Poetisk paranoia – om at høre til i fremtiden

i Danmark/Kultur & Medier af

ESSAY – I et afsnit af den amerikanske satire-tegneserie Family Guy får den talende hund i familien, Brian, – en hyklerisk liberal, der snakker om at være et godt menneske, men sjældent lader handlingerne følge heraf – uventet en ny ven: Han er teknologikritisk og forbander den talende højtaler, som den halvdumme forstadsfamiliefar Peter Griffin lige har købt. Lige indtil det øjeblik han er alene med den og for første gang i lang tid har én at snakke med.

Wow, I haven’t talked this personal to anyone in a long time”. Skal vi hade ham for denne dobbeltmoral? Jeg er i tvivl. Jeg tror mere, at tegneseriehunden Brian er symbolet på mennesket af i dag. En karakter der prøver at eksistere i ambivalensen mellem længsel efter mening, efter nærvær – og en nærende skepsis til verdens udvikling.

Forestillingen Lav Sol på Århus Teater, der kører lige nu, har samme tema – faktisk har den også en slags Alexa/Siri-stemme som gennemgående og tilbagevendende struktur, som en slags gudsfortællestemme som de eneste to skuespillere i stykket taler med. Jeg er blevet spurgt, om jeg vil se forestillingen, og skrive om den, uden egentlig at vide særlig meget om emnet og faktisk helst har undgået det.

En disclaimer: Jeg har for nylig arbejdet med dramatikeren der står bag, Peter-Clement Woetmann og hans tekst Bag bakkerne, kysten, som jeg brugte i en film fra en græsk ø: Dvs. jeg er fan. En anden disclaimer: jeg er ikke teateranmelder. Men jeg kan skrive hvad jeg ser.

Et hvidt rum

Jeg ser et hvidt rum. Der er ikke nogen scene, men en slags hvid firkant i midten af det hvide rum, der er delt op i fire mindre kvadratiske rum – uden døre imellem. Væggene i firkanten er ikke vægge men lavet af noget net, transparente. Jeg kan se to mennesker derinde, en mand og en kvinde, de sidste – eller de første mennesker? Sci-fi-symbolerne er mange. Vi er blevet ført ind, som et ritual, i grupper, ude fra et rum med blåt lys. Vi må nu komme ind og se på de to mennesker, inde i laboratoriet. Jeg kan gå rundt om dem, jeg kan altid se dem lige meget hvad. Hele teaterrummet er en fremmedgjort verden af hvidhed og neonlys, som man kan gå ind i, som en Apple butik eller en scene fra George Lucas’ debutfilm THX1138.

Jeg ved, det lyder mærkeligt forkælet eller dovent, men der er noget anakronistisk over at skulle flytte sig særlig langt for noget kulturelt. At sidde timevis i tog forbi knaldgule rapsmarker og ombyggede kolonihaver. Starte et sted og slutte et andet. Jeg ville nok ikke have set stykket, hvis jeg ikke var blevet spurgt om det. Til det er Århus alligevel ikke rundt om hjørnet. Jeg har været her for at være på ARoS og for at holde foredrag. Jeg kan lide byen uden egentlig rigtig at kende den. Og selv det jeg ikke kan lide, kirketårnet for eksempel, er eksotisk nok til at jeg er begyndt at holde af det.

Det er som om det ene perspektiv er nok. Selv når teaterrummet brydes op og gøres interaktivt på denne måde stopper vi op, vi er ikke vant til at få den frihed

Tilbage i teatret er de to mennesker begyndt at løbe rundt med tandlægemundstykker, der gør at de konstant har åben mund, helt udspilet faktisk. Råber, slår ud mod armene. Aggressionen. Jeg forstår den ikke. Lydene fra hende er skræmmende, desperate, umenneskelige på en måde.

Kunsten er samfundets måde at drømme på, skriver Suzanne Brøgger i sin nye essaysamling om Norge, men den her kunst er mere et mareridt end en måde at drømme på.

Forestillingen er ikke perfekt, hvad end det betyder, nærmere eksplicit uperfekt i sit narrativ. Det kaster en skygge som kan betragtes. Åbner noget og indrømmer sin rådvildhed over, hvor vi er på vej hen. Måske påvirker den også publikum, gør dem lidt rådvilde? De fleste stopper i hvert fald helt op da de to skuespillere begynder at løbe aggressivt rundt inde i deres firkant og slår armene ud mod os.

