KULTURLISTEN – Vejrudsigten siger sol, og POV’s kulturskribenter er tilbage med skarpe omtaler og varme anbefalinger af farverige kulturoplevelser, hvoraf flere kan nydes udendørs. Grib ny inspiration fra Inger Tejlgaard Olesen Ravn, Connie Bork, Steen Blendstrup, Ole Blegvad og Niels Olsen.
Den rigtige musik, til den rigtige tid, på det rigtige sted
Nu hvor forsommeren igen giver os mulighed for at sidde i solen med kaffe og solbriller og betragte livet folde sig ud for ens åbne øjne, så sker der noget, når den rigtige musik sniger sig ind i øregangene og får en til at se, hvor smukt og let livet også kan være.
Det var præcist sådan, det gik for sig, da jeg i weekenden sad bænket med Latte og Croissant foran en surfboardshop i Klitmøller, og indehaverens femtenårige datters playliste kørte på anlægget. Min veninde dristede sig til at spørge, hvad vi lyttede til, og siden har Michelle Simonals Bossa Nova-versioner af diverse klassikere figureret på playlisten.
Lyden læner sig op ad lounge, som vi efterhånden har lært at elske (eller hade), der er en laid back-stemning som i Chill-Out a la Café del Mar, men Bossa Nova gør alligevel noget andet ved øret – mindre electronica, mere percussion, mere lyst til at danse lidt diskret.
Giv f.eks. Michelle Simonal version af Elvis Presleys Don’t be cruel et lyt eller The Rolling Stones’ Satisfaction.
Tiden set fra oven – i hopla med Lilibeth Cuenca Rasmussen
Kan en barokhave fra 1700-tallet på Gl. Holtegaard føres ind i det 21. århundrede?
Sagtens når Lilibeth Cuenca Rasmussen tager fat i Looping the Hoop. Hun ser haven højt oppe fra med en drone, hvor forskellige hulahopringe er bragt i bevægelse. Det er små ringe, men med en insisterende uro, når den cirkulære tid mødes med den lineære.
Havens systematiske orden får godt modspil. Udstillingen leger med den travle tid over for den selvforglemmende, den udnyttede tid over for den frie tid. Vi har alle et tidsregnskab, som vi er nidkære med.
Uroen fortsætter på Gl. Holtegaard og bliver helt spektakulær og farverig, når Cuenca selv ifører sig et væld af hulahopringe og bolsjestribet tøj. Cuenca Rasmussen er hoppet i de rød-hvide striber. Slikkepindsstreger, men udsat for bevægelse. Hun leger med vilje med den rød-hvide linjeføring og cirkelslutningen.
Barokhaven er jo heller ikke kun stram geometri, men leger med det skjulte og hemmelige, når man kan gå i løvtunneler og være gemt for andre.
Til sidst, når museumsgæsten forlader den uroliggjorte, bevægeliggjorte barokhave, er der stop ved det menneskehøje timeglas, som selvfølgelig er lyserødt. Vi ved alle, hvordan den dominerende tid ser ud – men vi kender også pausen. Og Cuenca Rasmussen gør den pause fælles på Gl. Holtegaard.
