
#METOO // VIDNESBYRD – “Jeg er 13 år, da jeg er til suppe-steg-og-is-fest i familien. Mændene har fået rigeligt at drikke, og da der skal danses, er der én af af dem, som synes, at det er sjovt at lære mig nogle dansetrin. Han holder mig tæt, og ingen andre ser det stive lem, som han presser ind mod mig. Flov.” Instruktør Louise Unmack Kjeldsen er færdig med at være flov over andres liderlighed. Det må de selv ligge og rode med, skriver hun i sit #Metoo vidnesbyrd.
Jeg er 12 år, da en onkel for sjov tager fat i mit bryst. “Begynder der snart at ske noget her”, siger han, og de andre voksne griner. Flov.
Jeg er 13 år, da jeg er til suppe-steg-og-is-fest i familien. Mændene har fået rigeligt at drikke, og da der skal danses, er der én af af dem, som synes, at det er sjovt at lære mig nogle dansetrin. Han holder mig tæt, og ingen andre ser det stive lem, som han presser ind mod mig. Flov.
Forskrækket og i al hast forlader jeg huset kort tid efter igen, fordi jeg altså ikke vil “prøveligge” hans seng i det soveværelse, som er dekoreret med spejle fra gulv til loft
Jeg er 14 år, og jeg tjener penge ved at gøre rent hos en voksen mand, som jeg kender gennem den sportsklub, jeg kommer i. Han er aldrig selv hjemme, når jeg er der, men sørger altid for, at der ligger en klat frisk sæd på det lagen, som det er aftalen, at jeg skal skifte. Flov.
I samme sportsklub møder jeg Brian. Han er omkring de 30 år, arbejder i reklamebranchen, og han mener, at jeg er så pæn, at jeg nok kan blive model.
Min mor synes, at det er en dårlig idé, at jeg tager hjem til ham for at blive prøvefotograferet, men eftersom dét at blive model, er det allerstørste, man kan opnå der i slut 70’erne, så ignorerer jeg hendes advarsel og tager hjem til ham i hans mondæne hus med sø-udsigt.
Forskrækket og i al hast forlader jeg huset kort tid efter igen, fordi jeg altså ikke vil “prøveligge” hans seng i det soveværelse, som er dekoreret med spejle fra gulv til loft. Flov.
Seksuelle overgreb er en del af at være kvinde
Jeg er stadig 14 år, og tirsdag og torsdag aften går jeg til trampolin. Kim og Lars er i trediverne begge to og trænere på holdet. Alle pigerne ved, at særlig den ene af dem skal man forsøge at undgå, for han har hurtige hænder, som er overalt på én, når han skal hjælpe én ned fra trampolinen. Flovt.
Da jeg blev ældre, er jeg igen og igen blevet bekræftet i, at seksuelle overgreb er en del af det at være kvinde
Det er her er bare min helt almindelige ungdom i forstaden beskrevet. Da jeg blev ældre, er jeg igen og igen blevet bekræftet i, at seksuelle overgreb er en del af det at være kvinde. Jeg stillede egentlig aldrig spørgsmålstegn ved det. Det var aldrig noget, som blev anmeldt eller fortalt videre.

Som et dyr i junglen lærte jeg – som alle andre kvinder, tænker jeg – at navigere uden om farerne. Og i en voksen alder, så gør jeg det stadig. I sommer badede jeg med min hund på en øde strand ved Liseleje. En yngre fyr kommer gående imod mig, jeg kan se, at han er nøgen og vanen tro, bliver jeg alarmeret.
Og rigtig nok, han er i gang med at tilfredsstille sig selv og stiller sig op tæt på mig.
Mit løfte: Aldrig mere flov
Jeg svømmer væk fra ham, kommer op på stranden, får kaldt hunden til mig, og jeg går hurtigt væk og op i klitterne – men så kommer RASERIET!
Jeg vil aldrig mere være flov over andres liderlighed. Den må de selv ligge og rode med.
Det er ophobet gennem mange år. Jeg vender resolut tilbage til stranden, og nu vil jeg kraftedeme sige fra og råbe ham ind i hovedet, at jeg ikke gider se på hans grimme pik, og jeg vil få min hund til at gø af ham og gøre ham bange, for nu er det fucking nok!
Heldigvis for ham er han væk, da jeg kommer tilbage. Men fra nu af har jeg lovet mig selv, at hvis jeg nogensinde oplever noget lignende igen, så vil jeg råbe så højt jeg kan, og jeg vil aldrig mere være flov over andres liderlighed.
Den må de selv ligge og rode med.
LÆS FLERE #METOO VIDNESBYRD HER
Topfoto: Louise Unmack Kjeldsen er færdig med at være flov. Foto: Privatfoto.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her