Kurt Lassen: Auf Wiedersehen …

i Featured/Kultur & Medier/Sport af

VM-EXIT – Fra BBC’s studie på Den Røde Plads i Moskva smilede og vinkede Gary Lineker farvel til sit millionstore publikum med det underspillede ansigtsudtryk, kun han kan mønstre. Og skævvreden engelsk accent på afskedssalutten: ”Mein Gott, auf wiedersehen…”

Som den fremmeste eksponent for så meget indestængt hån, skadefryd og latterliggørelse, der hersker i den ganske fodboldverden, når Tyskland ryger ud af et VM. Vel at mærke for første gang i historien allerede efter det indledende gruppespil. Og for en gangs skyld helt og aldeles modsat selvsamme Linekers verdensberømmede citat:

”Fodbold er et simpelt spil. 22 mand jagter en bold i 90 minutter og til sidst vinder tyskerne altid.”

Ikke onsdag aften i Kazan. Tværtimod. Til allersidst, som i inde i overtiden, scorede Sydkorea to gange for at sende tyskerne direkte ombord på det sponsorerede Lufthansa-fly ud af Rusland og hjem til Frankfurt næste formiddag.

Og så langt fra til det ”Siegerflieger”-slogan, flyselskabet havde diverteret med på siden af Boeing 747-modellen, der fragtede verdensmestrene hjem fra Rio i 2014. Snarere en ”Fiaskoflieger” eller ”Verliererflieger” som rummede bundskraberne fra gruppe F.

Også en slags karma is a bitch efter tyskernes Lineker-aftryk mod Sverige fem dage forinden, da Toni Kroos fire minutter og 45 sekunder inde i tillægstiden hamrede håbet tilbage i den tyske VM-kampagne direkte på frispark til 2-1. Efterfulgt af hoverende scener fra den tyske bænk rettet mod den svenske ditto med teammanager Oliver Bierhoff i spidsen.

Den attitude fra den let arrogante, tidligere landsholdsbomber og nuværende teammanager rejste land og riger rundt på alverdens sociale medier i kampens efterspil.

Men nu ventede der pludselig Die Nationalelf anderledes dommedagsoverskrifter i en typografi, der voksede langt ud over størrelsen på en mobiltelefon. Ikke meget tid at sunde sig på som i de gode gamle analoge dage, hvor landsholdstoppen kunne holde krisekalas på hotellet i eftermatematikken og forberede sig lidt bedre på boulevardpressens reaktion dagen derpå.

Bild Zeitung Online røg lige i flæsket på landsholdsspillerne med den gentagne rubrik fra 7-1-sejren over Brasilien i VM-semifinalen fire år forinden: ”Ohne Worte.”

Omgivelserne savnede ord, og så alligevel ikke. For dem er der er så rigelig af i en nådesløs og sort-hvid tysk sportspresse. Såmænd også i den bredere public service-udgave af slagsen. Som i verdens alvorligste nyhedsudsendelse, Tagesthemen, der et par timer efter den utidige exit i Kazan dedikerede det meste af sin halve times primetime-udgave til VM-fiaskoen.

Sågar med det let anstrengte tv-format, en redaktionel og knastør live-leder uden anden billeddækning end redaktøren i billedet, der andægtigt opfordrede til måske nu at benytte de sørgelige sportslige omstændigheder til af flytte fokus en smule fra fodbolden for i stedet kigge lidt på korruptionen, menneskerettigheder og den slags i Putins Rusland. Jo, jo. Og næppe.

I skrivende stund kan Joachim Löw selv have valgt at gå eller sidde og stirre apatisk på en fyreseddel

Spekulationerne om landstræner Joachim Löw var i sagens automatik for længst i gang. Den evigt unge Prins Valiant-friserede og akademisk velfunderede trænerfigur med en snert af offentlig slagside, når han stress-piller næse på sidelinjen eller lige kører en hånd i bukserne for at få balance i klokkeværket, fortrækker ellers sjældent en mine. Men han følte sig tydeligt trykket og presset.

En måned før slutrunden havde han forlænget sin kontrakt med det tyske fodboldforbund, DFB, helt frem til 2022, og selvom forbundstoppen forsikrede, at Löw sad sikkert i sædet, så er kontrakter og forsikringer sjældent det papir eller ord værd, de er skrevet på eller formuleret over, når blamagen har den karakter. I skrivende stund kan Joachim Löw selv have valgt at gå eller sidde og stirre apatisk på en fyreseddel. Mens Bild kører los med net-afstemning: ”Weg oder weiter – die Bild-prognose”.

DFB bruger million-milliarder på træneruddannelse, ungdomsudvikling, faciliteter og ikke mindst Die Mannschaft i sig selv. Topledelsens tiltro har af gode grunde været udtalt til Joachim Löw, der siden 2006 har siddet på landstrænerbænken, men kritikken af trup-udtagelsen og svingende testkampsresultater op til VM-slutrunden har været til at få øje på. Akkurat som Löws let febrilske ændringer i startopstillingen undervejs i turneringen har været det.

