Lars eller Mette? Vi kommer ikke udenom

i Danmark/Politik & Samfund af

KOMMENTAR – I sandheden et trivielt spørgsmål. Helst ingen af dem, men vi kommer desværre ikke udenom. Er Lars Løkkes pinlige, småtskårne, ubegavede og lumre regering værre end en evt. Mette Frederiksens kyniske, nationalistiske, populistiske og xenofobiske ditto?

Lars Løkke er uden tvivl blandt Danmarkshistoriens dårligste og svageste statsminister, og efter alt at dømme er han i gang med sine sidste år i politik. Selvom hans mål altid på mig har virket som at hænge fast på taburetten så længe som muligt, kan han i sit politiske efterår vise sig at være mindre klistrende og mere frigjort. Det kan ligefrem vise sig, at Løkkes regering bliver mindre afhængig af DF end Mette Frederiksens ville være.

Det mislykkede liberale projekt, der har hærget velfærdstaterne i de sidste 30 år, er hensunket i den rene elendighed og desperation. Dette er Løkke klar over, og de seneste ministerudnævnelser peger i en anden retning end den vestjyske bonde- og købmandsliberalisme, der har kendetegnet hans regeringskultur.

En ny Løkke-regering kan vise sig til at være langt mere socialdemokratisk, mere kultur- og miljøvenlig end tidligere

Nye ministre som Jakob Ellemann-Jensen, Tommy Ahlers og Eva Kjær Hansen giver en anden aura – mere international, mere frisindet og liberal – og udgør en modvægt til Inger Støjberg. Selvom hun umiddelbart stadig kan slippe afsted med at svæve over et hav af løgne og misgerninger – og ikke holder sig tilbage fra personlig hån, skadefryd og skamløs glæde over andre menneskers ulykker og død – er hun ved at være et problem i både partiet Venstre og i regeringen. Ingen vil røre hende, ingen virker som tilhængere på nær måske greve Marcus Knuth.

Hvad partiet Liberal Alliance angår, er de blevet så professionelle udøvere af kunsten at kravle op og ned ad træer, at de ikke længere udgør en seriøs og stærk liberal pol. De vil med glæde nøjes med at få et par ministerposter, nu og da råbe op om liberale værdier og igen falde til ro, når Løkke kaster lidt kødlunser til dem. På denne baggrund kan en ny Løkke-regering ligefrem vise sig til at være langt mere socialdemokratisk, mere kultur- og miljøvenlig end tidligere.

S er Dansk Folkeparti Light

Hvad med Mette Frederiksens mulige regering?

Det er blevet langt mindre relevant at spørge om Socialdemokratiets ensidige tilnærmelse til Dansk Folkeparti taktisk eller strategisk: Alt tyder på, at den er væsensbestemt.

Vi er således konfronteret med det gamle populistiske DF – med Socialdemokratiet som et populistisk DF-light.

DF søger også altid for, at der falder lidt små krummer og gnaveben til pensionisterne. Dette er socialpolitik fra 1700-tallet

Selvom det gamle DF som bekendt har solgt sig som tilhænger af velfærdstaten, så har partiet som støtteparti til Anders Foghs, senere Løkkes og nu VKLA-regeringen, stemt for samtlige forringelser af velfærdsstaten.

DF ser ud til at være tilhænger af en gammel feudal tankegang, hvor godsejeren sørgede for de fattigste blandt sit folk. DF søger også altid for, at der falder lidt små krummer og gnaveben til pensionisterne. Dette er socialpolitik fra 1700-tallet.

Socialdemokratiet har heller ikke holdt sig tilbage. I Helle Thorning-Schmidts regeringstid udviste partiet den mest sublime form for hykleri og forskel mellem tanken og handlingen i velfærdspolitikken.

Kast et blik på de socialdemokratiske ministeremner. Det er trist læsning. Der er ikke længere folk som den kloge, dybsindige Lykketoft, men politikere som Trine Bramsen, der vil altid lægge 15% til på straffen og har nogle ideer om ret og retssystemet, der roder rundt mellem retsfølelse og retsbevidsthed.

Og Lars Aslan Rasmussen, der forbinder sin særegne populisme i en blanding af angst og dis-assimilations fantasier; Arbejdisten Mattias Tesfaye, som funderet på en anti-akademisk livsholdning besynger en ikke-eksisterende, leverpostejsmørende arbejderkultus; eller Henrik Sass Larsen som vil forsvare et nationalistisk Danmarks EU-line. Hvad med Christine Antorini, der er ansvarlig for de sidste flere års kaotiske tilstande i Folkeskolen med sin måle, måle og måle-effektiviserings reform.

Man havde været nødt til at opfinde dem

Sagen er, at den grundlæggende liberalistiske tænkning, som ikke har noget imod en ny tapning af den gamle klassesamfundsmodel, har vundet hos de danske politikere. Afstanden mellem fattig og rig vokser, og man troede indtil ganske fornylig at have fundet midlet til at nå dette mål: Udlændingepolitik. Efter devisen om at lade de fattige og de efterladte på perronen rive hovederne af hinanden, mens samfundsformationen bliver fundamentalt reformeret. Dette har også vist sig til at være et taknemmeligt, dejligt og altid brugbart område, der kunne udstede blankocheck til at postulere og hæve alt, hvad hjertet begærede.

Mette Frederiksens glubske, undertrykte appetit, når hun kommer til fadet, hendes og partiets enorme behov for anerkendelse, vil bringe udlændingepolitikken og deres socialkynisme på et niveau, som ingen af os kunne have forestillet os for ganske få år siden.

Hvis der ikke havde været nogen indvandrere, flygtninge, expats eller andre uønskede eksistenser i Danmark, ville man have været nødt til at opfinde dem for at tillægge dem alskens ulyksaligheder. Det er en sandhed, at der altid er rart at have nogen, man kan spejle alle de negative ting i, for derved at nå sit ophøjede mål: Magten.

Men mens Løkkes regering er ved vejens ende, hvad angår Støjbergs groteske politik, vil Frederiksens glubske, undertrykte appetit, når hun kommer til fadet, hendes og partiets enorme behov for anerkendelse, bringe udlændingepolitikken og deres socialkynisme på et niveau, som ingen af os kunne have forestillet os for ganske få år siden.

Så mit svar vil være: Under disse forudsætninger er fire år mere med Løkke mere ønskeligt – i det mindste indtil Mette Frederiksen og Socialdemokratiets populistiske fløj har forladt Christiansborg til fordel for fede bestyrelsesposter og jobs direktionernes mørke korridorer.

 

Filosof, maler, digter og fordragsholder. Født i Iran, har boet i Danmark siden 1980'erne. Efter mange års forskning og undervisning på Aalborg Universitet er jeg blevet mere involveret i malerkunsten og mine digte. Med udgangspunkt i den humanistiske tradition orienterer jeg mig bredt og interesserer mig nærmest for alle aspekter af vores tilværelse. MobilePay: 20993173

Seneste artikler om Danmark