KULTURLISTEN – Se dramatiseringen af Naja Marie Aidts digte i teatret, premierefilm med Cate Blanchett, ny postapokalyptisk dramaserie på HBO, gå til filosofisk filmfestival på Cinemateket eller fortab dig i Pusjkins mesterlige historier. I denne uge bl.a. med og om: Sarah Boberg, Anette Støvelbæk, Naja Marie Aidt, Cate Blanchett, Tár, Pedro Pascal, Bella Ramsey, Dennis Weaver, Mandalorian, Naomi Watts, David Lynch, Silja Henderson, Alexandr Pusjkin og Marie Tetzlaff.
Alting er noget 2.0: Det levende ord
Digte kommer til live, når de bliver læst. Altså læst op. Alting er noget 2.0 lægger ikke skjul på, at forestillingen er en fortolkning. Hvis du er uenig, må du jo bare selv give dig i kast med Naja Marie Aidts digte.
Som i Dan Turèll + Halfdan E Live bliver ordene levende i Alting er noget 2.0. Vi mærker dem; lystige, sørgelige, smertefulde, vilde – ætset ind i vores bevidsthed. Du kan vælge bare at flyde med på bølgen, blive grebet og nyde. Forestillingen er også en litterær indføring i Naja Marie Aidts værk og digtekunsten som sådan.
På to tavler fremhæves gentagne temaer og vendinger. Med projektion på et lærred af et oplæst digt understreges betydningen af mellemrum, tegnsætning, kursiv og ”anførselstegn”, som vi hører den i skuespillernes mund.
Oplæst på scenen må vi tage digtet med deres betoninger og tempo. Vi kan ikke skimme forud og se, hvordan det ender. Desto stærkere fremstår sammenhængen i et digt om tre kvinder, der bor i en ejendom oven over hinanden – og alle elsker lysindfaldet i køkkenet om morgenen.
Alting er noget 2.0 er velegnet som (anskueligheds)undervisning. Det er selvfølgelig en perle for Naja Marie Aidt fans. Og det går lige ind hos alle, der elsker det levende ord.
Den blakkede heltinde
Det ændrede kvindebillede: Normalt forbindes ekstraordinær status med mænd, men noget er sket i filmen Tár. Kvinder har nu også muligheden for at være det store menneske. Beundret og dybt anerkendt, men samtidig med risikoen for at træde forkert. Cate Blanchett spiller dirigenten Tár, bosat i Berlin. Hun er maestro og behersker sprogkoderne, selvbevidstheden og karismaen til at sælge varen. Hun er vant til smiger, men også det andet, passionen og den hårde selvdisciplin. Blanchett spiller rollen med sit imponerende register. Tár har både usympatiske og sympatiske træk. Hun er på én gang så fremmed og dybt vedkommende, nem at forstå, men også svær at undskylde. Det gør filmen mere end almindeligt gribende, at portrættet er så nuanceret.
Mahlers 5. symfoni spiller en vigtig rolle. For er den en tragedie, eller handler den om noget helt andet, nemlig kærlighed? For kærlighed er jo ikke kun privat eller personlig. Kærligheden kan rette sig mere udad og gælde et fag. Det er en film om kvinders fuldt udfoldede forhold til magten.
Det hele er filtret ind i hinanden. Magten er ikke længere kun et grimt anliggende for mænd, kvinder bliver også blakkede af at være i nærheden af den, selv om power samtidig kan være den direkte vej til at tjene kunsten. At være med til at forme den klassiske musiks udvikling, som Tár gør det.
The Last of Us er post-apokalyptisk drama i særklasse og sjældent godt versioneret videospil
Nærer du stadig en lille frydefuld klump vintermørk, dystopisk forudanelse i dit sukkertrimmede og katastrofetænkende hjertekammer, så er dramaserien The Last of Us på HBO Max virkelig værd at sætte timerne i. Serien er bygget på et post-apokalyptisk videospil fra 2013 og følger to umage hovedpersoners flugt over det afsvedne og svampe-zombie fyldte planet-plankeværk i ti episoder.
Dialog og replikskifte mellem den ordknappe knudemacho Joel Miller og den unge, immune teenager Ellie Williams er ubetaleligt rapt og råt. De er skiftevis hinandens sidekicks, og relationen spejler både tidsånd og generationer.
