KULTURLISTEN – Vejrudsigten siger sol, og POV’s kulturskribenter er tilbage med skarpe omtaler og varme anbefalinger af farverige kulturoplevelser, hvoraf flere kan nydes udendørs. Grib ny inspiration fra Inger Tejlgaard Olesen Ravn, Connie Bork, Steen Blendstrup, Ole Blegvad og Niels Olsen.
Den rigtige musik, til den rigtige tid, på det rigtige sted
Nu hvor forsommeren igen giver os mulighed for at sidde i solen med kaffe og solbriller og betragte livet folde sig ud for ens åbne øjne, så sker der noget, når den rigtige musik sniger sig ind i øregangene og får en til at se, hvor smukt og let livet også kan være.
Det var præcist sådan, det gik for sig, da jeg i weekenden sad bænket med Latte og Croissant foran en surfboardshop i Klitmøller, og indehaverens femtenårige datters playliste kørte på anlægget. Min veninde dristede sig til at spørge, hvad vi lyttede til, og siden har Michelle Simonals Bossa Nova-versioner af diverse klassikere figureret på playlisten.
Lyden læner sig op ad lounge, som vi efterhånden har lært at elske (eller hade), der er en laid back-stemning som i Chill-Out a la Café del Mar, men Bossa Nova gør alligevel noget andet ved øret – mindre electronica, mere percussion, mere lyst til at danse lidt diskret.
Giv f.eks. Michelle Simonal version af Elvis Presleys Don’t be cruel et lyt eller The Rolling Stones’ Satisfaction.
Tiden set fra oven – i hopla med Lilibeth Cuenca Rasmussen
Kan en barokhave fra 1700-tallet på Gl. Holtegaard føres ind i det 21. århundrede?
Sagtens når Lilibeth Cuenca Rasmussen tager fat i Looping the Hoop. Hun ser haven højt oppe fra med en drone, hvor forskellige hulahopringe er bragt i bevægelse. Det er små ringe, men med en insisterende uro, når den cirkulære tid mødes med den lineære.
Havens systematiske orden får godt modspil. Udstillingen leger med den travle tid over for den selvforglemmende, den udnyttede tid over for den frie tid. Vi har alle et tidsregnskab, som vi er nidkære med.
Uroen fortsætter på Gl. Holtegaard og bliver helt spektakulær og farverig, når Cuenca selv ifører sig et væld af hulahopringe og bolsjestribet tøj. Cuenca Rasmussen er hoppet i de rød-hvide striber. Slikkepindsstreger, men udsat for bevægelse. Hun leger med vilje med den rød-hvide linjeføring og cirkelslutningen.
Barokhaven er jo heller ikke kun stram geometri, men leger med det skjulte og hemmelige, når man kan gå i løvtunneler og være gemt for andre.
Til sidst, når museumsgæsten forlader den uroliggjorte, bevægeliggjorte barokhave, er der stop ved det menneskehøje timeglas, som selvfølgelig er lyserødt. Vi ved alle, hvordan den dominerende tid ser ud – men vi kender også pausen. Og Cuenca Rasmussen gør den pause fælles på Gl. Holtegaard.
Imperiets tropper sejrer
De fremmede kommer. Kineserne kommer. Vi er bange for, at de kommer og tager det, der er vores. Vi er bange for at få stjålet vores identitet på de sociale medier. En identitet, som vi nok allerede har solgt til varemærker som Coca Cola, Adidas, Nike, Ikea. Er det dem eller os, der er Imperiets tropper?
Forestillingen læner sig op ad sci-fi-gyseren Invasion of the Bodysnatchers. Den handler også om fremmede fra rummet – eller aliens, som det hedder på engelsk, som vi alle taler (fordi: imperium).
Samtidig handler det om tre unge skuespillere, som påtager sig rollerne. Roller på scenen, som opfører rollerne i filmen. De filmer hinanden med kameraer og med deres mobiltelefoner i en scenografi, der kunne være hvor som helst med de Ikea-møbler, som vi alle har (fordi: forretningsimperium).
De tre unge kinesere taler mest engelsk, men også kinesisk, som vi får oversat i et tekstbånd. Når de da ikke taler tysk med tekstbånd på fransk. Mens de i øvrigt løber ud ad en paranoid tangent, hvor de betvivler hinanden og den objektive sandhed.
Imperiets tropper er på en gang underholdende og tankevækkende – og spiller i øvrigt ud over CPH Stage 2023. Og forestillingen fortjener en genopsætning, når vi i publikum som imperiets tropper fortæller andre, hvad vi har oplevet.
Følg med i POV’s dækning af CPH Stage 2023 i denne klumme, der opdateres dagligt med nye omtaler af festivalens forestillinger.
Lisbeth Dahl er både vinder og taber i Tivolirevyen
Lisbeth Dahl er rykket til Tivolirevyen sammen med kapelmester James Price, og et hold bestående af Andreas Bo, Carsten Svendsen, Nicolai Jørgensen samt stand-upperen og revydebutanten Linda P.
