Jens Alstrup: Billeder fra krigens hverdag i Ukraine, uden tilsløring

Første soldat er netop ankommet. Pga. mange droner ved hans position, måtte han vente 3 dage på at blive hentet. Nogle gange har man morfin i skyttegravene. Andre gange må soldaten bide smerten i sig og bare vente.

Jens Alstrup 10.05.2024

UKRAINE // FOTOREPORTAGE – Siden Vietnamkrigen, hvor næsten intet blev skjult, er krigens grimme ansigt ikke blevet vist i medierne. Det er på tide, at det kommer tilbage, for det kan måske hjælpe med til, at vi får færre krige, skriver Jens Alstrup fra Ukraine, hvor han har besøgt et lazaret.

Jeg stod op kl. 02.15. Det blev ikke mange timers søvn. Jeg var ankommet til Kramatorsk fra Kyiv. En tur på 722 km. Vejen er generelt god, men med forhindringer. Da jeg skulle ind i Kharkiv, Ukraines næststørste by før krigen, slukkede GPS-systemet. Russerne var i færd med at angribe byen med glidebomber. De findes i størrelserne 500, 1.000 og 1.500 kg.

Flere i vores gruppe i ”Frihed for Ukraine” var nervøse på mine vegne, men jeg kunne sige, at jeg var nået frem til industrikvarteret og ikke længere var tæt på skoler, børnehaver og hospitaler, så faren var ikke stor. Desværre var det tæt på sandheden. Målet var et civilt boligområde. Jeg kom gennem Kharkiv uden problemer og omveje. Jeg har været der mange gange. Ude af byen, virkede GPS igen, men den rute kan jeg næsten i søvne.

Alle indvilgede i at deltage. Jeg lod folkene gøre deres arbejde og talte ikke med dem. Derfor har jeg ikke deres navne

Jeg kom i seng omkring kl. 22.00. Jeg skulle hente presseofficeren kl. 04.00, og der var lidt vej. Byerne er ikke oplyste om natten, og der er udgangsforbud, så det kan godt være lidt kompliceret. Der er mange kontrolposter så tæt på fronten. Med min akkreditering fra Ukraines Væbnede Styrker må jeg gerne være ude under udgangsforbuddet, men det bliver kontrolleret og ofte.

Således var vi fremme kl. 04.30 i Kostjantinivka, en by, der er meget ødelagt, men endnu beboelig for dens få tilbageværende indbyggere. De sidste civile i byen er dels folk, der venter på deres ”russiske befrielse” – de er et meget klart mindretal af den oprindelige befolkning – og så er der de gamle mennesker, der ikke føler, at de kan forlade deres hjem. Dertil er der en sidste del, som lever af at servicere soldaterne fra deres boder og butikker. Byen ligger cirka 10 km fra nærmeste russiske position ved fronten.

Da gruppen, der venter på deres ”befrielse” af og til rapporterer om ukrainske positioner til russerne, og et feltlazaret ikke bare kan flyttes, er ukrainerne meget diskrete om placeringen. Droner er der også mange af, og de kan også opdage placeringen. Bemandingen går i civilt tøj og biler, spredes ud i området, så de ikke er parkeret i en ”klump” og tiltrækker sig opmærksomhed fra luften.

Det er i strid med krigens love at bombe et feltlazaret, men russerne har gjort det gentagne gange, blandt andet efter en fotograf havde delt billeder af et, der gjorde det muligt for dem at identificere placeringen. Det kostede angiveligt 22 mennesker livet. Af samme grund skal mine billeder tjekkes. Og derfor har det længe været helt umuligt at besøge dem, men jeg og en spansk fotograf får lov, så der må være lukket op igen.

I det følgende kommer billedserien fra en vagt på lazarettet. Jeg må advare imod meget ubehagelige billeder, selvom jeg har fravalgt de værste. Krig er ikke et kønt syn, når fx en fod har trådt på en mine. Der er ét billede, som viser det uden tilsløring, og resten er udvalgt for ikke at vise de værste læsioner. Dette er hverdagen herude.