Figuren Joel Miller er et fedt mix mellem Jonax Hex uden ar og Sam McCloud, spillet med kraftfuld charme af chilensk amerikanske Pedro Pascal, som du naturligvis kender fra Mandalorian, Narcos og andre af streaminguniversets sofabordsbaskere. Pascal og Dennis Weaver kunne godt have været familie, og når du først har set forbindelsen, er den svær at u-se. En mandemand med mand på.
Engelske, lillebitte Bella Ramsey spiller kæmpestort som den historieløse Ellie. Historieløs, fordi hun kun kender til verden efter pandemien, som lagde planeten næsten øde og gjorde kål på hele vores civilisatoriske pivtøj. Immun og menneskehedens eneste håb. Det er nærliggende at se figuren som en sjov parafrase på generation Z. Et nysgerrigt, rebelsk, stærkt og dog skrøbeligt væsen som er ret elskelig i al sin naivitet. Evolution prevails.
Giv mig en teleporter eller Hermiones Time turner – filmguf på Cinemateket
Den kommende weekend gad jeg godt være i staden: Cinemateket afholder Filosofisk Filmfestival i disse uger, og lørdag aften er David Lynchs neo-noir klassiker Mulholland Drive på programmet. Og hvad så om man har set den ti gange før og selv tror, man har regnet den ud?
Den er stadig vidunderlig og underlig og smuk, og denne aften bliver den introduceret af David Possen, der tager afsæt i emnet: ’Rationalisering af selvet’, altså hvordan en personlig krise kan medføre, at den ydre verden, andre mennesker og endda dele af ens eget indre liv bliver til ’møbler’ i en selvretfærdiggørende psykisk proces.
Søndag tegner også godt: Her er Studio Ghiblis Nauticaä på programmet, og den præsenteres af forfatter og psykolog Silja Henderson, der vil tale om ”Natur, klima og animisme” – et emne, der også afspejles i hendes eget forfatterskab.
Men da jeg nu befinder mig i Thy, midt i naturen og alt det smukke, virkelige, vil jeg i stedet holde min egen filosofiske minifilmfestival med Everything Everywhere All at Once, der ligger på Viaplay, og fordybe mig i, hvad ”superstrengteorien” mon er for noget.
Pusjkins prosa krystalliserer “det særligt russiske”
God litteratur kan nydes på tværs af tid og rum. Den ophæver på næsten magisk vis det fysiske miljø, den skrives i, så alene den generiske fortælling står lysende tilbage. En sådan litteratur mestrede Aleksandr Pusjkin (1799-1837). Hans historier er fra det gamle, zaristiske Rusland på Katarina og Peter den Stores tid, men står i dag lige så skarpe, klare og universelle, som da de blev skrevet. De taler til samtiden.
Marie Tetzlaff har med stort overblik, megen kærlighed og dyb indsigt i russisk litteratur oversat en række historier, der viser Pusjkins mesterlige evne til at fortælle om alt fra småfolks livsvilkår og kosakopstande til hofintriger, forvekslingseventyr, forbudt kærlighed og den russiske adels frankofile snobberi. Deres udsendte genkender glimtvise scener fra gymnasiets russisktimer sidst i 1980’erne: Postvogne, snestorme, svedige heste og en ung Dunja, som får besked på at tænde for samovaren og hente fløde til den rejsende (fra Stationsforstanderen, i: Salig Ivan Petrovitj Belkins Fortællinger).
Pusjkin var Ruslands nationaldigter nummer ét og inspirerede senere forfattere som Gogol og Dostojevskij. Hans prosa er let tilgængelig, fængende, dybt fascinerende og kan på det kraftigste anbefales. Måske særligt i disse år, hvor man som vesterlænding måbende forsøger at forstå ’det særligt russiske’; Pusjkins beskrivelser af den feudale overklasses isolerede nydelsessyge – der sparkede nedad og samtidig nærede en ejendommelig, selvpåført slavemoral, hvor tyendet så det som sin livsopgave at adlyde enhver absurd befaling – rummer måske en lille kim til at forstå den brutalitet og foragt for menneskeliv, som de russiske magthavere p.t. påfører både deres egne og naboer.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
