”Once upon a time in Venezuela” 

i Kultur/Film af
CPH:DOX // ANMELDELSE –  Der er valg i landsbyen og alle kneb gælder, mens naturen raser og vandet stiger. Ude på Maracaibo-søen forbereder man sig i byen Congo Mirador på det kommende venezuelanske parlamentsvalg. Her er den snedige forretningskvinde og repræsentant for Nicolás Maduros dybt korrupte Chavist-parti, Tamara, i færd med at sikre sig stemmer – og hun tager alle kneb i brug. Oppositionen består af skolelæreren Natalie, der kæmper en ulige kamp. I sin vellykkede og smukke co-produktion mellem  Venezuela, Storbritanien, Østrig og Brasilien bringer instruktøren Anabel Rodriguez Rios os tæt ind på livet af den forsømte Maracaibo region, så vi tydeligt forstår, hvorfor det tidligere blomstrende land Venezuela  nu er så dybt forarmet, at befolkningen migrerer til alle nabolandene, skriver Karen Hammer.

Den lille landsby Congo Mirador ligger ved Maracaibo-søen i den nordvestlige del af Venezuela.

Det var engang et levende fiskersamfund. En hjuldamper fra hovedbyen Maracaibo bragte beboerne i kontakt med omverden, og der var i sæsonen op mod 2ooo indbyggere. I de sidste 12 år har forholdene imidlertid ændret sig katastrofalt.

I filmen træffer vi  den gamle sangskriver og guitarist Camarillo, der har levet hele sit liv i pælebyen Congo  og på smukkeste vis beskriver sit ensomme liv i sørgmodige kærlighedssange.

Nu bor her knap 3oo familier, der forsøger at klare sig med lidt landbrug og et døende fiskeri. Søen er nu smækforurenet af den olie, der tidligere gjorde landet så rigt, fiskene og skildpadderne dør, og de legende unger må rense deres oliesvinede fødder, før de går hjem.

Endvidere er søens bredder fyldt med vandliljer, der gør sejlads vanskelig og holder på de segmenter, som den gennemstrømmende flod Catatumbo bringer med fra bjergene. Oprindelig stod husene på høje pæle, men nu da søbunden er hævet med op mod 1½ m, ligger husene næsten i vandskorpen.

I filmen træffer vi  den gamle sangskriver og guitarist Camarillo, der har levet hele sit liv i pælebyen Congo  og på smukkeste vis beskriver sit ensomme liv i sørgmodige kærlighedssange.

Vi træffer pigen Nega, og  hendes brødre og veninder. Hun er meget glad for skolen og for at ro rundt ude på søen og prøve at fange fisk. Hendes lærerinde Natalie er skildret  som en sød kvinde med et kærligt forhold til sin lille datter og til sine elever. Endelig er der filmens dominerende hovedperson Mrs. Tamara, en intrigant og magtliderlig businesskvinde, der som inkarneret medlem af Nicolás Maduros korrupte Chavist-parti, Tamara, kører rundt med alle.

Skolelærer Natalie er Chavez tilhænger og holder med oppositionen – ja faktisk ér hun oppositionen, så må hun fyres som lærerinde er planen. Mrs.Tamara bagtaler hende jævnligt og konspirerer imod hende.

Filmen skildrer begivenhederne op til det kommende parlamentsvalg, hvor Mrs Tamara sætter himmel og jord i bevægelse for at sikre Chavist-partiet magten. Ved et væld af mobilsamtaler lykkes det for hende at overbevise Maduras hovedkontor  i Maracaibo om, at uden hendes indsats vil der snart ikke være en eneste Chavist supporter tilbage i Congo.

Hvis man kan få en mobiltelefon  eller 4000 bolivar for en lille indsats, så ok da

Mrs.Tamara er dygtig,  og hun bruger alle tænkelige kneb i de sidste måneder af kampagnen, hvor ingen rigtig brænder for at stemme, men hvis man kan få en mobiltelefon  eller 4000 bolivar for en lille indsats, så ok da.

Hun truer sågar en stædig person med, at hans kone ikke længere vil sove hos ham, hvis han ikke giver hende lov til at stemme; denne er selvfølgelig overbevist via rige fødevarergaver om, at Chavist-partiet skal vinde, for de har lovet at skaffe fiskerne bedre motorer, modernisere skolen, øge de ældres pensioner og først og fremmest sørge for at rense søen nær byen for de store mængder jord.

Mrs. Tamara slår også voldsomt på, at folk flytter, så byen snart vil være helt forsvundet – der må gøres noget. Hendes aktiviteter bunder dog mestendels i egen vinding, for hun holder kvæg og svin i regionen, og hun handler med jord. Hvad skulle hun gøre uden byen?

Den vakse Nega følger interesseret med i hendes gøremål, og er ret forbløffet over, at folk helt åbenlyst på selve valgdagen får et bundt sedler i hånden  3-4ooo pr. stemme

Foto fra filmen.

Der er en fin stemning i skildringen af den lille dødsmærkede pæleby. Skolebørnene er søde og livlige, de leger i floden og småpigernes snak om tidlige ægteskaber og om kjoler virker overbevisende og naturlig.

Jeg har ude i verden set adskillige pælebyer hvor enhver kontakt foregår via små både; det er også her et spændende miljø på trods af miljøproblemerne. Natalie kæmper tappert mod chikane og trusler; hun er en stærk pige og tager konsekvensen af sine meninger med æren i behold.

Hvordan kunne det lykkes for Hugo Chavez’ efterfølger Madura så hurtigt at ødelægge så meget?

Efter denne film får man lyst til at kaste sig over landets nyere historie, for både de socioøkonomiske som de politiske forhold og udviklingen er fascinerende. Præsident Hugo Chavez døde i 1999 og var almindelig elsket. Hvordan kunne det lykkes for hans efterfølger Madura så hurtigt at ødelægge så meget?

Jeg elsker filmens rige præsentation af gamle Camarillos fine spil og vemodige tekster, og jeg er dybt betaget af de enorme lange lynslyngninger, der kaldes Catacumbo-lyn, som ikke findes noget andet sted i verden, og som man hele filmen igennem kan glæde sig over.


Anabel Rodriguez Rios: Once Upon A Time In Venezuela (Venezuela, Storbritannien, Østrig og Brasilien), spillelængde 99 minutter, European Premiere. Producer: Sepp R. Brudermann, CPH:DOX 2020.

Topillustration fra filmen:

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.

Seneste artikler om Kultur