land by mink

Land vs. By – gyllesprederne elsker at skabe splittelse

i Politik & Samfund/Debat af
SAMMENHÆNGSKRAFT // KOMMENTAR – Den gamle klassiker land mod by genopføres på et bagtæppe af corona og det er både kortsigtet og direkte farligt for Danmark, siger Lone Theils, der opfordrer til, at vi lytter til alle sider i sagen fremfor aktivt at skabe farlige og dybe brudflader i et samfund, der mere end nogensinde før har brug for at stå sammen.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


De fleste mennesker husker det fine lille eventyr om landmusen og bymusen fra deres barndom.

Vi er ganske enkelt nødt til at komme væk fra forestillingen om, at landmusen eller bymusen har ret. De har begge ret, men problemet er, at mens de står og skændes om det, så kommer den store corona-kat og rydder bordet

De to mus, der er i familie, besøger hinanden, og oplever hvor rædselsfuldt et liv den anden lever. Man kan sige, at de får bekræftet deres værste fordomme, men omvendt bliver de også så skønt bekræftet i, at de bor bedst, hvor de heldigvis er.

Land By mink
The Town Mouse and the Country Mouse. Foto fra LittleCozyNook, Creative Commons.

I denne har uge har vi set dette stykke blive opført på Christiansborg og senest med et politisk traktortræf i København, hvor det nu står klart, at visse politikere søger at skabe nye brudlinjer i Danmark.

By mod land

Vi er et lille land.

Et land, der i mange år har ernæret sig ved og stolt defineret sig som landbrugsland. Vores mejeriprodukter og svinekød er kendt langt uden for landets grænser.

Med sumpen må man forstå eliten i København, der jo ikke aner, hvad der er op og ned på en ko, og jo derfor gang på gang går benhårdt efter at chikanere landbruget

Men nu skal det så være by mod land.

Eksemplificeret ved næstformand i Venstre, Inger Støjberg, der med et direkte Donald Trump-citat siger at ”nu skal sumpen drænes”.

Med sumpen må man forstå eliten i København, der jo ikke aner, hvad der er op og ned på en ko, og jo derfor gang på gang går benhårdt efter at chikanere landbruget.

Lad mig sige, at jeg synes regeringen har en helt ualmindelig dårlig sag, hvad angår selve håndteringen af minksagen.

Det er selvfølgelig rystende i ethvert demokrati, at man gennemfører tiltag, der fratager folk deres erhverv fra den ene dag til den anden på et ikke-eksisterende lovgrundlag.

Selvfølgelig må man ikke det, og selvfølgelig skal det undersøges til bunds, hvad der er foregået. Det bliver dårligt mere alvorligt end at bryde grundloven, og der er al muligt grund til at behandle den graverende fejl meget seriøst.

Men lad os lige spole filmen tilbage:

Lovgrundlaget hvilede på, at der i Folketinget var opbakning til at gennemføre en hastelov, der havde til sigte at forhindre en farlig variant af covid-19 i at sprede sig.

De fleste mennesker, der ikke bryder sig om minkavl og den måde, det har foregået på, kan faktisk godt sætte sig ind i, at det må være svært både økonomisk og følelsesmæssigt fra den ene dag til den anden at stå uden levevej

Og det var Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen med på:

”Her og nu gælder det om at have øje på bolden: Danskernes sundhed, erstatning til minkerhvervet og åbenhed og klar kommunikation, så vi holder vores eksportmuligheder åbne.”

Bortset fra, at det var han ikke, da de bønder, der udgør rygraden i Venstres vælgergrundlag begyndte at røre på sig.

Flere medlemmer, blev ifølge Jyske Vestkysten bestormet af mails fra baglandet – læs om forløbet her – og så måtte partiformanden lægge den forsonlige holdning til side og hoppe med på barrikaderne.

Svær tid for minkavlere

Nu genopfører vi så igen Landmusen og bymusen, hvor de to fløje skal være i konflikt, og den ene fløj hævder, at den ene ikke forstår den anden.

Min påstand er at, det er løgn.

