KULTURLISTEN – I denne uge har Kulturlisten set første afsnit af DR’s nye dramaserie Huset, holocaust-teater på Aveny-T, Anders Walters nye film om tyske flygtningebørn og marokkansk frigørelsesfilm, ligesom listen har været en tur på Hærvejen og genlæst klassikere fra Murakamis fantastiske forfatterskab. Ugens Kulturliste er skrevet af Claus Ankersen, Steen Blendstrup, Connie Bork, Ole Blegvad, Niels Olsen og Inger Tejlgaard Olesen Ravn.
Huset vinder altid – Dencik og venner skampisker DR’s nye satsning ud over is og tremmer med formidabelt karakterskuespil
Med over 700.000 seere af første afsnit bankede DR’s nye satsning Huset i søndags durk gennem fængselsmur og tremmer og direkte ind på danskernes lystavle.
Serien løber de kommende fem søndage og fortæller i timelange afsnit et højspændt drama om livet i et dansk fængsel båret af fire hovedpersoner og en realistisk setting. Optagelserne fandt sted i det nu nedlagte Vridsløselille Statsfængsel, og foruden garvede karakterskuespillere og muskelsvulmende newbies glimrer første afsnit indlysende af Kim Fupz Aakesons professionelt lækre manuskriptarbejde.
Sådan er det heldigvis næsten hver gang, en rigtig forfatter står bag – pludselig lyder replikskifte naturligt, pludselig holder det vand. Pludselig tror man på det. Kombinationen af instruktion, manuskript og karakterskuespil etablerer lynhurtigt troværdighed.
Man tror på det i det sekund, den garvede – og naturligvis usympatiske og skurkagtige Henrik, altså David Dencik, sjosker gennem fængslet og viser den nyansatte fængselsbetjent Sammi rundt på dennes nye arbejdsplads.
Charlotte Fich er fængselsdirektøren Gert – og Fich kender vi allerede som politikvinden Ingrid Dahl i ikoniske Rejseholdet. Selvom det er 23 år siden, dén serie først rullede over skærmen, kan hun endnu. Vi tror på det. Vi tror også på den unge superstjerne, Youssef Wayne Hvidtfeldt, på Sofie Gråbøl, Laura Christensen og den nye dreng i guldburet, Frederikssunderen Dan Boie. Alle har lig i lasten, og der er Fupz mellem linjer og tremmer i fængslet, hvor alt og alle kæmper for at overleve.
De kommende fem søndage vil vise, om DR har gjort det igen. Men indtil videre tyder alting på det. Som de siger i seriens fængsel: Huset vinder altid.
Læs også Poul Arnedals interview med Charlotte Fich, der spiller fængselsdirektøren i Huset, her.
Mød Kim Fupz Aakeson i et videointerview om Fangeleg – romanen bag tv-serien – her.
Arendt – Fremragende holocaust-teater med et ben i begge lejre
Der bliver ikke sat en fod forkert i Arendt – at se i mørke. Holocaust, filosofi og etik. Det er tunge emner, der balanceres. Det er ovenikøbet morsomt. Det får de store tanker til glide ned og berøre os – selv uden indblik i Hannah Arendts forfatterskab og virke.
Ved retssagen mod Adolf Eichmann står Arendt ved siden af en jødisk kvinde. ”Hvor længe har De ventet?” spørger hun. Kvindens svar lyder: ”Hele mit liv.” Arendt – at se i mørke zoomer helt ind på det enkelte holocaust-offers smerte og behov for retfærdighed – eller måske hævn.
Men samtidig hæver Arendt sig op i helikopterperspektivet og skriver sin berømte rapport om retssagen i Israel – om ondskabens banalitet. Hun bliver efterfølgende fordømt af næsten hele det jødiske samfund og af mange andre.
Her skriver hun på et fundament af europæisk (tysk) filosofi. På trods af at hun selv er jøde og har siddet interneret … tilfangetaget af franskmændene, fordi hun er tysk.
