Lad 20’erne gøre os digitalt klogere, end de to foregående årtier har formået

i Digitalt/POV Business af

KRONIK // DIGITALT – Siden årtusindeskiftet har vores liv ændret sig markant. Digitaliseringen blev pludselig nærværende, og vi endte med at blive individuelt digitaliseret uden for alvor at overveje, om digitaliseringen er et redskab eller selve livet. 

Hvor 00’erne blev årtiet, hvor digitaliseringen blev allemandshåb i skikkelse af tablets, smartphones og overgang fra telekommunikation til wifi-kommunikation, internettet i alle riger og lande og sociale mediers invitation til hujende at snuse i tidligere klassekammeraters liv, kærester og karriere, blev 10’erne årtiet, hvor vi for alvor individualiserede samme digitalisering og lod os klæde af både fysisk, mentalt og værdimæssigt – mens vi udviklede en fælles forståelse for at give andre skylden for det.

Fra den utidige begejstring og massetrafik ind i den interaktive spændetrøje med de uanede muligheder, som meget få satte spørgsmålstegn ved – måske lige bortset fra de børn, der søgte en mening med de vækvendte ansigter på alle deres kære, nære og nødvendige voksne og som måtte leve med, at noget var vigtigere end dem, en opfattelse de naturligvis konverterede til eget brug – til den hårde opbremsning, hvor alt det, vi alle for længst var blevet en del af pludselig var den største trussel mod os alle. Et skyldigt onde, som medierne, der i de første mange år selv havde bragt begejstringen til bords, alligevel kalder et nødvendigt onde.

Mens vi i slutningen af 00’erne forstod, at den digitale udvikling kun var i sin spæde begyndelse, forlader vi 10’erne med en kollektiv forståelse af, at den digitale udvikling efterlader mennesket i sin spæde afvikling

For man kan ikke længere nå brugerne uden, forståes. En bagvendt forførelse af mennesker, der endelig – efter mange års spådomme og fluffy snak om den kommende digitalisering – havde digitaliseringen i hånden.

Det er naturligvis ikke første gang i menneskets historie, at vi går fra begejstring til skepsis, snarere tværtimod. Men i dette tilfælde har pendulets anatomi taget ti – måske tyve – år. Vi indledte 10’erne midt i en kurve af begejstring over udviklingen, over de mange muligheder, over endnu flere apps og årlige breakinger af iphones, ipads, digitale dimser og deraf muligheder, akkompagneret af en hidtil uset omtale af især Steve Jobs’ talent og Apple som business-case, mens vi hånede Blockbuster, der ikke distruptede i tide og Nokia, der ikke længere connectede people.

De nye rockstjerner

Siden slutningen af 00’erne havde vi liket os gennem vores netværk, vi havde liket Steve Jobs, Mark Zuckerberg, mens Bill Gates efterhånden blev en gammel omend hovedrig historie. De nye rockstjerner var det teknologiske stjernestøv, IT-millionærerne.

Vi fik det hele upfront på vores forlængede arm, og der var efterhånden ingen virksomhed med respekt for sig selv, der ikke skulle have en app. Digitaliseringen blev hands on, vi lagde uden tøven vores liv ind i den, personificeret ved smartphonen. Tiderne flød sammen, fritid, arbejdstid, privatliv, vi blev lynhurtigt en del af det, vi i de seneste år har betegnet med en klar distance – ”de sociale medier.”

Vi var de sociale medier, og mens vi var åbenlyse produkter, blev vi også ydelser.

Steve Jobs (1955-2011) grundlagde sammen med Steve Wozniak og Ronald Wayne Apple Computer Company i 1976. Her fremviser Jobs en iPhone 4 ved Worldwide Developers Conference i 2010. Foto: Wikimedia Commons.

Og mens vi gladelig deltog i diverse tests om hvilket dyr, vi ville være, hvis vi var et dyr, gav vi uden tøven oplysninger om os selv og hinanden, og undervejs blev Mark Zuckerberg kaldt geni, hans førstefødte kom i alle de kulørte blade, mens vi syntes, det var utroligt, hvad sådan en ung kneit kunne skabe; lige indtil den dag, hvor han blev truslen mod os alle, og hans tidligere milde ansigt erstattedes af et forstenet udtryk og – ville nogle måske associere – ondskaben selv.

Længe før det, døde Steve Jobs, og der var dømt international sørgetilstand.

Han havde om nogen forstået brugerne og skabt det, vi måske anså for at være vores nye bedste ven, måske vores alter ego, der godt nok skulle skiftes ud nærved årligt, men who cares, vi var jo midt i en revolution. Og så døde den mand, der forstod os alle.

Med Jobs døde teknologien imidlertid og naturligvis ikke, og der skulle trods alt gå nogle år, før magien døde. Tankevækkende var det dog, at hans død ikke kun havde indflydelse på aktiekurser, men også almindelige mennesker græd og sørgede verden over. Han havde givet os… Ja, hvad havde han egentlig givet os?

