KULTURLISTEN – Kulturlisten har været på Gl. Holtegaard og set svensk ekspressionisme, læst Kristin Vegos debutnoveller og genlæst Elena Ferrante, set Nova Duhs burleske teater på Literaturhaus og den fremragende finske film Kupé nummer 6. Til sidst omtales dokumentaren The Most Remote Restaurant in The World. Denne uges liste er skrevet af Connie Bork, Inger Tejlgaard Olesen Ravn, Niels Olsen, Steen Blendstrup og Claus Ankersen.
Farvens fest
Den svenske maler og ekspressionist Isaac Grünewald (1889-1946) kan lige nu ses på Gl. Holtegaard – med vægten på malerier fra 1910’erne og 1920’erne.
Udstillingens titel, Hoved i rosa lys er anderledes, og iscenesættelsen med grønne vægge og rosa tæppe er oplagt i forhold til kunstneren. Det er jo ikke bare respekt for farven, det er total respekt.
Isaac Grünewald havde sans for onelinere: ”En ensom farve har intet liv”, så han arbejdede med kontraster i koloritten, og samtidig har han på én gang en vild og let, hurtig linjeføring.
Sådan er det med hans Stockholmsbillede fra 1917, hvor den lyserøde farve er vigtig, sammen med den varmt orange over for det blå friske vand. Et levende, vitalt billede, som svulmer med tiden. For Stockholm voksede til dobbelt størrelse, mens Grünewald boede i byen. Og antisemitismen voksede mellem krigene og blev konfronteret og italesat af maleren selv, der var jøde. Han stod ved sine holdninger og tog til genmæle. Det gør ham relevant i nutiden, at han har fokus på identitet, men også overfladens og kommunikationens selvstændige værdi.
Grünewald malede også blomster, men det er især de større billeder, der tager højde for livlighed og uforudsigelighed i kompositionen, som fænger. Følg bare farven, det er udstillingens clou.
Følelsen af at befinde sig i en andens liv
Kristin Vegos novellesamling Se en sidste gang på alt smukt, som hun modtog Bogforums debutantpris for i november, er fyldt med kvindelige hovedpersoner og en stemning af underliggørelse og ensomhed.
Det er ikke, fordi hovedpersonerne egentlig er ensomme – eller nærmere – de er ikke alene. De har relationer, socialt set er de, hvad man ville betragte som velfungerende, men der hviler tilsyneladende en usynlig hinde omkring dem, der får dem til at se alting på afstand, selv når de er allertættest på, som når jeget i et tæt parforhold har et ”vi ” som udsigelsesposition (Akvarium), eller helt konkret og kropsligt, da en lesbisk kvinde har et one-night-stand med en mand, og han vifter hende om næsen med pikken (Juni).
Afstanden opstår, fordi ingen af kvinderne virker rigtig hjemme i sig selv, de bevæger sig, taler, har samlejer, men dissocierer fra begivenhederne. I løbet af novellesamlingen begynder der at opstå tidsforskydninger og bevidsthedsspring, alle detaljer opfattes i den ene scene og gengives med hyperrealistisk nærsyn, men springer så til en ny scene uden sammenhængsforklaringer.
Novellesamlingen besidder en særlig kuldslået skønhed, og tvinger læseren til at undersøge ejerskabet over eget liv.
Proust på italiensk
Elena Ferrante – verdens mest kendte ukendte forfatter – lever bevidst inkognito. Hun har aldrig givet et mundtligt interview eller på anden måde trådt frem i offentligheden. Her er det kun skriften, der tæller – befriende i en selvoptaget og ekstrovert SOME-tid.
På min bogreol står fire anmelderroste Napoli-romaner og venter, men jeg vælger Ferrantes debut Besværende kærlighed som forret. Og hvilken én! Den bog er fantastisk. Fortælleren, den godt halvtredsårige enlige romerske kvinde Delia, finder ud af, at hendes mor er druknet dagen før datterens fødselsdag. Det er sket i havet nær moderens bopæl i Minturno, som er en kystby mellem Napoli og Rom.
Efter begravelsen følger vi Delias kamp for at undersøge de nærmere omstændigheder ved moderens død. I den proces møder hun adskillige personager fra sin egen fortid – foruden sin far og to søstre (som hun sjældent ser) også onkel Filippo, moderens elsker Caserta, barndomsvennen Antonio og et gensyn med den provinsby og familie, hun voksede op i og senere forlod. Via byens sprog – en særlig napolitanskklingende dialekt – lugte, lyde, mennesker, gader, butikker, industrikvarterer, trappeopgange og loftsrum bringes Delia tilbage til sin egen fortid og helt tæt på moderen og dennes sidste dage.
