For nylig gav den syriske præsidentfrue Asma al-Assad interview til en russisk nyhedskanal. Det første interview i otte år. En flot kvinde, særdeles veluddannet og veltalende, født og opvokset i London af syriske forældre. Undervejs i interviewet berørte præsidentfruen egne mærkesager, sit arbejde for velgørenhedsorganisation og for at forbedre forholdene for landets unge. Krigen og dens mange forfærdeligheder blev ligeledes diskuteret, om end ikke helt i de dybder, man kunne have ønsket.
Fair nok, generelt er interviews med statsoverhoveder og disses fruer vel sjældent særligt dybdegående, og da slet ikke kritiske. Så man havde næppe kunnet forvente hjerteblod serveret på et sølvfad. Selve interviewet var derfor ikke synderligt interessant i sig selv, andet end selve nyhedsværdien i, at fru Assad nu pludselig fremtonede på skærmen.
En kvinde uden viden?
Flere aviser har efterfølgende drøftet hendes tv-interview. Og om hun overhovedet kender til alle de overgreb hendes mand har begået mod sit lands civilbefolkning. Jeg synes ærligt talt, at den indgangsvinkel til at forstå Asma al-Assad er forkert. Selvfølgelig ved hun da hvad, der foregår i Syrien. Jeg synes også, at det er en mærkelig måde at vurdere på. Først og fremmest er det en undervurdering af kvindens intelligens. Naturligvis er hun absolut vidende om alt, hvad der foregår.
I nævnte interview lagde Asma al-Assad heller ikke skjul på, at hun i fuldt omfang havde kendskab til de mange drab på civile, herunder de mange børn. Hun ved alt om bombningen af Aleppo, af Homs og alle de andre syriske byer, der er tæppebombet sønder og sammen.
Opfordring til at stoppe sin mand
I 2012 fremsendte hustruerne til henholdsvis den britiske og tyske ambassadør i FN en video til Asma al-Assad, hvor de opfordrede hende til at få sin mand til at stoppe overgrebene mod civilbefolkningen. Et medfølgende brev afsluttede med en bemærkning om, at hun ikke længere kunne gemme sig bag sin mand.
Hvad Asma lige sagde til dén besked, melder historien ikke noget om. Jeg er dog ret sikker på, at beskeden ikke gik rent ind på lystavlen. Dels fordi hun formentlig var af en anden opfattelse omkring overgrebene på civilbefolkningen. Dels fordi, hun højest sandsynligt ikke følte, hun gemte sig bag sin mand.
Det er derfor også forkert at begræde, at hun ikke har stoppet sin mand fra at begå overgreb. Når man anlægger den vinkel på hende, går man som beskuer ud fra, at hun ser situationen med ”vores” briller: at hendes mand begår overgreb mod civilbefolkningen.
Assad – en lyttende og omsorgsfuld familiefar
Men sådan ser verdenen formentlig ikke ud med Asma al-Assads øjne. Når hun om aften går i seng, og ligger i ske med sin mand, gør hun det ikke med diktatoren, der har begået vores tids største overgreb mod sit lands befolkning. Hun går i seng med sin mand, som bekæmper jihadister, der er en trussel mod Syrien.
Det i øvrigt ganske tåkrummende interview (primært på grund af den frygtelig slibrige russiske interviewer) nåede surrealistiske højder, da Asma al-Assad beskrev sin mand som lyttende, rolig og omsorgsfuld familiemand. At han smider bomber, dræber og fordriver sine medborgere på flugt, er ifølge hendes optik tilsyneladende en nødvendig indsats for at beskytte Syrien. For sådan er hendes verden og hendes ”sandhed”.
Interviewet kan ses her:
https://www.youtube.com/watch?v=OVT3ysM-5iM
Sandheden – et underligt koncept
Og således er hendes verden lige så sort og hvid, som vores. For sandheden er et mærkeligt koncept. En størrelse, som vi former og skaber ud fra vores egen begrebsverden. Vendingen ”Herfra min verden går”, bevidner vel om noget, at sandheden altid vil være subjektivt defineret. Den ene mands frihedskæmper er den anden mands terrorist.
Vi kan kalde Asma al-Assad mange ting. Lige så mange ting, vi vil. Men at kalde hende uvidende og forsagt er forkert. Det er hun ikke. Tværtimod.
Det her er ikke en undertrykt kvinde, der ifølge egen optik kunne/burde/ville have stoppet sin mand. Slet ikke. Tværtimod er dette en kvinde, der udtrykker et meget specifikt ønske om at støtte op om sin mand i dennes kamp for at redde sit land mod jihadister.
Ørkenens Rose er forfejlet
Derfor bør hun heller ikke betragtes som noget større mysterium hverken som kvinde eller som præsidentfrue. Hun er såmænd ikke en ”Ørkenens Rose”, som hun blev omtalt i en Vogue artikel, der gik i pressen kort efter den syriske borgerkrigs udbrud i 2011. (Artiklen blev efterfølgende fjernet fra Vogue’s hjemmeside. Det viste sig senere, at et amerikansk firma var blevet betalt af den syriske regering for at have arrangeret artiklen i Vogue. En beskrivelse af forløbet forud for selve artiklen beskriver en ganske PR-bevidst præsidentfrue).
Ej heller er hun et undertrykt og forsagt kvindemenneske, der ligger under for sin mands luner. En lækket mail-korrespondance mellem de to ægtefæller efterlader et indtryk af et særdeles ligestillet ægtepar. Uanset hvor mange forskellige etiketter vi fra Vesten prøver at klistre på hende, i vores forsøg på at forstå hende, gør vi i virkeligheden os selv en bjørnetjeneste.
Når vi forsøger at simplificere fru Assad ved at kalde hende en ørkenens rose, eller til en uvidende, forsagt størrelse, der ikke tør gå imod sin mand, lukker vi øjnene for, at hun faktisk i høj grad er vidende om, hvad der foregår, men at hun simpelthen støtter sin mand i dennes dispositioner.
En simplificeret virkelighed
Asma al-Assads virkelighed er anderledes end vores. Hendes sandhed en anden end vores. Man kan naturligvis bebrejde hende for at anlægge et alt for simplificeret syn på Syriens situation. Og hendes insisteren på, at hendes mand gør alt for at redde Syrien. Det er naturligvis – igen – hendes sandhed, der nok kan tåle modifikationer En alt for unuanceret udlægning. Men det problem går begge veje. Vestlige mediers dækning af krigen er lige så katastrofalt simplificeret og unuanceret. Og den mangelfulde dækning af krigen danner en stor del af grundlaget for vores holdning hertil. Den danner grundlaget for vores opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert i krigen. Hvem, der er de onde og de gode.
Og nej, dette skal ikke læses som forsvar for den syriske borgerkrigs katastrofale overgreb mod civilbefolkningen. Slet ikke. Men en påpegning af, at billedet ikke blot er entydigt sort og hvidt eller simpelt, som det ofte bliver fremlagt i vestlige medier.
Vi kan kalde Asma al-Assad mange ting. Lige så mange ting, vi vil. Men at kalde hende uvidende og forsagt er forkert. Det er hun ikke. Tværtimod.
Topfoto: Wikimedia commons. Bashar and Asma al-Assad, President and first-wife of Syria. Agência Brasil [1].Ricardo Stuckert/ABr
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her