Manipulationsstrategier

På tærsklen til et nyt årti er vi tilsyneladende fortrolige med, at alle disse genier i virkeligheden var manipulatorer, mastodonter i en Google-kugle, som er en trussel mod os alle.

Tidligere ansatte, der kan berette om, hvordan manipulationsstrategierne blev udviklet i takt med populariteten, har haft travlt ved håndvasken og har nu full blown taletid, men borte er det faktum, at den viden, de i dag besidder kun har været tilgængelig for dem, fordi de sad med om bordet. Lige til de ikke gjorde det mere.

Lige tidsnok til at hoppe med på anden bølge, for midtvejs i det hele begyndte kritikken at gry. Fra eksperter, forskere, tidligere ansatte, politikere på et højere plan, fra den almindelige bruger og fagpersonelle.

Måske er årti-skiftet tidspunktet, hvor vi skal lære af alt det, hvad vi har budt os selv fra årtusindeskiftet og frem

Hvor det tidligere havde været populært at heppe på endnu højere fart, blev vi i hvert fald i Danmark frontløbere, der løb direkte ind i en mur. Værst i medierne, der tidligere havde givet tech-industrien ukritisk taletid men nu konkurrerede med samme industri om fundamentet for forretningen. Åbenbaret for mange og længe før nogen faciliterede den samtale, var det,  at vi i den digitale verden konkurrerer med os selv om os selv.

Det vil mange nok anholde. For der er måske ikke noget at være bange for, andet end ”truslen fra Cyperspace,” som Trine Bramsen udtalte i P1 for få uger siden. Alle de udefinerbare trusler, alt det uvisse. Om alt fra demokrati, økonomi og uafhængighed, men ingen trussel uden brugere.

Måske er årti-skiftet tidspunktet, hvor vi skal lære af alt det, hvad vi har budt os selv fra årtusindeskiftet og frem.

Vi er nemlig ikke ansvarsløse, bare fordi vi som i en sci-fi-film har downloadet vores personlighed, vores netværk, vores viden, vores perspektiv til smartphonen, mens vi har efterladt vores børn på stationen for egenopdragelse.

Måske har vi bare overset vigtige teorier og udviklingpsykologisk videnskab samt ikke mindst det at blive klogere sammen. Ikke på enten-eller, på dommedagsteorier eller på forherligelser men på, hvordan vi hver især agerer og træffer bevidste valg, der naturligvis har indflydelse på vores liv.

Tryk avler modtryk

Vi har pt. ikke kunnet overlade det her til politikerne, og medierne har ikke formået at facilitere den vigtige samtale. Nogle har gjort et forsøg, men der er en vis distance i, at eksperter i det her emne, er tech-eksperter, forskere eller læger.

Vi skal meget tættere på menneskets grundvilkår og ikke på dimsers indhold eller udpegen af en eller tre kernefjender. Det er ikke kun noget derude, der har skubbet til os, så vi i dag har klædt os mere eller mindre af. Det er os alle, der har været med. Så hvad gør vi nu? Sætter vi for eksempel en tilstrækkelig nysggerig dagsorden, når det kommer til kunstig intelligens, efter at det i to årtier kun har været højsalige mål.

Tryk avler modtryk, en bevægelse er allerede igang. Spørgsmålet er bare, om vi blot har ændret ”happy go lucky”-tilgangen, hvor nogle fortæller os om teknologiens lyksaligheder til ”just don’t”-advarsler, der ikke for alvor gør os klogere hver især.

Menneskelig tomgang, døde blikke, nøgne kroppe, der er en udledning af, at vi har individualiseret og personificeret digitaliseringen med vores uhæmmede tilgang til smartphones

Hvis vi skal lære noget af de seneste to årtier, så må det være, at vi skal lære endnu mere af fortiden, så vi ikke kun lærer at agere klogere i den digitale verden med udgangspunkt i de menneskelige teorier, der har gjort os til dem vi er, men også forstår, hvordan vi sætter en dagsorden, der kan omdefinere tomgang til funktionalitet. Intet samfund er bygget op uden at nogle forstod at skabe eller anvende redskaber.

Tomgang derimod, er de rutinemæssige handlinger på vores forlængede arm – smartphonen. De ubevidste handlinger, som vi måske nok ikke er bevidste om, men som vi alligevel lider af en kollektiv skyldfølelse på grund af. Støj, automatreaktioner, det unødvendige, der føles som nødvendigt. Omsat til frygten for at være uden. Når jeg møder unge på efterskoler, der har sendt og modtaget over 1,6 millioner snaps på tre år, så er det et perfekt billede på, hvad jeg mener med tomgang.

Menneskelig tomgang, døde blikke, nøgne kroppe, der er en udledning af, at vi har individualiseret og personificeret digitaliseringen med vores uhæmmede tilgang til smartphones.