Ingen går rundt, som der ellers er plads til, hele vejen rundt. Enten er de chokerede, eller også er det som om det ene perspektiv er nok. Selv når teaterrummet brydes op og gøres interaktivt på denne måde stopper vi op, vi er ikke vant til at få den frihed. Lydene er så tæt på, deres fødder skraber henad gulvet, larmen fra deres mund er tæt på, men der er stadig et net imellem os. Der er mørkt herinde, udover neonlyset inden i firkanten, der tænder automatisk i de fire transparente ‘rum’ skuespillerne bebor.

Husdramatikeren og hans tidligere tekster

Jeg sidder nogle dage inden og læser Til mine brødre på en kirkegård på Amager. Det er Peter-Clement Woetmanns forrige stykke på Århus Teater. Kirkegården er en af dem, der er helt åbne ud til vejen foran kirken med et tyndt hegn, og dér er Amagerbrogade med sin forårssol og sit vejarbejde og sine kvinder i lækre solbriller. Jeg begynder at græde ved første scene.

En lille pige kommer cyklende forbi på en børnecykel, helt skeløjet, tykke briller, hun kører helt tæt på mig, mens hun synger stille for sig selv. Det er som om, hun ikke tror, jeg kan se hende, hun tøver og studerer mig, kører lidt langsommere mens hun drejer hovedet, og så er hun videre. Hendes mor smiler lidt flovt. Til mine brødre handler om krig og udsendelse. Jeg kommer til at tænke på min kammerat Bo, der skulle udsendes. Det var hans drøm, og på en måde fik vi talt ham fra det. Han ville være blevet smadret af det. Men han kunne se en mening med det.

Jeg lever mest af alt og allerhelst på afstand af tankerne om det Lav Sol undersøger. Jeg kan ikke rigtig lide sci-fi, og jeg er ikke særlig fascineret af teknik … jeg er stadig et menneske

I toget på vej til Århus får jeg en sms fra Århus Teater om, at de glæder sig til at se mig, det er tydeligt den er autogenereret, at en maskine har sendt den. Jeg ved ikke, hvor de har mit telefonnummer fra, måske har jeg selv givet dem det på et tidspunkt, jeg kan ikke huske det.

En mekanisk stemme siger at der er lommetyve imellem København og Høje Taastrup, og jeg bliver straks mistænksom over for alle mennesker omkring mig: Et ældre engelsk par, der snakker med en ung management consultancy student, stramt klædt i jakkesæt og hvid skjorte, jakken taget af og hængt over benene. Han sidder med sin computer og googler Uber-logoer imens. En kvinde overfor mig, der med hovedtelefoner på, læser en Khaled Hosseini-bog, mens hun vifter luft i hovedet på sig selv med den printede billet. Næppe lommetyve. Kommer til at tænke på en artikel, jeg læste engang, der påpegede, at den slags udmeldinger er en hjælpende hånd for lommetyve, fordi i det øjeblik, man hører den, tager man sig til dér, hvor ens pung eller mobiltelefon er, og lommetyven dermed ved, hvor han skal finde værdigenstandene.

Jeg lever mest af alt og allerhelst på afstand af tankerne om det Lav Sol undersøger. Jeg kan ikke rigtig lide sci-fi, og jeg er ikke særlig fascineret af teknik. Jeg kender begrebet om det posthumane, eller trans-humane som pressematerialet kalder det, og selvom jeg ikke har læst om, det affejer jeg det som naivt, for jeg er stadig et menneske og min kæreste er et menneske og mine forældre er mennesker, og hvordan kan noget være post og være det på samme tid. Det er naivt, men det er også behageligt.

Jeg tænker, hvad gør det ved vores fortællinger, at vores liv ændres så radikalt via teknik? Eller er det skred vi ser i fortællingerne; Virtual reality, Twitch, Augmented Reality, et tegn på noget andet der bryder frem? Er det os, der former virkeligheden på ny, eller har virkeligheden formet os, så vi er nødt til at finde nye adækvate måder at fortælle om den på?

På en måde griber vi efter mening, og prøver at konstruere den. Som den mandlige karakter i Lav Sol, spillet af Alvin Olid Bursøe, der til tider beordrer den mekaniske stemme til at optage ham. ”ION, start optagelse”.

