Lars eller Mette er ét fedt – det er langt vigtigere med brede forlig

af i Historie/Politik & Samfund

DAGENS POV // POLITIK – Mange mennesker og medier har en holdning til, hvem der vandt tv-debatten søndag aften mellem Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen. Selv om jeg er demokrat med hud og hår, er jeg samtidig mere ligeglad end nogensinde, når jeg tænker på, hvem der bliver statsminister. Det vigtige at værne om i disse tider og på langt sigt er brede, demokratibevarende forlig over midten.

Det er svært at undgå de politiske analyser efter den forgangne søndags direkte tv-duel mellem den siddende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, og udfordreren fra Socialdemokratiet, Mette Frederiksen, når jeg orienterer mig i mediebilledet.

Udtalelser fra politiske kommentatorer på P1 Morgen er symfoniorkestret, jeg bevæger min havregryns-transporterende ske i takt til. Kigger jeg på netaviserne i frokostpausen, er historierne om den røde og den blå statsministerkandidat også talrige. I supermarkedskøen på vej hjem fra arbejde rammer mit blik tabloidpressens dom.

Men det vigtige for mig er ikke, om det bliver Løkke eller Frederiksen, der får nøglerne til statsministeriet. Eller om det bliver blåt eller rødt for den sags skyld. Der er givetvis forskelle på de to kandidater, men det interesserer mig ikke.

Historien viser, at politisk stabilitet over mange år, og det vil blandt andet sige brede forlig over midten, er demokratibevarende

Hvorfor nu det?

Fordi historien viser, at politisk stabilitet over mange år, og det vil blandt andet sige brede forlig over midten, er demokratibevarende. Kanslergadeforliget i 1933 er et af de bedste eksempler på et bredt politisk samarbejde, der tilgodeså mange forskellige interesser i det danske land.

Kanslergadeforliget var en vital møtrik i bolværket mod yderligtgående kræfter i 1930’ernes Danmark. Her i kongeriget mistede de demokratisk orienterede partier ikke vælgere til yderligtgående partier. Man formåede at holde den totalitære samfundsindretning stangen, hvad der ellers var svært i mange andre europæiske lande, og som også volder nye europæiske demokratier problemer i dag.

Vist var der et nazistparti og kommunistparti i Danmark, ligesom der er enkelte kommunister og partier med fascistiske tendenser i nutidens danske politiske landskab, men de fik ikke skyggen af de valgresultater, som lignende partier gjorde i andre kroge af Europa.

Der er ikke partier i dag i Folketinget, der direkte ønsker at afskaffe demokratiet, men tilslutningen til de gamle partier, Venstre, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Konservative, er ikke en selvfølge.

Gamle demokratier overlever

I den klejne, men vigtige bog Demokrati i en krisetid. Mellemkrigstidens Europa argumenterer bogens forfattere, Jørgen Møller og Svend-Erik Skaaning, for, at de lande, der havde demokratisk frie valg inden 1. verdenskrigs udbrud, også overlevede som demokratier i mellemkrigstiden. Liberale, konservative og socialdemokrater gik sammen og kæmpede mod kræfter, der ville afskaffe folkestyret.

I dag er demokratiet truet kraftigst i andre europæiske lande, når islamiske terrortrusler trykker fra den ene side, mens højreradikal populisme truer fra den anden. Det er ikke så tydeligt i Danmark men det kan ændre sig

Jeg nævnte vigtigheden af Kanslergadeforliget som værn mod antidemokratisk udvikling. Farligt blev det heller aldrig i et andet solidt demokrati nemlig Storbritannien: De konservative blev et folkeparti og spiste det fascistiske parti British Union of Fascists.

Mange af de unge demokratier, det vil sige lande, der blev demokratier efter 1. verdenskrigs afslutning, brød sammen i mellemkrigstiden.

Eksemplerne er legio: Bulgarien, Estland, Grækenland, Italien, Jugoslavien, Letland, Litauen, Polen, Rumænien, Østrig, Tyskland og Spanien. Og det gjorde de blandt andet, fordi de, med den tyske historiker Andreas Wirschings vending, var truet fra flere sider.

I dag er demokratiet truet kraftigst i andre europæiske lande, når islamiske terrortrusler trykker fra den ene side, mens højreradikal populisme truer fra den anden. Det er ikke så tydeligt i Danmark men det kan ændre sig.

Og derfor er Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Konservative og Venstre vigtigere end nogensinde i dansk politik. De partier er vigtige, når de arbejder sammen og fornægter ekstremisme. Det samarbejde styrker demokratiet på tværs af politiske meningsforskelle.

Akkurat som den Konservative leder John Christmas Møller gjorde i 1930’erne, da han fik ryddet ud i ungdomsrækkerne af partiet, der havde yderligtgående tendenser inspireret af Mussolinis sortskjorter.

1930’ernes demokratiske svækkelse er længe siden, men også i dag ser vi uheldige udviklinger rundt om i Europa. Det gør det så meget desto vigtigere at værne om demokratiet og om brede forlig

1930’ernes demokratiske svækkelse er længe siden, men også i dag ser vi uheldige udviklinger rundt om i Europa. Lande, der var på vej til at genfinde demokratiet, og som nu selv udpeger dommere og har ledere, der har folkeforføreriske tendenser. Det gør det så meget desto vigtigere at værne om demokratiet og om brede forlig.

Ser man historisk på de kedelige udviklinger, kan demokratiet falde med ekspresfart. Hitlers nazistparti voksede fra et være et marginalparti til at være det mest dominerende på ganske få år. I et kriseramt i Europa i 1930’erne begyndte mange vælgere, der før havde stemt på demokratisk sindede partier at stemme på yderligtgående antidemokratiske kræfter. Demokratier overgik til fascisme og nazisme.

Med den mellemregning er der lille risiko for, at Danmark ikke skulle være et demokrati til næste valg, for vores demokrati er gammelt og stærkt. Men hvad med næste eller næste igen?

Vi har kun en socialdemokratisk eller venstreledet regering, hvis vælgerne ønsker det. Der er en risiko for, at vi med tiden lader demokratiet skrante, hvis 1) vi ikke stemmer til valg eller 2) sætter vores kryds ved yderligtgående partier. Ingen nævnt ingen glemt.

Hvis man glemmer fortiden, er man dømt til at gentage den

Derfor er det synd og skam, at medierne gør det til et valg mellem Løkke eller Frederiksen.

Hvis man glemmer fortiden, er man dømt til at gentage den, som et ordsprog siger.


Foto: Folketinget

Lauritz Korfix Schultz, født 1989. Er cand.mag. i dansk og historie og arbejder som gymnasielærer og freelancejournalist.
Kan du lide hvad du læser? Så støt Lauritz' skrivekløe på Mobile Pay 60691117.

Seneste artikler om Historie