ANMELDELSE// BØGER – Anne-Sophie Lunding Sørensen var på forkant, da hun i 2016 udkom med første bog af tre om hverdagshelten Elvira: Elvira er nemlig overvægtig og arbejder på bunden af samfundshierarkiet. Her i treeren, Happy Hour, skal der altså mere til, skriver Christine Lind Ditlevsen.
Elvira Gregersens liv er spændt ud i en trekant, der omfatter hendes arbejde som bordelværtinde, hendes ubehagelige fortid og hendes relation til mændene i hendes liv: broren og narkomanen Sixten, barndomsvennen Køster og kæresten Henry. Trekanten serveres på et leje af hindbærroulader, Marsbarer, pizzaer og flæskesvær, for Elvira elsker at spise. Jo sødere og federe, jo bedre.
I trilogiens første bind Happy Ending brugte forfatteren naturligt nok en del sider på at opmale miljøerne: Elviras grimme, klaustrofobiske lejlighed, bordellet med de hårdtarbejdende piger, sædplettede lagner og beskidte kaffekopper. Det kommunale tvangskursus for overvægtige arbejdsløse, HOPLA (Humor, Optimisme, Participation, Livsglæde, Anerkendelse) som Elvira dukker op til med akvarieblik og stort had. Antikvitetshandleren Henrys old money-villa. Og i et skarpt tilbageblik; tiden lige efter Elviras mors død, hvori det afsløres, at Elviras far misbrugte hende seksuelt indtil Sixten og Køster gjorde en (voldelig) ende på det.
Af alle miljøerne holder jeg mest af Elviras lille, brune lejlighed. Her er hun sig selv – de søde, fede sager, yndlingsfilmene, fodbadet
Af alle miljøerne holder jeg mest af Elviras lille, brune lejlighed. Her er hun sig selv – de søde, fede sager, yndlingsfilmene, fodbadet – det er alt sammen Elviras verden, og den er skøn.
Første bog opviser et lille krimiforløb med en forsvunden prostitueret, som Elvira bliver en del af. Med det samme længes jeg hjem i sofaen. Krimien bliver i Happy Ending flad og sær. Jeg ikke lade være med at synes, at den virker påklistret, som om, der er en redaktør, der har bedt om mere plot.
Det samme gør sig gældende i toeren, Happy Family, hvor Elvira igen bliver involveret i et krimiplot. Denne gang bliver en kinesisk dreng udnyttet som arbejdsslave, og Elvira træder til.
Undergrundsmiljø tilsat krimielement
Nu udkommer så tredje og afsluttende bind, Happy Hour. Formlen er den samme; undergrundsmiljø tilsat krimielement. Denne gang gøres der dog op med prostitutionsmiljøet. Er det den omsiggribende politiske korrekthed, der slår igennem her? Det tror jeg.
Men jeg må indrømme, at opgøret passer godt til Elviras udvikling. Hun har fået mere selvtillid, har gjort op med Køster, som viste sig at være en bedre alfons end ven, hendes bror er på vej væk fra junken, hendes forhold til kæresten intensiveres, hun tør at være nær mennesker. Når jeg alligevel synes, at opgøret virker som et modelune, er det fordi, det ikke får ret meget plads. Vi får ikke lov til at mærke, hvordan Elviras modstand mod at sælge kroppe vokser i takt med, at hun tager sin krop tilbage. Derfor bliver opgøret lovlig fikst og belejligt.
I et stykke tid er Elvira lammet, bogsiderne er nøgne med kun en, to eller tre sætninger på hver, der giver plads til chokket
I Happy Hour lykkes det heller ikke for forfatteren at overbevise mig om, at krimifortællingen er andet end en plotbil, der skal drive den samlede fortælling fremad. Og det har noget at gøre med bifigurerne, som alle er skrevet over en stereotyp formel.
Skurkene er alt for skurkagtige med deres indvandrernavne, pumpede kroppe og fuldstændig barbariske adfærd, de prostituerede (Candy, Patience) er stereotyper med dårligt sprog, kælen fremtræden og et kynisk forhold til sammenhængen mellem krop og sjæl. Klampenborgmiljøet har baner på toilettet, designermøbler, dumme, rige pige, der bliver udnyttet, og selfier med andelæber på Instagram.
Det gør, at man hele vejen gennem trilogien får en fornemmelse af at læse tegneserie. Der er sjov og ramasjang, dejlige duller og barske mænd, massivt meget handling. Og meget pap. I 2016 var Anne-Sophie Lunding-Sørensens genre-smadring og Elviras anderledes heltehed nok til, at vi læsere blev imponerede. Her i treeren, Happy Hour, skal der altså mere til.
Noget, der også irriterer mig: Efter en tilspidset situation går Elvira meget tit i Holger Fortolker-mode og forklarer og udlægger i et alt for rationelt sprog, hvad hun lige har oplevet. Det fungerer slet ikke. Elvira er handlekraftig, modig, længselsfuld og storhjertet, we get it. Vi behøver ikke et meta-take på hendes personlighed.
En fandens karl og en blød klat
Handlingen i Happy Hour knækker over på midten, da Elviras liv forandres akut med et dødsfald. I et stykke tid er Elvira lammet, bogsiderne er nøgne med kun en, to eller tre sætninger på hver, der giver plads til chokket. Det klæder bogen.
Ordene samles igen til begravelsen, som er lige præcis så metalkold og uforståelig, som begravelser er ude i virkeligheden. Efterspillet med de mærkeligt korte dage i sengen uden drift mod noget som helst er også rigtigt fortalt.
Men så snart Elvira kommer ud af sin skal går det galt igen:
”Efter mødet med Sagsbehandleren har jeg det som en gammel karklud, nogen har glemt i et hjørne. Alligevel begynder jeg bare at gå, det er blevet en vane, at sætte det ene ben foran det andet uden mål. På trods af at jeg foregav, at alle hendes ord, sagt i en blanding af alvor og indstuderet empati tilsat professionel entusiasme, ord som afklaring, ressourceforløb, virksomhedspraktik og anden aktør, at de ord prellede af på mig, selvom jeg sad der og stirrede tomt ind i intetheden som en akvariefisk og absolut intet gav fra mig, har mødet efterladt mig med en tung bevidsthed om, at løbet nu er kørt.”
Jeg spørger mig selv, hvorfor forfatteren gør det der. Tror hun ikke, vi kender Elvira endnu? Og hvorfor bruge tre bind på at finde ud af noget, som vi allerede forstod i det første, nemlig at Elvira har samfundet mod sig, at hun en fandens karl og en blød klat, og at de to karakteristika allerbedst spænder ben for hinanden i hendes hverdag?
Skrællede man alt krimifyldet fra, og det kunne man sagtens, for Elvira står lysende klar som person og handlingsfremdriver, og redigerede man de mange selvanalyserende metaafsnit ud, ville der være sprunget en skarp samtidssatire frem. Autentisk, ægte sort og étbindet.
Anne-Sophie Lunding-Sørensen
Happy Hour
Gyldendal, 252 sider, 199,95
Foto: Udsnit af omslaget
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
