FILM // ANMELDELSE – Astrid Grove har fulgt den italienske instruktør Alice Rohrwacher og anmelder her hendes seneste film, La Chimera. Med legesyge filmformater, et medfortællende orkester og taktile landskabsscener er det ikke underligt, at filmen var nomineret til Den Gyldne Palme i Cannes i 2023.
Et tog kører igennem 1980’ernes Toscana. Her sidder en hvid terrier, pyntet med lyseblå sløjfe i panden, ved siden af unge italienske kvinder med blå eyeliner og sorte læderjakker. Betaget betragter de den engelske mand, Arthur (Josh O’Connor), der er på vej hjem fra fængsel. Han er sorgfuld og vred, og slår ud efter togets sokkesælger, der driller ham med hans fængselslugt. Det er et komisk og magisk drama, den italienske instruktør Alice Rohrwacher præsenterer os for i La Chimera.
Rohrwacher instruerer film om italiensk identitet og historie. Hun bliver sammenlignet med både neorealismens Roberto Rossellini og Federico Fellini og har også i sin nye film en scene med en etruskisk statue, som flyver igennem en blå himmel. Det vækker mindelser om den flyvende Kristus i starten af La Dolce Vita (Fellini, 1960). Desuden har hun castet selveste Isabella Rossellini, datter af instruktøren R. Rosselini, som matriarken Signora Flora.
Rohrwachers realisme skildrer italiensk identitet i La Chimera, der afslutter en trilogi, som startede med Miraklerne (2015), efterfulgt af Lazzaro den Lykkelige (2019). Filmene er magiske, men alligevel sat i socialrealistiske settings. I 2021 var Rohrwacher en ud af tre instruktører på dokumentarfilmen Futura, hvor unge fortæller om et stillestående land og drømmen er et udenlandsk job. I fattigere byer som Napoli og Palermo rækker drømmene dog kun til lokale fodboldbaner, som de fortæller til kameraet kort tid før corona-epidemien lukkede landet ned.
Det var i denne periode, hvor mange italienere døde, at Rohrwacher begyndte sin ideudvikling til den nye film. I dag er der udråbt en national mindedag for ofrene (18. marts), og i La Chimera er sorgen i centrum for Arthur, hvis vrede bygger sig op og til sidst kammer over.
La Chimeras barokmusik
Filmens antihelt bliver præsenteret til barokmusik af den spanske Jordi Savalls orkester Le Concert des Nations med en version af komponisten Claudio Monteverdi’s L’Orfeo fra 1607. Musikken baserer sig på den græske myte om Orfeus, der forsøger at redde sin elskede Eurydike fra dødsriget. Ligesom Orfeus, søger Arthur nemlig også efter sin tabte kærlighed Beniamina – i etruskernes gamle grave.
Romantiseringen af italiensk fortid skygger for forbedringer og løser ikke sociale problemer
Med en magisk pind finder han grave i skovene og ved strandene, og stjæler vaser og statuer med den såkaldte “tombaroli”-gruppe. De videresælger de dødes skatte til den mystiske Spartaco, der holder til på et dyrehospital i storbyen.
Ikke langt fra gravrøverne bor Signora Flora (Isabella Rossellini), som er mor til Arthurs tabte kærlighed Beniamina. Hos Flora lærer Arthur kvinden Italia (Carol Duarte) at kende. Denne har taget logi hos den gamle matriark for at tage sangtimer. I virkeligheden udnyttes Italia til at gøre rent, lave mad og servere te, mens hun også selv gemmer på en hemmelighed i huset. Huset vækker mindelser om aristokratisk kunst og arkitektur, men er i forfald. Det kan matriarken ikke se, og det er et af Rohrwachers hovedbudskaber: Romantiseringen af italiensk fortid skygger for forbedringer og løser ikke sociale problemer.
En sand historie
Gravrøverierne baserer sig på sande historier fra 1980’erne og 90’erne, hvor Rohrwacher selv voksede op. På Toscanas barer og cafeer hørte Rohrwacher som ung gravrøverne sidde og prale af deres ufattelige pengesumme, som hun fortalte sidste marts til New York Film Festival.
Filmens tombaroli-gruppe udnytter de dødes skatte, men bliver selv udnyttet af den rige Spartaco, der sælger de værdifulde skatte videre til museumskuratorer. Ingen er gode, men nogle er mere onde end andre i den onde cirkel af uundgåelig social udbytning. Rohrwacher kaster også lys over aktuelle diskussioner om stjålne museumsgenstande, så filmen får et antikapitalistisk præg, der lægger sig i forlængelse af Lazzaro den Lykkelige. Deri opdager fæstebønderne, at de bliver svindlet til at leve i en middelalderlig tilstand, men derefter fortsætter svindlen bare.
