BESKÆFTIGELSESPOLITIK // KOMMENTAR – I Rigsrettens historie har kun tre sager ført til domfældelse, heraf handler de seneste to om udlændingepolitik. Men der er ellers sager nok, hvor ministres embedsførelse kan kritiseres, blandt andet på beskæftigelsespolitikkens område, skriver Lisbeth Riisager Henriksen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Rigsretten dømte 13. december det nu tidligere folketingsmedlem, tidligere integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg (tidligere V og løsgænger) skyldig i sagen fra 2016 om ulovlig adskillelse af asylansøgere.
I forbindelse med dommen udtalte politisk kommentator Jarl Cordua i P1 Orientering den 15. december: ”Jeg synes jo, at det er meget tankevækkende, at vi nu har to rigsretssager, hvor det igen handler om udlændingepolitik. Jeg tror næsten, at i stort set alle andre politiske områder, der tror jeg sådan set, at man kan være rimelig rolig ved, at ministrene ikke overskrider deres beføjelser.”
Ovenpå dommen over Inger Støjberg vil jeg gerne spørge: Hvorfor er det kun på grund af ulovligheder om asylpolitik, at Folketinget i de seneste to tilfælde har kunnet blive enige om at lade tidligere ministre blive stillet for Rigsretten?
Nogle af sagerne har haft meget alvorlige konsekvenser for titusindvis af mennesker, hvorimod de to seneste rigsretssager om asylpolitik kun har berørt relativt få mennesker i relativt korte perioder
Jeg synes, det er mærkeligt, at det kun er nogle udvalgte politikområder, som et flertal af folketingsmedlemmer har lyst til at lade kontrollere, mens de sidder andre måske mere omfattende lovovertrædelser overhørig.
Jeg er nemlig ikke enig med Cordua i, at man kan regne med, at ministrene på de andre politiske ressortområder altid holder sig inden for deres beføjelser.
For eksempel kan jeg nævne en række forhold på beskæftigelsespolitikkens ressortområde fra de seneste to årtier, som burde have affødt politiske reaktioner både i forhold til de respektive ministre og i forhold til at ændre den førte politik. Nogle af sagerne har haft meget alvorlige konsekvenser for titusindvis af mennesker, hvorimod de to seneste rigsretssager om asylpolitik kun har berørt relativt få mennesker i relativt korte perioder.
Claus Hjort Frederiksens sager som beskæftigelsesminister
I januar 2010 fik journalist Jesper Tynell Cavling-prisen 2009 for i radioserien ”Ministerens mindre demokratiske metoder” i P1 Orientering systematisk at have afdækket, hvordan Beskæftigelsesministeriet med tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) i spidsen under Anders Fogh Rasmussens tre VK-regeringer havde brudt lovgivningen, bestilt misvisende tal, slettet belastende dokumenter og vildledt Folketinget.
Blandt andet pålagde han ulovligt kommunerne i 2007 at tage kontanthjælpen fra mennesker, der ikke var omfattet af den daværende 300-timers-regel. Reglen, som pålagde kontanthjælpsmodtagere mindst 300 timers arbejde over en toårig periode for at opretholde deres kontanthjælp, gjaldt kun for ægtepar, hvor begge parter var på kontanthjælp.
Men beskæftigelsesministeren lod den også omfatte ægtepar, hvor kun den ene part var på kontanthjælp. Senere, i 2008, offentliggjorde han en pressemeddelelse, hvori han bekendtgjorde, at 300-timers reglen virkede efter hensigten.
Her henviste han til en evaluering af kontanthjælpslovgivningen fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, som dog viste sig at være en politisk bestillingsopgave, hvor Beskæftigelsesministeriets embedsmænd havde været inde over rapportens opdrag og konklusioner.
Ministeriet forsøgte at hemmeligholde og efterfølgende slette en del af de dokumenter, der dokumenterede korrespondancen og den politiske indblanding i SFI-rapportens resultater.