Jeg kommer til at tænke på startlinjerne i Peter-Clements debut digtsamling: “Hun siger hun vil optage verden/ Og mig som jeg står her/nøgen.” Det er ikke Siri, der taler, for det er skrevet i år 2005, seks år før Apple lancerer ‘hende’, men måske er det alligevel. Måske er det den unge digter, der så positivt på at blive optaget, at blive kigget på, men nu er det lige pludselig blevet dystopisk.

Jeg ser stykket, mens jeg sidder der, men jeg føler det ikke, og det skaber en angst, en fremmedgjorthed. Som at scrolle igennem mit Facebook feed. Der er absolut ingen sammenhæng

I Lav sol starter han selv optagelsen. Virkeligheden bliver en konstant selvfortælling. Og de posts og billeder, vi ligger op, er, ligesom stykket, ikke virkeligheden men et billede på virkeligheden. De to karakterer i Lav sol taler aldrig sammen, kun med maskinen. Hvilket gør, at stykket også udforsker en fortælleform der er anderledes.

Der er som sådan ikke et narrativ. Der præsenteres en kollektion af monologer og handlinger gennem stykket, afskåret fra noget lineært eller dramatisk. Eller måske nærmere en strøm af indtryk og ord. En feed af fortællinger i flertal. For hvilke måder at fortælle på passer til vor tid? Hvad er den intuitive fortælling set fra klimaforandringernes synspunkt? Hvad er narrativet bag finansmarkedets robotopkøb? Din browser-historie? Vi er nærmere den non-lineære fortælling som internettet er end en klassisk fortælling.

Jeg ser stykket, mens jeg sidder der, men jeg føler det ikke, og det skaber en angst, en fremmedgjorthed. Som at scrolle igennem mit Facebook feed. Der er absolut ingen sammenhæng. Hardcore sygdomsfortælling straks efterfulgt af en forklaring af, hvad fotosyntesen er. Men er det måske netop meningen? Hvad vil det sige at hænge sammen i 2018?

Vi er med i det hele

Publikum er nu inde i firkanten, vi sidder på hvide bænke med hvide puder på rundt i kanten af scenografien. Scenografien er glat. Det er en uorganisk verden, som scenografen har skabt. Skuespillerne går hurtigt rundt i rummene igen, i en slags mønster, næsten som et aggressivt ritual. Fra rum til rum, krydser hinandens spor uden at se eller ramme hinanden.

Jeg tænker på Beckett. Beckett og hans firkant i stykket Quad, hvor kutteklædte personer går rundt i en firkant, igen og igen, tilsyneladende uden at have en plan. Og ligesom hos Beckett er spørgsmålet lige så simpelt, som der er svært at besvare: hvad er meningen med det hele? Tomme ritualer for at få tiden til at gå. Handlinger uden indhold.

Da hun spørger, om hun kunne have reddet den lille pige, som hele samtalen handler om, svarer ION nøgternt ja … ION er nok det smarteste redskab der findes. Men er det også det mest menneskelige?

I Lav sol er der på en måde intet, der foregår i nutiden. Det er et nær-fremtidscenarie, hvor især en psykologsamtale med AI-stemmen ION, om fortidens fejlslagne forsøg på at redde en lille pige fra druknedøden, står stærkt. Det er en scene jeg tænker på igen og igen. Den kvindelige skuespiller, Sofia Nolsøe, står i krydspunktet mellem de fire rum, med lys ovenfra. Hun græder. Jeg føler jeg mangler et nærbillede, og det er mærkeligt at kræve, for jeg er i teatret og ikke i biografen. Jeg prøver så meget at føle med hende, men hun er så langt væk. Alt for langt væk. Hun siger ‘ ION giv mig lige to sekunder’ fordi hun er ved at knække sammen, men to sekunder er præcis to sekunder for maskinen, den forstår ikke at det at sige to sekunder er en talemåde, så den starter den hårde samtale efter præcis to sekunder igen.