Aftenens største bifald får Lisbeth Dahl, da hun træder ind på scenen i åbningsnummeret Det’ mit Tivoli. Hun er hovedpersonen som instruktør, der spiller, og som hende, publikum vil se.
Revyen kommer rundt om tidens emner bl.a. om Lizette Knudsen, woke-ungdom, Lars Løkke, krigen i Ukraine og Mette Frederiksen Men mange af teksterne mangler en klar idé og bliver ofte for banale uagtet aktualiteten. Ligesom flere af numrene emmer af genbrug fx i Lisbeth Dahls Humørbomben og Løkke træf – begge kendt fra Cirkusrevyen og Andreas Bos 180 år, hvor han imiterer kendte danskere.
Tivolirevyen har hentet Linda P ind, men stand-upperen mangler skuespillernes timing især i Mail til Putin, der kunne være blevet en 2023-udgave af Brev til Hr. Bulganin. (Osvald Helmut i Tivolirevyen 1957.)
Det hele slutter, som det begyndte med Lisbeth Dahl alene på scenen. Med sin tilstedeværelse og status vinder Lisbeth Dahl årets Tivolirevy, men samtidig taber hun ved ikke at have valgt bedre tekster.
Fuck algoritmerne – forrygende satire om det fremtidsnære Danmark
Frie borgere er en ærkedansk fremtidsroman, der emmer af drøj københavnerstemning og kontante replikker, samtidig med at vi alle er med i dansen om algoritmerne. Samfundet i fremtiden er høfligt og svagt ubehageligt.
Vi følger juristen Jens Hallgren, der arbejder i Styrelsen for Sundhed og Arbejde. Han elsker sin kone og datter, men ved ikke helt, om han holder af sig selv. Frie borgere leger med fremtiden lige om lidt, hvor overvågningen af borgerne gennemføres af handicappede og syge, der udfører jobbet sengeliggende.
Sproget svøber sig smidigt og veloplagt om borgerne og de situationer, de ikke kan slippe for. Jo sværere det er for menneskene, jo mere pågående og sjovt er sproget. Konflikt-niveauet stiger og stiger, for én ting er vilde effektiviseringer på jobbet, noget andet er det ulmende oprør. De erkendelser, som ikke kan holdes nede i befolkningen.
Det er den ubesværede indsigt i kunstig intelligens, som uden videre finder vej til hverdagssproget, som gør bogen til noget helt særligt. Fælles trælse vilkår finder altid vej til den samtale, vi fører med hinanden. Det daglige vid mellem kolleger kan ikke stoppes.
Anne-Mette Riis Rasmussen gør en vigtig debat levende i romanform. I Frie borgere, er der ikke nogen nemme point, ligesom personkarakteristikkerne har dybde – vi ved, hvornår de vigtigste personer slipper let om tingene, og hvornår en holdning kommer til at koste noget.
Sommeren før ragnarok
Vi skriver sommeren 1936. Den belgiske badeby Oostende er fuld af europæiske strandturister – heriblandt en del af det kunst- og kulturmiljø i Tyskland og Østrig, som enten er jaget på flugt af nazisterne eller frivilligt har valgt eksilet som eneste eksistensmulighed i en tid, hvor nationalsocialismens ødelæggende ideologi hærger.
I kunstnerkredsens centrum finder vi Stefan Zweig og Joseph Roth – begge kendte og succesfulde forfattere, hvis bogsalg dog trues af forlag og bogmarkeder, der lukker sig for dem. I Oostende samles de med andre af tidens kendte eksilforfattere og socialistiske aktivister som fx Egon Erwin Kisch, Arthur Koestler og Irmgard Keun.
De sætter hinanden stævne på Café Flore, drøfter den stadig mere tilspidsede politiske og militære situation i Europa, deres kunstneriske muligheder, drømme og håb. De arbejder hårdt ved skrivebordene, længes og – for bl.a. Roths og Keuns vedkommende – drikker intenst imens. Det er nogle få uger i den sidste sommer, før den kendte verden bryder sammen. Årene efter byder på verdenskrig, masseudryddelse af hele befolkningsgrupper, sult, sygdom og menneskelig fornedrelse.
Flere af gruppens medlemmer vil dø få år efter (Roth af sin alkoholisme i 1939, Zweig for egen hånd i 1942). Andre vil leve i mange år som vidner til både apokalypsen og dens efterliv i et nyt Europa.
Romanens dystert vibrerende spænding er beslægtet med tonen i tv-serien Babylon Berlin og den melankolske skønhed i Florian Illies’ roman 1913 – århundredets sommer. Værkerne behandler optakten til en verdenskrig, årene umiddelbart forud for ragnarok – kulturelt udviklende og kunstnerisk eksperimenterende perioder, hvor avantgarden giver den gas, men samtidig fornemmer katastrofen forude. Oostende 1936 er en elegant, insisterende og velskrevet bog set gennem primært Zweigs og Roths øjne.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
