LONDON – Da jeg var guvernør i Hongkong, fra 1992 og indtil overdragelsen af byen til Kina i 1997, førte jeg dagbog. Jeg er i gang med at skrive en bog om blandt andet mine oplevelser dengang, og derfor er jeg i de seneste måneder vendt tilbage til dagbogen og har opdaget adskillige passager, der beskriver Kinas diplomatiske metoder som en “kamp” – noget, der stadig er gældende, selvom vi nu kan fejre 20-års jubilæet for Hongkongs tilbagevenden til kinesisk overherredømme.
I Kinas “kampdiplomati” kunne ingen beslutning blive truffet uden langtrukne diskussioner med folk fra det kinesiske kommunistparti (KKP). De diskussioner endte først, når det stod klart, at kineserne ikke kunne presse flere indrømmelser ud af modparten på den anden side af bordet. De kinesiske forhandlere syntes (eller foregav) at mene, at tiden var på deres side, så de altid kunne lade den arbejde for sig og udmatte modparten.
Det var ofte svært at se meningen med hele den elendige øvelse. Hvorfor ville de for eksempel presse prisen på en ny lufthavn i Hongkong op ved at forsinke byggeriet? Jeg antager, at de kinesiske myndigheder foretrak, at projektet blev fuldført, når Kina og ikke Storbritannien var ansvarlig for byen.
Et andet eksempel var deres aggressive tilgang til arrangementerne omkring overdragelsen. Kina kom med en række forslag, som – hvis vi ikke havde modsat os – ville have tilladt deres hær at vælte ind i Hongkong længe før den aftalte dato for overdragelsen den 30. juni 1997.
Kineserne pressede også hårdt for at gøre selve overdragelsesceremonien ydmygende for Storbritannien. De ønskede, at prinsen af Wales, den mest fremtrædende britiske repræsentant ved ceremonien, skulle ære Kinas præsident (selvom de dog ikke forlangte, at han skulle bukke, før han overdrog byens nøgler).
Men modsat hvad mange tror – inklusive dem jeg har talt med om Kinas kampdiplomati – er der beviser på, at de kinesiske myndigheder ikke holder ord
Også her stod vi fast og endte med at enes om, at Kinas præsident og Prinsen af Wales skulle komme sammen ind i rummet. Præsidenten holdt en kort formel tale, som prinsen og den britiske premierminister Tony Blair reagerede spontant på. Efter en stribe hektiske håndtryk forlod alle stedet, og det var det. Det var ikke en type ceremoni, som krævede alt muligt besvær, især da kineserne ikke havde noget væsentligt at sige; alligevel var det som så ofte før resultatet af en kamp.
De kinesiske myndigheder holder ikke ord
De kinesiske forhandleres uregerlige opførsel ville måske være spiselig, hvis resultaterne var nagelfaste. Men modsat hvad mange tror – inklusive dem jeg har talt med om Kinas kampdiplomati – er der beviser på, at de kinesiske myndigheder ikke holder ord.
Tænk på Kinas tilslutning til verdenshandelsorganisationen WTO. Under forhandlingerne, som jeg var inddraget i, lovede Kina at åbne deres marked for resten af verden. Men det blev gjort så uendelig langsomt – meget langsommere end andre lande åbnede deres døre for kinesiske investeringer og eksport. Groft sagt var KKP med til at skabe ulige konkurrencevilkår – bare spørg ethvert udenlandsk handelskammer i Beijing.
Efterhånden som Kina bliver en stadig vigtigere spiller i globale forhold, gør verden klogt i at være opmærksom på muligheden for upålidelig optræden, ja selv bedrag, hos dets ledere
Det forekommer sikkert hyklerisk, at en vestlig politiker kritiserer nye stormagter for utroværdighed på et tidspunkt, hvor USA’s præsident – engang lederen af Vesten – er den chokerende utilregnelige Donald Trump. Med beslutninger som at trække USA ud af Paris klimaaftalen har Trump vist, at man ikke kan stole på ham længere, end man kan kaste ham.
Men det vil ændre sig, når Trump før eller siden fejes ned i historiens askebakke. Det samme kan man ikke sige om politbureauets stående komite – KKP’s øverste ledelse – som overlever enhver leder. Efterhånden som Kina bliver en stadig vigtigere spiller i globale forhold, gør verden klogt i at være opmærksom på muligheden for upålidelig optræden, ja selv bedrag, hos dets ledere.
Traktaten om Hongkong respekteres ikke
En vigtig prøve på Kinas pålidelighed vil udspille sig i de næste par år i Hongkong. Ændringen af suveræniteten fra Storbritannien til Kina er baseret på den “fælles erklæring” mellem de to lande, der blev til i midt-80’erne. Dette dokument, en international traktat indgivet til FN, garanterede, at Hongkongs autonomi og levevis ville være beskyttet i 50 år, altså frem til 2047.
Indtil videre går alt ikke som planlagt. Selvom Kina stort set respekterede aftalen i de første år efter overdragelsen – om end landet ret hurtigt begyndte at afvikle de ordninger, der skulle sikre demokratisk ansvarlighed – er Kinas greb om Hongkong strammet betydeligt.
Befolkningen i Hongkong vil derimod i stigende grad spekulere på, om Kina vil respektere deres bys rettigheder – eller stramme grebet om den.
Faktisk har Kina langt fra implementeret demokratiske reformer, men i stedet truet rule of law, retsvæsenets uafhængighed af staten, og Hongkongs universiteters autonomi. Man har også gjort slet skjulte forsøg på at stække pressefriheden. Hongkongs beboere er blevet kidnappet og taget over grænsen for at stå til regnskab i henhold til KKPs “rule of law”.
Følg udviklingen i Hongkong
Det ser ud til, at KKP tror, at verden udenfor Kina efter 20 år ikke vil bekymre sig om, hvad der sker i den tidligere britiske koloni. Befolkningen i Hongkong vil derimod i stigende grad spekulere på, om Kina vil respektere deres bys rettigheder – eller stramme grebet om den.
Hvad resten af verden angår, bør vi nøje følge, hvad der sker i Hongkong. Hvis Kinas ledere ikke holder ord angående Hongkong, hvordan kan vi så stole på dem i andre sammenhænge?
Hongkong er ganske vist stadig en af de frieste byer i Asien, ikke mindst på grund af den stolthed som byens indbyggere har over at være Hongkong-kinesere. De er patrioter, der ikke tror på kommunistisk autoritært styre, men på pluralisme og den tætte sammenhæng mellem personlig frihed og velstand.
Præsident Xi Jinping vil gøre klogt i at gribe chancen, der åbner sig i anledning af 20-års jubilæet for overdragelsen, til at genbekræfte Kinas tilslutning til den fælles erklæring – og så følge bekræftelsen op med handling.
Hvad resten af verden angår, bør vi nøje følge, hvad der sker i Hongkong. Hvis Kinas ledere ikke holder ord angående Hongkong, hvordan kan vi så stole på dem i andre sammenhænge?
Oversættelse: Lisa Rasmussen
Copyright: Project Syndicate og Point of View International
Hovedfoto: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her