Han igangsatte også uden at spørge Folketinget i 2009 et forsøg med at tvangsaktivere sygemeldte. Her vildledte han Folketinget og påstod, at forsøget var lovligt, selvom det ikke var det, og at Kammeradvokaten havde sagt god for lovligheden, hvilket ikke var sandt. På grund af vildledningen omkring Kammeradvokatens påståede bekræftelse af forsøgets lovmedholdelighed standsede et folketingsflertal ikke forsøget.
Jesper Tynell gennemgår i en P1 Dokumentar fra 2010 i forkortet form disse og de øvrige sager, som han fik sin Cavling-pris for at dokumentere, ligesom han gennemgår nogle af dem i sin bog Mørkelygten (2014). Det samme gør forfatter og debattør Henning Tjørnehøj i en kronik i Politiken i 2010.
Alligevel fik det ingen konsekvenser for Claus Hjort Frederiksen. Han blev tværtimod forfremmet til finansminister i daværende statsminister Lars Løkke Rasmussens (tidligere V, nu Moderaterne) første regering, VK-regeringen.
Samme Claus Hjort iværksatte i 2008 det store forskningsprojekt „Tilbage Til Arbejdet“ (TTA). Det havde til formål at afdække, om en tidlig, tværfaglig og helhedsorienteret kommunal indsats over for langtidssyge på sygedagpenge kunne nedbringe antallet af sygedage og bringe dem hurtigere og varigt tilbage til arbejdsmarkedet.
Mette Frederiksens sager som beskæftigelsesminister
TTA-forsøgene løb fra april 2010 under daværende beskæftigelsesminister Inger Støjberg til marts 2012 under daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) med en første evaluering i oktober 2012. Det var under Helle Thorning-Schmidts første regering, SRSF- regeringen.
Hovedkonklusionen ud fra rapportens tal er, at man ikke kan påvise nogen forskel mellem effekten af den sædvanlige kommunale indsats og TTA-indsatsen.
Ressourceforløbet ville slet ikke blive en tidlig indsats, men en indsats, når alt allerede var forsøgt
Mette Frederiksen konkluderede ikke desto mindre misvisende i en pressemeddelelse 29. november 2012 om det store TTA-projekt kun en lille måned før vedtagelsen af reformen af førtidspension og fleksjob, at en „banebrydende undersøgelse anviser vejen for lavere sygefravær“. (Pressemeddelelsen er ikke længere tilgængelig på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside.)
Det var også hende, der gennemførte reformerne af førtidspension og fleksjob i 2012 og reformer af sygedagpenge og kontanthjælp i 2013. TTA-projektet har haft indflydelse på reformen af førtidspension og fleksjob, hvor blandt andet ressourceforløbet er præsenteret som en såkaldt tidlig, tværfaglig og helhedsorienteret indsats.
Hele oplægget til reformen stammede fra Arbejdsmarkedskommissionen og fra Inger Støjbergs tid som beskæftigelsesminister i den tidligere VK-regering under Lars Løkke Rasmussen, som dog ikke fik held med at få den vedtaget i 2011. Her hed det ikke ressourceforløb, men udviklingsforløb.
Jesper Tynell påviste dog allerede i oktober 2012 i P1 Orientering inden reformens vedtagelse i december 2012, at ressourceforløbet slet ikke ville blive en tidlig indsats, men en indsats, når alt allerede var forsøgt – altså en absurditet.
Lovgivningen om ressourceforløbene og forvaltningen af dem endte med at fastholde syge borgere i meget lange forløb, hvor der er en overdødelighed – dødeligheden er i gennemsnit 1 procent. Og Psykiatrifonden og Sind fastslog i 2019 i deres undersøgelse af sygemeldtes møder med jobcentret, at mange syge er blevet mere syge af at være i jobcenterforløb. Jo længere tid, desto mere syge bliver de.
Alligevel har den årelange kritik af ressourceforløbene kun resulteret i ganske få lempelser af lovgivningen om ressourceforløb, senest nuværende beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsens (S) forkortelse af det enkelte ressourceforløb fra maks. fem år til maks. tre år.