Vi har udviklet hver vores metode, og det er en udfordring i forhold til at skabe en kollektiv forandring. Advarsler og løftede pegefingre viser sig ikke at hjælpe, for som handlingslammede kan vi intet.

Derimod kan vi begynde at tale om emnet på en anderledes måde.

Digital ulighed

Det handler ikke om teknik, teknologi, tech, digitalt, data, sociale medier, men om alt det, vi bruger det til og måden vi gør det på. Det kræver måske en vis erkendelse at tage på sig, at vi alle er en del af det store stygge netværk og af de onde sociale medier, og at vi alle arbejder i døgndrift, for os selv, vores virksomhed, for Snapchat, Google og kommunen, når vi skal bestille nyt kørekort.

Vi er pakken, men måske vi skulle omdefinere vores brug til funktionalitet – til den oprindelige idé? Ikke hele vores liv, men det, vi kan have gavn af og med en positiv agenda. Ikke skærmen for skærmens skyld, men for funktionens skyld.

Sortere det digitale affald med andre ord. Blive klogere på, hvad vi egentlig vil bruge mulighederne til. Tale om det digitale, uden nødvendigvis at se på det. Inddrage det digitale i samtaler, kunst, kultur og politik med andet end fraser, der enten er overdrevent positive eller alarmerende.

Digitaliseringen er kommet for at blive. Men det er for alvor nu, vi skal lære at leve med den

Vi har efterhånden hørt, at det digitale tog buldrer afsted, og det bare handler om at stige på i tide, men når så få ved, hvad det digitale egentlig smager af, hvad robotterne skal til for, hvad industrien består af, kan der stå nok så mange jakkesæt og pege på endnu en PowerPoint, mens vi står med vores smartphone og swiper ubeslutsomt i det essentielle spørgsmål om, hvorvidt digitaliseringen er et redskab eller selve livet.

Vores rutsjetur har haft andre konsekvenser end mistrivsel, fysiske afstande, akavede samtaler og megen negativ omtale. Der er digital ulighed, der mangler unge i tech og manglen bliver markant i årene fremover. I kommunikationen af det dilemma mangler dog en væsentlig forståelse af alt det ovenstående. Man kan ikke skille tingene ad – endnu.

Måske bør det være et mål. For når børn i Odense skal til at tale ”robotish”, er det i et forsøg på at skære det ud i pap: De har brug for hænder i industrien. Digitaliseringen er kommet for at blive.

Men det er for alvor nu, vi skal lære at leve med den.

Lykke Møller Kristensen er forfatter, og journalist med fokus på digital adfærd og kultur, afledte konsekvenser og fremtiden. Foredragsholder og indehaver af DigiWise, der tidligere hed SoMe-Right med gratis materialer til skoler og kommuner.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Topillustration: Unsplash. 

Lykke Møller Kristensen er 47 år og har et langt CV med udgangspunkt i journalistikken som fag og mennesker som interesse. Siden uddannelsen som journalist i 2001 har Lykke faktisk kun haft et fast job, da hun var i 2014/15 var uddannelseschef og brandmanager for International Business College. Ellers har det været livet som freelancejournalist og redaktør, senere forfatter og masser af foredrag, undervisning og rådgivning, Lykke har ernæret sig ved. Hun har desuden taget uddannelse i kommunikation fra DMJX og flere kurser i både Danmark og udlandet, hvor hun også er en del af en international gruppe, der arbejder på at sikre børn online. I de seneste seks år har Lykke dykket ned i den digitale adfærd og kultur og bruger det meste af sin tid på at holde foredrag og lave temadage, der skal styrke os til at blive klogere på området, både hvad angår trivsel, sikkerhed og kommunikation og retningslinjer.

Tidligere har hun været redaktør på helsemagasinet Naturli' og på DBU's store historiske samling af 973 jyske fodboldklubbers historie og af medlemsbladet Jysk Fodbold. Lykke har skrevet artikler for og til de fleste danske dagblade og magasiner og har især skrevet om livsstil og erhverv, branding og kommunikation - ikke mindst efter at hun i 2010 havde eget kommunikationsbureau, hvor hun hjalp med erhvervsudvikling lokalt i Region Syddanmark samt rådgav en lang række virksomheder i strategisk kommunikation.

Hun er desuden forfatter til fire bøger, hvor den seneste: "Dit digitale barn har brug for en voksen” opsummerer det, hun indtil videre har erkendt igennem de år, hun har arbejdet intensivt med digital kultur og adfærd. Nemlig at børn såvel som voksne har brug for nogle at have dialog med omkring den digitale verden. Hun er desuden forfatter til bøgerne: " Børn & Sociale medier,” "Barn nr. 2 – når familien vokser" samt "En der elsker mig" - og en klummesamling om provinsens branding, som hun skrev som fast klummeskribent i regionale medier. Lykke er fra Jylland men storbymenneske i hjertet – evigt splittet mellem længsel efter puls og behovet for ro.

Seneste artikler om Digitalt