OPERA // ANMELDELSE – Richard Strauss’ og Hugo von Hofmannsthals opera om den græske myte i kombination med den jordnære komiker Zerbinettas kærlighedsfilosofi fremføres med en nutidig twist. Musikalsk er opsætningen nok tro mod værket, men samtidig drives scenegangen ud i nogle lidt for overgearede ekstremer.
Ariadne på Naxos fik en af de mest komplicerede tilblivelseshistorier i operaens verden, inden den nåede sin endelige form i 1916 efter flere opførelser og omkalfatringer på forskellige europæiske scener gennem de fire forudgående år.
Efter musikken i 1912 oprindelig var et halvtimes instrumentalt indslag komponeret af Richard Strauss til Hugo von Hofmannthals bearbejdelse af Molières skuespil Le Bourgeois gentilhomme, fik deres fælles opera om Ariadne på Naxos sin endelige udformning i 1913. Dette år havde librettisten foreslået Strauss, at værket skulle tilføres et forspil, der forklarer, hvorfor operaen sammensætter en klassisk tragedie med en komedie fremført af en commedia dell’arte-gruppe.
Hofmannsthal flyttede dette år tillige handlingen fra Paris til Wien, hvilket Strauss oprindelig var noget tilbageholdende overfor. Han komponerede dog det ønskede forspil og ændrede også flere aspekter af operaen, hvilken version blev opført på Wieneroperaen i 1916. Det er denne udgave, der normalt også opføres i dag.
Strauss’ måske mest intrikate og gennemkomponerede scener i dette særegne operaskuespil forbliver for undertegnede dog nok hans terzetter
De nok vægtigste arier i dette værk er Zerbinettas ”Großmächtige Prinzessin” og Ariadnes tre ditto, ”Wo war ich?”, ”Ein Schönes war” og ”Es gibt ein Reich”, ligesom også arien for rollefiguren Komponisten – ”Sein wir wieder gut!” – står markant i sammenhængen.
Men Strauss’ måske mest intrikate og gennemkomponerede scener i dette særegne operaskuespil forbliver for undertegnede dog nok de terzetter, der udføres af de tre nymfer, og hvor hans kunnen til at holde sammenvævede vokale stemmelinjer svævende sammen med det store orkester folder sig mest fuldbårent ud.
Tilsammen holdes disse højdepunkter indenfor en kompleks handling, der kræver mere end almindelig opmærksomhed fra tilskuerens side, for at kunne holde rede på endsige begribe retningen af dramaet.
Et scenisk forløb med en dualistisk drejning
Der bør i enhver anmeldelse af denne opera derfor refereres til handlingens hovedtræk, eftersom oplevelsen ellers let kan blive et noget desorienterende scenisk forløb for den uforberedte tilskuer.
I Strauss’ forspil er vi hjemme hos den rigeste mand i Wien, hvor forberedelserne til en musikalsk soiré er i fuld gang. To grupper af musikere og sangere ankommer og bevæger sig ud og ind af salonen i kakofonisk forvirring.
Scenen allerede mere end antyder den dualistiske drejning, forestillingen tager lige fra allerførste optakt. Den ene gruppe består af en gøglertrup anført af den udfordrende kvindelige komiker Zerbinetta. Den anden udgøres af et klassisk operakompagni, der til selvsamme aften ønsker at præsentere en nykomponeret opera seria skabt af rollefiguren Komponisten (velsagtens et sindbillede af Strauss selv?).
Medlemmerne af disse to ensembler kævles om, hvilken forestilling, der bør præsenteres først, men forvirringen breder sig kun yderligere efter en meddelelse fra husbestyreren om, at den forudgående middag har varet længere end planlagt, og husherren derfor nu beordrer de to forestillinger lagt sammen.
På trods af den forsinkede start må værket stadig ikke spille ét minut længere end planlagt, da et projekteret fyrværkeri skal skydes af kl. 21.
I første omgang modsætter den unge komponist sig at diskutere enhver ændring, men hans mentor råder ham til at gå forsigtigt frem, imens Zerbinetta med sin strategiske kvindelige charme vender sig mod ham, så han ender med helt at droppe sin modvilje.
De øvrige medvirkende i operaen intrigerer imens stærkt mod hinanden, så de kan undgå strygninger i hver deres arie, alt imens en dansemester indplacerer Zerbinetta i operaens handling, hvor hun nu udelukkende ser forestillingen fra eget perspektiv.
