FOTOREPORTAGE – Vores generations nok største danske band gav alt, hvad de havde i sig i en pragtpræstation af en koncert, hvor de som solkonger cementerede deres vælde og evne til at holde storslåede livekoncerter som ingen andre. Aldrig før har noget dansk band på kun tre døgn samlet henved 150.000 mennesker og omsat for anslået 80 millioner kroner.
Tekst: Freja Cæcilie Petri Bondgaard.
The Minds of 99 er vores generations største danske band. I denne weekend har de spillet tre koncerter i træk i Parken, noget som intet andet band har gjort før. Over de tre dage samlede bandet 145.000 danskere, der ville ind og høre solkongerne live. Selv verdensbandet Metallica kunne ’kun’ mønstre to koncertdage i træk, da de gæstede Parken forrige uge.
Det var da også en vild aften, og Minds er et suverænt liveband. Deres præstation var helt i top, og det hele blev skudt blidt i gang med den akustiske version af ’Hurtige hænder’.
Publikum istemte og jublede, og stemningen var fra første nummer sitrende ekstatisk, mens publikum sang med på den rørende sang om kærlighedsrus:
Du er bekymringsløs
Det er jeg vild med
Elsker den måde du er dig på
Bare jeg kendte dig
Hurtige hænder
Koncerten falder sammen med deres 10-års jubilæum for deres første og anmelderroste album The Minds of 99, hvor særligt ’Det er Knud som er død’ blev et kæmpehit.
Nummeret er et digt skrevet af Tom Kristensen til minde om polarforskeren Knud Rasmussens død i 1933 og blev trykt i Politiken samme år.
Deres hitliste er efterhånden kæmpestor, og de spillede alle deres store numre som ’Ma cherie bon bon’, ’Barn af min tid’, ’Emil’, ’Ung kniv’ og ’Alle skuffer over tid’.
Hans Philip fra Ukendt Kunstner var på scenen, og pludselig trådte også Mø med sin glasklare stemme ind og sang duet på ’Under din sne’, inden de spillede det rammende nummer ’K før ærlighed’.
Et både smukt, opbyggeligt og bestemt ikke naivt nummer:
Er græsset ikk’ grønt, maler man det lidt
Er plænen lidt tør, vander man den lidt
Er billedet ikk’ kønt, skaber man det lidt
(…)
Du behøver ikk’ ta’ min værdighed
Sæt dit K før ærlighed
The Minds of 99 balancerer en vibrerende blanding af rock, pop, post-punk og new wave med intelligente tekster, der rammer direkte ind i for de fleste af os genkendelige følelser. Bandet har bred appel og rammer 17-årige ligeså vel som 55-årige, hvilket også kunne ses på det blandede publikum.
Koncerten var lige i skabet og blev akkompagneret af lyskegler, der blev sendt ud i parkens verdensrum i et pyroshow, der momentant varmede rummet op og skabte stemning.
Minds of 99 skrev denne weekend dansk koncerthistorie, da de cementerede deres vælde og væltede Parkens fremmødte gæster omkuld.
SÆTLISTE
1. Hurtige hænder
2. Rav
3. Ma cherie bon bon
4. Knud
5. Som fluer
6. Til dem
7. Stjerner på himlen
8. Barn af min tid
9. Stor som en sol / flad som en pandekage
10. Hjertet følger med
11. Ud af min krop
12. Emil
13. Ursula
14. Ung kniv
15. Under din sne
16. K før ærlighed
17. Big City, Bright Lights
18. En stemme
19. Mashup af flere tracks
20. Fuglebur
21. Solkongen
22. Alle skuffer over tid
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her