KULTURLISTEN – Teater, musical, biograffilm, litteratur, streaming og fredagsmuseum. I denne uge om og med bl.a. Holger Østergaard, Leonard Bernstein, Søren Torpegaard Lund, Ruben Östlund, Zlatko Buric, Vicki Berlin, Poul Bundgaard, en kæmpe norsk filmtrold og museumsinspektør Mikkel Bogh.
Vi skal længere ind. Vi skal helt ind. Nu bliver du bange …
Med denne omskrivning af Rasmus Botofts Lille Gumba, lad mig præsentere forestillingen En lille smule ubehag, hvis udgangspunkt er, hvad der sker i en mand, i hans numsehul og med hans nærmeste relationer, da han får konstateret prostatakræft og skal igennem hele behandlingsforløbet fra operation over stråling til hormonbehandling.
Det er ikke grineren at få kræft, men man griner rigtigt meget i løbet af forestillingen. Det er en gængs humor-strategi at bryde med vores kulturs tabuer, og både sygdom, død og numse er jo ganske tabubelagte. Derfor giver det god mening, at de behandles humoristisk i et stykke drama, der i sin essens er alvorligt og rørende.
At det lykkes at bevare oplevelsen af væsentlighed og vedkommenhed trods de mange latterbrøl, skyldes primært, at skuespilleren Holger Østergaard formår spændet mellem den ydmygende kropslige gengivelse af diverse genkendelige og grænseoverskridende situationer fra behandlingsverdenen, hvor vi almindelige mennesker føler os frygteligt sårbare, mens vi ”prøver at forstå alt det, der ikke bliver sagt,” som det hedder i stykket, og så taknemmelighed over for selvsamme behandlerverden, der muliggør behandlingen og i sidste ende livet.
Bør ses af mænd, men kan også ses af kvinder.
Det Kongelige Kapel redder West Side Story på stregen
Hvis man kan lide Bernstein og Sondheims klassiker West Side Story fra 1957, så er det afsted til Det Kongelige Teater/Operaen og suge musicalhits som Maria, Tonight og Somewhere til sig.
Desværre rammer Det Kongelige Teater ikke den samlende magi, jeg tidligere har oplevet, når jeg har set West Side Story.
Der er fine enkeltpræstationer, som f.eks. når Søren Torpegaard Lund som Tony synger Something Coming eller Maria,men når han møder Maria, tror man ikke rigtig på kærligheden. Eller The Sharks, der danser fantastisk, men ikke synger på Kongeligt Teater-niveau, og omvendt The Jets, der synger godt, men danser mindre energisk.
Jeg har knipset mig gennem New Yorks gader, jeg har skiftet navnet Maria ud i “The most beautiful sound I ever heard Maria” med andre navne, og jeg har, siden jeg så den første gang på Odense Teater i 1983, været vild med musikken, koreografien og fortællingen, der altid finder en nutidslomme til at være relevant. Sådan som det er med mesterværker.
Jeg savnede at blive berørt. Jeg savnede at kunne mærke. Men heldigvis gav Det Kongelige Kapel den gas, så hvis man kan lide Bernsteins musik, så er West Side Story – trods alt – en anbefaling værd.
Sex: Scener fra parterapi
Sex på Aveny-T er baseret på TV2’s serie af samme navn, men kan sagtens ses selvstændigt. Hvis målet for teatret er at blive ”de unges” teater, så rammer de plet med denne forestilling, som allerede inden premieren var talk of the town.
Målgruppen er først og fremmest unge kvinder, for det handler om dem. Parret Cathrine (Cat) og Maya, Selma som vækkede Cathrine for det queer og Catherines straight veninde, der lige er blevet droppet.
Problematikken omkring parforhold og fristelser kan imidlertid ses helt uden smålig skelen til køn og seksuelle præferencer. Slyngvenindeforholdet, hvor man sover tæt sammen, er måske ikke et helt så udbredt blandt mændene.
Men alle kan spejle sig i forelskelsen og begæret, i venskaber vs. parforhold, i parforholdstrummerum, hvor lysten måske svinder. Og forsvinder. Og hvad gør man så?
Cat betræder den forbudte sti – utroskaben.
At begær, passion og liderlighed er vigtige elementer i livet, er indlysende, En pointe i Sex, som strækker ud over det fysiske, er forelskelsens og parforholdets behov for at føle sig set og spejlet i den andens øjne.
Der går lidt for meget psykoanalyse i dialogen, men der er også et par sjove perler som Cat, der befippet overhører Selma på Sexlinjen forklare en ung mand, hvordan man slikker fisse.
Når satiren kulminerer – sammen med de rige og smukke
Instruktøren Ruben Östlund har før brugt det satiriske format i filmen Force Majeure (2014), som både er underdrejet og dybt morsom. Men i Triangle of Sadness folder han formatet fuldstændigt ud, tager hul på forskellen mellem rig og fattig og får skabt en blændende satire, fordi han skruer på hierarkierne. Hierarkier, som virker så stive, men samtidig er løse i soklerne, for eksempel i modeverdenen, hvor en meget smuk kvindelig model Kriek tjener rigtigt godt og hendes kæreste Carl, som også er model, er bare en lillebitte smule mindre smuk og derfor knap så rig.
Det er så vildt og effektivt gennemført i scene efter scene. Scenerne går rent ind og udspiller sig ikke bare i modeverdenen, men også på en stor luksusyacht og til sidst på en ø, hvor få har overlevet et skibsforlis.