Fart i filmen
Rohrwacher bruger håndværkstraditioner fra den italienske neorealisme, når hun skyder on location og caster ikke-professionelle skuespillere, som for eksempel troubadourerne, der synger om Arthur. I en blå hytte ved den kolde, blæsende strand optræder de som en fortællerstemme – når de spiller foran Arthur, og når de overgår til underlægningsmusik. Den rammesætning er nødvendig, for scenerne springer hurtigt, og formatet varierer mellem Super16, 35mm og 16mm, afhængig af om vi befinder os i flashbacks, virkelighed eller i gravene.
Rohrwacher er en af de mest spændende italienske instruktører i øjeblikket
Der er dømt action og fart, når den elektroniske 1978’er-sang “Spacelab” fra tyske Kraftwerk spiller, mens tombaroli-gruppen arbejder i Arthurs værksted. Men når en rød tråd minder Arthur om Beniaminas strikkjole, befinder vi os tilbage i den sorgfulde stemning i Floras baghave. Og når gravrøverne løber, er scenerne klippet i fast-motion klippeteknik, så de ligner små tegneseriefigurer fra en stumfilm.
På et tidspunkt tager gravrøverne et billede af en turistfamilie, der spørger, om det er et tempel, hvilket gravrøverne kan bekræfte, da de netop har stjålet templets gravskatte. Humoren er grotesk og skildrer italiensk identitet til perfektion, som når Italia lærer britiske Arthur italiensk håndgestikulation.
Falske farver og en magisk pind
Kostumer og rekvisitter er ofte legesyge i Rohrwachers film, for eksempel i De Djess (2015) som både har kikkertkiggende nonner og en levende kjole med krystalperler. Og i Lazzaro den Lykkelige, er den unge Tancredi besat af sin walkman.
I La Chimera bærer den onde og snu Spartaco et gult suit og ejer et gult dyrehospital, fordi vedkommende er falsk og farlig. Arthurs hvide jakkesæt mangler farve – ligesom han mangler sin Beniamina? – og han er afhængig af sin magiske pind, der finder gravstederne.
Der er blomstermotiver på Italias tøj, så hun går i ét med tapetet hos Flora, hvis navn betyder blomst. Kvinderne er blomster, også når en af gravrøverne siger til kvinden Melodie (Lou Roy-Lecollinet): “Ved du, hvad du er? Naturens ornamentik”. Melodie takker, for hvad skal hun ellers gøre? De lader hende fotografere deres røverture, efter hun har mødt dem til landsbyens religiøse La Befana-procession, hvor beboerne klæder sig ud som hekse.
Melodie fremstår både naiv og alvidende. Hun stikker ud fra tombaroli-gruppen med sit afblegede, crepede hår, og kommenterer 80’ernes kønssyn, når hun bryder den fjerde væg for at citere sin tante: ”Se ci fossero ancora gli Etruschi, non ci sarebbe tutti questo machismo in Italia.” (Hvis etruskerne stadig var her, ville der ikke være al denne machismo i Italien). Til New York Film Forum sidste marts sagde Rohrwacher desuden, at filmen også prikker til den grove, macho-manderolle i 80’erne, når Arthur bliver drillet med det huslige arbejde, han udfører for Italia.
Nomineret til Den Gyldne Palme
Universet består altså af den saneslige natur og nedslidte huse. Men pludselig er vi ombord på en yacht til afsløringen af Spartacos identitet, hvor Arthur gør noget drastisk og altafgørende for resten af filmens storyline. Ærgerligt er det, at denne vigtige point-of-no return-scene, der er sat i luksuriøse omgivelser og varme farver for at give en kontrasterende effekt, virker en anelse utroværdig, fordi vi træder ud af filmens setting, der ellers anvender koldt lys og nedtonede farver.
Så det er ikke en film af helt samme kaliber som storfilmen Lazzaro den Lykkelige, hvori Rohrwacher hverken gik på kompromis med kvaliteten eller den eksperimenterende stil, ligesom den havde en strammere, rød tråd. Og det er ærgerligt, når hun har bevist, at hun godt kan.
Men med legesyge filmformater, et medfortællende orkester og taktile landskabsscener er det ikke underligt, at filmen var nomineret til Den Gylden Palme i Cannes i 2023. Rohrwacher er en af de mest spændende italienske instruktører i øjeblikket, fordi hendes fortryllende fortællerstemme om italiensk identitet er vidunderligt vittig og hamrende alvorlig.
Filmens titel henviser til det mytologiske dyr, en kimære, der var en tredjedel løve, ged og slange med tre hoveder.
I et interview har Rohrwacher fortalt, at filmens stemning er som en kimære, fordi den forandrer sig fra drama til komedie til eventyr og så videre. Derudover forstår filmens karakterer ikke fuldt ud, hvad de søger, ligesom man ikke kan forstå en kimære fuldt ud er. Den er udefinerbar.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og