Men hvad stiller selv en velanskreven træner op med mætte, selvtilstrækkelige og initiativfattige spillere, der synes mere forfængeligt optaget af mediekritik end en egentlig trodsreaktion på banen? Jamen, noget skal manden med ansvaret og en tocifret millionårsløn jo diske op med. Og det kunne han ikke med turneringsholdet over dem alle, da det gjaldt mod i sammenhængen aldeles upåagtede Sydkorea.

Jeg har om ikke holdt med så i hvert fald haft et jysk fællesantenne-forhold til tysk landsholdsfodbold helt tilbage fra mit første farvefjernsyns-VM i 1974 og Gerd Müllers sejrsmål i finalen mod Holland. Henover et dansk landshold, der i 1992 var ved at gynge balkonen på Københavns Rådhus i afgrunden til fællessangens lettere nedladende ”Deutschland, Deutschland, alles ist vorbei…”

For tre årtier senere i 2006 selv at dække et VM i Tyskland på kryds og tværs i et begejstringsophedet hjemland, der på trods af en udeblivende finale fandt ind til en forenet og fælles fædrelandsstolthed, som i så mange år i efterkrigstiden havde været brolagt med listesko.

Don’t mention the VAR

Men referencerne til verdenskrig og nutidig politisk plat lod sig heller ikke undertrykke onsdag aften i en SoMe-tsunami af fordømmelse og fryd verden over. Med stikpillernes sylespids, da håbet ellers stadig var i behold ved 0-0 mod Sydkorea, men det kontroversielle VAR-system retfærdigvis godkendte en ellers annulleret sydkoreansk 1-0-føring. Smertens sproglige efterspil gav sig selv: ”Don’t mention the VAR ”

På den politiske højrefløj gik flere politikere på sociale medier og direkte beskyldte midtbanestjernen Mesut Özil for at være skyld i tyskernes nederlag. Han gav heller ikke ligefrem mange prøver på sine evner, men de politiske skarpskytter gik direkte efter hans mangel på nationalfølelse. Arsenal-playmakeren med tyrkiske rødder landede i noget af en shitstorm, da han i VM-optakten sammen med landsholdskollega Ilkay Gündogan mødtes med Tyrkiets præsident Erdogan under et besøg i London og overrakte præsidenten klubtrøjer.

Forholdet mellem Erdogan og Tyskland er ikke just hjerteligt, og både kansler Merkel og forbundet tog afstand fra landsholdsspillernes politiserende adfærd.

Den dansk-tyske Fussball-fan og nyvalgt Team Danmark-bestyrelsesmedlem Lykke Friis linkede dagen derpå til adskillige tyske vinkler på ”Der Untergang”, som endnu en tabloidforside lød og hun i tysk landsholdstrøje lod sig fotografere med:

Tidligere på dagen delte Lykke Friis et kuriøst Twitter-link til et billede af tidligere forbundskansler Gerhards Schröder på stadion i Kazan med sin nye sydkoreanske kone. Frau Schröder nummer fem i rækken syntes tilfreds med udfaldet:

I sportslig forstand mere end aner man i nyere tid et mønster i manglende sult hos verdensmestre i den efterfølgende slutrunde. I 2002 sendte Danmark de forsvarende mestre fra 1998, Frankrig, ud i gruppespillet, i 2010 røg Italien, 2014 duknakkede spaniere efter indledende runde. Og fire år senere altså Tyskland.

Den engelske hoveren og hovmod i forhold til tyskerne runger dog også halvhult. Eller de skal i hvert fald ikke komme for godt i gang derovre. England har siden sin VM-titel på hjemmebane i 1966 som det naturligste i verden forud for hvert eneste VM slået på, at det var nogenlunde en formalitet at genvinde det. Siden finalesejren over tyskerne i 1966 har de ikke været i en VM-finale. Tyskerne har været i SYV. Men lige denne gang vinder de ikke til sidst…

POV kan endnu ikke lønne sine skribenter. Hvis du nyder Kurt Lassens pen, kan du imidlertid støtte ham på Mobile Pay: 40848567 Du kan også vælge at støtte POV ved at tegne et abonnement via PayPal. 

Kurt Lassen, født 1964, er journalist og forfatter. Har igennem 25 år arbejdet for Danmarks Radio, JydskeVestkysten, Berlingske Tidende og BT. Han står bag en række biografier om bl.a. Thomas Gravesen, Nicklas Bendtner, Anders Dahl-Nielsen, Thomas Evers Poulsen, Jes Høgh, Kenneth Plummer, Flemming Toft, Morten Olsen og Caroline Wozniacki.

Seneste artikler om Featured