PORTRÆTINTERVIEW//TV-SERIE – Charlotte Fich har som skuespiller altid forsøgt at finde en måde at arbejde på, der var så realistisk, at man faktisk var i tvivl om, hvorvidt det, man oplevede, var skuespil eller virkelighed. Det er en arbejdsmetode, der har fået fuld skrue i DR’s nye tv-serie Huset, hvor hun har en af de bærende roller. Men som 17-årig havde hun en ambition om at blive blikkenslager og flyttede ind i et bofællesskab på Amager, hvor POV’s Poul Arnedal også boede. Nu har han igen mødt den i dag 61-årige skuespiller hjemme i hendes og instruktøren Per Flys hjem på Holmen i København.
“Jeg har fået lov at prøve så meget. Alt, hvad jeg har drømt om at kunne bidrage med som skuespiller, har jeg fået lov at lave,” siger Charlotte Fich. Hun har den ene af de fire bærende roller i DR’s nye, store dramasatsning Huset. Det er et intenst drama, som foregår i et fængsel, og som netop har haft premiere på DR1.
Serien sætter fokus på forholdene i de danske fængsler og ikke mindst den store mangel på fængselspersonale og forholdet mellem fængselsbetjente og de indsatte. Charlotte Fich spiller enhedschefen Gert, som får pålagt at løse problemerne i det særdeles realistisk filmede drama.
Begge mine forældre var ’røde’
Folk, der så flow-tv i starten af nullerne, vil have oplevet hende som kriminalkommissær Ingrid Dahl i DR’s Emmy-belønnede serie Rejseholdet. Hun fik både en Bodil og en Robert for bedste birolle i Per Flys film Drabet fra 2005 og en Bodil for bedste birolle i Ole Bornedals Kærlighed på film fra 2007.
Derudover har man kunnet opleve hende på både Det Kgl. Teater, Grønnegårdsteatret, Nørrebro Teater, Folketeatret og mindre eksperimenterende teaterscener, ligesom hun har udgivet musikalbums og spillet i musicals som fx Chicago på Det Ny Teater.
Men det startede med, at hun egentlig ville være blikkenslager og flyttede ind i et bofællesskab på Amager, hvor undertegnede også boede. Det var i 1978, og Charlotte var 17 år og netop kommet tilbage til hovedstaden efter to år på Tvinds efterskole i Nordjylland. Så i sandhedens tjeneste må jeg nødvendigvis gøre læserne bekendt med, at jeg altså har kendt – eller kendt til – Charlotte Fich i 45 år.
Og hun var ikke så lidt af et forfriskende og ungdommeligt pust at få ind i et lidt sat, venstreorienteret bofællesskab bestående af fire ca. 30-årige maoister samt to børn på seks og tre år, som elskede at blive svunget rundt i luften af den næsten voksne EFG-elev med de muskuløse overarme.
Vi mosede os gennem verden ligesom en radiobil, og gik man for langt, ramlede man ind i en anden og lærte af det. Det var ikke så farligt, og der var ikke nogen, der følte sig krænket over, at man måske gik for langt, fordi man også turde sige fra
“Jeg gad jo ikke bare flytte hjem, så min mor fik mig ind i den ‘beskyttede bolig’ hos jer,” siger Charlotte, hvis mor tilhørte samme venstreorienterede slæng som os andre.
“Begge mine forældre var ‘røde’, og jeg var påvirket af sådan noget med fællesskaber. Det var noget med at hjælpe arbejderklassen til bedre lønninger, og på EFG-uddannelsen ude på Lygten var jeg den eneste pige blandt drengene og skulle lave intervaltræning med 29 armbøjninger på et halvt minut. Så jeg var bomstærk og spillede min rolle og levede mig ind i at være kvinde i et mandefag.”
“Men jeg skulle jo finde min egen vej ind i, hvilket fællesskab jeg skulle være en del af. Og da jeg fandt ud af, at de der rør, man arbejder med som blikkenslager, også skulle graves ned i jorden, blev det lidt for meget at ofre for en politisk dagsorden,” siger hun med et selvironisk smil.
I stedet tog hun en HF og kom på Vestbirk Højskole ved Horsens, hvor de havde en særlig musiklinje. Og dermed så undertegnede ikke længere noget til hende bortset fra, at jeg enkelte gange i midtfirserne fik lov at crashe på hende og kærestens sofa, efter de var flyttet til Aarhus, og jeg havde et journalistisk ærinde i den jyske hovedstad.
Kan stadig begejstres over fællesskaber
Nu sidder vi så i haven til hendes og mandens lille hus på Holmen i København. Der er gået næsten 35-40 år, siden jeg sidst mødte hende. Og hun tænker stadig meget på det med fællesskaber. I dag handler det om de fællesskaber, man møder omkring musikken, på teaterscenen og ikke mindst på et filmset.
Og selv om den 17-årige blikkenslagerlærling i dag er blevet 61 og med egne ord har fået lov at lave alt det, hun har drømt om som skuespiller, så kan hun stadig begejstres og med ildhu fortælle om fx det fællesskab, hun netop har oplevet i forbindelse med optagelserne til Huset.
