KURDISTAN // ANALYSE – Trods en række markante fredsinitiativer fra Kurdistans Arbejderparti (PKK) tøver Tyrkiets præsident fortsat med at fremskynde den kurdisk-tyrkiske fredsproces. Recep Tayyip Erdogan tager ingen konkrete skridt. Dette skyldes formentlig, at han ikke har de reelle intentioner om at få endelig fred med kurderne. Samtidig udnytter han processen til at forhindre, at de syriske kurderne i nabolandet opnår politisk status. Noget, USA tilsyneladende ikke kan garantere ham.
I maj måned vakte PKK opsigt verden over, da en af nutidens største og mest dynamiske militante bevægelser erklærede sig opløst ved organisationens 12. kongres.
Beslutningen kom i kølvandet på en opfordring fra PKK’s fængslede leder, Abdullah Öcalan, som allerede i februar 2024 havde bedt bevægelsen lægge våbnene. Öcalan mener nemlig, at kurderne ikke længere behøver væbnet kamp for at sikre deres rettigheder i Tyrkiet. I stedet bør de fortsætte deres kamp på en mere legitim og demokratisk platform i lyset af den forandrede globale situation.
PKK har i årtier figureret på USA’s og EU’s terrorlister. Men kurdernes afgørende rolle i bekæmpelsen af Islamisk Stat (IS) i tæt samarbejde med den internationale koalition, har ændret dele af verdens syn på kurderne.
Kurdernes indsats har sikret, at flere etniske og religiøse minoriteter i Irak og Syrien har overlevet. Deres progressive idéer, navnlig inden for feminisme og demokrati, har vakt international respekt.
Öcalan understreger, at en fortsat væbnet kamp kun vil føre til yderligere ødelæggelse og kriminalisering af kurdernes legitime kamp for deres kulturelle og sproglige rettigheder. Yderligere fremhæver han, at våbnene altid har været et middel, men aldrig et mål i sig selv, og at ingen af parterne kunne vinde konflikten militært. Fra fængslet indledte Öcalan derfor en ny fredsproces med den tyrkiske stat.
Den tyrkiske stat ser også behovet for at genetablere det historiske kurdisk-tyrkiske broderskab i lyset af den nye verdensorden, ikke mindst efter begivenhederne den 7. oktober 2023, der har ændret magtbalancen i regionen.
Den tyrkiske stat frygter særligt det scenarie, hvor kurderne, især dem i Syrien, kan vælge at indgå en alliance med Israel i kampen mod det nye jihadistiske regime, HTS, som tog magten i december sidste år.
Dette vil nemlig kunne ende med en styrkelse af kurdernes situationen i Nordsyrien, som kan have en betydning for kurderne i hele regionen samt svække de islamistiske grupper i Syrien, som Erdogan støtter.
Trods Öcalans opfordring til at nedlægge våbnene for 10 måneder siden er der stadig ikke opnået nævneværdige resultater i forhandlingerne.
Den fodslæbende ageren fra den tyrkiske stats side står tilsyneladende i skarp kontrast til PKK’s vilje til at handle for at vise velvilje og søge en fredelig løsning på konflikten.
I juli brændte 30 PKK-militante deres våben i en ceremoni i Nordirak som symbol på afslutningen på den væbnede kamp. Den 26. oktober erklærede PKK, at alle deres styrker var trukket ud af Tyrkiet og samlet på hovedbasen i Nordirak. Den 17. november meddelte PKK, at de også trak sig tilbage fra grænsen mellem Tyrkiet og Irak for at undgå provokationer og for at lægge yderligere pres på den tyrkiske stat. PKK understregede samtidig, at staten nu måtte handle og gennemføre de juridiske og politiske tiltag, processen kræver.
Erdogans tvetydighed
Erdogan udtrykte offentligt glæde over PKK’s beslutninger og annoncerede, at staten ville gennemføre reformer, der kan bane vejen for en fredelig løsning. Han antydede endda nye ændringer i loven, som kunne gøre det muligt for omkring 10.000 PKK-medlemmer at vende hjem og tage legitim del i det politiske liv.
Mange kurdere har forventet og forventer fortsat, at Erdogan som minimum ville gengælde PKK’s tiltag ved at løslade den populære kurdiske politiker Selahattin Demirtaş, tidligere præsidentkandidat og modstander af Erdogan, eller som minimum løslade gamle og syge politiske fanger, der har siddet fængslet i op mod 30 år.