Komponisten indser for sent, hvad han har accepteret og stormer fortvivlet ud af salonen.
Under værkets efterfølgende opførelse foran værtsparret og et reduceret antal gæster – de fleste er allerede faldet i søvn efter middagen – annoncerer Tre Nymfer ankomsten af en fremmed gæst til øen Naxos.
Beretningen fokuserer nu på Ariadne, der tror, den fremmede er dødens budbringer, Hermes. I virkeligheden er det guden Bacchus, som ankommer efter at være undsluppet troldkvinden Kirke.
Strauss’ dybeste hensigt var vel reelt at skabe en undskyldende, men indforstået fremlæggelse af sit egentlige sigte med dette værk: Et rent operadrama om Ariadne og Bacchus-myten
Umiddelbart indser de to ikke deres fejlagtige identifikation af hinanden, men Bacchus forelsker sig i Ariadne, som indvilliger i at følge ham til dødsriget for dér at søge efter sin elskede, Theseus. Bacchus lover til gengæld at sætte hende på stjernehimlen som en konstellation, mens Zerbinetta vender tilbage i handlingen for at gentage sin tidligere erklærede kærlighedsfilosofi.
Denne går ud på, at når en ny kærlighed står foran en, har man intet andet valg end blot at give efter for den. Operaforestillingen afrundes herefter af en lidenskabelig slutkærlighedsduet for Ariadne og Bacchus.
Lige dele overlegenhed, virtuositet og autoritet
I Den Kongelige Operas fælles produktion sammen med hele tre andre operaensembler – Aix-En-Provence festivalen, Nationaloperaen i Helsinki og Pariseroperaen – er fokus overvejende lagt på det udvortes scenisk twistede og satiriske. Vi er ikke blot tilskuere til den forvredne samtid, som værket udfolder sig i, men inddrages i lige så høj grad i et intrikat kønsforvirrende spil af såvel de hovedrollehavende som bipersonerne (syngende såvel som ikke-syngende).
Dette skærper måske ikke ligefrem forståelsen af operaens grundidé, hvor komponistens egentlig blot har villet fremlægge de uhyrligheder, man kommer ud for som skabende kunstner i forhold til mæceners/impresarioers urimelige luner og betingelser.
Strauss’ dybeste hensigt var vel reelt at skabe en undskyldende, men indforstået fremlæggelse af sit egentlige sigte med dette værk: Et rent operadrama om Ariadne og Bacchus-myten, noget han lidt i samme retning tidligere havde udfoldet sammen med Hofmannsthal i sit tidligere hovedværk Elektra fra 1909. Netop derfor forholder han sig nu velsagtens mere satirisk distancerende overfor emnets dramatiske tungsind gennem at perspektivere det med en indvævet komisk gøglertrup og dennes indgriben i handlingen anført af den forførende femme fatale-figur, Zerbinetta.
Sangerne gav hver for sig store bidrag indenfor deres respektive stemmelejers formåen, altid parret med en stærk musikalsk indsigt overfor helheden
At benytte indlagte komiske aktører havde man tidligere tit og ofte set optræde i kærlighedstragedier lige siden Shakespeare, så denne sammenstilling af tragedie og komik var ikke i sig selv ny i 1916. Nyt derimod var værkets greb om hele operagenrens muligheder som kunstart, der tit og ofte må udspille sig på trods af talrige ydre genvordigheder og uhyrlige urimeligheder.
Den Kongelige Operas hjemlige nyopførelse lader både orkestermusikken og sangen flyde frit og uden hindringer, og det med lige dele overlegenhed, virtuositet og autoritet. Med Elisabeth Jansson i bukserollen som Komponisten, Ann Petersen som Ariadne, Jamez McCorki som Bacchus og Serena Sáenz i Zerbinettas halsbrækkende koloraturer, gav sangerne her hver for sig store bidrag indenfor deres respektive stemmelejers formåen, altid parret med en stærk musikalsk indsigt overfor helheden.
Dertil kommer den meget overbevisende udførelse af de tre nymfers terzetter sunget af Marlene Metzger, Frida Lund-Larsen og Fanny Soyer.
Det hele blev fast anført i Giedrè Ṧlekytés velafbalancerede direktion, der fik sangen og orkesterspillet til at flyde over i både rumlig velklang og instrumental intensitet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her