Hvis ikke DR er et flagskib, som bruger ressourcer på at vise dansk drama, når det er bedst, så ved jeg snart ikke, hvad man skal bruge DRTV til
“Mit fokus som skuespiller har altid været at prøve at finde en måde at arbejde på, der var så realistisk, at man faktisk var i tvivl om, hvorvidt det, man oplevede, var en skuespiller eller virkeligheden. Jeg har søgt en realistisk skuespilkunst. Og det har vi i den grad fået mulighed for i forbindelse med optagelserne til Huset.”
Det vender vi tilbage til lidt senere, for Charlotte Fich blev skuespiller i en periode, hvor man både på teatret og efterhånden også i filmverdenen begyndte at improvisere mere for at kunne forlade det, hun kalder “den litterære skuespilkunst”, og netop blive mere realistisk i sit udtryk.
Højskolen gav hende en stor tillid til verden
Men processen med at blive den skuespiller, hun er i dag, begyndte helt tilbage på Vestbirk Højskole. Her oplevede hun ikke blot en stor frihed og et kreativt fællesskab, hvor hun kunne sidde og lave musik til langt ud på natten og få serveret mad morgen, middag og aften bortset fra de uger, hvor det var hendes tur til at være i køkkenet.
Det var også her, hun mødte Per Fly, som var fra Skive, søn af en Hoki-købmand og kom fra en helt anden baggrund end hendes.
“Jeg tænker meget på det i dag, hvor de unge har svært ved at skabe relationer og komme tæt på hinanden. Jeg er fra en tid, hvor vi mosede på og skubbede, indtil der var nogen, der skubbede tilbage, og man vidste, at man var gået over stregen. Vi mosede os gennem verden ligesom en radiobil, og gik man for langt, ramlede man ind i en anden og lærte af det. Det var ikke så farligt, og der var ikke nogen, der følte sig krænket over, at man måske gik for langt, fordi man også turde sige fra.”
“Det gav mig en stor tillid til verden og en glæde ved fællesskabet. Man blev støttet i at prøve ting af uden på forhånd at skulle sikre sig, at det ville lykkes. Og så fik man jo også moset med nogle forskellige fyre, indtil man fandt den rette.”
Egentlig forestillede Charlotte sig, at musikken var hendes eneste vej. Hun var flyttet til Aarhus sammen med Per, hun spillede i bands, og de var begge optaget af at lave og eksperimentere med musik. Hun vidste dog udmærket, at hun endnu ikke var god nok til at komme ind på konservatoriet.
Men så huskede hun, at der var en lærer på højskolen, der havde sagt til hende, at hun også var ret god til at spille komedie. Det havde gjort et vist indtryk, så hun søgte ind på elevskolen ved Aarhus Teater og blev optaget.
Mødte en ny strømning på Filmskolen
Og på fjerde år af uddannelsen deltog hun i et kursus for skuespilelever på Filmskolen i København, hvor hun mødte en ny strømning.
“Film var ikke noget, man ellers blev undervist i på Teaterskolen. Både på teater og film blev der malet med ‘den brede pensel’. Skuespillerne tog deres erfaring fra det traditionelle teater med ind i filmstudiet. Men på Filmskolen begyndte man at finde et nyt og realistisk sprog, som man som skuespiller kunne udtrykke sig med på film.”
Når man bliver inddraget på den måde, så får man også en fælles fornemmelse af, at man er på en mission
“Det var en strømning, som også stak hovedet frem i teaterverdenen, hvor man prøvede at gøre skuespillet realistisk og fjernede sig fra den ‘litterære’ teatertradition. Det skete bl.a. med dramatikeren Lars Norén og black box–scenerne, hvor man fik mulighed for at improvisere.”
Blev folkeeje med Rejseholdet
Vi nærmer os nu hurtigt 1990’erne. Per Fly, som ud over musikken også havde eksperimenteret med kunstfilm, var kommet ind på Filmskolen i København, samtidig med at Charlotte sluttede sin uddannelse på Skuespillerskolen i 1989. De følgende fire år var hun fastansat i ensemblet på Aarhus Teater, mens Per slog sine folder i København.
I 1993 flyttede hun tilbage til København, slog sig ned med sin kæreste gennem 10 år og arbejdede på teatre, film og tv. Og det var netop i de år, de strømninger, hun havde oplevet bl.a. under sit kursus på Filmskolen, for alvor begyndte at slå igennem i dansk film med dogmefilmene og det håndholdte kamera, som også blev brugt i forbindelse med tv-serien Taxa, hvor hun var med i et enkelt afsnit.
Det var i de første fire år af det nye årtusinde, at Charlotte nærmest gik hen og blev folkeeje som kriminalkommissær Ingrid Dahl i DR’s tv-serie Rejseholdet.
I 2005 var hun med i Per Flys film Drabet, hvor hun både fik en Bodil og en Robert for bedste birolle.
DR har virkelig satset og vist fuld tillid
“Det har nogle gange ærgret mig, at vi ikke altid har kunnet bruge det talent, som har været til stede, når vi har lavet film eller tv-serier. Men i Drabet prøvede vi scenerne igennem bare os skuespillere og instruktøren, inden vi begyndte at optage. Ud over at man får et meget bedre resultat, så er der også god økonomi i det.