De fleste mennesker, der ikke bryder sig om minkavl og den måde, det har foregået på, kan faktisk godt sætte sig ind i, at det må være svært både økonomisk og følelsesmæssigt fra den ene dag til den anden at stå uden den levevej, man nu engang havde satset på. At man så oven i købet oplever, at det sker på et fejlagtigt grundlag rent juridisk, må være ekstra salt i såret.

I den forbindelse kan jeg sagtens forstå, at det kan være svært at høre de mange stemmer, der ytrer sig om, at det var på tide at vinke farvel til et erhverv, som tiden måske er ved at løbe fra, ikke bare hvad angår opfattelsen af, hvad der er acceptabel dyrevelfærd i 2020, men også økonomisk.

Danske minkavlere havde et gennemsnitligt underskud sidste år på 0.7 millioner per farm, og selv om man altid må regne med, at der er udsving i markedet, så var der allerede meget røde tal i branchen sidste år, da de fleste mennesker var af den opfattelse, at Corona var en mexicansk øl.

Dette ikke for at advokere for, hvor stor eller lille kompensationen til minkavlere bør være. Den slags overlader jeg til eksperterne, men blot for at understrege, at regeringen ikke dræbte et erhverv midt i en guldalder, men formentlig har været med til at trykke speederen i bund på en udvikling, der allerede var i gang.

Ikke desto mindre har man set blandt andre den tidligere konservative erhvervsminister Rasmus Jarlov kalde regeringens indgriben for ”uagtsomt minkdrab”, en vending, der også er blevet taget op flere steder i den danske presse med alle de associationer det bringer.

De fleste af os danskere er vel almindelige fornuftige mennesker, der søger mod midten og er villige til at se sagen fra en anden side. Vi ved, at Danmark har brug for landbruget

Alle forsøg på at finde konsensus om bekæmpelse af corona er for længst smidt overbord i denne sag, og nu er det  dem mod os. Regeringen mod bønderne. Byboerne mod bønderne (og fiskerne). Og hvordan skete det egentlig lige?

Lobbyisternes kortsigtede sejr

Jeg er med på, at der findes rabiate veganere i København, der er klar til at nedlægge hele landbruget, akkurat som der er trumpister i landbruget, der rejser til København med et skilt med teksten: Mink Danmark Great Again og amerikanske flag surret på traktoren.

Men de fleste af os danskere er vel almindelige fornuftige mennesker, der søger mod midten og er villige til at se sagen fra en anden side.

Vi ved, at Danmark har brug for landbruget.

Vi ved, at vi nok kommer til at have en del svære samtaler i de kommende måneder og år om, hvordan vi skal drive landbrug i fremtiden.

Vi ved også, at vi som forbrugere har et ansvar. Hvis vi er imod minkavl, lader vi være med at gå med pels. Det er nemt nok.

Men hvad gør vi, hvis økonomien strammer og den økologiske flæskesteg koster tre gange så meget, fordi den reflekterer, at dyrevelfærd ikke er gratis?

Landbrug og fiskeri må på deres side også forstå, at verden har ændret sig, at der er nye generationer på vej, der ikke vil spise kød, går langt mere op i dyrevelfærd og hellere vil sprøjte blod på en minkpels, end de vil blive set i en

Akkurat som landbruget vel også forstår, at vi, forbrugerne, der bor inde i byen, er deres kunder.  Det er os, der drikker deres mælk og spiser bøfferne på restauranter og beder om skinke på vores pizza.

Det bliver ikke let i de kommende år. Der ligger en potentiel krise, hvad især angår svineavlen, som har stor betydning ikke bare internt i Danmark historisk og økonomisk, men også er en væsentlig del af vores eksport:

De intensive svinefarme, hvor dyrene lever tæt, risikerer at blive potentielle smittekilder i en ny epidemi. Det kan være svineinfluenza eller noget, vi ikke kender til endnu.

Lad mig understrege, at langt, langt størstedelen af svinefarmene bliver drevet med de allerhøjeste hygiejniske standarder. Det er ikke der, problemet ligger.

Det sidste vi har brug for, er at splitte befolkningen i land og by. Ofte er den opsplitning meningsløs, for de færreste mennesker går gennem livet i en by uden at have den mindste tilknytning til landet. Og omvendt enten via familie, hvor de er vokset op eller deres arbejde.