Men der er stadig ikke sat en absolut grænse på, hvor lang tid jobcentrene alt i alt må holde de syge i disse forløb bortset fra personer over 50 år, som nu har fået en afklaringsgaranti på tre år. Regeringen har indtil videre afvist at give alle syge i jobcentersystemet en afklaringsgaranti på to år, hvilket er fremgået under førstebehandlingen i Folketinget i november måned af et beslutningsforslag om sagsbehandlingsgaranti med nationale tidsfrister og tværfaglig kvalitet i sagsbehandlingen for syge.
Måltallene viser, at Mette Frederiksen havde til hensigt at hegne et retskrav om førtidspension ind i en de facto kvote. Det gør hendes reform til en retsskandale af dimensioner, der kan sammenlignes med Erik Ninn-Hansens tamilsag
Mette Frederiksens lovgivning om førtidspension og fleksjob fra 2012 er også dybt kritisabel, hvad angår dens kriterier for tilkendelse af førtidspension. Dels er formuleringerne i loven meget elastiske, dels spiller måltal en væsentlig rolle i forringelserne af førtidspensionsordningen.
Det var et ufravigeligt krav fra Mette Frederiksen, at reformen skulle give en samlet besparelse på 1,9 milliarder kroner på statens finanser årligt i 2020 og godt 3,5 milliarder kroner i 2032. I lovbemærkningerne stod der, at der ”…skal udarbejdes måltal for udviklingen på fleksjob- og førtidspensionsområdet”, at de ”…konkrete måltal er direkte udledt af beregningerne bag konsekvenserne af reformen”, og at der vil ”…være en sammenhæng mellem målopfyldelse og opnåelse af de forventede besparelser.”
Planen var at opnå det aftalte provenu ved at styre kommunerne stramt. I 2013-2014 krævede Mette Frederiksen kvantitative mål for det maksimale antal tilkendelser af førtidspension via kommunernes årlige beskæftigelsesplaner. I 2015 under beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) bortfaldt dette ministerielle krav, men ikke desto mindre fortsatte en række kommuner med at fastsætte disse måltal. Jeg har i en række artikler fra 2017 til 2019 dokumenteret nogle af dem, se tallene fra min seneste oversigt i 2019 her.
Måltallene viser, at Mette Frederiksen havde til hensigt at hegne et retskrav om førtidspension ind i en de facto kvote. Det gør hendes reform til en retsskandale af dimensioner, der kan sammenlignes med Erik Ninn-Hansens tamilsag, hvor Justitsministeriet bevidst bremsede tempoet i sagsbehandlingen.
Det har ikke fået konsekvenser for hende som daværende minister, men alene for titusindvis af syge borgere og deres pårørende
Alvoren i denne skandale understreges af, at vi har set en øget overdødelighed i gruppen af nye førtidspensionister. De senest opdaterede tal viser en gennemsnitlig dødelighed blandt nye førtidspensionister på 3,1 procent inden for de første seks måneder efter tilkendelsen af pension.
Alligevel har hverken pressen eller Folketinget interesseret sig for sagen bortset fra enkelte partier i Folketinget. Det har ikke fået konsekvenser for hende som daværende minister, men alene for titusindvis af syge borgere og deres pårørende.
Mette Frederiksen indførte også med reformen af fleksjob reelt social løndumping af nye fleksjobbere. Den blev gennemført på en misundelsesretorik over for de daværende fleksjobbere. Mette Frederiksen fortalte, at fleksjobbere under den gamle ordning kunne få meget høje lønninger på op til 700.000 kroner årligt, selvom en så høj løn kun blev omkring 3 procent af de daværende fleksjobbere til del.
I forbindelse med reformen engagerede Beskæftigelsesministeriet Lotte Hansen til at reklamere for den nye fleksjobreform. Som jeg har dokumenteret i POV, lever reformen ikke op til Handicapkonventionen. Heller ikke dette har fået Folketingets og pressens bevågenhed.