“Der er ikke noget teknisk udstyr, vi lærer hinanden at kende, får prøvet scenerne af i ro og mag, og vi kan som skuespillere komme med forslag. Det er noget helt andet end at møde op og gå direkte på med lys og lyd og kamera og det hele. Det giver en frihed og sikkerhed til at yde sit bedste.”
Man får jo ikke lejlighed til at komme ind og opleve det, medmindre man selv er fængselsbetjent – eller har begået noget kriminelt
I Huset er denne tilgang til at lave film og tv-serier blevet løftet op på et helt nyt niveau, som både kommer til udtryk i den måde, skuespillerne arbejder på, og har haft en afgørende betydning for hele seriens filmiske look.
“Her har DR virkelig satset og vist fuld tillid til holdet bag serien – dvs. instruktørerne Michael Noer og Frederik Louis Hviid og fotograf Adam Wallensten,” siger Charlotte.
“Vi har kendt scenerne på forhånd og vidst, hvad de betød for handlingen inden optagelserne. Skuespillerne har ikke været bange for at foreslå en anden replik eller arrangement, for vi vidste, hvad det hele gik ud på. Samtidig har instruktørerne været åbne over for, at vi improviserede, og fotografen har kunnet skyde frit ud fra manuskriptet.”
“Når man bliver inddraget på den måde, så får man også en fælles fornemmelse af, at man er på en mission, som går ud på at fortælle en historie så godt som muligt og med det størst mulige nærvær. Og selv om det er en barsk historie, vi fortæller, så har den været enormt sjov og spændende at lave.”
Det skildres ekstremt realistisk
Huset foregår i et fængsel og er optaget på det tidligere statsfængsel i Vridsløselille. Huset, som fængslet hedder i serien, er truet med at blive lukket, hvis ledelsen ikke får styr på forholdene og får bugt med brugen og salget af narkotika blandt fangerne.
Og ledelsen, der er Gert, og som spilles af Charlotte Fich, kæmper samtidig med personalemangel og gamle vaner, hvor stærke fanger styrer en stor del af hverdagen. Det skildres ekstremt realistisk og tæt i hvert fald i de to første afsnit, som skribenten til dette interview har nået at se. Noget tilsvarende har vist ikke før været set i en dansk tv-serie.
Samtidig er de fire hovedpersoner også skildret med deres egne personlige problemer og konflikter. Politidirektøren Gert har fx mistet en søn i Afghanistan og har en mand, hvis demens er stærkt fremadskridende.
De bliver autentiske. Folk handler ikke i forhold til kameraet, men i forhold til situationen
“Nysgerrigheden om, hvad der egentlig sker bag de lukkede porte i et fængsel, er enormt pirrende. Og man får jo ikke lejlighed til at komme ind og opleve det, medmindre man selv er fængselsbetjent – eller har begået noget kriminelt.”
“Vi havde et fantastisk samarbejde med Kriminalforsorgen og lærte af de tanker og erfaringer, som fængselsbetjentene har – hvordan man går rundt med nøglerne, hvordan man bliver overfaldet, slår fra sig og sætter indsatte i isolation. Nogle af fangerne i serien spilles af tidligere indsatte, som her fik lejlighed til at møde deres tidligere fængselsbetjente.”
“Mange af scenerne er blevet koreograferet på forhånd, nærmest som et teater, og så er der blevet filmet ud og ind mellem os med et håndholdt steadicam, så den enkelte skuespiller fuldstændig har mistet overblikket over, hvad der egentlig bliver filmet. Der har været fuld smadder på nogle af de store scener, og det er en knaldgod måde at gøre det på. De bliver autentiske. Folk handler ikke i forhold til kameraet, men i forhold til situationen.”
Musik og malerkunst
“Det var Rumle Hammerich, der som dramachef i anden halvdel af halvfemserne sagde, at DR skulle vise dansk dramatik hver søndag. Det var jo fornemt. Og hvis ikke DR er et flagskib, som bruger ressourcer på at vise dansk drama, når det er bedst, så ved jeg snart ikke, hvad man skal bruge DRTV til,” slutter Charlotte Fich, inden hun er nødt til at bryde op.
Hun har en aftale med sin mand og deres to sønner om, at de skal ud på Zentropa og se den første visning af hans seneste film om den svenske generalsekretær for FN, Dag Hammarskjöld, som i 1961 blev skudt ned med sit fly i det daværende Nordrhodesia. Det er en film, som har været otte år undervejs.
Hvad Charlotte nu selv skal lave, ved hun ikke helt præcist. Der er ikke aktuelle film- eller tv-roller i kalenderen. Til gengæld håber hun på at lave noget mere musik og blive bedre til at male. Hun har allerede lavet en række værker, som jeg og fotografen får lov at se, men hun synes ikke selv, hun endnu er god nok til, at de kan vises frem og blive fotograferet.
Det forstår vi ikke helt, for de er fremragende – men det må vi jo respektere.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her