Jeg må tilføje, at dette var en vagt uden mange ”kunder”. Fronten er relativt rolig her. I Lyman-sektoren har man fx haft helt op til 210 patienter på en enkelt dag. Her var der kun fem patienter, og alle fem var langt fra at være nogle af de rigtigt svære tilfælde, men det var slemt nok.

Alle indvilgede i at deltage. Jeg lod folkene gøre deres arbejde og talte ikke med dem. Derfor har jeg ikke deres navne.

ADVARSEL! Det er meget ubehagelige billeder, der kommer herefter! Det er billeder fra krigens hverdag i Ukraine, uden tilsløring.

Båren er fra gårdspladsen, hvor ambulancerne kommer ind.

Vi havde drukket kaffe og spist dejlig ukrainsk kage, før den første soldat ankom. Her får han lidt væde om munden. Ikke et kny kom der fra nogen af soldaterne under deres behandling.

Venstre fod er skadet flere steder. Soldaten blev ramt af en drone. Efter skaderne at dømme var det en chokgranat, kastet ned fra en lille drone, sådan en som vi alle kan gå ud og købe. Chokgranater er normalt ikke dødelige, men hvis man forstærker dem med små stykker kobber klippet ud af elledninger og ruller gaffatape rundt om dem, så kan de være dødelige med den relativt store præcision, som dronerne har.

Desinfektion og jod og ny gaze. De små sår er karakteristiske for skaderne fra de forstærkede chokgranater.

Ansigtet renses lidt. Der er lagt drop, især da denne soldat har ligget i hele tre dage og ventet på evakuering. Blodtryk, puls og iltprocent tjekkes.

Venstre fod får ny forbinding. Det hele går meget hurtigt. Folkene her har desværre en alt for stor rutine.

Det ene knæ er ramt, og der er et sår tæt på det andet. Det virker ikke til, at det har ødelagt leddet, for soldaten kunne så nogenlunde bevæge sine ben.

Brintoverilte bruges til at desinficere sårene. Det gør ondt ad h…… til, men soldaterne fortrækker ikke en mine.

Efter tre hele dage uden behandling stinker soldatens forbindinger forfærdeligt. Jeg har prøvet værre, men dette er langt oppe ad skalaen for ubehag.

Turen er kommet til at se på hånden og give en ekstra omgang smertestillende middel.

Saksen bliver brugt flittigt. Hånden kommer til syne. Soldaten var nervøs for, hvor uoprettelige skader, hånden havde fået.

Hele arbejdspladsen omkring patienten. Meget er brugt udstyr fra Vesten, men det fungerer, og de lykkes med at få det til at virke.

Hånden renses for gammelt blod og betændelse. Mange patienters sår er meget inficerede af snavs, når de kommer ind.

Drop holdes kørende. Der gives også rutinemæssigt intravenøs antibiotika.

Det var langfingeren, der ikke klarede den, men resten af hånden skal nok blive god. Soldaten beklager, at det var netop langfingeren, for så kan han ikke længere give fuck-tegnet med venstre hånd til russerne. Sort humor er udbredt. Det handler om mental overlevelse.

Hånden forbindes, og soldaten gøres klar til at blive kørt videre til punkt 2, typisk et lokalt hospital. Der skal han ofte vente nogle timer på at komme videre til punkt 3, som er et af de store hospitaler længere tilbage fra fronten. Feltlazarettet er punkt 1, altså første sted på vejen. Fra punkt 2 i dette område vil det typisk være enten Dnipro eller Kharkiv, der er punkt 3. Lettere tilfælde kommer kun til punkt 2 og nogle gange endda kun til punkt 1. Nato har samme system.

Kl. 05:39 den 4. maj 2024 er soldaten klar til transport. Det tog omkring 30 minutter.

Lettere fortumlet af morfin eller tilsvarende, men med friske forbindinger, kan soldaten nu sidde op. Der blev givet friskt tøj til ham. Civilt tøj som vi fx samler ind her i Danmark til soldaterne.

Soldaten bliver hentet, og det skal gå stærkt, så aktiviteterne ikke kan ses fra russiske droner. Jeg og min spanske kollega må kun være ude i ganske kort tid.