Jørn Neergaard Larsens og Troels Lund Poulsens sager
Lars Løkke Rasmussens anden regering, V-regeringen, fortsatte med daværende beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) den stramme politik over for sygemeldte borgere og flyttede lovgivningen om førtidspension fra Socialministeriet og over i Beskæftigelsesministeriet, hvor den har været lige siden.
Endvidere vedtog han stramninger af kontanthjælpslovgivningen, blandt andet indførte han integrationsydelse, kontanthjælpsloft og 225 timers-reglen. Troels Lund Poulsen (V) overtog den som beskæftigelsesminister i Lars Løkke Rasmussens tredje regering, VKLA-regeringen.
Mange syge er på grund af denne lovgivning i kombination med den grænsesøgende kommunale forvaltning af lovgivningen om sygedagpenge, fleksjob og førtidspension strandet uretmæssigt på en kontanthjælpsydelse i en længere årrække, fordi kommuner administrerer ulovligt – og ministrene og Folketinget har ikke grebet ind, selvom det er blevet påpeget utallige gange fra mange sider.
Peter Hummelgaard Thomsens sager?
Nu har vi så igen en socialdemokratisk regering, endog ledet af Mette Frederiksen. Peter Hummelgaard Thomsen har som beskæftigelsesminister videreført Mette Frederiksens og de efterfølgende beskæftigelsesministres hårde politiske linje over for de syge og med den stramme styring af kommunernes økonomi, som reelt har betydet, at kommunerne i en del tilfælde ikke lever op til lovgivningen, f.eks. i Haderslev og Norddjurs kommuner.
Det bør jo i virkeligheden ske, allerede mens ministrene sidder, så ulovligheder kan blive korrigeret eller kompenseret
De har vedtaget en tidlig folkepension til udvalgte grupper af fagbevægelsen, men den generelle ret til førtidspension for de allermest syge lader stadig meget tilbage at ønske. Titusindvis af syge lider stadig derunder, og retssikkerhed er der i mange tilfælde ikke noget af.
Mette Frederiksens sager som statsminister
Mette Frederiksen er som statsminister blevet involveret i en kritik af aflivningen af mink under coronakrisen i november 2020. Og Minkkommissionen har, ud over den manglende lovhjemmel til aflivningen, afsløret, at Statsministeriet aktivt har forsøgt at dække over ulovligheder i forbindelse med aflivningen.
Der er behov for kontrol af mange ministre
Der er mange andre kritisable forhold under denne regering, som er på kanten af, hvad der hører til i et retssamfund. Ikke mindst er socialpolitikken på det specialiserede socialområde på katastrofal kurs med manglende retssikkerhed i rigtig mange kommuner. Under alle omstændigheder mener jeg ikke, at Jarl Cordua har ret, når han påstår, at ministrene på alle andre områder end asylpolitikken i de senere år ikke har overskredet deres beføjelser, men lever op til ministeransvarlighedsloven.
Jeg kunne ønske mig, at der var større opbakning i Folketinget til at kontrollere ministrene på alle ressortområder, når der er tegn på ukorrekt embedsførelse, og ikke kun på udvalgte områder. Og det bør jo i virkeligheden ske, allerede mens ministrene sidder, så ulovligheder kan blive korrigeret eller kompenseret hurtigt, og så vi slipper for at køre det store apparat i spil med kommissioner og rigsret.
Nu har Rigsretten dog vist, at en minister ikke kan komme godt fra at gøre hvad som helst, der passer hende, hvis det er ulovligt. Det, mener jeg, er godt. Jeg håber så, det også får en præventiv virkning, så de siddende og kommende ministre vil tage deres ministeransvar mere alvorligt end Inger Støjberg.
Det kræver ikke alene større bevågenhed på de forskellige ressortområder fra Folketingets medlemmer. Det kræver også, at pressen interesserer sig for dem og bidrager til oplysning – også de områder, som i første omgang ikke angår majoriteten af befolkningen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