Og den politiske overbygning er også kommet med, når den russiske kapitalist Dimitry, spillet af Zlatko Buric, går i dialog med en amerikansk kommunist, den fordrukne kaptajn Thomas, spillet af Woody Harrelson. Meget dygtige skuespillere yder deres bedste; ikke bare Harrelson og Buric, men også Vicki Berlin som overstewardesse – og Charlbi Dean og Harris Dickinson som det unge modelpar. Filmen er suveræn satire. Så enkelt kan det siges.
Trolden er løs i ny norsk monsterfilm
Troll er noget så ueksotisk som en norsk troldemonsterfilm. Filmen er ikke til at skelne fra en amerikansk monsterfilm. Bortset fra at sproget er norsk. Det gør hele forskellen.
Instruktøren, Roar Uthaug har tidligere instrueret reklamefilm og musikvideoer, og filmen er værd at se for de smukke billeder af det norske landskab alene. Handlingen er også forståelig for selv bittesmå børn.
En ældgammel bjergtrold (hypernaturen) bliver vækket af nogle onde tunnelarbejdere (vækstøkonomi), og så stamper den ellers mod Oslo, hundrede meter høj og skikkeligt fedt lavet. Man tror på den hele vejen gennem filmen, mens kavaleriet og videnskaben danser den store klump om fødderne, og konflikter mellem onde rådgivere, kloge militærfolk, kagekone-statsminister, forfatter-spindoktor og gal-genial videnskabsmand driver filmen frem mod en, måske, uundgåelig – gab – troldeløs slutning.
Tilbage til sproget, som gør det fuldkommen umuligt at forholde sig alvorligt til filmen. Norsk duer bare ikke til andet end sjov og satire. Ikke i mine ører. Jeg kommer til at fnise, hver gang filmens skuespillere sætter alvorlige miner op og så synger deres glade norske.
Nå, ja – til sidst – filmen udmærker sig også ved, at ingen i hele Norge tilsyneladende kan se, at trolden er en trold. At filmens forfatter og instruktør har valgt at gøre befolkningen så blind for det åbenlyse, kan nærmest kun tolkes som hypernaturens vink med en vognstang: Vågn nu op. Det sker lige uden for døren. Filmen kan streames på Netflix fra torsdag d. 1. december. Kom igjen!
Kjeld og en hulens masse andet
I år ville Poul Bundgaard være fyldt 100 år. I den anledning har den flittige journalist og forfatter Jacob Wendt Jensen skrevet biografien Meget mere end Kjeld fra Olsen Banden. Hører man som mig til typen, der holder af fortællinger om personligheder fra alle hjørner af kulturlivet, som man har fulgt i årevis, men ikke ved ret meget om, er biografien anbefalingsværdig. Specielt hvis man ikke har læst Bundgaards egne biografier, som Wendt Jensen låner fra.
For ja, selvfølgelig indeholder historien om manden, der egentlig drømte om at blive operasanger, men aldrig nåede op på toppen af det høje C, meget mere end Olsen Banden. I nærheden af 80 film f.eks., et hav af tv-spil og operetter. For den unge læser: TikTok-versionen af opera.
Wendt Jensen har desuden talt med Bundgaards børn, enken Kirsten, en tidligere svoger, venner, kolleger og arbejdsgivere. Det er med andre ord en imponerende gennemresearchet bog med mange kilder, mange citater. Især er jeg vild med den sidste del af bogen, hvor vi kommer tæt på optagelserne af den sidste Olsen Banden-film. Bundgaard døde, mens filmen blev optaget.
Burde den film være optaget, burde hele Danmarks Poul havde været med? Det diskuteres.
Kunne bogen have været mere kritisk? Ja. Men den er stadig god vinterlæsning.
SMK Fridays sejrer igen
Hvis kunst er universets helende kraft, er SMK Fridays kl.16-20 det oplagte sted at hente den før weekenden. Disse p.t. syv årlige fredage er værd at vente på, for det er sådan, museer bør være: Åbne, gratis, tilgængelige, eksperimenterende, modige, inviterende og fyldt med mennesker i alle aldre. SMK Fridays er oplevelsen af at være sammen med resten af byen om en vigtig kulturbegivenhed. Det er fed public service.
Virakken begynder et stykke fra den imposante hovedindgang på hjørnet af Sølvgade og Vester Voldgade – nærmere betegnet ved cykelstativerne, som denne fredag fyldes til langt over bristepunktet. En kødrand af gæster snor sig fra hovedtrappen gennem haven og ud til gaden. Denne aften er overskriften Sindets Sansninger: Samtaler, udstillinger og performances om kunsten som sindets helbredende ven og fortolker.
Jeg dropper ømhedsaktivistisk oplæsning og vælger samtalen med museumsdirektør Mikkel Bogh og psykiatrisk overlæge Birgitte Bundesen om kunst og mental sundhed. Mellem Skovgaard, Bloch og Hammershøi hører vi om kunstens betydning for behandling, terapi og forebyggelse; hvordan kunstoplevelser kan lette sindet, anvise nye veje gennem livet for martrede sjæle og stemme tanken mod det skønne og sande i verden.
Kunst tilbyder kontemplation. Langsomhed. Tilbagetrækning. Tilstedeværelse i nuet. Den gode ensomhed. Museets over 200.000 værker fordelt på 700 år kan tilgås i trygge rum og med psykiatriens sprog skabe et fælles tredje.
Fridays anbefalet. Døm selv.
Sindets Sansninger, SMK Fridays, Statens Museum for kunst, den 18. november 2022.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