ION er et barn og ejer ikke fortolkningsevne. Men mennesket har brug for så lidt i det her scenarie, så det barn maskinen er, er nok. Bare lidt er nok. Hun siger hun skal bruge 20 sekunder, så 20 sekunder til, og 20 sekunder til, mens hun langsomt drejer rundt og tårerne løber ned ad kinderne på hende. Uden nærvær. Jeg får ikke lov at komme tæt på mennesket. Det hele er vægtløst. Da hun spørger, om hun kunne have reddet den lille pige, som hele samtalen handler om, svarer ION nøgternt ja. Det kunne du sagtens, hvis du havde taget den rigtige rute, som den har beregnet og fortæller hende. ION er nok det smarteste redskab der findes. Men er det også det mest menneskelige?

Videoprojektioner flyder til tider rundt på de transparente vægge, gør dem til skærme. Alt kan blive til en skærm ved en ordre til ION. Lemmer uden kroppe vises. Der projiceres et kæmpe øjenæble op på en af væggene. Manden går hen og rør ved øjet så skrøbeligt, studerer det. Han studerer menneskets øje, som ikke er et andet menneskes øje men pixels. Det forsvinder. Det er på en måde sørgeligt. En anden projektion: Et nærbillede af en mund der taler ude af sync. Og her kommer Beckett ind i mit hoved igen, hans Not I, en manisk videoprojektion af en ustoppelig monolog fra 1972 – et nærbillede hvor man kun ser munden.

Men i Lav soler det mere langsomt. Apokalypsen i slowmotion. Og der er ikke meget modstand, det er som om det hele er tabt. På et tidspunkt har den kvindelige karakter et par VR-briller på med en navlestreng hængt fast på. Hun forsøger i et desperat øjeblik, i et slags sølle modangreb, at hive dem ud af loftet. Prøve at afværge noget, men hvad? For hvad er der at gøre oprør mod? Der er intet sted at rette sit had imod. Og heller ikke sin kærlighed.

Selv ikke dansen redder dem

I en næsten smuk sekvens danser de over for hinanden. Synkrone handlinger, som et spejl af hinanden. Men hvad kommer der ud af kærlighedsakten? Han ligger som en Kristus-figur på gulvet. Knoglerne. Ribbenene. Det hele er tydeligt i stroboskoplyset. Hun kommer ind med noget i hænderne, en slags lyserødt slim. Hun prøver forgæves at holde fast på det slim, som livet er, trøster det som en baby. Pludselig bliver det aggressivt igen. I en slags vredesskrig kaster hun slimen fra sit skød ud på gulvet. En selvlysende pink moderkage på gulvet. Udstødelsen fra kroppen, hun kan ikke håndtere det. Eller er det en befrugtning hun nægter? Nægter at fortsætte mere. Nægter at reproducere for reproduktionens skyld.

Har de mistet evnen til at elske?

Hvad er en lav sol?

Tilbage på kirkegården på Amager dagen efter googler jeg Lav sol over Århus af Gnags, er der en reference gemt der?

Første artikel har startteksten “Lav sol skyld i ulykke. En lavthængende sol var årsag til en dramatisk bilulykke på Borgergade i Vemmelev klokken 07.45 fredag morgen.”.

Det er ikke Gnags, men Sjællandske Medier. Gnags synger “Gid ingen iblandt os skal ende med at blive/Så alene at slet ingen ved det.” Men der kan vi være helt rolige: Maskinen ved det. Maskinen ved det hele, optager det hele – men vigtigst af alt, så organiserer den det hele, så du ikke skal tage dig af noget som helst mere.

”Klokken er 7.52, det regner, og du har ingen aftaler,” sagde ION, en udtalelse der gik igen og igen i stykket.

”Klokken er 7.52, det regner, og du har ingen aftaler.” Kan vi forestille os noget mere eksistentielt skræmmende end ingen aftaler overhovedet?

Fotos: Anna Marín Schram

 

Sebastian Cordes (f. 1988) er dokumentarfilminstruktør og underviser i de fleste aspekter af filmens verden. Han har haft film med på internationale filmfestivaler som CPH:DOX og IDFA – senest filmen A Place Called Lloyd, historien om et boliviansk flyselskab, hvor medarbejderne – trods konkurs for 10 år siden – stadig møder op, uden at få løn eller kunne flyve. At rejse og filme er det han bruger tiden på, når ikke han underviser, skriver, tweeter eller researcher til næste projekt. Sebastian har desuden en BA i filosofi fra Københavns Universitet og Charles University i Prag, og er en flittig skribent og debattør.

Seneste artikler om Danmark