Det er suverænt velskrevet erindringsstof. Fortællerstemmen snor sig elegant rundt mellem fortid og nutid, faderjalousi, moderidentifikation, onklens trusler, gadebørnenes kraftudtryk, butiksekspedientens arrogance og til sidst så langt ind i afdødes hjerte og sjæl, at Marcel Proust må lette på hatten i sin himmel. Her serveres ingen madeleinekager. Det er moderens efterladte luksuslingeri, der udløser datterens intense erindringsunivers. Det er ganske enkelt mesterlig litteratur. Hvis Ferrante på et tidspunkt modtager Nobelprisen, kan det være, vi får hende at se.
The Disappeared – oversete historier fra hele verden
Literaturhaus på Nørrebro åbner dørene til en eksotisk og som regel overset del af verden. Nej, ikke queer-verdenen, som har taget sin del af dagsordenen herhjemme. Det handler derimod om Sydamerika, hvor performeren Nova Duh sætter queer-identiteten ind i en ramme af politisk vold og undertrykkelse.
”The Disappeared” refererer til de tusinder syd for Rio Grande, som er ”blevet forsvundet” af undertrykkende regimer i stort set alle lande. Vi tænker normalt på politiske modstandere, men som vi har set flere gange i historien, gælder det også homoseksuelle og andre queer grupper.
Det er mere performance end teater. Nova Duhs burlesque-optræden glider ind og ud mellem publikum og er tilpasset rummet. Her handler g-streng, strip og strutten med røven om kropslig frihed og retten til at udtrykke sig selv og sin seksuelle identitet.
Men når den seksuelle frigørelse møder de voldsparate, stærkt konservative og socialt ulige samfund i Latinamerika, ender det ofte galt. Med The Disappeared. Nova Duh dedikerer sin optræden til dem, der har sat livet til.
Narrativet kan være svært at følge. Dels på grund af sproget, dels på grund af vores – som regel – begrænsede kendskab til politik og samfundsforhold i Latinamerika. Men respekt for forsøget og en vild klubaften i Literaturhaus.
Kupé nr. 6: From Russia with Love
To vidt forskellige mennesker i den transsibiriske jernbane i midten af firsernes USSR – hvis det lyder som oplægget til en finsk film, så rammer det ret godt.
Undervejs forvandles dysterheden dog til noget andet, ikke traditionel feel-good, mere som at køre igennem en bjergtunnel, hvor verden på den anden side er den samme, men øjnene ser den på en ny måde.
Det er imponerende, hvor godt det lykkes instruktøren at genskabe stemningen fra den periode. Det er ikke Glasnost-romancer i sneen, men jeg mindes Letter to Brezhnev, Cal, Withnail & I, Maria’s Lovers og andre små perler fra midtfirserne, der for længst er gået i glemmebogen.
Efter filmen sidder jeg med en følelse af, at det virkeligt mirakuløse i livet, ikke handler om guddommelig indblanding og storslåede dramaer, men oplevelsen af at det andet menneske, der et øjeblik forinden ikke var nogen, som kommer til syne som noget dybt og ægte foran en, og man forundret spekulerer over, hvordan man kunne have overset det.
Midt i krigen mod Ukraine virker det underligt politisk ukorrekt at anbefale noget, der foregår i det store land med bjørnepelshuer og arbejdslejre, men filmen er anbefalelsesværdig.
Dokumentar om rigmands Michelin restaurant er klam køkkenkolonialisme
Historien om hvordan Michelin restauranten KOKS flytter fra en afsides hytte på Færøerne til en endnu mere afsides bygd på Grønland, er nok noget af det ufrivilligt ulækreste fjernsyn, jeg nogensinde har set.
Kokken, Poul Andrias Ziska, som vi forstår, er et gastronomisk geni, åbner ”den mest afsidesliggende restaurant i verden”, fordi ejeren, en færøsk rigmand, tilfældigvis flyver over Ilimanaq og synes, det er en fin udsigt og et fedt sted at lave en restaurant. ”Jeg får mange vilde ideer”, konstaterer han (selv) tilfreds, og så er showet i gang.
Vi må forstå, det er frygteligt nervepirrende for chefkokken og hans mandskab, som mest ses i skikkelse af en blonderet og rundhovedet kok, der konstant giver udtryk for forbløffelse og forbavset overraskelse. ”Det så sindssygt”, siger han ved synet af isbjergene. ”Det’ så overdrevet”, siger han ved synet af bygningen. ”Det er nok for dyrt for os”, siger en af de 50 indbyggere i Grønlands ældste bygd. Det er full scale køkkenkolonialisme. Nu skal der kræses for Grønlands superrige elite, hvoraf 1500 allerede har bestilt bord, før åbningen, der byder på hvide, vaskede fuglevinger som dekoration på tallerkener med hvalkød, rensdyrspæk, mavesæk-bær, sæl-endetarm og tusindkronersvin til at skylle de 22 retter ned med.
Hele ideen bag projektet, holdets møde med bygden, forberedelserne og fortællingen er simpelthen bare uspiselig usympatisk, og dokumentaren udstiller det ubarmhjertigt, ikke mindst fordi den er lavet som en reklame for den elitære køkkenkolonialisme. Se den med brækposen klar.
Læs Kulturlisten i POV hver fredag.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