Akkurat som vi så det, da Lars Løkke Rasmussens regering var i problemer med landbrugets udledninger af spildevand, ser vi en ekstremt magtfuld lobby i Bæredygtigt Landbrug, der fermt lægger stort pres på individuelle politikere i landområderne og partier som Venstre, der gerne vil fastholde denne vælgergruppe.

Politikere må sætte sig ned og tage et ærligt blik på erhverv som landbrug og fiskeri og forstå hvilke problemer, der er ved at tvinge begge brancher i knæ

De har haft held til at sætte en dagsorden, der handler om overgreb på minkerhvervet og iscenesætte weekendens traktordemonstration.

Så længe vi taler om regeringens svigt, taler vi ikke om dyrevelfærd, eller corona, og samtidig er presset for at få en god økonomisk kompensation til et skrantende erhverv blevet maksimalt.

Set helt isoleret er det en succes for en lobbygruppe, hvis bæredygtighed synes at henvise til egen økonomi frem for miljøet.

Katten kommer

Men for Danmark er det trist, at populistiske politikere som eksempelvis Inger Støjberg hopper med på eventyret om, at vi er hinandens fjender i så lille et samfund, der mere end nogensinde har brug for at stå sammen mod corona.

Det er uansvarligt og det er kortsigtet.

Politikerne må sætte sig ned og tage et ærligt blik på erhverv som landbrug og fiskeri og forstå, hvilke problemer, der er ved at tvinge begge brancher i knæ.

Vi skal ikke bekrige hinanden, for der kommer ikke noget konstruktivt ud af at stå og råbe efter hinanden. Vi må blive bedre til at forstå hinanden.

Politikerne må sætte sig ned og tage et ærligt blik på erhverv som landbrug og fiskeri og forstå, hvilke problemer, der er ved at tvinge begge brancher i knæ.

Og der må træffes beslutninger om, hvad vi vil gøre ved det som samfund. Hvor vigtigt det er at fastholde disse erhverv, og hvordan det skal ske, hvis det er den vej, man skal.

Landbrug og fiskeri må på deres side også forstå, at verden har ændret sig, at der er nye generationer på vej, der ikke vil spise kød, går langt mere op i dyrevelfærd og hellere vil sprøjte blod på en minkpels, end de vil blive set i en.

Vi er ganske enkelt nødt til at komme væk fra forestillingen om, at landmusen eller bymusen har ret. De har begge ret, men problemet er, at mens de står og skændes om det, så kommer den store corona-kat og rydder bordet.


LÆS MERE AF LONE THEILS HER


Topillustration: Land vs. By efter protester mod regeringens håndtering af aflivningen af mink i Danmark. Men er det vejen frem, spørger Lone Theils. Fra demonstrationen i weekenden. Privat foto.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Forfatter, journalist, gastronørd. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole 1996 og har tilbragt 16 år af karrieren som London-korrespondent for Berlingske Tidende og senere Politiken. Har desuden arbejdet for Danmarks Radio, TV2, Radio 24Syv og en række magasiner og blade. Underviser på bl.a. DJMX og kursusleder på DjE.
Debuterede som forfatter i 2015 med Pigerne fra Englandsbåden, der er solgt til oversættelse i 16 lande. Forfatter til biografen Globetrotter sammen med Jens Bjerre, der også udkom i 2015. Andet bind i serien om Nora Sand "Den blå digters kone" udkom i juli 2016. I 2017 kom radiokrimiromanen 87 Sekunder i samarbejde med DRs P1. Samme år blev Lone Theils nomineret til Martha-prisen som danskernes yndlingsforfatter. Tredje bog i Nora Sand-serien Heksedrengen udkommer i februar 2018.
Har desuden bidraget til rejsebøger om London og Dublin i serien Vide Verden. Kickbokser og uforfærdet amatørkok.
Hvis man vil bidrage til Lones skriverier på POV kan man donere direkte til hende på hendes Mobile Pay: 23 61 24 00

Seneste artikler om Politik & Samfund