for tiden moderne liv på landet, var bondelivet mange steder simpelt indrettet efter Fædrene nedarvede Sædvaner, som husmand Peder Lykke (1850-1937) skrev i sine erindringer. Den sociokulturelle situation i nødvendighedens rige afskar den almindelige dansker fra at bekymre sig om noget så abstrakt som en fri forfatning.
”Bønderne ere endnu kun Dyr, og i ingen Henseende mere trevne dyr, end hvor det gjælder om, at opofre det Allermindste af Penge eller Umage for deres eget sande Bedste.”
Men det skulle være slut, mente Peder Hansen og Rasmus Sørensen, henholdsvis husmand og skolelærer. Fra omkring 1840 startede de såkaldte bondeagitatorer en landsdækkende vækkelsesrejse for at oplyse bønderne om vigtigheden af at engagere sig i politik og samfund.
Til deres frustration viste bønderne sig at være komplet tonedøve over for det velmenende budskab. Den ene gang efter den anden måtte de skuffet erkende, at landboernes samfundssind havde svære betingelser. I et brev til en bekendt skrev Rasmus Sørensen i 1846, at
”Bønderne ere endnu kun Dyr, og i ingen Henseende mere trevne dyr, end hvor det gjælder om, at opofre det Allermindste af Penge eller Umage for deres eget sande Bedste.”
Periodens kilder er fulde af den slags udfald over, som Rasmus Sørensen skrev i 1847, den totale mangel på selvstændig erkendelse og overbevisning om det rette og urette, al den karakterløshed, kraftløshed og ikke mindst mangel på moralsk tænke- og handlemåde, der fandtes i det brede lag af befolkningen. Dertil kommer
”al den Ligegyldighed og Mangel paa aandelig Virksomhed for alt det, der ikke ædes, drikkes og iklædes idag og imorgen.”
Landbefolkningen og de dannede fra byen levede med hver deres bekymringer i to forskellige virkeligheder.
Ikke modne nok
”Det store Flertal ønsker ingen radikale Former, thi dertil er vi ikke modne eller nok uddannede … Den største og især sindige og fornuftige del af Befolkningen … frabeder sig en Konstitution.”
Ordene stammer fra Peder Lydersens (1803-1870) adresse (henvendelse) til kongen i 1848. Som medlem af stænderforsamlingen i Viborg talte han enevældens sag helt til det sidste over for en tiltagende liberal opposition. Han afviste røsterne om, at der i befolkningen fandtes trang til en fri forfatning.
Og han var langt fra alene. I en adresse til kongen fra marts samme år frabad 457 bønder omkring Vejle det, der senere skulle blive landets grundlov. Den dansksindede redaktør P. Chr. Koch fra Haderslev mødte samme modvilje, da han efter Christian 8.s død i 1848 fortalte folk fra landet, at der nu ventede en Art Constitution,
”thi om noget Fleer-Herskab vil de ikke vide om at sige. Denne Idee er fremherskende overalt paa Landet, og jeg troer, den gjennemtrænger hele den danske Bondestand.”
”Frihedsvenners” utrættelige bestræbelser
Den 7. maj 1848 rejste Orla Lehmann til Skive for at omvende skibonitterne til en fri forfatning. Han havde hørt om ”dårlig stemning” på egnen, efter at Peder Lydersen havde forsikret egnens beboere om, at enevælden ikke skulle nogen steder. Men Lydersen og hans mange ligesindede på landet var oppe imod stærke kræfter fra byen. Den liberale opposition havde sat alle sejl til for at nå målet om en fri forfatning.
Med stigende oplysning og velstand er det med tiden lykkedes danskerne at føle ejerskab over grundloven. Tillykke med de 170 år til den og danskerne
På landet brugte man stadig de fleste kræfter på at klare sig igennem behovspyramidens nederste trin. Simpel nyttetænkning skyggede for at se det ”fornuftens lys”, velstillede borgere som Lehmann havde overskud til at forfølge i toppen af behovspyramiden.
I 1862 udkom gårdmand Søren Christensen med et alvorsord til sine standsfæller. Ifølge ham var de fleste bønder endnu i 1862 trælbundet af uvidenhed. Med grundloven var de blevet juridisk frie, men kulturelt og mentalt levede de stadig i en svunden tid.
For Søren Christensen var der ingen tvivl om, at grundloven var et resultat af ”frihedsvenners” utrættelige bestræbelser. Nu var det op til bønderne selv at forvalte friheden i lovens ånd.
Med stigende oplysning og velstand er det med tiden lykkedes danskerne af føle ejerskab over grundloven. Tillykke med de 170 år til den og danskerne.
Foto: Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
