KUNST // ESSAY – Nu hvor verdens øjne er rettet mod det igangværende konklave i Rom, vil vi løfte sløret for nogle af de måder, hvorpå paven er blevet fremstillet gennem historien. Billeder af paven og det højere kleresi har – for at sige det mildt – ikke altid været særligt venlige. Advarsel: skandaløse billeder forude!
Op til og under Reformationen i det 16. århundrede blev stadig flere mennesker forargede over misbrug og usædelig adfærd inden for den (katolske) kirke.
Samtidig vakte det højere præsteskabs velstand og rigdommen i visse klostre stærkt negative følelser.
Mange blev tiltrukket af Martin Luthers ideer: Han udarbejdede i 1517 95 teser mod afladshandel – et system, hvor man kunne købe sig tilgivelse for sine daglige, eller endda dødssynder.
Disse antiklerikale følelser udtrykkes utvetydigt i trykte medier, på mønter og i malerier.
En djævel i forklædning
Dette maleri viser en karikatur af paven iført den pavelige tiara, som – når den vendes på hovedet – også repræsenterer djævelen med horn. Den slags billeder stammer fra det 16. århundrede, hvor protestantismen var i vækst, takket være kirkereformatorer som Ulrich Zwingli (1484–1531), Jean Calvin (1509–1564) og Martin Luther (1483–1546).
Dette nærmest brændemærkende billede af paven som en djævel i forklædning blev både trykt og præget på mønter og spredte sig dermed let blandt befolkningen.
Uklædeligt rig pave
Både i den afbildede scene og den underliggende tekst på panelet ses en skarp sammenligning mellem Kristus og paven – og sidstnævnte fremstilles ikke ligefrem i et gunstigt lys, men som brovtende rig.
Begyndelsen af teksten lyder: “Her ser det således ud til, at i deres tilstand – tjeneren overgår langt sin herre / herren på et ydmygt dyr – tjeneren med stor rigdom og pragt / herren bærer en tornekrone – tjeneren en tredobbelt gylden krone.”
Paven – tjeneren – sidder på en frisisk skimmel og bærer cappa rubbea, den røde kappe. Kristus – herren på æslet – er barfodet og ydmygt klædt.
Motivet går helt tilbage til midten af 1300-tallet og blev en del af den billedlige propaganda, som reformationen rettede mod Rom i 1500-tallet.
Det liderlige kleresi
I dette både ondsindede og hånende maleri kæler en munk og en nonne for hinanden, mens de sidder i en slags telt oven på en stor rugekasse.
Paven udspionerer dem med en hævet lygte og har løsnet sit sølvbælte. Den natlige time for den amourøse leg fremhæves af det brændende lys på stolen foran parret og lyset fra den pavelige lampe.
En kat med en biskoppelig hat – en mitra – på hovedet sidder på hug under stolen; dens øjne glimter i lyset. Æggene, hvoraf nogle er udklækket, refererer til den nedsættende betydning af det hollandske ord broedsel, dvs. yngel.
I 1600-tallet henviste broedsel til det stadigt stigende antal munke og nonner.
Katten med mitraen symboliserer naturligvis den katolske højpræsteligheds dyriske begær.
Denne noget risqué fremstilling er et af de satiriske, protestantiske udtryk i 1600-tallet for den umådeholdne livsstil hos mange gejstlige: munke, nonner, præster, biskopper og paver.
Fredens olivengren
Men lad os med Jupiter og andre guder afslutte denne latterliggørelse i en forsonende tone – for tolerance fremmer trods alt en langt bedre måde at leve sammen på, end hån og bagvaskelse nogensinde vil kunne.
I et interiør sidder Calvin, en pave iført kappe og kronet med en pavelig tiara, og Luther omkring et bord og skændes.
Til højre sidder anabaptisten (gendøberen) Simons på hug foran ilden. Luther spiller på lut, mens Calvin presser saften ud af en appelsin over sin stegte kalv (calf fijn). Frugten hentyder til adelsmanden Willem af Orange, der ledte det hollandske oprør mod den katolske konge af Spanien.
Calvin rækker de pillede appelsinskaller til paven, som tydeligvis afviser de bitre frugter og ser frem til, at hans “katte slikker” (katte likken) gryden igen – dvs. at Orangehuset vil blive katolikker igen.
Fra venstre træder personificeringen af Fred ind i rummet med en olivengren, mens anabaptisten Menno Simons til højre sidder på alle fire og endnu engang dypper sit brød i et fad.
To malerier hænger på væggen: Det ene til højre over kommoden viser Kærligheden og hendes børn (Caritas); på bagvæggen er Fred gennem Retfærdighed sat på en piedestal, mens Raseri bortvises.
Amen
Efter disse kunstneriske udtryk for gejstlig ondskab og kævl er alt, hvad der er tilbage at sige: Amen til fred og tolerance.
Med tak til Museum Catharijneconvent, Utrecht.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og