Kunstgrebet lykkes ved at fortælle historien fra et hotelværelse i København, hvor Arendt i 1975 skal modtage Sonningprisen for sit bidrag til europæisk kultur. Eichmann, hendes mand Heinrich og andre figurer er blot erindringsbilleder.
Manuskript, iscenesættelse og skuespil går op i en højere enhed. Please, lad Arendt – at se i mørke blive genopsat.
Oscarvinders nye film om tyske flygtningebørn skildrer et barskt dilemma
Anders Walters film Når befrielsen kommer kunne måske have praktiseret en større tilbageholdenhed – men filmen er samtidig vedkommende. Filmen viser det moralske pres, som civile danskere kom under.
I alt 250.000 flygtninge kom til Danmark i 1945. Her ventede især de tyske flygtningebørn en grum skæbne, når de fik difteri. Dilemmaerne hober sig op. Det sker for forstanderparret på Ryslinge Højskole, Jacob og Lis, spillet af Pilou Asbæk og Katrine Greis-Rosenthal, der risikerer at miste alt, job, hjem og blive erklæret for landsforrædere, hvis de hjælper børnene.
Vi er i besættelsestidens sidste dage, byens læge er blevet likvideret af tyskerne, så det er et valg mellem loyalitet i forhold til byens tab og barmhjertighed over for syge børn. Drengen Søren (Lasse Peter Larsen) bliver med sit åbne ansigt og det til tider nervøse åndedræt brugt til at binde filmen sammen.
Det betyder, at de samme konflikter udspiller sig på to niveauer. Børn har en stækket handlekraft, men kæmper samtidig med at kende forskel på rigtigt og forkert, selv om det moralsk rigtige er tvetydigt. Det gør dilemmaernes voldsomhed endnu mere tydelig. Filmen får vist, hvor kværnende vanskeligt det kan være at nå en ordentlig beslutning.
Når befrielsen kommer er inspireret af virkelige begivenheder, som belyses med lidenskab, men også en nøgen enkelhed.
Kvindelig instruktør skaber bevægende og smukt filmisk mesterværk om homo- og kvindefrigørelse i Marokko
Det er ikke hverdagskost, at der kommer en film om homo- og kvindefrigørelse fra et land, hvor 99 procent af befolkningen er muslimer. Filmen er her nu. Med Den Blå Kaftan har den kvindelige, marokkanske instruktør Maryam Touzan endda skabt et nærværende mesterværk om frigørelse.
Filmens tre hovedpersoner er ægteparret Halim og Mina, der driver en kaftanbutik sammen med den unge lærling Youssef. Filmen kører i to spor. Mina er syg af kræft, og Halim bliver forelsket i Youssef. Fra nærbillede til nærbillede kommer vi helt tæt på de tres hverdag, hvor passionen for skrædderfaget og stoffets håndværk bliver symboler på vores liv som mennesker.
I takt med Halims fascination af Youssef kæmper Mina med sin kræft, men også for retten til at være selvstændig kvinde. Til at gå på café og til at danse. Halim hjælper sin syge kone, men har – oplever vi, når han er i hammam – altid haft et øje til sit egen køn. Youssef får homoseksualiteten ud af skabet.
I den lille nære historie, helt ind i silketrådene, fortælles den store. Filmens eneste store totalbillede viser en kirkegård. Her ligger alle de døde, som har levet med undertrykkelsen frem for den frihed, som Halim, Mina og Youssef kæmper for.
I Ælnoths fodspor – En tur på Hærvejen er en vandring i historien
Der er ikke meget vild natur tilbage i Danmark – måske 2-3 pct. af vores samlede areal. Det skyldes, at naturen gennem mange hundrede år er blevet opdyrket og kultiveret til ukendelighed. På Hærvejen, som løber fra hhv. Hirtshals og Frederikshavn i nord til Slesvig i syd, kan man få rigelige mængder af både kultur og tiloversbleven vild natur ved simpelthen at sætte det ene ben foran det andet, følge kort og skilte og bevæge sig lige ind i Danmarkshistorien. Cirka 500 km på hhv. gåben eller cykel.