”Jeg venter og elsker – husk det!” De mange tegninger fra børn er meget, meget populære blandt soldaterne. Frihed for Ukraine tager meget gerne tegninger sammen med lidt slik med til de sårede soldater fra danske skoleklasser. Husk, at chokolade kun dur om vinteren. Lakrids er ikke voldsomt populært her, men vingummi, chokofanter og den slags elsker de.

Ind kommer en ny patient. Han var ”heldig” og skulle ”kun” vente i 8-9 timer på at nå frem fra fronten. Han havde trådt på en personelmine. En ”butterfly-mine”. De sidder i et hylster, hvor de kastes ud i store bundter fra fly eller droner. Hver sprængladning er på 40 gram og slår normalt ikke soldaten ihjel. Den kyniske kalkule er, at han gøres ukampdygtig – samtidig kommer han til at belaste sygehusvæsenet, hvad en død soldat ikke gør.

Straks begynder medicinerne at tage soldatens tøj af. Det, som de kan, tager de pænt af, men resten, og det er som regel det meste, bliver klippet op. Soldaten har det meget dårligt.

Måske pga. morfin, måske bare af almindeligt ubehag fra sine kvæstelser, kaster soldaten op.

Tøjet klippes op, men ikke hans tourniquet. Denne lukker for blodgennemgangen, og åbner man, efter at den i længere tid har været lukket, vil det hurtigt slå soldaten ihjel. I dette tilfælde havde den imod stående ordre kun været spændt delvist fast. Det kommer med 99 % sikkerhed til at redde hans ben fra amputation. Ordren skyldes, at tages der fejl, koster det soldaten livet, og er der den mindste tvivl, er det derfor bedst at tourniqueten er spændt til.

Her kan man tydeligere se tourniqueten. Dette er en kinesisk Rhino Rescue Gen 2, den bedste, vi har set og testet, og her virkede den perfekt. Den kan tåle at blive spændt mange gange, før den ikke kan mere. Den er også meget ”glidende” i sin lukkefunktion, så den rent faktisk lukker for blodet, når man spænder til.

Den første forbinding på den sprængte fod bliver taget af.

Krig er ikke noget kønt syn. Siden Vietnamkrigen, hvor næsten intet blev skjult, er krigens grimme ansigt ikke blevet vist i medierne. Det er på tide, at det kommer tilbage, for det kan måske hjælpe med til, at vi får færre krige! Det er helt udelukket, at soldatens fod bliver hel igen. Skummet er fra desinficeringen af resterne af foden.

Der skal også føres journal. Det foregår ganske hurtigt.

Resterne af foden får frisk forbinding på. Snart er soldaten klar til den videre transport.

Her er lageret af tøj. Det er ikke prangende i størrelse, men der er, hvad der skal bruges, i det mindste nu hvor der ikke er travlt.

På et tidspunkt var soldaten nervøs for, om han havde sin mobiltelefon. Det hele er her i en plastikpose. Der er i øvrigt mobildækning og internet næsten overalt ved fronten. Helt ude er de livsfarlige at bruge, da droner kan bruge signalet som guide til målet, som i så fald er dig.

Så er soldaten gjort klar til at blive sendt videre. Selvom der er varmt, 24 grader inde i feltlazarettet, så fryser man nemt i sådan en situation.

Nu er der kun at vente. Det tager ikke lang tid, før ambulancefolkene er der.

Så kommer ambulancefolkene fra MOAS, som er en meget aktiv frivillig enhed, der holdes i gang af indsamlede penge i og uden for Ukraine.

Siddende i ambulancen med den anden soldat er der en ung soldat med et brækket håndled. Her bliver han undersøgt.

Den unge soldat er klar til at blive hentet. Han kommer afsted sammen med den anden soldat på samme måde, som han ankom. Der var yderligere to soldater, mens jeg var på feltlazarettet. Den ene havde meget lette skader, og den anden noget værre, men ikke meget slemt. Herefter var det blevet for lyst til, at ambulancerne forsvarligt kunne evakuere flere sårede fra fronten. Russerne skyder målrettet efter sygetransporter.

Jens Alstrup, født 1962, er autodidakt skribent med indgående kendskab til Ukraine og Rusland, som han har krydset på cykel. I forbindelse med den russiske invasion af Ukraine i 2022 rapporterer Jens Alstrup som frivillig og privatperson fra Ukraine.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her