Intet tyder dog på, at Erdogan har planer om at handle snarligt. Tværtimod knytter han konstant fredsprocessen til udviklingen i Syrien. Det tyder på, at han ikke vil tage noget konkret skridt i forhold til den verserende proces i Tyrkiet, før han kommer i mål med sine ambitioner i Syrien.
Han ønsker nemlig at forhindre, at kurderne opnår politisk status i Syrien, så han kan sidde stærkere ved forhandlingsbordet og dermed give færre indrømmelser til kurderne. Faktisk synes Erdogans accept af fredsprocessen primært at være drevet af håbet om, at den kan svække det kurdiske selvstyre i Nordsyrien, som i dag udgør en tredjedel af landet.
Syrien – en ny arena for global magtkamp
Spørgsmålet er, om Erdogan overhovedet kan få lov til at realisere sine ambitioner i Syrien, der fortsat er en arena for international rivalisering, hvor flere stormagter forsøger at forme landets fremtid efter egne interesser. Det skaber blandt andet udfordringer for Erdogan, der har svært ved at kontrollere den selvudnævnte syriske præsident Ahmed al-Sharaa.
Oprørslederen væltede i december sidste år Syriens mangeårige diktator af pinden, og har siden gjort sit for at overbevise verden om, at han ikke længere er den islamistiske ekstremist, som i en ikke så fjern fortid havde bånd til Al Qaida.
I sidste uge besøgte al-Sharaa som den første syriske præsident nogensinde Det Hvide Hus, hvor han mødtes med Donald Trump. De udvekslede gaver og lod sig fotografere i en venlig atmosfære – noget, der har skabt stor undren, især blandt kurdere, der spørger undrende: ”Kurderne besejrede IS. Hvorfor ser vi så IS i Det Hvide Hus?”
Samtidig forholder kurderne sig kritisk i forhold til logikken bag, at Syrien pludselig skulle være en del af koalitionen mod IS. Kurderne sætter spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er realistisk at forvente, at jihadistiske grupper kan bekæmpe hinanden?
På mange måder er al-Sharaa derfor en strategisk brik i Trumps større mellemøstplan
Det tyder på, at Trump har andre planer med al-Sharaa end Erdogan. USA’s indflydelse i Syrien vokser dag for dag. En amerikansk delegation har allerede inspiceret to militærbaser forud for mødet i Det Hvide Hus, og der tales nu om at etablere en ny amerikansk base i Damaskus.
Officielt skal basen hjælpe den nye syriske hær med at koordinere kampen mod IS, men den vil samtidig give USA mulighed for at placere sig strategisk mellem Israel og Tyrkiet – og selv kontrollere al-Sharaa frem for blot at mægle mellem to parter med vidt forskellige dagsordener.
Netanyahu lader sig dog ikke styre så let. Efter al-Sharaas møde med Trump udtalte han, at Israel vil bedømme den syriske leder ud fra hans handlinger i landet, men ikke hans fotomuligheder i Washington. Få dage senere bombede Israel igen Damaskus.
Hverken Trumps gaver, humoristiske bemærkninger om antallet af al-Sharaas koner eller den diplomatiske charmeoffensiv kunne beskytte ham mod Netanyahus magtdemonstration inde i Syrien. Dette var en klar besked og ikke kun til al-Sharaa, men også til Trump.
Trump vil sandsynligvis presse al-Sharaa til at indgå en sikkerhedsaftale med Israel. Det kan potentielt indebære, at Syrien opgiver Golanhøjderne, tilslutter sig Abraham-aftalen og demilitariserer det sydlige Damaskus op mod den israelske grænse. Derudover har Trump brug for al-Sharaa i kampen mod Hizbollah i Libanon og for at begrænse Irans regionale indflydelse. På mange måder er al-Sharaa derfor en strategisk brik i Trumps større mellemøstplan.
Bliver Erdogan snydt af Trump?
Tyrkiets udenrigsminister Hakan Fidan deltog i dele af mødet mellem Trump og al-Sharaa, hvilket kan give indtryk af, at Trump inddrager Erdogan i sin Syrien-politik. Men realiteten kan være en anden.