Så tidligt som i år 1120 beretter munken Ælnoth om en farbar vej gennem Jylland. Det var den vej, Knud den Hellige angiveligt benyttede, da han fra Aggersund via Viborg, på flugt fra rasende jyske bønder, endte i Slesvig. Siden da har Hærvejen haft mange funktioner; fra transportvej for okser til militærvej og kristen pilgrimsrute. Faktisk har der været tale om mange, mindre hærveje, som i tidens løb er blevet omlagt, så de passede til tidens behov. De mange flyvske hærveje er nu samlet i én, sammenhængende rute.
Hærvejsoplevelserne er mange og langt de fleste steder ganske gratis. De kombinerer natur, kultur, motion, mental sundhed og socialt fællesskab i det omfang, man vælger at gå flere sammen. Man passerer fyrtårne og kirker, klostre, købmandsbutikker, museer, landbrug og gamle møller og kan overnatte på fx herberger, vandrerhjem og campingpladser.
Prøv de unikke vandreforløb fra Hirtshals til Fjerritslev ved Vesterhavet, klitheder og Fosdalen mellem Tranum og Svinkløv. Eller tag den fantastiske tur fra pilgrimsbyen Viborg sydpå via Hald Sø til Grathe Hede og skovene ved Silkeborg.
For flere oplysninger, se fx Hærvejen – pilgrimsvejen fra Hirtshals/Frederikshavn til Dannevirke (Forlaget Hovedland og Henrik Tarp, 2016) og www.haervej.dk.
En fåret fornemmelse – Murakami revisited #1
Da jeg første gang læste En vild fårejagt, mindes jeg et glid ind i et foruroligende mørke, hvor jeg mødte fåremanden.
Fåremanden bor mellem vægge og i dunkelt oplyste korridorer, hvor virkelighedens limninger går i opløsning, og det sikre greb om naturlovene viser sig at være et spejlkabinet, der skjuler afgrundsdybe kløfter i vores verden. Besynderligt nok, ved senere genlæsninger har fortællingen altid ændret sig en lille smule, nok til at man sidder på krogen.
Stor var min glæde, da jeg opdagede den lille fortælling Det mystiske bibliotek. En lang novelle, der ligesom En vild fårejagt er forfattet i 1982. Hovedpersonen er en dreng, der i sin søgen efter viden ender i en mystisk læsesal, hvor han besøges af ingen andre end, ja, fåremanden. Med den unge fortæller kunne man antage, at det var en børnebog, men dertil er fortællingen for underlig og for ubarmhjertig.
Aben og undergrunden – Murakami revisited #2
Haruki Murakamis Første person ental består af otte ”nyere” noveller, og i denne danske oversættelse er der tilføjet en enkelt ældre. Ældre vil her sige 2005, dvs. stadig post-millennium. Novellerne har alle, bortset fra denne ene ”ældre” sag, et fortællende jeg, der tilsyneladende har en del til fælles med virkelighedens Murakami.
Jeg læser lidt ambivalent. Kan han skrive, kan han fortælle en god historie?
Jovist. Men der er denne selvbevidsthed, denne modne, forfatteragtige glathed, der som en gennemsigtig membran får læseren til at holde sig (selv)vurderende på afstand. Det er selvfølgelig kun til det øjeblik, hvor fortæller-jeget ifører sig sit Paul Smith-jakkesæt, går i byen og for en aften leger, han er en anden.
Pludselig begynder første person ental at blive en kunstig størrelse, en konstruktion, der indbyder til dekonstruktion, og vi bliver trukket med ned i undergrunden, der hos Murakami altid både er konkret og overført. Identitetsmarkørerne går i hårdknude, og vi ved ikke, hvad der er hvad, hvem der er hvem, og hvad der egentlig foregår.
Aben flytter altid med og dukker op som en ægte trickster – måske det mest virkelige væsen af dem alle.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