USA’s stigende engagement i Syrien, både politisk, økonomisk og militært, betyder, at USA ikke længere kun er til stede i kurdiskkontrollerede områder, men nu også direkte i hovedstaden Damaskus. Erdogan havde ellers håbet på, at USA ville trække sig ud af landet, når den nye amerikanske regering trådte til. Det ville have givet ham friere hænder til at angribe kurderne sammen med sine jihadistiske allierede i Syrien.
Der blev derfor ikke arrangeret nogen officiel velkomstceremoni, og al-Sharaa ankom via en bagindgang til Det Hvide Hus
Samtidig er det værd at fremhæve, at al-Sharaa ikke kan holde sig på magten alene på baggrund af venskabet med Trump. Indenrigspolitisk har han i den grad brug for stabilitet, og den kan han ikke skabe, så længe drusere og kurdere nægter at underlægge sig hans autoritet.
USA’s særlige udsending i Syrien, Thomas Barrack, er også kommet frem til, at Syrien ikke kan fungere som en centraliseret enhedsstat efter modellen ”Den Syriske Arabiske Republik”. Landets etniske og religiøse mangfoldighed gør det umuligt. Derfor er en form for decentralisering eller føderal struktur nødvendig for at undgå en ny borgerkrig.
Samtidig stoler USA ikke fuldt ud på al-Sharaa eller de mange jihadistiske fraktioner, der udgør store dele af hans hær. Her kommer kurderne ind som en stabiliserende faktor. Deres mangeårige samarbejde med USA har vist sig at være en fordel for begge parter.
Al-Sharaa har fået politisk legitimitet fra Trump, men ikke uden betingelser. Han har fået en lang liste af ”lektier”, blandt andet skal han implementere en aftale fra 10. marts 2025 med kurderne, som betyder, at han skal dele magten med dem. Derfor er de amerikanske sanktioner mod Syrien kun ophævet i seks måneder. En fuld ophævelse kræver godkendelse i Kongressen, hvor der stadig er stor skepsis over for al-Sharaa.
Alawitter og drusere anser i stigende grad kurderne som et stabiliserende og moderne politisk forbillede
Endda i Pentagon var der intern modstand mod hans besøg. Der blev derfor ikke arrangeret nogen officiel velkomstceremoni, og al-Sharaa ankom via en bagindgang til Det Hvide Hus. Der er også forlydender om, at amerikanske soldater nægtede at deltage i en statslig ceremoni, fordi de mener, at al-Sharaa bærer ansvaret for drab på amerikanske soldater i Irak.
Kurderne er optimistiske i Syrien – men ikke i Tyrkiet
Kurderne var oprindeligt dybt bekymrede for mødet i Det Hvide Hus og frygtede en gentagelse af Lausanne-traktaten fra 1923, hvor stormagter og Tyrkiet bestemte kurdernes skæbne uden deres deltagelse. Men disse bekymringer ser ud til at være gjort til skamme.
Ifølge uofficielle meldinger vil kurderne få lov til at opretholde deres autonomi i Nordsyrien. De bliver samtidig integreret i den nye syriske hær, hvor 30 % af ledelsesposterne skal tilfalde kurdiske officerer. De nedlægger ikke deres militære styrker, men omorganiserer dem for at blive en del af en samlet national hær. USA giver dermed kurderne et centralt ansvar: at være med til at reformere og ”rehabilitere” de jihadistiske grupper i den syriske hær, så de ikke på sigt bliver en trussel mod Israel eller amerikanske interesser.
Dette giver kurderne en unik mulighed for at sprede deres sekulære og demokratiske idealer ud over hele Syrien. Alawitter og drusere anser i stigende grad kurderne som et stabiliserende og moderne politisk forbillede.
Hvis man læner sig op ad Öcalans analyse, kan man i lyset af ovenstående derfor argumentere for, at kurderne nu er blevet en officielt anerkendt politisk aktør på den internationale scene. Den kurdiske sag er ikke længere et rent indre anliggende, som Erdogan kan styre efter forgodtbefindende. Erdogans eneste tilbageværende kort er at forsøge at sabotere fredsprocessen i Tyrkiet – et træk, der næppe vil redde hans position, men snarere tvinge kurderne til at søge nye alliancer, mens han fortsat påstår, at kurdere og tyrkere er ”brødre” uden at handle derefter.
Læs også Esben Okholm Friis’ reportage om uro i kølvandet på et dobbeltdrab i den syriske by Homs.
Læs mere om Abdullah Öcalan
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og